“Du burde tage op at træne”

img_0837

//2014

Jeg kunne skrive side op og side ned om glæden ved at træne. Hell, selvsamme blog som jeg i dette sekund sidder og taster løs på, var jo i sin spæde start og et par år frem en træningsblog. Jeg trænede i flere år dagligt og dedikerede mine gymnasieår til personlig træning med alt, hvad det indebærer. Det er fantastisk at være inde i en god træningsrytme; hvilket vi hurtigt kan få bekræftet af de oceaner af artikler, der skriver om netop alle gevinsterne ved at træne – og de er ikke så få. Så i stedet for at tale andre efter munden, vil jeg i dag skrive om noget andet; nemlig den for mig allerstørste ulempe ved at træne.

Jeg kan snildt leve med ømme muskler, et ekstra læs til vaskemaskinen og et øget forbrug af deodorant og ansigtsvask. Jeg kan også snildt leve med svedlugten i fitness centeret (og under armene). Hvad jeg har betydeligt sværere ved at leve med, er den lille stemme i baghovedet, der konstant hvisker “du burde tage op at træne.” 

Jeg meldte mig ud af Crossfit Copenhagen, mit yogasted, og hvem jeg nu ellers havde opsat en PBS-aftale med, da jeg i slut juni sidste år, fik mig en hundehvalp. Ikke fordi man ikke kan være medlem af et fitness center og have en hundehvalp, men fordi jeg havde behov for at være til stede. Jeg havde brug for at slukke for stemmen i baghovedet og i stedet sige “nu er jeg i det her, punktum.” Det gav mig uendeligt meget ro at sige fuck burde. Helt lavpraktisk kunne min samvittighed ikke rumme, at den lille pelsklump skulle være alene mere end højest nødvendigt – og træning er for mig aldrig nødvendigt. Hvis I har læst med siden siden var en træningsblog, kan I måske erindre, at jeg før i tiden levede i verden, hvor jeg (groft sagt) var overbevist om, at træning var livsnødvendig.

IMG_3425

//2016

Nu har jeg så meldt mig ind igen, og det er dejligt. Jeg nyder at være oppe at træne, lukke omverdenen ude og mærke, at her er der noget, jeg er god til. Det er fedt at føle sig stærk. Men jeg springer ikke i træningstøjet som det første om morgenen – jeg er i stedet verdensmester i at udskyde det. Tænke: “liiiige om lidt, liiiige en kop kaffe mere.” Men som stemmen i baghovedet minder mig om, har jeg jo hele dagen at træne i lige nu. Så det burde jeg udnytte. Jeg ved ikke med jer, men jeg får det hurtigt gearet op til “så skal jeg da bare træne hele tiden og spise mega sundt – og hvor køber man nu lige det bedste proteinpulver henne?”. Og det er trættende, så trættende. Helt ærligt så fandt jeg en kæmpe frihed og lettelse i at “undskylde” mit manglende fitnesskort med hunden og lange arbejdsdage.

Jeg bevægede (og bevæger) mig stadig hver dag med lange løbe- og gåture, leg og hjemmetræning. Der er mange fordele ved at have en border collie 😉 Min pointe er nok egentlig bare, at selvom jeg elsker at træne og sagtens kan nikke genkendende til de mange fordele, så bliver det for mig lidt opvejet af det pres, det også kan medføre at færdes i et fitness center. Det bliver hurtigt (for mig) til mere vil have mere. Og det kan også være fint nok – bare man ikke begynder at tænke, at det er liv eller død at komme af sted. Jeg gør mit bedste for at acceptere, at jeg fx i dag ikke har ikke lyst til at stå og svede på et løbebånd. Så går jeg en ekstra lang tur med hundemusen og svinger måske med et par kettlebells herhjemme. For det har jeg lyst til i dag.

img_0770

//2014

De pæneste træningssko

Traditioner kan man vel aldrig få for mange af, derfor vælger jeg at betragte den månedlige tradition, der er opstået herhjemme som noget positivt. Den startede sidst på en lidt skrabet måned, I ved, der hvor stemningen er lidt opgivende og drømmende på den materialistiske front. Først på måneden blev stemningen derimod opløftet, og alt føltes muligt. Jeg snakker om noget så ligegyldigt som “online window shopping”. Midt på måneden er jeg ikke slem til det, men det er som om, at det bliver det mere spændende sidst på måneden, hvor rammerne er lidt mere snævre. Jo, og først på måneden, hvor virker alt (overdrevet) muligt. Det er en ond cirkel. Men følelsen, når pakken lander på ens dørtrin er ikke ond, den er skøn. I sidste måned landede skoene nederst i højre hjørne på mit dørtrin; jeg er altid lidt nervøs, når jeg bestiller sko over nettet, men de her er lige i øjet. De vejer intet (!) og føles mest af alt som at have en fast strømpe på – hvis det giver mening?

Skærmbillede 2016-02-20 kl. 11.15.05

1//2//3//4//5//6

Ønskelisten i denne måned byder på kedelige ting som nye drikkedunke og genopfyldning af kosttilskudslageret. Jeg har med andre ord sat mærkatet ‘fornuftig’ på marts måned. Ja altså, udover Hummels Cloe Leggings, som endelig er kommet tilbage på lager – de ser simpelthen så behaglige ud 😀

Hav den skønneste solskinssøndag! 

 

Træningsupdate

IMG_3425En af jer spurgte, om det ikke er på tide at få lidt træning på banen herinde igen, og det synes jeg, det er. Selvsamme spurgte, hvorfor jeg stoppede med holdtræning, så den kan vi starte ud med. Jeg stoppede med holdtræning for ca. 2 år siden, og med holdtræning mener jeg yoga og crossfit, holdtræning ala ‘Bodyfit’ og ‘Stram Op’ skal vi endnu længere tilbage, før vi finder det på programmet. Jeg stoppede med holdtræning af flere grunde, men primært, fordi jeg havde tilegnet mig en håndfuld skader, som gjorde, at kollektiv træning, der ikke er tilpasset til den enkelte, var mindre optimal. I det hele taget savnede jeg træning tilpasset til mig, min krop og mine præferencer – egotræning, om man vil. Så efter længere styrketræningspause i 2014, begyndte jeg i oktober 14 ved Thomas Dybdahl, som på det tidspunkt var personlig træner i ‘Performance Gym Aarhus’, nu er han rykket til det nyåbnede ‘My Heart’. Det vil sige, at jeg træner begge steder nu; PT i ‘My Heart’ og selvtræning i PG.

Min træning er centreret omkring styrketræning, og de tilhørende mål, vi har opsat. Jeg klapper glad i mine hænder ved tanken om, at for lidt over et år siden var mit mål at blive skadesfri, nu er det bl.a. at squatte 100 kg, bænke 60 kg og dødløfte 2x kropsvægt (ca. 130-136 kg) – for jeg er skadesfri, og det har jeg planer om at fortsætte med at være. Min træning er simpel; af maks 60 minutters varighed, 4-5 gange ugentlig og opdelt i et 2-split af ‘upper’ og ‘lower’. Jeg laver som sagt ikke mine programmer selv, det kan man selvfølgelig sagtens, men det, at hvert program er del af en periodisering hvor antallet af reps, tempoet, pauserne osv. er gennemtænkt og varierende, er en opgave, jeg ikke kan (eller har lyst til at) administrere. Det er desuden gavnligt for sådan en som mig at blive mindet, at mere træning, ikke nødvendigvis er lig bedre træning. Der er mange indlæg herinde om mine tidligere hysteriske træningsuger, dem ligger jeg ikke vågen af savn over, jeg elsker min træning, men jeg elsker også, de dage, hvor jeg ikke træner.

I må hellere end gerne skrive, hvis der er noget specifikt, I gerne vil høre om 😀

Træning og identitet

 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.50_zps7ftfuyc4.jpg
Man finder ikke mange indlæg om træning herinde for tiden, det har man ikke gjort i et stykke tid. Jovist, der er indlæg at finde om mine tanker bag og små opdateringer, men det er få indlæg i posen, der er fuldt dedikeret til træning. Ej heller er min Instagram-profil tilplastret med træningsbilleder. Det har ikke været et bevidst valg – og så alligevel. Jeg skrev sidste år indlægget “Mit uden filter”, et indlæg jeg havde brygget længe på, og som symboliserede afslutningen på en bestemt tid og begyndelsen på en ny. Mest af alt symboliserede det et skift i min tankegang og mentalitet, for selvom træning og kost igen fylder en stor del af min hverdag og af mig, så er det på en anden måde. Jeg har ikke samme behov for at eksponere den del af mig og mit liv, jeg tænker ikke over, hvad andre mener om det, jeg søger ikke samme anerkendelse igennem min træning.

Netop derfor deler jeg ikke en masse om den side af mit liv. Jeg har behov for, at det er noget, jeg gør for mig selv og ingen andre. Jeg vil ikke bygge min identitet op omkring min træning, for dette er et for mig et skrøbeligt fundament, det lærte jeg på den hårde måde sidste år. Læs bare HER. Det er noget af det fede ved at have en blog; man har konstant en tidsmaskine ved hånden, der kan bringe en tilbage til ens tidligere tanker og tankegang, og hvor har jeg svært ved at genkende mig selv i de tidlige indlæg. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvorfor jeg havde behov for at dele den ene vanvittige træningsuge efter den anden. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvor behovet for de vanvittige træningsuger kom fra. Retrospektivt må jeg nok konstatere, at det ikke udelukkende var fordi, jeg syntes, det var fedt. Jeg havde brug for anerkendelse, måske mest fra mig selv, jeg ville være sej, jeg ville være hende træningspigen. Jeg ville være stærk og løbe hurtigt, men det var ikke fordi, det var en reel værdi for mig.
 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.52 3_zpstx6obgrw.jpg
Man kan kalde det overfladisk, man kan kalde mainstream, man kan kalde det, hvad man vil, men det er i dag en reel værdi for mig at styrketræne. Jeg skal aldrig tvinge mig selv af sted, og det er sjældent, jeg ikke føler et skud af lykke, når jeg nærmer mig centret. Men det er en lykke, jeg ikke har behov for at dele i øst og vest. Er jeg i selskab af en anden træningstosse, kan mundtøjet fortsætte i timevis, er jeg derimod i selskab af en, hvis interesser intet har med træning at gøre, så lukker jeg min mund, ikke fordi jeg føler, jeg skal skjule en side af mig selv, men fordi jeg har andet at byde på. Jeg har med andre ord lært at sætte det i anden række, hvilket jeg også gjorde da jeg var i Barcelona, det er vigtigt for mig nogle gange at få det på afstand, også selvom fedtprocenten steg med over 2 pct. Jeg synes, det er fedt, at der er kommet så megen fokus på styrketræning og deslige, men jeg synes, det er endnu federe, hvis man formår ikke at lade det opsluge sin person. Jeg ser intet problem i, at man lader det fylde en stor del af sit liv, det synes jeg derimod, vi er lidt slemme til at problematisere. Men jeg er enig i, at det kan blive et problem, hvis man betragter sig selv som værende synonym med sin træning, det tror jeg sjældent er holdbart. Det var det i hvert fald ikke for mig.