En planteædende løbepige

dsc05326 I snart tre måneder har ugentligt snøret løbeskoene. Først var det 1-2 gange, så blev det 2-3 gange, og nu lander vi på 4-5 gange. Derhjemme venter ingen ‘proteinshake’, og der bliver heller ikke spist en bøf på kommando. Faktisk er der ingen bøffer i køleskabet, heller ingen kylling – ja, egentlig er der ikke så meget derinde, men kød er der ikke så meget som et gram af. Den havde jeg ikke set komme, slet ikke for et halvt år siden, hvor jeg trods løbeforløb på gymnasiet, prioriterede min styrketræning og ‘glemte’ løbeturene, og hvor en dag uden en bøf var utænkelig – det var trods alt som oftest sådan en, dagen startede med. En morgenbøf.

Men så stoppede PT-forløbet, og kostplanen røg over i hjørnet – sammen med træningstasken. Ovre fra det andet hjørne samlede jeg løbeskoene op, der havde de ligget i 3-4 år. Okay, det var ikke de samme, men altså. De der har læst med længe, kan måske huske, at jeg den heldige ejer af et dårligt knæ – et dårligt knæ, der satte en stopper for en af min hverdags største glæder: løb. Stille og roligt er jeg begyndt at trække tilbage i løbetøjet, et langsomt og kort skridt af gangen. Turene er blevet længere, og tempoet hurtigere – og knæet? Knæet klager ikke, ej heller gør jeg. Og hvad skulle jeg egentlig også klage over? Det er et privilegium at få at lov løbe, sgu. Planteæderiet får en uddybning en anden dag, ellers stopper jeg vist aldrig 😉

dsc05328

Når sundhed bliver uoverskueligt

IMG_2163

De fleste er villige til at gå langt i sundhedens navn – om det så egentlig er sundhed til sidst, dét vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Hvad jeg vil gøre mig til dommer over, er min egen sundhed; den er blevet omdefineret i øst og vest i løbet af de sidste år, og jeg er stadig fuldt i gang. De sidste to år har mit liv været præget af ’sundhed i kontrolleret form’ – her tænker man nok, at jeg (igen, igen) taler om kostplaner og træningsprogrammer, og det gør jeg også, for træningen var nøje tilrettelagt med periodisering, tempomanipulation osv., og kosten stod i firkanter på den udprintede kostplan, men det var alligevel ikke det hele. Omfanget af handlinger gjort i sundhedens navn blev langsomt ekspanderet – så langsomt, at jeg næsten ikke tænkte over det.

Hylden med kosttilskud fik flere og flere venner, madbudgettet bugnede, det samme gjorde køleskabet – af madpakker, plastikflasken blev udskiftet, produkter til hud, rengøring og lignende fik nye konkurrenter – ja selv tandpastaen fik en helsificering. Og så var der søvnen, der blev en stressfaktor ude af proportioner. Det var en del af den livsstil, jeg gerne ville leve – tænkte jeg. Eller i virkeligheden slog jeg hovedet lidt fra. Ingen træning blev sprunget over, ikke så meget som et sæt eller en gentagelse. For jeg skulle jo stige i vægt(skiver), forbedre mig, performe. Min kritiske sans var forbeholdt til skolen. For træning var jo min pause. Man fornemmer et ‘men’ 😉

Det var ikke sundhed for mig. Måske hvis det havde været på et andet tidspunkt i mit liv – fx det første år af ‘rejsen’, men det blev for meget. Dermed ikke sagt, at det var ‘usundt’, det var blot ikke det, jeg vil definere som personlig sundhed. For mig skal sundhed modificeres til et niveau, der giver glæde og velvære. For mig er sundhed en navlepillende størrelse, der ikke kommer i firkanter, men i former, der kan strækkes og skrumpes. Det handler om at gøre det, der giver mening for en på det givne tidspunkt.

Efterår giver mig altid en uforklarlig lyst til at løbe, så det gør jeg – turene til centret er derfor færre og ustrukturerede, og det er ok. Det er mere end ok. Der er grøntsager på tallerkenen flere gange dagligt, men ikke til hvert måltid – nogle gange består ‘måltidet’ af et stykke frugt og en ske i peanut butter glasset. Vi kunne kalde det ‘hverdagssundhed’.

Hopper med på bølgen

13936985_10208346119783869_1533952134_nI tråd med gårsdagens indlæg lavede jeg her til formiddag en omvendt Svend Brinkmann; med hovedet hængende over køddisken i supermarkedet mærkede jeg på navlepillende manér efter, om jeg egentlig havde lyst til at fylde kurven med kød, som jeg sædvanligvis gør. Det havde jeg ikke. I stedet blev kurven fyldt til randen med frugt og grønt, kornprodukter, bønner, linser og deslige. Der røg adskillige uvante ting i kurven for med autopiloten slået fra, bugnede supermarkedet lige pludselig af uudforskede hylder. Eller, de var selvfølgelig allesammen uudforskede, siden det var mit første visit i lige netop denne SuperBrugsen, men altså – I forstår pointen 😉

Det er svært at komme udenom, at der for tiden hersker en særdeles fashionable og forfriskende uhøjtidelig tendens med centrum i plantebaseret kost. En tendens, jeg havde sværget på, jeg aldrig ville hoppe med på – for jeg er jo inkarneret kødspiser. Det er her navlepilleriet kommer ind i spillet; for skyldes den idé ren og skær vane eller reel lyst og behov? Yes, jeg har for god tid disse dage. Lige nu har jeg lyst til at skære lidt ned på kødet og prøve noget nyt. Rendyrket plantespiser bliver jeg med al sandsynlighed aldrig, men jeg er lidt lun på ‘hverdagsvegetarisme’ uden løftede pegefingre og et uskrevent manifest. Der er uden tvivl et hav af argumenter for at skære ned på kødet, men jeg vælger at fortsætte i anti-Svend Brinkmann stil og afprøve en dag, en uge, en måned uden kød, fordi lysten, ikke argumenterne er der. En udfordring har man vel altid godt af.

13936985_10208346119783869_1533952134_n

Jeg er nysgerrig: hvad er jeres holdning til plantebaseret kost?

Hvorfor økologi?

 photo 11992208_10206088793712128_1471120226_n_zpss2leeuuy.jpg
Jeg slog i dag et billede på min Instagram (@ansobh) med mine indkøb til Føtex’ 25 pct. på økologi. Før jeg delte billedet fik jeg et splitsekund en dårlig smag i munden af, at det var noget blær, jeg havde gang i. Jeg delte det alligevel, da den anden side af min hjerne mindede mig om, at formålet jo på ingen måde var blær, det var som så meget andet på Instagram; at dele et øjebliks begestring over en lille ting, der giver mig glæde og værdi i hverdagen. Og det står jeg fast ved.

Økologi er et emne, der kan skille vandene. Det er et begreb, der for nogle betragtes som værende opblæst og som hører til speltmødre på Østerbro, der for alt i verden skal fremstå lidt bedre og lidt sundere end resten af befolkningen. For andre er det en mærkesag, hvori der intet valg forekommer, når varerne skal lægges i indkøbskurven, det er en selvfølge, at det lille røde ø skal pryde varen. For andre er økologi ligegyldigt og blot en dyrere vare, der strammer madbudgettet en tand mere. Og så er der selvfølgelig en stor andel, som køber økologi i ny og næ uden at lægge for meget i det. Jeg hører nok til et sted i midten af nr. 2 og 4 af de stereotyper, jeg har fremført. Netop fordi, det er et emne, mange har stærke holdninger til, og som nemt kan virke en smule ophævet, er det normalt ikke noget, jeg skildrer med – udover billeder af mit (over)forbrug på Instagram i ny og næ.

Jeg går meget op i økologi, det er ingen mærkesag for mig, og jeg har ikke stærke argumenter og undersøgelser i ryggen, jeg hiver frem, så snart anledningen byder sig, men jeg lægger alligevel værdi i det lille røde mærke. Man kan sige, det er åndssvagt, men før man gør det, vil jeg lige komme med mine holdninger bag. Jeg vælger økologi, fordi jeg gerne vil passe på både miljøet og min krop, det kan man selvfølgelig også, selvom man ikke spiser økologisk, men for mig giver det mening at vælge denne vej at gå. Jeg kan personligt godt lide idéen om ærlige råvarer, jeg har ikke noget imod, at blomkålen er den halve størrelse af den konventionelle, og at holdbarheden er kortere. En oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig, da jeg var mindre var netop i denne dur; vi havde købt to klaser appelsiner, en økologisk og en konventionel, vi havde glemt dem begge og var smuttet på ferie, da vi trådte ind i køkkenet efter ferien, var den økologiske mildest talt lige til skraldespanden, den konventionelle så ud præcis, som da vi tog af sted. Det var lidt en øjenåbner for mig.

Jeg vælger økologi, når det giver mening for mig. Det gør det fx, når det gælder kød, æg og mejeriprodukter. Jeg spiser meget kød, og det er ingen hemmelighed, at det letter min samvittighed en smule at købe økologisk på den front. Der er selvfølgelig ingen garanti ved at købe økologisk, men jeg vælger at have tillid til, at det er medvirkende til bedre vilkår for dyrene, samt for miljøet. På grøntsagsfronten er det vigtigste for mig, at det er danskproduceret og dermed ikke importeret, derefter kommer økologi. Dermed ikke sagt, at jeg ser mig for fin til at købe søde kartfoler importeret fra USA, kaffe fra Brasillien og kokosolie fra Filippinerne. Jeg har ingen glorie, men jeg har et ansvar. Jeg ser hverken op eller ned på folk, der vælger økologi fra eller til, vi gør jo alle, det der giver mig for os selv.

Jeg er nysgerrig. Hvad er jeres holdning til økologi? 

 

Older posts