Træningsupdate

IMG_3425En af jer spurgte, om det ikke er på tide at få lidt træning på banen herinde igen, og det synes jeg, det er. Selvsamme spurgte, hvorfor jeg stoppede med holdtræning, så den kan vi starte ud med. Jeg stoppede med holdtræning for ca. 2 år siden, og med holdtræning mener jeg yoga og crossfit, holdtræning ala ‘Bodyfit’ og ‘Stram Op’ skal vi endnu længere tilbage, før vi finder det på programmet. Jeg stoppede med holdtræning af flere grunde, men primært, fordi jeg havde tilegnet mig en håndfuld skader, som gjorde, at kollektiv træning, der ikke er tilpasset til den enkelte, var mindre optimal. I det hele taget savnede jeg træning tilpasset til mig, min krop og mine præferencer – egotræning, om man vil. Så efter længere styrketræningspause i 2014, begyndte jeg i oktober 14 ved Thomas Dybdahl, som på det tidspunkt var personlig træner i ‘Performance Gym Aarhus’, nu er han rykket til det nyåbnede ‘My Heart’. Det vil sige, at jeg træner begge steder nu; PT i ‘My Heart’ og selvtræning i PG.

Min træning er centreret omkring styrketræning, og de tilhørende mål, vi har opsat. Jeg klapper glad i mine hænder ved tanken om, at for lidt over et år siden var mit mål at blive skadesfri, nu er det bl.a. at squatte 100 kg, bænke 60 kg og dødløfte 2x kropsvægt (ca. 130-136 kg) – for jeg er skadesfri, og det har jeg planer om at fortsætte med at være. Min træning er simpel; af maks 60 minutters varighed, 4-5 gange ugentlig og opdelt i et 2-split af ‘upper’ og ‘lower’. Jeg laver som sagt ikke mine programmer selv, det kan man selvfølgelig sagtens, men det, at hvert program er del af en periodisering hvor antallet af reps, tempoet, pauserne osv. er gennemtænkt og varierende, er en opgave, jeg ikke kan (eller har lyst til at) administrere. Det er desuden gavnligt for sådan en som mig at blive mindet, at mere træning, ikke nødvendigvis er lig bedre træning. Der er mange indlæg herinde om mine tidligere hysteriske træningsuger, dem ligger jeg ikke vågen af savn over, jeg elsker min træning, men jeg elsker også, de dage, hvor jeg ikke træner.

I må hellere end gerne skrive, hvis der er noget specifikt, I gerne vil høre om 😀

Om at være amatør inden for træning

 photo tumblr_mdykhxBHQt1qzcrtbo1_500_zpsd1c4kg7l.jpgJeg har det sidste års tid fået en helt anden form for respekt for træning, end jeg tidligere har haft. Dette er den primære grund til, at jeg har valgt at fortsætte med personlig træning, jeg kan på nuværende tidspunkt ikke forestille mig at flyve på egen hånd, men mon ikke det sker alligevel en dag 😉 Jo, jeg træner stadig mere end gennemsnittet, men det er med respekt for både min krop og min træning. Min respekt viste sig først i form af afholdenhed, da jeg meldte mig ud af fitness ifm. med mine skavanker. Det var der, det gik op for mig, at man kan ødelægge sin krop ved at træne for meget og forkert. Vi ved det nok allesammen, men at prøve det på egen krop er alligevel en oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle prøve. Jeg var 17 år, og jeg havde allerede døjet med en lyskeskade, en skulderskade og en knæskade. Det sgu ikke en sjov periode, jeg var virkelig knust og sur på mig selv, men jeg vil alligevel påstå, at det var en nødvendighed for mig, da jeg fik respekt for min krop, dens kunnen og begrænsinger. At det til sidst endte i en reel frygt for at træne havde jeg ikke set komme.

Netop derfor var det min aller, allerbedste bedste beslutning at vælge en personlig træner, der har 110 pct. styr på, hvad han laver. Jeg har følt mig i trygge hænder fra dag 1. Jeg får måske mig selv til at fremstå som værende uansvarlig og ude af stand til at kontrollere min træning, men det mener jeg også, jeg var sidste år, året før det og året før det. Yes, det er fedt at træne, men det er langt federe at have en sund og stærk krop, og netop det kan træning også bidrage til. Min respekt for træning er den seneste år opstået i den modsatte grøft, hvor jeg på egen krop har erfaret, at den rette træning ikke blot kan gøre kroppen stærkere og mere udholdende, men også rette op på de skavanker, som paradoksalt var tilført via træning. Træning uden omtanke og i en overdreven grad. Styrketræning er ikke blot styrketræning, der ligger så meget bag, at jeg kan blive helt forpustet ved tanken. Men behøver selvfølgelig ikke træne efter tilrettelagte programmer med periodisering, tempomanipulation, deload osv., men det gør sgu en forskel.
 photo ghandi-your-health-is-your-wealth_zpsi2uqy2xr.jpg

Det var i starten en totalt skræmmende følelse at føle sig som verdens største amatør i et felt, man før betragtede som sin hjemmebane, men det tror jeg kun er sundt. Jeg tror, det er sundt at opleve ydmyghed og respekt. Jeg kloger mig aldrig omkring andres træning, og jeg kunne aldrig finde på at dele mit træningsprogram, ikke at der er noget som sådan galt i det, men alles kroppe er forskellige, vi har alle forskellige mål, baggrunde, skavanker og præferencer. Man skal finde den træningsform, der passer til sin egen krop. Netop som, at man skal spise den kost, der passer til sin egen krop. Så meget tør jeg godt kloge mig på.

Mig og skader 1-0

 photo 10863530_10204233111201225_2131753439_n_zps7777e8f2.jpg
Jeg har glædet mig ubeskriveligt meget til at skrive dette indlæg, for nu er skisme tid til, at jeg kan snakke om skader med mig som vinderen og dem som taberen. Skader er noget lort, det kan vi vist hurtigt blive enige om. Man tror, de aldrig forsvinder, de stjæler ens gode humør, de bringer tårer frem til overfladen, og er egentlig bare altoverskyggende og dumme. Med man mener jeg selvfølgelig jeg, og tror, kan vi passende lave om til datid, for jeg tror endelig, at det er ved at være en overstået kapitel for mit vedkommende. Efter ca. 8 måneders begrænsning af skulderen og 18 måneders knæsmerter. Det er helt underligt – ikke at have ondt eller føle, at man er ved at gå i stykker. Godt underligt, altså. Skal jeg være ærlig, så troede jeg ikke længere på, at min knæsmerterne nogensinde ville forsvinde (lidt melodramatisk er man vel), skulderen den havde jeg tiltro til, men knæet…

2 måneder er gået, og skidtet er forsvundet som dug for solen. 90 pct. af tiden i hvert fald, hvilket er lige omvendt af før. Når jeg skriver, at det er underligt, at det ikke gør ondt længere, mener jeg, at man kan vænne sig så meget til at være i konstant smerte, at man næsten ikke længere mærker det. Det synes jeg, er lidt skræmmende, for vi skal vel ikke gå rundt og have ondt, hvis det kan undgåes? Jeg blev så vant til, at alt gjorde ondt; at det gjorde ondt at sidde stille i biografen, i gåturen i pausen, på cykelturen hjem, og i særdeleshed ned af de tusind trapper på skolen. Det var ofte værst om morgenen, og om natten gik det ofte i krampe og holdte mig vågen. Min pointe med klagesange? Skader sucks, men det er sgu værre nu mere, hvis man giver op. Så min pointe må være, at man skal hænge i, lytte til sin krop og være urimeligt utålmodig. Det betaler sig sgu i sidste ende 😀

Hvis der en én ting, jeg har lært, så er det, at man skal søge hjælp. Det der med at rende rundt og tro, at hvis man bare lukker øjnene i længe nok, så forsvinder de – det holder ikke helt. Jeg har lært så meget om min krop ved at søge hjælp, jeg har ligeledes lært, at mine handlinger ikke var den bærende faktor, der udløste skaderne. Jeg har en uhensigtsmæssig fodstilling, lettere indadvendte skuldre og knæ, samt en ubalance i skulder og ryg ift. styrkefordeling. Væsentlige ting, jeg ikke anede, og derfor ikke tog hensyn til. Nogle fantastiske træningsprogrammer, indlæg i skoene, ART- behandlinger og farvel til skaderne. Fik jeg nævnt, at jeg er tæt på ekstase? Ovenpå kransekagen smider vi, at jeg har afleveret sidste aflevering, har ferie fredag, og at jeg i morgen starter på mit nye og fede(!) træningsprogram. Vildt som det hele kan vende 🙂

 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

 

Hvad går det der forløb egentlig ud på?

 photo DSC03157_zps0877f16b.jpg
Det virker som om, at der er stemning for at høre endnu mere om mit personlig træningsforløb, så jeg tænkte, at jeg ville gå lidt i detaljer i dag. En status om man vil. Jeg er lige (lige og lige, det er 1,5 time siden) kommet hjem fra slavepiskning. Næsten bogstavelig talt. Shit, jeg er smadret. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så færdig. Vi har i dag haft 30 minutters Metcon (intervaltræning om man vil) på programmet. 40 sekunders arbejde, 20 sekunders pause. Av, jeg er færdig. Jeg kommer aldrig til at kunne presse mig selv hårdt. Og så havde jeg endda glemt at proppe pulveret i shakeren, så i zombietilstand besteg jeg bakkerne hjem, hev døren op hældte en shake i mig, i lynbad, spiste jordens største måltid foran Netflix, og nu sidder jeg så med bagdelen placeret i sofaen med en hund som armstøtte (det er hyggeligere for begge parter end det lyder), indpakket i uld, klar til at kaste mig over matematikafleveringen (ikke hyggeligere end det lyder), imens jeg bæller kogende the i varm (den er faktisk kold nu)… 🙂

Først lidt kold fakta: Jeg går hos Thomas Dybdahl i Performance Gym i Aarhus. Forløbet strækker sig over 10-12 uger, det indeholder 20x personlig træning af 55 minutters varighed, BioSignature målinger, individuelt tilpasset kostplaner, 5x træningsprogrammer, ART-behandling, gratis medlemskab i Performace Gym i Aarhus og fri mailkorrespondance (hvem tror I benytter sig af det? 😛 ).
 photo DSC03169_zps80f8a368.jpg
Mit primære mål med forløbet er at få banket mine skakvaner i jorden. Om det er programmet eller ART-behandlingen (det er nok en blanding), der har haft boksehandskerne på, kan jeg ikke sige, men smerterne i primært venstre skulder er væk som dug for solen. Og når det er nu nævnt, kan jeg komme frem til et enormt pinligt faktum. Jeg har angivet den forkerte skulder som den skadet skulder. Hvis I ser en gravet ned i et dybt hul, er det mig. Halløj. Det er fa’me pinligt. Jeg har haft ondt i begge skuldre, indrømmet, hvilket nok skabte forvirringen. Jeg har under træning ofte kommet til at bytte rundt på, hvilken skulder, der er den svage, og hvilken der er den “stærke”. Jeg ved ikke, hvad min grødhjerne har tænkt på. Det har også forvirret mig, at det er den højre, jeg får ondt i, når jeg løber, og når jeg bruger skuldertaske. Det er højre skulderblad, jeg ikke kan få kontakt til, der har dårlig mobilitet, det er højre skulder, der er svagest. Det er pinligt, er det. Men hul i det, jeg fik behandling på den rigtige skulder i dag, og det gjorde naller.

At komme et skridt nærmere Skipper Skræk og samtidig skubbe fedtprocenten ned ad en bakke, står dog også på listen. Jeg vil ikke “løfte sløret for”, hvad vores mål for fedtprocenten er, men den er 8% lavere end udgangspunktet, så meget vil jeg gerne “afsløre” – uuhh spændende, I know 😉 Den faldt små 2% de første to uger; jeg er spændt på, hvad målingen siger fredag. Vægten har lidt sit eget liv, men det gør mig ikke noget, bare det går fremad – og det gør det. På alle niveauer.

Det er selvfølgelig ikke guld og grønne skover, men jeg tror, vi tager en part 2 med henblik på kosten en anden god gang, ellers bliver jeg jo aldrig færdig 😉

Forresten; fryser I også, som var I strandet på Indlandsisen efter en benhård træning? Har jo ikke nok tæpper…

Pssst… Dette er ingen “påtvunget” reklame, jeg har betalt hver en øre af den fulde pris. Bare lige, så der ikke opstår forvirring 😉 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Older posts