Studiestart, en ny hverdag og glade, men tunge øjne

Forhåbningerne om en ægte “indian summer”-weekend fordufter langsomt i takt med, at skyerne har gjort sit indtog på himlen på den anden side af mine overraskende rene ruder. På den anden side af ruderne ligger jeg overraskende behageligt med det ene ben halvt udover sofaen for at gøre plads til husets sødeste og mest behårede beboer – hvis øjne ihærdigt prøver at holde sig åbne, stærkt bekæmpet af den trætte krop, hvis vægt ser ud til at føles tungere og tungere. Bag den næsten-sovende hund pruster den efterhånden monstrøst store monstera sig op. Planten, der efterhånden har fulgt mig i et børnehavebarns alder. Er det mon kun mig, der synes tanken om, at ens planter er flere år gamle, er lidt mærkelig? Selvfølgelig er det bare fedt, at man har formået at holde dem i live, men det er stadig en pudsig tanke, at planten er ældre, end den nu sovende hund – synes jeg. Sidespor. Men sidespor er der tid og plads til i dag, for om 36 minutter kører bussen af sted mod introtur. En bus jeg ikke kommer til at sidde i. Selvom det altså var den oprindelige plan.

Den larmende stilhed herinde skyldtes, at jeg for snart to uger siden havde første dag på det studie, der forhåbentlig bliver min hovedbeskæftigelse de næste 5 år – ja, og mange, mange år efter det. Og det er godt, og jeg er glad for mit studievalg, mit hold, den nye hverdag og ja, for det hele, men. Jeg er også træt; så træt, at mine øjne i skrivende stund stort set laver samme stunt som den stædige hunds. Jeg drømmer om paragraffer og endeløse sider om natten og forundres om dagen både over, at der kun er gået to uger, og over hvor de to uger er forsvundet hen.

Til de flestes store forundring har jeg derfor valgt at trække stikket i weekenden og skippe den introtur, der igangsættes om nu 23 minutter. Egentlig ville jeg rigtig gerne med, men jeg kender efterhånden også mig selv godt nok til at vide, at jeg skal være på forkant; at jeg skal give mig pusterum og tid til bare at være mig. Mine næste mange weekender er proppet fra morgen til aften med skønne, skønne ting, men det er hverdagen også – og hvornår er det så lige, man skal trække vejret? Som jeg sagde til min far, da jeg i onsdags spadserede hjem over Langebro kl. 22:00, bliver jeg nødt til at holde fast i lidt af det, mine sabbatår har lært mig – ellers kunne jeg lige så godt være i gang med det sidste år på min bachelor lige nu.

Og hvad har de så lært mig? De har lært mig at tage mig selv, mit hoved og min krop seriøst. Og så har de lært mig ikke at blive absorberet i det seneste, jeg har kastet min tid og kærlighed over – hverken et arbejde, et studie, en hobby eller en person. Noget jeg indtil for ganske nylig var verdensmester i. Selvfølgelig er det fedt (og måske endda nødvendigt?) at tillægge noget af sin identitet i sit hovedforetagende (fx et studie), men jeg skal stadig være “Anne Sofie” først. Ikke “jurastuderende-Anne Sofie”. Muligvis lidt langhåret – “lad os sidde i en cirkel og holde hinanden i hænderne med lukkede øjne” – men ikke desto mindre det vigtigste de sidste to år har lært mig. Jo, og så at man ikke dør af at sidde i en cirkel, selv ikke med lukkede øjne. Det er muligvis stadig ikke min yndlingsbeskæftigelse, og jeg vælger den som oftest fra – men jeg kan godt. En sjælden gang imellem 😉

Må man være nervøs nu?

Kender I det, når man har glædet sig så meget til noget i så lang tid, at det til sidst tilslutter sig i lyserødt filter, hvori alt er godt, fantastisk, dejligt og vidunderligt? Og når det så nærmer sig, begynder det lyserøde filter langsomt at falme og nærme sig et filter, der ligner virkeligheden? Sådan har jeg det lidt med den forestående studiestart. Jeg har glædet mig, som jeg ikke har glædet mig til noget, siden jeg var 5 år og skulle falde i søvn velvidende, at jeg i morgen ikke længere var 5, men 6 år. Og heldigvis for det. Jeg valgte netop at tage mit andet sabbatår for at glæde mig til at læse. Hvad jeg ikke vidste ikke var, at den glæde hurtigt kom og endnu hurtigere blev til en længsel, der senere ville sprede sig til hver en fibre af min krop. Jeg begyndte at savne at bruge mig, mit hoved og min stemme. Alle der har været i servicebranchen mere end et par vagter, kender muligvis til følelsen af, at ens personlighed langsomt fordufter i takt med, at ens stemme transformerer sig til en lyd meget lig, den man hører, når (okay: hvis) man aflytter sin telefonsvarer. En robotagtige stemme med hang til at genbruge de samme fraser igen og igen.

Forstå mig ret, jeg elskede restaurationsbranchen det første 1,5 år tids. Jeg havde faktisk en kort periode i efteråret 2017, hvor jeg legede med tanken om at blive i den for good – ret sjov tanke, at det var den samme person, der to år tidligere blev hjemme fredag aften for at lave matematikaflevering, “for jeg skulle jo læse medicin”. På den ene side lyder det som to forskellige personer, på den anden side har jeg svært ved at overse fællesnævneren, når jeg skriver det sort på hvidt; jeg er allermest mig selv, når går all in. Om det er på visionen om at læse medicin, styrketræning, arbejde eller at have hund, er egentlig sekundært. Denne sommer er jeg gået all in på at lave så lidt som muligt. Måske et selvmodsigende udsagn, måske ikke. En af hovedårsagerne til, at jeg sagde mit job op, var, at jeg ikke længere kunne tage det seriøst – uanset, hvor hårdt jeg prøvede. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gjorde mit arbejde, eller ikke gjorde mig umage med mit arbejde – mere, at ikke kunne få det ind under huden. Jeg har vist tidligere beskrevet det som at være en pensioneret, der vendte tilbage på arbejdsmarkedet. Muligvis lidt en tidlig alder at tage en sådan analogi i brug, men hvis hatten passer 😉

Min mormor har i hvert fødselsdags-, jule- og lykønskningskort adresseret mig, skrevet, at jeg har drive. Det har jeg altid været stolt af, at hun har skrevet – for det har hun skisme også, men det havde jeg bestemt ikke den sidste tid. Ikke fordi, at det ikke var et dejligt sted, men fordi jeg følte mig færdig. Som om mit hoved var et andet sted end min krop. Mit hoved var ved studiestart, og det er det stadig. Nu ikke kun, fordi jeg trænger til luftforandring, men fordi det lyserøde filter har gjort, at jeg har glædet mig til det hele: bøgerne, forelæsninger, studiegrupperne – selv eksamerne. Men som jeg indledte med at skrive, begynder det lyserøde filter at falme, og selvom jeg stadig glæder mig til på mandag (!!), begynder nervøsiteten også at indtage de fibre af kroppen, der før var fyldt af længsel. Jeg har aldrig været ølbowlingstypen. Jeg har altid flygtet fra alt det holdsport, jeg kunne flygte fra, og set mit snit til at løbe på toilettet, hvis ordet “navneleg” ramte nogens læber. Jeg holdte alle sleepovers og festerne hjemme hos mig helt fra 1. klasse – for så kunne jeg altid sove i min egen seng.

Jeg skal nok deltage, og jeg ved, at det bliver godt det hele, men nervøsiteten har altså ramt mig. Jeg har ikke gået i skole i to år, jeg har ikke haft lektier for i to år. Jeg har ikke levet af en SU i to år. Jeg har ikke leget navneleg i to år. Jeg har aldrig gået på universitetet. Damn. Jeg er 100 pct. mere klar, end jeg var for både et og to år siden, og jeg skal nok lade være med at løbe på toilettet, når ordet navneleg smides i luften, men all in på navneleg – det kommer nok ikke til at ske.