Hvad går det der forløb egentlig ud på?

 photo DSC03157_zps0877f16b.jpg
Det virker som om, at der er stemning for at høre endnu mere om mit personlig træningsforløb, så jeg tænkte, at jeg ville gå lidt i detaljer i dag. En status om man vil. Jeg er lige (lige og lige, det er 1,5 time siden) kommet hjem fra slavepiskning. Næsten bogstavelig talt. Shit, jeg er smadret. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så færdig. Vi har i dag haft 30 minutters Metcon (intervaltræning om man vil) på programmet. 40 sekunders arbejde, 20 sekunders pause. Av, jeg er færdig. Jeg kommer aldrig til at kunne presse mig selv hårdt. Og så havde jeg endda glemt at proppe pulveret i shakeren, så i zombietilstand besteg jeg bakkerne hjem, hev døren op hældte en shake i mig, i lynbad, spiste jordens største måltid foran Netflix, og nu sidder jeg så med bagdelen placeret i sofaen med en hund som armstøtte (det er hyggeligere for begge parter end det lyder), indpakket i uld, klar til at kaste mig over matematikafleveringen (ikke hyggeligere end det lyder), imens jeg bæller kogende the i varm (den er faktisk kold nu)… 🙂

Først lidt kold fakta: Jeg går hos Thomas Dybdahl i Performance Gym i Aarhus. Forløbet strækker sig over 10-12 uger, det indeholder 20x personlig træning af 55 minutters varighed, BioSignature målinger, individuelt tilpasset kostplaner, 5x træningsprogrammer, ART-behandling, gratis medlemskab i Performace Gym i Aarhus og fri mailkorrespondance (hvem tror I benytter sig af det? 😛 ).
 photo DSC03169_zps80f8a368.jpg
Mit primære mål med forløbet er at få banket mine skakvaner i jorden. Om det er programmet eller ART-behandlingen (det er nok en blanding), der har haft boksehandskerne på, kan jeg ikke sige, men smerterne i primært venstre skulder er væk som dug for solen. Og når det er nu nævnt, kan jeg komme frem til et enormt pinligt faktum. Jeg har angivet den forkerte skulder som den skadet skulder. Hvis I ser en gravet ned i et dybt hul, er det mig. Halløj. Det er fa’me pinligt. Jeg har haft ondt i begge skuldre, indrømmet, hvilket nok skabte forvirringen. Jeg har under træning ofte kommet til at bytte rundt på, hvilken skulder, der er den svage, og hvilken der er den “stærke”. Jeg ved ikke, hvad min grødhjerne har tænkt på. Det har også forvirret mig, at det er den højre, jeg får ondt i, når jeg løber, og når jeg bruger skuldertaske. Det er højre skulderblad, jeg ikke kan få kontakt til, der har dårlig mobilitet, det er højre skulder, der er svagest. Det er pinligt, er det. Men hul i det, jeg fik behandling på den rigtige skulder i dag, og det gjorde naller.

At komme et skridt nærmere Skipper Skræk og samtidig skubbe fedtprocenten ned ad en bakke, står dog også på listen. Jeg vil ikke “løfte sløret for”, hvad vores mål for fedtprocenten er, men den er 8% lavere end udgangspunktet, så meget vil jeg gerne “afsløre” – uuhh spændende, I know 😉 Den faldt små 2% de første to uger; jeg er spændt på, hvad målingen siger fredag. Vægten har lidt sit eget liv, men det gør mig ikke noget, bare det går fremad – og det gør det. På alle niveauer.

Det er selvfølgelig ikke guld og grønne skover, men jeg tror, vi tager en part 2 med henblik på kosten en anden god gang, ellers bliver jeg jo aldrig færdig 😉

Forresten; fryser I også, som var I strandet på Indlandsisen efter en benhård træning? Har jo ikke nok tæpper…

Pssst… Dette er ingen “påtvunget” reklame, jeg har betalt hver en øre af den fulde pris. Bare lige, så der ikke opstår forvirring 😉 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Jeg er superwoman – nu på kostplan

 photo DSC01235_zps8196f62c.jpg//Ja, nu viser hun gamle billeder frem igen, og endda i en småkikset version med tænkebobler, der kommer ud af en håndvægt… Det var det eller photobooth, just saying.

Så er man sgu i gang, og med man, mener jeg mig. Til de, der ikke aner, hvad jeg ævler om, så er jeg i dag startet på mit 10 ugers forløb hos en personlig træner. Fordi, jeg altid glemmer, at jeg ikke er superwoman, havde jeg lige planlagt at vaske trapper i min daddys ejendom inden, og alle ved, at når man vasker trapper, så får man mere støv i øjnene, end en mand i Sahara, får sand (især hvis det er efterår, og det er lidt for længe siden sidst), så jeg skulle jo lige i bad bagefter. Man vil jo nødigt gøre et dårligt indtryk. Og så tænkte superwoman lige, at hun også kunne nå ned forbi cykelhandleren først, der var jo hele 14 minutter til start og bare et par km eller fire, der skulle cykles – i stiv modvind 😉 Jeg har jo ikke brugt de sidste fire måneder forgæves på en cykel, så jeg nåede det. Næsten. Om det var så var, alt jeg havde drømt om? Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt.
 photo b46234c1e9921817b55ac2590bae2d61_zps8cdcd04c.jpg//Endnu et småkikset billed, stjålet fra Pinterest

Jeg kan lige så godt indrømme, at det var lidt overvældende. Nyt center med nye meget seje mennesker, mig, der var skrumpet ind på muskelkontoen, men ud på vægtkontoen, hvilket egentlig ikke rørte mig, men det bidrog da til oplevelsen. Hvor kom vi fra? Nye indtryk, nye øvelser, ny kost og ny kontrol – åh den kontrol. Den skal jeg lige vænne mig til. Den skræmmer mig sgu, for jeg kender mig selv. Jeg er en kontrolhungrende dementor (I ved, den fra Harry Potter). Meeen, jeg vælger sgu at tro på, at jeg er kommet lang nok til, at jeg kan være ovenpå det. Jeg er i hvert fald vanvittigt spændt på de kommende måneder – både hvordan min krop reagerer, men mindst lige så meget, hvordan hovedet gør. Det er om at flytte grænser, ikke? Ellers udvikler man sig ikke. Siger mine lærere…

Jeg er dog ikke kun kontrolhungrende, jeg er også tryghedsnarkoman – så hvad gjorde jeg efter køreteori? Jeg kørte fandeme ned og meldte mig ind i Fitness World. Psykologer ville få en fest over min adfærd i dag. Jeg løb (altså på den fornuftige “jeg har dårligt knæ måde”), og så lavede jeg benhårde intervaller på romaskinen. Kort og godt. Men trygt og hjemligt.

Jeg har endelig overgivet mig og anskaffer mig en kalender. Hvordan holder I styr over jeres aftaler? Kalenderen på mobil, iPad, computer, en klassisk kalender, på armen, whatever? Del endelig, hvad der er nemmest og mest overskueligt i jeres verden? Jeg er kalenderjomfru (næsten da) 🙂

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

I’m back!

 photo 95b31f50-8251-449c-9d10-c4c85c0af297_zpsfb2eacd3.jpg
Så har jeg sgu været nede og styrketræne – og til crossfit. Kombineret, altså. Jeg kan slet ikke sidde stille. Både fordi min bagdel gør så ondt, at det ikke er behageligt – men altså, også fordi jeg er helt høj over det. Mine hænder er røde af vabler, min ryg har taget et aftryk af gulvet og præsterer at illustrere det smukt i form af røde brændmarker, mine ben er lammede, jeg får ondt i maven, når jeg griner – alligevel smiler jeg som en på lykkepiller. Der er sgu et eller andet galt med os træningstosser. Det er noget underligt noget sådan at glæde sig over, at man føler sig mørbanket. Jeg starter egentlig først op mandag d. 20, men jeg har DHO-skrivedag i dag, så da en ven spurgte, om jeg var go på en morgentræning, kunne jeg ikke sige nej. Min styrke er ikke som den har været, men fuck det, jeg har savnet det som en gal, og bare det at kunne lidt uden, at det gjorde ondt, var nok.

For lige at toppe det, kom jeg proteinpulver i min havregrød OG lagde den på Instagram, så er man vist tilbage 😉 For at være ærlig, så foretrækker jeg havregrøden pulverfri, men jeg skulle lige prøve det i dagens anledning 🙂

Der kommer forresten en update på hele skadeshistorien i morgen. Sikke en cliffhanger, hva’? 😛

Jeg er da hamrende jaloux

 photo IMG_0749_zps1711d72d.jpg
At jeg her på det sidste har gravet en grøft på størrelse med Stillehavet mellem mig og fitnessverdenen, er vist ingen hemmelighed. Et par af jer har spurgt, hvordan jeg både kan tage så megen afstand og stadig være fitnessblogger. Hvor røg min træningsglæde hen? Jeg har flere gange overvejet det samme. At ændre bloggen fuldstændig. Slette den. Starte på en frisk. Men who am I kidding? Jeg elsker at træne.
 photo DSC012332_zpsf7560059.jpg

Det er vel af flere grunde, at jeg tager afstand. Mange af grundene har I allerede fået, men ikke den måske mest dominerende og indelysende: Jeg er jo hamrende jaloux. Det er jo ikke længere muligt for mig at tage del i den. Det er vel min måde at håndtere det på. At skubbe det væk fra mig. Bevise at jeg godt kan overleve uden. Hvem gider at læse om en, der sidder derhjemme og græder snot over ikke at kunne træne? Nu synes I sikkert, at jeg er både skør og dobbeltmoralsk, men nu får I altså sandheden. Tude gør jeg ikke længere, men jeg savner det som en vanvittig. Jeg drømmer om at dødløfte om natten, jeg tager mig selv i at dagdrømme om sveddryppende squats, WOD’s, pull ups osv. flere gange dagligt. Jeg får et stik i maven af savn bare af at skrive om det. Jeg er nogle dage “så langt ude”, at jeg tager mine hørebøffer på, spiller min træningsplayliste, lukker øjene og drømmer mig tilbage. Det er så bittert at mærke, hvordan ens styrke svinder ind. Den jeg har kæmpet mig til med blod, sved og tårer i timesvis alle ugens 7 dage.
 photo DSC01235_zps952a1cac.jpg

Der er ingen tvivl om, at det er det rigtige valg, jeg har foretaget mig. En pause tror jeg på, kan være sund for alle – især for en, hvis krop var ved at gå i stykker, men det gør det da ikke nemt. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan cykle – det elsker jeg virkelig, men det er jo ikke det samme. Lige præcis, fordi det er en pause, ved jeg, at der er lys forude; at dette ikke er permanent. I stedet for at gå og savne det, har jeg taget afstand fra alt, der mindede om fitness. Det er I så blevet ofre for 😉 Men altså. Jeg spiser stadig skyr om morgenen, har lige købt en røvfuld Quest bars, og jeg er aktiv hver dag – det var min hemmelighed 😉
 photo Untitled11_zpsbfd317a6.jpg