Hende med de to hjem

Skærmbillede 2016-09-13 kl. 21.27.19De salte tårer løber ned ad kinderne – sangen, der starter tårerne som en mekanik, spiller i ørerne. Bussen triller. Triller ned gennem byen – gennem min by. Som ikke længere er min by, ej heller mit hjem. For den føles ikke længere som hjem, den føles tryg og rar, men ikke som hjem. De iboende mennesker giver den derimod et hjemligt islæt i en grad, der gav tårerne frit løb. De stoppede dog hurtigt, tårerne – for jeg har dem med mig, med mig hjem. I hvert fald på nethinden, i minderne, i glædesfølelsen. Med mig hjem til mit nye hjem – til det hjem, der danner rammerne for det liv, der hedder mit voksenliv.

Det liv, der har givet mig en energi, et drive – for ikke at forglemme en træthed – som jeg aldrig har haft før. Måske det kaldes livsmod; eller livsgejst? En gejst, jeg tror i høj grad stammer fra København – fra byens uudtømmelige energi og dynamik. Der er plads, plads til at være sig selv, plads til at udforske, hvem man er, og hvem man vil være. Der er også plads til ikke at tænke, blot handle, til at leve – og til at være ny.

Plads, det er der også i Aarhus, men der er jeg ikke ny; hver en tomme af byen føles velkendt. Egentlig er det noget pjat, for det eneste, der er velkendt, er Aarhus som barndomshjem – jeg har aldrig været ‘voksen’ i Aarhus. Det skræmmer mig en anelse, hvor lidt jeg kan forestille mig at blive det. Måske en dag, hvem ved. Lige nu er tanken om at vende tilbage at finde allerbagerst i hovedet deromme ved tankeskraldet. Det vil nok altid hedde “hjem til Aarhus”, men på bussen, dér skal jeg hjem til København. Tænk sig sådan at have to hjem. Hvor heldig kan man være?

Jeg kan ikke slippe tanken om

Skærmbillede 2016-09-03 kl. 11.23.00At anskaffe mig en firbenet ven. Der er jo to hjemme i Aarhus (ja, det er altså stadig hjemme i Aarhus 😉 ), jeg ubarmhjertigt har forladt, især savnet over den lille skid giver mig ondt i maven på en måde ikke-hundeelskende med al sandsynlighed synes, er ski’e skørt og nærmende kattedamemadness. De nu 5 uger i Hovedstaden er det længste jeg i mine snart 20 år, har været uden hund (eller pånær studierejsen med selvsamme længde). Jeg har savnet det (dem) fra dag 1 – og det er kun blevet værre. De første dage travede jeg tre ture dagligt af ren og skær vane og rutine – ja, og lyst. Jeg er hundemenneske helt ind i knoglerne. Den ubetingede kærlighed, den loyale trofasthed, de store hundeøjne. Visheden om, at der er en, der vil gå gennem ild og vand for en. Båndet, man på helt skør vis knytter med sin bedste firbenede følgesvend.

Og nej, det skal selvfølgelig ikke være lige nu. Lige nu må det blive ved tanken, lige nu skal fleksibiliteten udnyttes til fulde – det er i hvert fald det, min fornuft  (og omgangskreds) siger. For 20 år med 1-2 hunde af gangen har ikke kun lært mig om hundeøjne, men om forpligtigelse, hundeposer og dyrelægebesøg. Skammen, når den territoriumherskende hanhund agressivt gør af den stakkels postmand, gåturene før solen er stået op i blæst og regnvejr, bekymringen, når den behårede udviser smerte . Listen er lang, men hvor mærkeligt det end lyder, savner jeg også den del; ansvaret, op- og nedturene.

Jeg forsøger at lytte til fornuften – ud fra det har jeg lagt en lille plan. Minimum seks måneders hundefri skal der gå, derudover skal den lille skid hjemmefra på visit for at afprøve hundelivet i voksenlivet. Og en masse anden praktik, naturligvis. Smider vi fornuften over i hjørnet, må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg konsekvent har tre faner åbne med update om nyt kuld.  Det er ikke mærkeligt, at den næste bog, der venter herhjemme på bogreolen, er ‘Fornuft og Følelse’ 🙂

Sidder der måske nogle derude, som er solohundeejere? 

‘Vi har valgt en anden kandidat’

PicMonkey CollageDer blev skruet op for melodramatikken her til formiddag i et forsøg på ikke altid at skrive indlæg, der tager en halv krig at læse. Og så ser jeg vist for meget Gossip Girl til ikke at puste sagerne op 😉 Vi fortsætter, hvor vi slap. Morgenharmonien stoppede abrupt, da indlæggets overskrift gentog sig i den modtagede mail. Det var en blanding af en mavepuster og en lettelse. Jeg var i starten af jobsøgningsprocessen enormt heldig – heldigere end man har lov at være, for jeg endte med at vælge et sted, hvor vilkårene ikke var mig. Om det nu afslåede sted havde været lykken, er svært at sige, men jeg fortsætter jobjagten med et åbent sind, og tankerne er gået i nye baner.

På den lyse side giver mit fritidsjob med korrekturlæsning mig tiden og et lille overskud til en seriøs omgang ‘eat, pray, love’ kombineret med (endnu mere) navlepilleri. Jeg satser på, at det er yderst sjældent, man i sit liv har tildelt så stor en portion frihed – og tid, så i stedet for at sidde og ærgre mig, skal det udnyttes til fulde. Den tid vil jeg i sær grad dedikere til bloggen; hvornår er det lige, man får muligheden for at lege fuldtidsblogger? Ikke ret ofte, gætter jeg på. Jeg har meldt mig til et 10-ugers kursus i litteraturvidenskab på Folkeuniversitet, fået snuset mig frem til forfattermorgener hos Gyldendal, og så prøver jeg lykken et par steder.

Jeg drømmer på nuværende tidspunkt ikke at om at rejse jorden rundt, i stedet prøver jeg at betragte denne tid som min rejse – hvor yogaagtigt det end lyder, for en ikke-yogapige. Er det nu, man skal skrive: Det skal nok gå altsammen?

Single, nytilflyttet og arbejdsløs

14081182_10208481960579804_1687164150_nMed en kaffe i hånden, en løbetur i benene og et græskarstykke med smør og ost i maven var bunden lagt for tøsesnak af bedste skuffe. Det der med at vende verdensituationen fra morgenstunden med sin favoritperson, og bølgerne skvulpende for sine fødder, dét kan altså noget. Den vendte verdensituation havde omdrejningspunkt i at være single, nytilflyttet og arbejds- og studieløs; en situation, man fristes til at stemple som pænt fucking nederen. Men. Selvfølgelig er der et “men”. Det er på mange måder den fedeste tid, jeg har stået i. Det første ord, der kommer på tanke, er ‘frihed’ – dernæst muligheder. To ret fede ord.

Jeg kom sådan til at tænke på filmen ‘Single i New York’, da vi sad der, for selvsamme film så jeg dagen før, jeg hev teltpælene op og flyttede herover. Den var faktisk ret god – i hvert til en, der kan genkende sig selv og sine veninder i meget af den. Jeg har en slem tendens til at lukke mig ind i en venteposition – træde lidt forsigtigt omkring, dagdrømme mig væk. Det skyldes sikkert, at det er skræmmende as fuck hverken at have familie, kæreste eller en stabil indtægt at støtte sig op af, men måske skræmmende er godt. Måske skræmmende er det, der skal til for både at blive bedre til at springe ud i tingene og at finde en ro? PicMonkey Collage