Når man ikke tør se SKAM

dsc053l02Nå. Jeg har efterhånden understreget, at jeg er en omvandrende forvirring for tiden, hvad jeg mangler at understrege er, at jeg er vild med forvirringen. Eller, i virkeligheden er jeg vild med, at forvirringen ikke går mig på, at jeg har lært at være ligeglad; lært ikke at vende hvert et ord, hver en handling, hver en tanke, før det føres ud i livet. Lært at slå hovedet fra. Jeg har følt mig malplaceret i min alder, været hende ved voksenbordet, hende, der havde mere travlt med at dagdrømme (og planlægge) fremtiden end blot at være tilstede. På mange måder har jeg fastlåst mig i mit cementerede selvbillede. Blevet hjemme fredag efter fredag, fordi jeg er jo introvert, og desuden skulle jeg op at træne.

Jeg trives i eget selskab, men retrospekt blev det vist mere en vane end et reelt behov – og måske en undskyldning. En undskyldning, der dækkede over, at jeg var bange for ikke at kunne finde ud af at være i min egen alder. Så hellere springe et par mentale år frem i tiden, bevidst eller ubevidst. Og hvad har det her så med SKAM at gøre? Tænker I måske. Det har det med SKAM at gøre, at jeg ikke har kunnet overskue at blive konfronteret med alt det, jeg sagde ikke var mig, men som jeg i virkeligheden var en for stor kylling til at springe ud i. Her er det voksne måske at sige, at jeg selvfølgelig ikke fortryder det, men at jeg tager det som et læs i erfaringsbagagen – så voksen er jeg ikke, og det ville være at lyve. Jeg fortryder, at jeg brugte så meget tid på at dyrke min egen selvmedlidenhed i stedet for at slå hovedet fra, bare engang imellem.

dsc05300

 

Et lille overblik

DSC05255

Hvad fa’en laver jeg egentlig for tiden? Altså udover at udøve bloggen en ny runde omsorgssvigt. Det korte svar er, at jeg arbejder, gerne så meget som muligt. Det gør jeg af den simple, men ret rare årsag, at jeg er vild med det – vild med stedet, arbejdet og mennesker. Vender vi os mod den hjemlige matrikel har der været gnidder, som har ført til, at lejligheden inden for en rum tid udelukkende vil være beboet af den omsorgssvigtende blogger. Gnidder, der fyldt meget, fordi mit overskud og min overbærenhed har været minimale – når jeg endelig er hjemme. Gnidder, der kunne have været undgået, men sådan er livet vel. Mit behov for en tryg egobase står jeg gerne ved – ligeledes har jeg valgt at lytte til det. Fordi det andet ikke er fair for nogen. Jeg ville nok gerne være ligesom alle andre og bo i et mindre kollektiv. For at bo alene som 20-årig, det er sgu da for kedeligt? Er det ikke? Måske, men jeg er også lidt kedelig.

Kedeligt er det ikk’ ovenpå for tiden, der er derimod seriøs larm i knolden. Mon man kan være mentalt overtræt? For så er jeg det. Som jeg sagde i går i telefonen til et af mine yndlingsmenneske: jeg har aldrig været mere fuld af ord, jeg kan bare ikke formulere dem. Det grinede hun af. Med andre ord har jeg aldrig haft mere lyst til at blogge – jeg får det bare ikke gjort. Larmen skrues op på de indre knapper, når det egentlig er tid til at lukke og slukke for dagen. At sove har aldrig været en større opgave, men for første gang er jeg ligeglad. Hvor længe man kan bebrejde jetlaggen, ved jeg ikke; forhåbentlig ikke længe endnu. Jeg sov troligt de dydige 8-9 timer dagligt, da dagene blev brugt på at være arbejdsløs, nu hvor dagene bruges på det stik modsatte, er det pludselig en anden sag. Men det er det meste, en anden sag, altså.

Og, og, og – er I klar til New York-spam? Det er jeg.

DSC05247

Ramt af jetlag og tankekaos

14518403_10208780497843049_183379673_nJeg er et følelsesmæssigt rod af dimensioner i dag – det er jeg faktisk de fleste dage for tiden. Det er som om, det først nu er gået op for mig, at jeg faktisk står midt i mit sabbatår, et sabbatår der har til opgave at give pusterum og afklarethed. Og måske mest af alt at ryste lidt op i den afklarethed, jeg havde opnåede uden egentlig at vide, hvad det var, jeg følte mig afklaret omkring. Man fornemmer rodet, tankerodet. Et rod, der ligeledes stammer fra, at jeg i slowmotion svang stængerne ud af sengen kl. 12.35 – ca. 13 timer efter, jeg svang benene den anden vej. I virkeligheden er det ikke så skørt, for klokken var kun 6.35 i mit jetlagsforvirrede hoved. Vores fly landede nemlig i går – min mors og mit, jo og en masse andre menneskers. En masse andre mennesker, der ligesom os havde været velsignet med et visit til verdens navle; New York.

Det var en af de ferie, der rystede en indefra. Der fik alting udenfor ferieboblen til at virke ligegyldigt. Der satte tingene i perspektiv. Som fik mig til at kramme min elskede mor flere gange dagligt ved et af New Yorks mange røde lys. Røde lys, den føromtalte mor gik fra at respektere på næsten militært niveau til på badass manér at trodse hver og en. Måske fordi hun så, at det badass militær gjorde det samme. Måske fordi hun (og alle andre) blev en anelse utålmodige af de millioner af lyskryds. En ferie, der på ingen måde var idyllisk, men alligevel så perfekt, at jeg må knibe mig selv i armen ved synet af billederne.

Åh, hvor er der meget, jeg har lyst til at skrive om. For ikke at tale om de millioner af billeder, jeg ikke kan få flyttet over til den skrivende computer. Det må vi tage lidt af gangen, for jeg skal faktisk ud af døren. Det er det, der sker, når man sover dagen væk.

Hende med de to hjem

Skærmbillede 2016-09-13 kl. 21.27.19De salte tårer løber ned ad kinderne – sangen, der starter tårerne som en mekanik, spiller i ørerne. Bussen triller. Triller ned gennem byen – gennem min by. Som ikke længere er min by, ej heller mit hjem. For den føles ikke længere som hjem, den føles tryg og rar, men ikke som hjem. De iboende mennesker giver den derimod et hjemligt islæt i en grad, der gav tårerne frit løb. De stoppede dog hurtigt, tårerne – for jeg har dem med mig, med mig hjem. I hvert fald på nethinden, i minderne, i glædesfølelsen. Med mig hjem til mit nye hjem – til det hjem, der danner rammerne for det liv, der hedder mit voksenliv.

Det liv, der har givet mig en energi, et drive – for ikke at forglemme en træthed – som jeg aldrig har haft før. Måske det kaldes livsmod; eller livsgejst? En gejst, jeg tror i høj grad stammer fra København – fra byens uudtømmelige energi og dynamik. Der er plads, plads til at være sig selv, plads til at udforske, hvem man er, og hvem man vil være. Der er også plads til ikke at tænke, blot handle, til at leve – og til at være ny.

Plads, det er der også i Aarhus, men der er jeg ikke ny; hver en tomme af byen føles velkendt. Egentlig er det noget pjat, for det eneste, der er velkendt, er Aarhus som barndomshjem – jeg har aldrig været ‘voksen’ i Aarhus. Det skræmmer mig en anelse, hvor lidt jeg kan forestille mig at blive det. Måske en dag, hvem ved. Lige nu er tanken om at vende tilbage at finde allerbagerst i hovedet deromme ved tankeskraldet. Det vil nok altid hedde “hjem til Aarhus”, men på bussen, dér skal jeg hjem til København. Tænk sig sådan at have to hjem. Hvor heldig kan man være?