Og så kom tårerne

 photo 30652810_10213555355331502_7823537436541059072_n_zpsww6satat.jpg
Så begyndte den. Hverdagen. Den nye hverdag. Vækkeuret ringede klokken 4:30 i morges – og for første gang nogensinde trippede hunden ikke med ud på badeværelset. Jeg derimod hoppede overraskende frisk i bad til glade toner og boblende sæbe. Jeg fik den trætte hund med på en morgentur langs et tomt Islands Brygge, alt imens solen langsomt overvejede at stå op. Jeg besluttede der ved det mørke vand, den kølige morgenbrise og det glade hundesmil at vende tilbage til netop dét øjeblik, hvis dagen skulle vise sig fra sin mindre sjove side.

Jeg kæmpede mig igennem en blæsende, sovende by og ankom til Hellerup 35 minutter, efter jeg havde sat mig på cyklen. Det var jeg lidt stolt af, hvilket fik mig til at bryde ud i en solo-latter med Kesi i ørerne, imens solen endelig havde kravlede sig op ad stigen, der fører til himlen. Måske mere kæk end man burde være, før klokken slår syv. Kækheden fordampede langsomt, som vi kom i gang, og butikken åbnede. Jeg kunne mærke tårerne presse på og endte med at bruge min spisepause på at give slip på en tåre eller to. Jeg burde have spist noget, men tanken om at skulle spise der med flere nye mennesker, var mere end mit til tider sensitive hoved kunne overkomme. Jeg fik stædigt vendt mine tanker retur til morgenturen og taget de tre dybe vejrtrækninger, der altid gør en verden til forskel.
 photo 30704218_10213555355051495_258473103263268864_o_zps37cerpxa.jpg
Jeg kom igennem dagen med et overskud, der må have ligget på lager et sted. Jeg havde næsten nået Bryggebroen, da min mor ringede – og så kom vandfaldet ellers, og det fortsætte on/off i tre timer. Et hysterisk vandfald, der fik ekstra næring af den sparsomme søvn og den fastende krop. Jeg var lige dele taknemmelig for og jaloux på min hundelufter, der havde brugt tid med den hund, jeg ikke har været væk fra i 5 uger. Men mest af alt fik jeg den reaktion, jeg aldrig fik, da jeg stoppede på SMAG. Jeg måtte hele dagen knibe mig selv i armen for ikke at drømme mig rosenrødt tilbage. Det var ikke rosenrødt på SMAG, men de blev en substitut for den familie, der var så langt væk. De mennesker betyder alverden for mig, det sted betyder alverden for mig.

Jeg er ikke god til at være ‘hende den nye’, jeg er derimod rigtig god til at være ‘hende den gamle’. Hende elsker jeg at være. Jeg elskede at vide, hvad stamkunderne bestilte, før de åbnede munden. Jeg elskede rutinerne, jargonen og trygheden. Den skide tryghed. Det tog lang tid, før jeg for alvor følte mig hjemme derinde, men da jeg først gjorde det, var det lige så meget hjem, som mit reelle hjem. Det var derfor naturligt for mig at tage ansvar – og det ansvar gav mig både ro og frustration. Jeg ved, at det var på tide at sige farvel, men det var nok først i dag, det gik op for mig, at det faktisk var et farvel og ikke et på gensyn.
 photo 30698303_10213555355851515_3725034876806627328_n_zpsmqfsoqyg.jpg
Men det er sgu også okay at blive ked af det. Det kan være helt forløsende – bagefter, altså. At smide tøjet, hoppe i et langt varmt bad og så ellers bare lade de tårer få frit løb. Dét, et glas rosé, fem-seks telefonopkald og en lang tur på Fælleden med sol på næsen og en savnet, evigglad hundemus har hivet mig op ad det hul, jeg meget pludseligt var forsvundet ned i.

I morgen er en ny dag, og jeg skal nok give det en chance. Selvfølgelig gør jeg det. Mon ikke der er mere på lager af det overskud et sted derinde i mørket?

Vagabond med mange hjem

 photo 4a4c4ce4-3c27-4c48-a542-e14be99f9ee9_zps4rwduj0k.jpg
Dagen er fløjet med en fart så høj, at jeg næsten ikke har ænset den. Indtil nu. Den sidste halve time har sneglet sig af sted; min bror skrev for ca. 35 minutter siden, at han træt har placeret sin 1,90 cm høje krop i en Kombardo-bus, og altså ankommer sent på aftenen. Jeg glæder mig. Det gør jeg hver gang, min familie eller venner hjemmefra krydser broen. Jeg er ikke så god til det – at krydse broen den anden vej, that is. Det kan tælles på en hånd eller halvanden, hvor mange gange jeg har været hjemme i Aarhus, siden jeg i juli 2016 flyttede til København. Der er så langt imellem, at jeg efterhånden har svært ved at betegne det som hjemme. Jeg føler mig ikke hjemme i Aarhus længere – dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide at være der, tværtimod. Det er bare ikke hjem længere.

Jeg kom ved juletid til at tænke på, om det mon ville have været anderledes, hvis jeg skulle hjem til ét hjem og ikke to. Det var en undren, der på få sekunder fik sin konklusion: selvfølgelig ville det dét. Jeg fandt mig aldrig tilrette i at have to hjem; visheden om, at det at have valgt ét hjem betød, at andet og dermed den anden forældre blev fravalgt. Tilpasningen til forskellige miljøer, kutymer, mennesker, rytmer og rutiner. Det ene sted spiser man kl. 18:00 sharp, det andet et løst tidspunkt en time til tre senere. I det ene hjem blev der røget smøger og kørt i store biler, det andet blev der cyklet og leget med legoklodser. Groft sagt. Det skiftende sceneri og dermed hjem og væremåde gav mig en tilbagevendende uro, for hvor var man så mest sig selv? Var jeg overhovedet mig selv nogle af stederne? Og hvor var hjem egentlig henne? Og kan man have mere end et hjem, mere end en base?
 photo 5e914527-5dbe-435e-b1ad-f7c406cbca11_zpszppq6uty.jpg
Det er måske den tematik, der fyldte mest i mit hoved, fra jeg var 12-19 år – og som resulterede i, at jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv. Jeg fik utrolig travlt med at blive voksen. Jeg ville være i kontrol. Træning og hele det medfølgende univers blev min ventil for kontrol og stedfortræder for den kerne af identitet, jeg ikke kunne finde derhjemme. Min træning og sundhedsfiksering var i alle årene årsag til konflikt i det ene af mine hjem. Det univers passede ikke med det, der der var blevet skabt. Det fortolkede jeg som, at jeg ikke passede ind. Jeg følte mig forkert og uvelkommen i det hjem, jeg havde boet i hele mit liv. Det er selvfølgelig kun en del og en side af historien.

Det er altid nemt at pege fingre; så på familieplan vil jeg blot konkludere, at vi alle gjorde vores bedste for at navigere rundt i en ny form for hjem. På det plan, der kun inkluderer undertegnede, vil jeg konkludere, at det at være en (priviligeret) “vagabond” nok er det, der har udviklet mig mest – på godt og ondt. Det gjorde, at jeg så længe jeg befandt indenfor de rammer, Aarhus udgjorde, hverken kunne slippe kontrollen eller den situationsbaseret maske. Det har også gjort, at jeg bærer min selvstændighed, som var det det dyrebareste, jeg ejer. Måske på nær min lejlighed. Min lejlighed. Mit hjem. I min by. Med min Holly.
 photo 29693484_10213290786197190_806348431_o_zpsfolpijaq.jpg

Vaner og forbrug

29496555_10213372332716051_4292294421887582208_oJeg er ikke sprunget ud af sengen i dag; som jeg skrev for et par dage siden, kan mit humør for tiden bedst beskrives som en rutsjebane, der skiftevis kører op og ned. Overordnet set tror jeg disse humørsvingninger skyldes, at der ikke dagligt er nogen til at hive mig op (eller ned) fra morgenstunden af – som der er, når man er på en arbejdsplads. Sekundært skyldes det nok økonomi. Jeg har levet over evne i denne arbejdsløse måned. Ikke som i, at der er røde tal på min konto, blot som I, at mit forbrug har været markant større end planlagt. Jeg må erkende, at det er sværere, end jeg troede at omlægge sine vaner fra dag til dag. I hvert fald hvis det er til den mindre sjove side 😉 Det er ikke sådan, at jeg hovedløst kaster penge i syd og vest. Man er vel jyde 😉 Men jeg har tillagt mig nogle vaner, der ikke passer til min nuværende situation. Vaner som giver mig livsglæde, og som var nogenlunde fornuftige, da jeg havde et fuldtidsjob (der også skænkede mig hovedparten af mine måltider) og en halv husleje. Men med en måned med deltidsarbejde og fuld husleje, skal der nye boller på suppen.

Så! For ikke at give mig selv yderligere grund til at tage rutsjebanen endnu en tur ned (eller op? Ned er vel egentlig fedest? Hmm…) har jeg besluttet mig for at gøre det her til en konkurrence med mig selv som medspiller og modstander. Planlægge mine indkøb, drikke hjemmelavede drinks hjemmefra, købe den lidt billigere shampoo, sælge et stykke tøj, før jeg køber et nyt, osv. Gøre indkøb af beautyprodukter, tøj, middage, og alt det der ellers giver en materiel glæde, til en belønning i stedet for en selvfølge. Jeg bruger uden tvivl flest penge på mad, vin, drinks – og alt i den dur. Jeg gør mit bedste for ikke at fortryde brugte kroner, men hver ting til sin tid. Et tema den næste måned herinde bliver muligvis omlægning af vaner og forbrug. Måske ikke så festligt, men mon ikke det er noget, vi alle kan relatere til?

 

Roller coaster

29356872_10213345528725968_7407180201605464064_oSolen har første gang i, hvad der føles som 100 år fået lov at brage igennem. Blæsten har lagt sig lidt, det samme har den dyne af mørke skyer, der har indfundet sig på himlen de sidste uger. Morgenturen på Fælleden havde ikke det samme islæt af at have hele verden for sig selv – stierne bugnede næsten af morgenfriske løbere. Og for første gang længe så det behageligt ud. Ikke noget med at slæbe fødderne igennem sne og slud, ikke noget med at føle sig slået tilbage af vinden – det så bare rart ud. For at det ikke skal være løgn, kommer en mand nu gående forbi mit vindue bærende på et surfbræt. Der skal ikke meget til for, at det er “sommer” i Danmark. Den må man give os. Jeg vågnede sent, men med et kækt smil på læben, der bevidnede om total udhvilelse. Næsten lige så rart og kækt var det at få ansigtet badet i vintersolen på morgenturen.

Men så stopper idyllen nu også. Jeg har haft en begivenhedsrig uge; jeg har drukket flere cocktails og flere tår vin, end jeg normalt gør på en måned. Disse dråber har muligvis bidraget til, at jeg i dag føler mig lidt rundtosset og derfor er blevet hjemme fra en tur til Aarhus. Jeg har muligvis underkendt, hvor meget alle forandringerne dræner mig. Jeg ved, det lyder priviligeret og snotforkælet, men jeg er så træt. Mere træt end da jeg arbejdede 70 timer om ugen. Jeg tænker ofte med forundring på den tid, hvor jeg alligevel fik mig hevet op til morgentræning og derefter af sti af sted. Jeg kigger ligeledes på mit Instagram-feed med lige dele forundring og beundring over alle de her mange mennesker, der ikke venter, til man næsten er forsovet søndag morgen, men frivilligt er oppe og i gang kl. 7.

Jeg har i de sidste uger fået et mærkeligt forhold til formiddage. Jeg sover længere, end jeg plejer og efter morgenturen med hundedyret daler min energi til et imponerende lavt niveau. Måske der er en videnskabelig forklaring, måske jeg bare skal erkende, at jeg er et vanedyr, der er blevet kastet ud af sine vante rammer, og det er hårdt. Så selvom dagene er rare, og vejret (åbenbart) lægger op til at hive surfbrættet op frem gemmeren, så kan jeg vist ikke flygte fra min følelsesmæssige rutsjebanetur. Ligegyldigt, hvor mange drinks jeg hælder i mit korpus.29425827_10213345561206780_7185073196322783232_n