En lille øjenåbner

Efter at have tilbragt størstedelen af min ungdom i et træningscenter med en håndvægt i hånden og på caféer med sort kaffe i selvsamme hånd og med en mistænksomt stor taske ved fødderne indeholdende træningstøj og endeløse tupperwares proppet med kylling, kokosolie og broccoli, er ord som ‘glutenfrit’, ‘bootcamp’ og ‘low carb’ blevet noget nær fyord i mit hoved. Jeg har med desperation i stemmen forsøgt at overbevise veninder, der ellers støttede mig i mine til tider decideret skøre kostvaner, om at smide dadelkuglen i skraldespanden og tage mig under armen – mod Lagkagehuset. Så sent som i sidste uge forsøgte jeg i en time at overbevise en veninde over telefonen om, at der ikke er nogen grund til at forsage gluten, hvis hun kan tåle det – jo, og så fik jeg vist også lige indskudt, at øl altså er flydende gluten. Jeg er ikke helt stolt af det, men det var en handling af kærlighed. I en overbevisning om, at restriktioner ikke giver dit liv en lykkeindsprøjtning – eller fem kg mindre på badevægten.

Jeg har elsket at være hende, der ikke takker nej til hverken kage, øllen (flydende gluten, oh lord) eller brødkurven. Jeg har elsket, at jeg ikke følte behov for tvinge mig selv på en ‘bikini-bootcamp’ – eller for den sags skyld at beholde mit Fitness World medlemsskab. Det har jeg virkelig, men jeg har også smurt tyk på. Ja, jeg har nydt ikke at være hende, man ikke tør at lave mad, men jeg har ikke nydt alt det sukker, jeg på ren rutine har kørt indenbords den seneste tid. Et lille eksempel: jeg passede min mormors og hendes mands hus i en uge i juli; hvad er det første, jeg gør, efter jeg har låst hoveddøren bag mig? Rydde alle deres skuffer og skabe igennem for noget, hvor sukker har majoriteten af energifordelingen. Jeg lagde ikke engang mærke til, at de havde fyldt køleskabet for mig, indtil et par dage senere.Men jeg må jo godt, for jeg løber, cykler og går lange ture med hunden på daglig basis. Ja ja, men jeg må også godt hoppe i havet med alt mit tøj på, men jeg behøver jo ikke at gøre det. Sandheden er, at jeg var blevet enorm doven, hvad angår madlavning af den simple årsag, at jeg stod med mad til ørerne på arbejdet – og derfor næsten dagligt overbeviste mig selv om, at det gad jeg i hvert fald ikke gøre derhjemme. Det var såmænd også fint nok, men nu arbejder jeg jo ikke længere i restaurationsbranchen, og det bliver i det hele taget sværere og sværere at overbevise mig selv om, at jeg er sund i det store billede. I virkeligheden blev jeg dagligt ramt af akut sukker- og nikotintrang sekundet efter, jeg havde sat morgenmadsskålen i opvaskemaskinen, jeg var begyndt at vågne med et hul i maven 5-6 gange pr. nat, og jeg var så oppustet allerede hen af eftermiddagen, at flere af mine bukser ikke kunne lukkes.

Men, så er det jo så heldigt, at man er lige så fri til at lade chokoladen stå i Irma, som man er til at købe den 😉

En planteædende løbepige

dsc05326 I snart tre måneder har ugentligt snøret løbeskoene. Først var det 1-2 gange, så blev det 2-3 gange, og nu lander vi på 4-5 gange. Derhjemme venter ingen ‘proteinshake’, og der bliver heller ikke spist en bøf på kommando. Faktisk er der ingen bøffer i køleskabet, heller ingen kylling – ja, egentlig er der ikke så meget derinde, men kød er der ikke så meget som et gram af. Den havde jeg ikke set komme, slet ikke for et halvt år siden, hvor jeg trods løbeforløb på gymnasiet, prioriterede min styrketræning og ‘glemte’ løbeturene, og hvor en dag uden en bøf var utænkelig – det var trods alt som oftest sådan en, dagen startede med. En morgenbøf.

Men så stoppede PT-forløbet, og kostplanen røg over i hjørnet – sammen med træningstasken. Ovre fra det andet hjørne samlede jeg løbeskoene op, der havde de ligget i 3-4 år. Okay, det var ikke de samme, men altså. De der har læst med længe, kan måske huske, at jeg den heldige ejer af et dårligt knæ – et dårligt knæ, der satte en stopper for en af min hverdags største glæder: løb. Stille og roligt er jeg begyndt at trække tilbage i løbetøjet, et langsomt og kort skridt af gangen. Turene er blevet længere, og tempoet hurtigere – og knæet? Knæet klager ikke, ej heller gør jeg. Og hvad skulle jeg egentlig også klage over? Det er et privilegium at få at lov løbe, sgu. Planteæderiet får en uddybning en anden dag, ellers stopper jeg vist aldrig 😉

dsc05328

Når sundhed bliver uoverskueligt

IMG_2163

De fleste er villige til at gå langt i sundhedens navn – om det så egentlig er sundhed til sidst, dét vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Hvad jeg vil gøre mig til dommer over, er min egen sundhed; den er blevet omdefineret i øst og vest i løbet af de sidste år, og jeg er stadig fuldt i gang. De sidste to år har mit liv været præget af ‘sundhed i kontrolleret form’ – her tænker man nok, at jeg (igen, igen) taler om kostplaner og træningsprogrammer, og det gør jeg også, for træningen var nøje tilrettelagt med periodisering, tempomanipulation osv., og kosten stod i firkanter på den udprintede kostplan, men det var alligevel ikke det hele. Omfanget af handlinger gjort i sundhedens navn blev langsomt ekspanderet – så langsomt, at jeg næsten ikke tænkte over det.

Hylden med kosttilskud fik flere og flere venner, madbudgettet bugnede, det samme gjorde køleskabet – af madpakker, plastikflasken blev udskiftet, produkter til hud, rengøring og lignende fik nye konkurrenter – ja selv tandpastaen fik en helsificering. Og så var der søvnen, der blev en stressfaktor ude af proportioner. Det var en del af den livsstil, jeg gerne ville leve – tænkte jeg. Eller i virkeligheden slog jeg hovedet lidt fra. Ingen træning blev sprunget over, ikke så meget som et sæt eller en gentagelse. For jeg skulle jo stige i vægt(skiver), forbedre mig, performe. Min kritiske sans var forbeholdt til skolen. For træning var jo min pause. Man fornemmer et ‘men’ 😉

Det var ikke sundhed for mig. Måske hvis det havde været på et andet tidspunkt i mit liv – fx det første år af ‘rejsen’, men det blev for meget. Dermed ikke sagt, at det var ‘usundt’, det var blot ikke det, jeg vil definere som personlig sundhed. For mig skal sundhed modificeres til et niveau, der giver glæde og velvære. For mig er sundhed en navlepillende størrelse, der ikke kommer i firkanter, men i former, der kan strækkes og skrumpes. Det handler om at gøre det, der giver mening for en på det givne tidspunkt.

Efterår giver mig altid en uforklarlig lyst til at løbe, så det gør jeg – turene til centret er derfor færre og ustrukturerede, og det er ok. Det er mere end ok. Der er grøntsager på tallerkenen flere gange dagligt, men ikke til hvert måltid – nogle gange består ‘måltidet’ af et stykke frugt og en ske i peanut butter glasset. Vi kunne kalde det ‘hverdagssundhed’.

Hopper med på bølgen

13936985_10208346119783869_1533952134_nI tråd med gårsdagens indlæg lavede jeg her til formiddag en omvendt Svend Brinkmann; med hovedet hængende over køddisken i supermarkedet mærkede jeg på navlepillende manér efter, om jeg egentlig havde lyst til at fylde kurven med kød, som jeg sædvanligvis gør. Det havde jeg ikke. I stedet blev kurven fyldt til randen med frugt og grønt, kornprodukter, bønner, linser og deslige. Der røg adskillige uvante ting i kurven for med autopiloten slået fra, bugnede supermarkedet lige pludselig af uudforskede hylder. Eller, de var selvfølgelig allesammen uudforskede, siden det var mit første visit i lige netop denne SuperBrugsen, men altså – I forstår pointen 😉

Det er svært at komme udenom, at der for tiden hersker en særdeles fashionable og forfriskende uhøjtidelig tendens med centrum i plantebaseret kost. En tendens, jeg havde sværget på, jeg aldrig ville hoppe med på – for jeg er jo inkarneret kødspiser. Det er her navlepilleriet kommer ind i spillet; for skyldes den idé ren og skær vane eller reel lyst og behov? Yes, jeg har for god tid disse dage. Lige nu har jeg lyst til at skære lidt ned på kødet og prøve noget nyt. Rendyrket plantespiser bliver jeg med al sandsynlighed aldrig, men jeg er lidt lun på ‘hverdagsvegetarisme’ uden løftede pegefingre og et uskrevent manifest. Der er uden tvivl et hav af argumenter for at skære ned på kødet, men jeg vælger at fortsætte i anti-Svend Brinkmann stil og afprøve en dag, en uge, en måned uden kød, fordi lysten, ikke argumenterne er der. En udfordring har man vel altid godt af.

13936985_10208346119783869_1533952134_n

Jeg er nysgerrig: hvad er jeres holdning til plantebaseret kost?

Older posts