Om at (over)leve med skader

 photo DSC00068_zps12566e5b.jpg//Mig for et lille år siden – med rodet knold, minibryster og i selskab af yndlingstræningsmakkeren 

Ja, nu skriver jeg sgu om skader igen – den er vist efterhånden sivet ind hos de fleste, men altså; jeg kan dog stadig koge lidt suppe på den høne. For er der noget, jeg har lært, så er det, at man kun blive stærkere af at sige stop i tide. Måske ikke fysisk, men nogle gange (læs: altid) er det psykiske vigtigere i min bog. Og hvis vi lige bladrer videre i min bog, så kan I læse, at min respekt for kroppen er større end nogensinde før. Jeg er ærlig talt pissestolt af, at jeg sagde fra, før det gik helt galt. Jeg er stolt af, at jeg lod mig selv tude ud og indrømme overfor både mig selv og alle andre, at det altså gjorde møghamrende ondt. Endnu mere stolt er jeg af, at jeg tørrede øjnene og fik det bedste ud af det i stedet. Jeg har nydt at have de ekstra timer til dem, der er vigtige for mig; min familie, mine venner, min cykel, min hund og andre søde typer – ja også hende Anne Sofie, som altså er mig selv. Hun er vigtig. Jeg skal nok stoppe med at omtale mig selv i tredje person. Og også med at omtale mig selv. I stedet vil jeg give jer mine 10 bedste råd til den skadet. I kronologisk rækkefølge. Lidt ala en guide. Bare uden ekspertisen bag.

Mine bedste råd til dig med skader:

  • Giv dig selv den pause, du fortjener, skader er i mit hovede ofte noget, der opstår, når man har kørt sig selv for hårdt, og har glemt at trække vejret.
  • Tænk på, hvor lille del af dit liv en pause er kontra et helt liv i skadernes hule hånd.
  • Få tudet ud, hav ondt af dig selv, spis noget Ben & Jerry’s.
  • Og få så snakket ud med en, der kan sætte sig ind i din situation (I er altid velkomne til at skrive til mig, jeg er ingen ekspert, men jeg kan sætte mig ind i det – i hvert fald i et vis omfang).
  • Og søg få sulan hjælp hos din læge! Bliv scannet, bliv vurderet, bliv undersøgt – et eller andet. De har styr på det, og det er ikke spild af tid eller penge (note til mig selv).
  • Giv aldrig op, bliv ved med at prøve dit og dat, indtil du har fundet det, der virker for dig.
  • Vær tålmodig – det betaler sig at give kroppen hvile.
  • Lad vær med at betragte din skade som værende en stopklods for dig og din fremgang, se den i stedet som en stopklods for, at du endte på afveje.
  • Find noget din skade tillader dig at lave – der skal nok være et eller andet, jeg endte med at blive enormt glad for at cykle og gå lange ture. Det var jo bare en bonus 😀
  • Sidst, men ikke mindst mit allerbedste råd. Giv dig selv en (kæmpe) gulerod for din tålmodighed. Min var mit forløb hos en personlig træner. Det holdte mig oppe hele vejen og satte en stopper for mine tudeture. Det er så at sige mit lys for enden af tunnelen.

 

Hvad er jeres bedste råd til (over)leve med skader? 

P.S. Jeg ved godt, at jeg ingen ekspert er bare fordi, jeg selv har haft et par skader (måske især ikke af den grund). Dette er blot skrevet ud fra erfaring på egen krop og hoved. Hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, men hvis nu alligevel 😉

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

De magiske indlæg der fjernede mine knæsmerter

 photo DSC03089_zps8b58dea7.jpg
Så starter jeg filame på mit forløb i morgen! Om jeg glæder mig? Hell yearh. Jeg er ikke til at skyde igennem. Og for lige at proppe et ekstra kirsebær på toppet, så var jeg nede og styrketræne med søde Anne Christina i går. Ja ja, jeg er ikke ligefrem gået frem på styrkefronten, men det kan jeg sagtens se igennem fingre med, værre ting er sket, fx mit knæ – og ebola. Dette indlæg skal nu ikke handle om ebola, det skal handle om mit knæ – for det er jo en egoblog 😉 Der er nemlig sket lidt på knæfronten siden sidst.
 photo DSC03088_zps37cab932.jpgJeg har kørt frem og tilbage til Silkeborg Sygehus nogle gange nu, og bum, pludselig stod det hele klokkeklart. Jeg har intet springerknæ, jeg har intet skadet knæ. Hvad jeg har, er en fucked up fodstilling. Mine fødder forvrider 20 grader fra en almindelig fodstilling – dette havde fysen kun set én gang før, så I kan tro, jeg følte mig som et sjældent dyr i zoologisk have. Jeg vil ikke gå i detaljer – så spændende er mine fødder heller ikke. Men jeg vil sige så meget, at det er som om, at alt nu er faldet på plads.Det hele giver pludselig mening. At jeg fx altid har følt mig ustabil i alt andet end sportssko, at jeg har lavet huller i storetåen i sko, men aldrig har slidt indersiden af skoen – den bruger jeg nemlig slet ikke, indersiden, that is. Eller at jeg ofte snubler, og at jeg føler mig akavet, når jeg skal stå stille, da jeg ikke kan finde en behagelig måde at stå på – kun hvis jeg laver en totalt pingvin. Den pingvin har CrossFit-instruktørere ofte kommenteret på under squats, sådan et vrid, som det forårsager, kan man vist sige sig selv ikke er sund for knæene, så de sagde stop. Heldigvis, for så har jeg fået gjort noget ved det. De magiske indlæg. photo DSC03086_zpsb6848924.jpgDe magiske indlæg er lavet af bandagisten Brian – Brian Lousdal. Ham kan jeg anbefale. Han er næsten blevet en helgen i min verden. For jeg vil sgu altid være ham taknemmelig – ikke kun fordi, at han har rørt ved mine fødder uden at rynke på næsen, men også fordi han knækkede koden til mine skavanker. Og nej, jeg har ingen rabat fået for at anbefale ham, det er af 100 pct. fri vilje. Han ved det ikke engang. Hvis I har mistanke om, at I står og mangler indlæg til fusserne el.lig., så tøv endelig ikke med at kontakte ham, han kan sit kram. De er blå, de er skræddetsyet til min fod, og så er de magiske. Jeg har gået Rom tynd, og jeg har på intet tidspunkt haft smerter i knæet, dét er vildt. Da vi gik København tynd i sommers, havde jeg så slemme smerter, at tårerne trillede og knæet dunkede, som var det til diskofest. Selv små hundegåture plejede at koste på smertekontoen. Nu: intet. Intet overhovedet. Det er for vildt. Jeg er så glad.

Det blev langt. Og meget om fødder. Og om mig. Det beklager jeg. Men så er det godt, at I kan tage revanche (se gårsdagens indlæg) eller smutte ind på Facebook og vinde nogle proteinbarer. Og hvis I tænker “hvorfor viser pigen os (nye) sko?”, så er det fordi, det har lægerne har anbefalet mig. Og man følger, hvad lægen siger.

 Pssst… I morgen kommer mine bedste råd til dig med. Mest til den psykiske konto til den fysiske anbefaler jeg Brian. 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Når sundhed bliver en identitet

 photo DSC03001_zpse82a5517.jpg
Det bliver lidt tungt, kringlet og personligt i dag – så er I advaret 😉 Men lad os alligevel prøve at springe ud i det. Det er ingen hemmelighed, at de sidste 3-4 måneder har påvirket mig. Jeg føler mig som en anden person – lidt corny, I know. Ærligt talt, så river det i mit hjerte, at jeg skal takke nej til alle træningsaftaler, stå på sidelinjen til løbetests og sidst men ikke mindst, se folks uforstående ansigter, når jeg siger, at jeg ikke kan deltage – eller endnu værre: sige “nej, Anne Sofie kan ikke være med, hun har dårlige knæ”, men omvendt var jeg heller ikke fan af, når veninder før i tiden sagde “jeg skal nok tage Anne Sofies kage, det spiser hun ikke.” Det rammer sgu lige, hvor det gør ondt – begge dele. Jeg gider ikke lyde som hende den 80-årige dame med de dårlige knæ eller som hende helsefreaken. Fandeme nej. Jeg savner træning så meget, at det gør endnu mere ondt. Det lyder sikkert overdrevet, og det er det sikkert også. Jeg har følt mig som en porcelænsdukke, jeg har været bange for at gå i stykke – selv den mindste løbetur har skræmt mig. Hvorfor meldte du dig ud af fitness, spørger fysioterapeuter (og alle andre), jamen, det er da fordi, jeg var skide bange for at ødelægge min krop, trin for trin.
 photo DSC02995_zpsd18a3527.jpgTil trods for dette, har det at tage denne pause været et af de bedste valg, jeg har foretaget i mit liv. Selvfølgelig for min krop, men mest af alt for mit hoved. Jeg har lært at spise uden at have trænet først, jeg har lært, at træning er en bonus, ikke en selvfølge, jeg har lært at sætte træning i 2. række. Denne identitet man kan få bygget op omkring sig selv ved hjælp af træning og sundhed, er for mig vigtigt at bryde ud af i ny og næ. Jeg synes efterhånden, at ordet sundhed er blevet misbrugt til det ugenkendelige. Jeg kan huske en dag til crossfit, hvor instruktøren stolt berettede om et medlem, der trods et brækket ben havde gennemført dagens WOD – rummet blev fyldt med anerkendende ord og nik. Hvad sker der lige for det? Hvordan kan det være sejt? Jeg spørger oprigtigt – også lidt mig selv. For hvad tænkte jeg på?

Lever man i en træningsboble er man også vant til, at kroppen forandrer sig – gerne til det “bedre”. Man bliver stærkere, slankere, hurtigere, bedre. Kroppen er nærmest i en konstant proces om at blive bedre – det er aldrig godt nok. Kosten kan altid blive lidt sundere, træningen lidt hårdere. Det er så kontrollerende, at en bankrådgiver ville blive stolt. Hvis bare det var økonomi, det drejede sig om… Men det er det jo ikke – det er noget langt vigtigere, det er vores krop. Den skal vi for filan passe på – også hovedet, der er skruet fast derpå.
 photo DSC02996_zps8a79a4a5.jpgIndrømmet; jeg har spist slik næsten dagligt i rimelig lang tid nu, det er ikke meget spaghetti, jeg har erstattet med squash, og det der med at få protein til hvert måltid, det er altså ikke sket. Jeg har skippet cykelturen, når jeg ikke har haft lyst eller energi. Og apropros, så sidder jeg lige nu i Rom og giver min krop en velfortjent pause fyldt med tiramisu, pizza, pasta og gelatto, inden jeg starter mit forløb på mandag. Jeg ved næsten ikke, hvad der fylder mig med mest glæde. Eller… Jo, det gør jeg 😉

I’m back!

 photo 95b31f50-8251-449c-9d10-c4c85c0af297_zpsfb2eacd3.jpg
Så har jeg sgu været nede og styrketræne – og til crossfit. Kombineret, altså. Jeg kan slet ikke sidde stille. Både fordi min bagdel gør så ondt, at det ikke er behageligt – men altså, også fordi jeg er helt høj over det. Mine hænder er røde af vabler, min ryg har taget et aftryk af gulvet og præsterer at illustrere det smukt i form af røde brændmarker, mine ben er lammede, jeg får ondt i maven, når jeg griner – alligevel smiler jeg som en på lykkepiller. Der er sgu et eller andet galt med os træningstosser. Det er noget underligt noget sådan at glæde sig over, at man føler sig mørbanket. Jeg starter egentlig først op mandag d. 20, men jeg har DHO-skrivedag i dag, så da en ven spurgte, om jeg var go på en morgentræning, kunne jeg ikke sige nej. Min styrke er ikke som den har været, men fuck det, jeg har savnet det som en gal, og bare det at kunne lidt uden, at det gjorde ondt, var nok.

For lige at toppe det, kom jeg proteinpulver i min havregrød OG lagde den på Instagram, så er man vist tilbage 😉 For at være ærlig, så foretrækker jeg havregrøden pulverfri, men jeg skulle lige prøve det i dagens anledning 🙂

Der kommer forresten en update på hele skadeshistorien i morgen. Sikke en cliffhanger, hva’? 😛