De pæneste træningssko

Traditioner kan man vel aldrig få for mange af, derfor vælger jeg at betragte den månedlige tradition, der er opstået herhjemme som noget positivt. Den startede sidst på en lidt skrabet måned, I ved, der hvor stemningen er lidt opgivende og drømmende på den materialistiske front. Først på måneden blev stemningen derimod opløftet, og alt føltes muligt. Jeg snakker om noget så ligegyldigt som “online window shopping”. Midt på måneden er jeg ikke slem til det, men det er som om, at det bliver det mere spændende sidst på måneden, hvor rammerne er lidt mere snævre. Jo, og først på måneden, hvor virker alt (overdrevet) muligt. Det er en ond cirkel. Men følelsen, når pakken lander på ens dørtrin er ikke ond, den er skøn. I sidste måned landede skoene nederst i højre hjørne på mit dørtrin; jeg er altid lidt nervøs, når jeg bestiller sko over nettet, men de her er lige i øjet. De vejer intet (!) og føles mest af alt som at have en fast strømpe på – hvis det giver mening?

Skærmbillede 2016-02-20 kl. 11.15.05

1//2//3//4//5//6

Ønskelisten i denne måned byder på kedelige ting som nye drikkedunke og genopfyldning af kosttilskudslageret. Jeg har med andre ord sat mærkatet ‘fornuftig’ på marts måned. Ja altså, udover Hummels Cloe Leggings, som endelig er kommet tilbage på lager – de ser simpelthen så behaglige ud 😀

Hav den skønneste solskinssøndag! 

 

Træningsupdate

IMG_3425En af jer spurgte, om det ikke er på tide at få lidt træning på banen herinde igen, og det synes jeg, det er. Selvsamme spurgte, hvorfor jeg stoppede med holdtræning, så den kan vi starte ud med. Jeg stoppede med holdtræning for ca. 2 år siden, og med holdtræning mener jeg yoga og crossfit, holdtræning ala ‘Bodyfit’ og ‘Stram Op’ skal vi endnu længere tilbage, før vi finder det på programmet. Jeg stoppede med holdtræning af flere grunde, men primært, fordi jeg havde tilegnet mig en håndfuld skader, som gjorde, at kollektiv træning, der ikke er tilpasset til den enkelte, var mindre optimal. I det hele taget savnede jeg træning tilpasset til mig, min krop og mine præferencer – egotræning, om man vil. Så efter længere styrketræningspause i 2014, begyndte jeg i oktober 14 ved Thomas Dybdahl, som på det tidspunkt var personlig træner i ‘Performance Gym Aarhus’, nu er han rykket til det nyåbnede ‘My Heart’. Det vil sige, at jeg træner begge steder nu; PT i ‘My Heart’ og selvtræning i PG.

Min træning er centreret omkring styrketræning, og de tilhørende mål, vi har opsat. Jeg klapper glad i mine hænder ved tanken om, at for lidt over et år siden var mit mål at blive skadesfri, nu er det bl.a. at squatte 100 kg, bænke 60 kg og dødløfte 2x kropsvægt (ca. 130-136 kg) – for jeg er skadesfri, og det har jeg planer om at fortsætte med at være. Min træning er simpel; af maks 60 minutters varighed, 4-5 gange ugentlig og opdelt i et 2-split af ‘upper’ og ‘lower’. Jeg laver som sagt ikke mine programmer selv, det kan man selvfølgelig sagtens, men det, at hvert program er del af en periodisering hvor antallet af reps, tempoet, pauserne osv. er gennemtænkt og varierende, er en opgave, jeg ikke kan (eller har lyst til at) administrere. Det er desuden gavnligt for sådan en som mig at blive mindet, at mere træning, ikke nødvendigvis er lig bedre træning. Der er mange indlæg herinde om mine tidligere hysteriske træningsuger, dem ligger jeg ikke vågen af savn over, jeg elsker min træning, men jeg elsker også, de dage, hvor jeg ikke træner.

I må hellere end gerne skrive, hvis der er noget specifikt, I gerne vil høre om 😀

Træning og identitet

 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.50_zps7ftfuyc4.jpg
Man finder ikke mange indlæg om træning herinde for tiden, det har man ikke gjort i et stykke tid. Jovist, der er indlæg at finde om mine tanker bag og små opdateringer, men det er få indlæg i posen, der er fuldt dedikeret til træning. Ej heller er min Instagram-profil tilplastret med træningsbilleder. Det har ikke været et bevidst valg – og så alligevel. Jeg skrev sidste år indlægget “Mit uden filter”, et indlæg jeg havde brygget længe på, og som symboliserede afslutningen på en bestemt tid og begyndelsen på en ny. Mest af alt symboliserede det et skift i min tankegang og mentalitet, for selvom træning og kost igen fylder en stor del af min hverdag og af mig, så er det på en anden måde. Jeg har ikke samme behov for at eksponere den del af mig og mit liv, jeg tænker ikke over, hvad andre mener om det, jeg søger ikke samme anerkendelse igennem min træning.

Netop derfor deler jeg ikke en masse om den side af mit liv. Jeg har behov for, at det er noget, jeg gør for mig selv og ingen andre. Jeg vil ikke bygge min identitet op omkring min træning, for dette er et for mig et skrøbeligt fundament, det lærte jeg på den hårde måde sidste år. Læs bare HER. Det er noget af det fede ved at have en blog; man har konstant en tidsmaskine ved hånden, der kan bringe en tilbage til ens tidligere tanker og tankegang, og hvor har jeg svært ved at genkende mig selv i de tidlige indlæg. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvorfor jeg havde behov for at dele den ene vanvittige træningsuge efter den anden. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvor behovet for de vanvittige træningsuger kom fra. Retrospektivt må jeg nok konstatere, at det ikke udelukkende var fordi, jeg syntes, det var fedt. Jeg havde brug for anerkendelse, måske mest fra mig selv, jeg ville være sej, jeg ville være hende træningspigen. Jeg ville være stærk og løbe hurtigt, men det var ikke fordi, det var en reel værdi for mig.
 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.52 3_zpstx6obgrw.jpg
Man kan kalde det overfladisk, man kan kalde mainstream, man kan kalde det, hvad man vil, men det er i dag en reel værdi for mig at styrketræne. Jeg skal aldrig tvinge mig selv af sted, og det er sjældent, jeg ikke føler et skud af lykke, når jeg nærmer mig centret. Men det er en lykke, jeg ikke har behov for at dele i øst og vest. Er jeg i selskab af en anden træningstosse, kan mundtøjet fortsætte i timevis, er jeg derimod i selskab af en, hvis interesser intet har med træning at gøre, så lukker jeg min mund, ikke fordi jeg føler, jeg skal skjule en side af mig selv, men fordi jeg har andet at byde på. Jeg har med andre ord lært at sætte det i anden række, hvilket jeg også gjorde da jeg var i Barcelona, det er vigtigt for mig nogle gange at få det på afstand, også selvom fedtprocenten steg med over 2 pct. Jeg synes, det er fedt, at der er kommet så megen fokus på styrketræning og deslige, men jeg synes, det er endnu federe, hvis man formår ikke at lade det opsluge sin person. Jeg ser intet problem i, at man lader det fylde en stor del af sit liv, det synes jeg derimod, vi er lidt slemme til at problematisere. Men jeg er enig i, at det kan blive et problem, hvis man betragter sig selv som værende synonym med sin træning, det tror jeg sjældent er holdbart. Det var det i hvert fald ikke for mig.

Om at være amatør inden for træning

 photo tumblr_mdykhxBHQt1qzcrtbo1_500_zpsd1c4kg7l.jpgJeg har det sidste års tid fået en helt anden form for respekt for træning, end jeg tidligere har haft. Dette er den primære grund til, at jeg har valgt at fortsætte med personlig træning, jeg kan på nuværende tidspunkt ikke forestille mig at flyve på egen hånd, men mon ikke det sker alligevel en dag 😉 Jo, jeg træner stadig mere end gennemsnittet, men det er med respekt for både min krop og min træning. Min respekt viste sig først i form af afholdenhed, da jeg meldte mig ud af fitness ifm. med mine skavanker. Det var der, det gik op for mig, at man kan ødelægge sin krop ved at træne for meget og forkert. Vi ved det nok allesammen, men at prøve det på egen krop er alligevel en oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle prøve. Jeg var 17 år, og jeg havde allerede døjet med en lyskeskade, en skulderskade og en knæskade. Det sgu ikke en sjov periode, jeg var virkelig knust og sur på mig selv, men jeg vil alligevel påstå, at det var en nødvendighed for mig, da jeg fik respekt for min krop, dens kunnen og begrænsinger. At det til sidst endte i en reel frygt for at træne havde jeg ikke set komme.

Netop derfor var det min aller, allerbedste bedste beslutning at vælge en personlig træner, der har 110 pct. styr på, hvad han laver. Jeg har følt mig i trygge hænder fra dag 1. Jeg får måske mig selv til at fremstå som værende uansvarlig og ude af stand til at kontrollere min træning, men det mener jeg også, jeg var sidste år, året før det og året før det. Yes, det er fedt at træne, men det er langt federe at have en sund og stærk krop, og netop det kan træning også bidrage til. Min respekt for træning er den seneste år opstået i den modsatte grøft, hvor jeg på egen krop har erfaret, at den rette træning ikke blot kan gøre kroppen stærkere og mere udholdende, men også rette op på de skavanker, som paradoksalt var tilført via træning. Træning uden omtanke og i en overdreven grad. Styrketræning er ikke blot styrketræning, der ligger så meget bag, at jeg kan blive helt forpustet ved tanken. Men behøver selvfølgelig ikke træne efter tilrettelagte programmer med periodisering, tempomanipulation, deload osv., men det gør sgu en forskel.
 photo ghandi-your-health-is-your-wealth_zpsi2uqy2xr.jpg

Det var i starten en totalt skræmmende følelse at føle sig som verdens største amatør i et felt, man før betragtede som sin hjemmebane, men det tror jeg kun er sundt. Jeg tror, det er sundt at opleve ydmyghed og respekt. Jeg kloger mig aldrig omkring andres træning, og jeg kunne aldrig finde på at dele mit træningsprogram, ikke at der er noget som sådan galt i det, men alles kroppe er forskellige, vi har alle forskellige mål, baggrunde, skavanker og præferencer. Man skal finde den træningsform, der passer til sin egen krop. Netop som, at man skal spise den kost, der passer til sin egen krop. Så meget tør jeg godt kloge mig på.

Older posts