Den der midterbane

18582595_10210903040225282_3547895470087736140_n-1Cyklende ned ad Istedgade med et figentræ i cykelkurven, to lavender i lerkrukker på styret og sol på næsen, mærkede jeg det – det der smil på læben, der kommer snigende fra den yderste tåspids og breder sig gennem kroppen som en hedebølge, indtil den har nået hver en tomme af den nu gennemvarmede krop. Slutteligt rammer den dine læber, og du smiler et smil så stort, at det næsten føles hysterisk, men du er ligeglad, du er glad. Fuld på glæde, høj på varme, omtåget af en næsten uforklarlig ekstase.

Man skulle tro, jeg var ramt af forårsforelskelse, det er jeg ikke. Kun forelsket i foråret, i hverdagen. Jeg tog en beslutning, da jeg var i Paris om at tage ansvar for min egen lykke. Noget vi måske alle i større eller mindre grad gør dagligt, men også noget mange af os lader glide i baggrunden for i stedet at lade fornuften og en pligtopfyldende liderlighed agere den altdominerende forgrund. Jeg er, i hvert fald. Jeg er verdensmester i at befinde mig konstant i overhalingsbanen, til jeg til sidst punkterer og må fragtes til nødsporet – for endnu en gang at overse midterbanen. En metafor jeg på ingen måde selv kan tage æren for, men jeg elsker den.

Der er mange grunde til, at jeg ikke føler mig klar til at læse til september, den vigtigste er måske, at jeg ikke lærte lektien i år. Med det mener jeg, at jeg er selvdestruktivt dårlig til at leve i balance; jeg kan ikke bare arbejde fuldtid, jeg skal arbejde dobbelt fuldtid, jeg kan ikke bare styrketræne, jeg skal have en personlig træner, jeg kunne ikke bare gå i gymnasiet, jeg skulle have topkarakterer og lege voksen. Det er nok et stræbergen, mange af os er velsignet eller forbandet med – alt efter, hvordan man ser på det – men jeg har brug for et år mere til at sparke mig selv ind på midterbanen. Til at sætte farten ned, før den skal sættes op igen, til at udnytte den frihed, jeg har været så umådelig dårlig til at udnytte. Til at trække vejret.

Hvad så med næste år?

18216269_10210681319562404_1520592033_oKender I den der mærkelige følelse, der opstår, når en ferie lakker mod ende? Hvor man det ene sekund glæder sig til den hverdag, der lige pludselig virker romanticeret og enormt tiltrængt – og hvor man på den anden side indtræder i et lettere febrilsk stadie med følelsen af, at man ikke er færdig. Ikke er færdig med friheden, med dovenskaben, med at være væk. Jeg føler, at jeg har været væk i en mindre evighed, hvilket selvfølgelig ikke stemmer overens med, at jeg kun har været væk i to uger. Hverdagen føles bare meget langt væk, Danmark føles meget langt væk. Selv Paris føles langt væk – til trods for, at det altså kun er fire dage siden, at jeg tog derfra. Hvad der måske får denne ferie til at føles som en evighed, er det halve års tænketid, der har været plads til. Jeg har skrevet, læst, tænkt, set kunst og talt, som jeg sjældent har gjort det. For der har været tid til det. Tid til at tænke alle de tanker, man ikke giver hjernen plads (eller ro) til at tænke, når man er fanget i en hverdag uden mange åndehuller.

Jeg har tænkt over, hvad der skal ske næste år; for det er et spørgsmål, jeg har følt frustration over ikke at kunne svare på. Det korte svar er, at jeg ikke skal læse til sommer, den korte forklaring er, at jeg ikke har lyst, ikke endnu. Selvom det var planen. Der er bare det med de planer, at de ikke altid stemmer overens med virkeligheden eller tager hensyn til, at man forandrer sig – at ens drømme, ønsker og behov forandrer sig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil læse, jeg har det seneste år skiftet, som vinden blæser – mest fordi, jeg har følt et behov for at kunne give, dem der spørger (inklusiv mig selv) et konkret svar. Jeg har selvfølgelig en idé, flere idéer faktisk, men jeg er ikke klar til at fastlægge mig på noget endnu. Og det er helt okay, har jeg besluttet.

Hvad jeg har lyst til er at tage tingene, som de kommer. Jeg har lyst til at skabe flere åndehuller i hverdagen. Jeg har lyst til at tage på spontane weekendture, til at læse, til at løbe langt og længe, til yoga, til godt selskab, til crossfit og til at nyde min lejlighed. Og så har jeg lyst til at rejse – meget mere end noget andet. Jeg vil til Australien og blive blæst væk af naturen, til Italien og spise pizza, til Bali og begrave mig i yoga og navlepillen, til Azorerne og vandre. Ja, det er et “jeg vil”-år. Det har jeg også besluttet, er okay 😉

Lidt om stilhed

 photo d113fd7a-0181-4367-8b0c-7bbd235ca273_zpsl8eq6h2w.png
Det gik for et par uger op for mig, at der kun er stille omkring mig, når jeg lukker mine øjne og lægger mig til at sove. Her er der endda ekstrem stilhed, da jeg de sidste 7-8 år har sovet med ørepropper. Måske en mekanisme til at holde mig indelukket i min egen verden. Sekundet jeg står op, sætter jeg musik på, tempoet sættes op, når jeg snører løbeskoene. Morgenmaden spises ved den summende lyd af en podcast, oftest Mads & Monopolet. Make-uppen lægges i selskab af The Weeknd, Kendrick Lamar eller Drake. Cykelturen får oftest samme selskab. På arbejdet sættes de samme på, først når aftenen presser sig så meget på, at lyset er gemt væk, sættes der musik på i et andet leje, dog stadig musik. Slukkes musikken er det fordi, jeg taler i telefon, har gæster eller glor på en serie – der er altid lyd. Nogle gange fra flere medier på én gang. Det er blevet så naturligt, at jeg ikke længere skænker det en tanke; indtil en aften, hvor der pludselig var stille, og det gik op for mig, hvor unaturligt det føltes, hvor stille, hvor ensomt, hvor uvant. For lyd er lig selskab – på én eller anden måde. Pludselig var der stille, og det var bare mig, og vinden og regnen og de susende træer.

I dag satte jeg mig ved Place de la Concorde og spiste det æble, de gulerødder, de dadler og den mørke chokolade, jeg havde købt. Det var et rent festmåltid 😉 Der var ingen underholdning – andet end verdens måske smukkeste by – til at fjerne opmærksomheden fra smagen. Der var ingen desperat sult, træthed eller craving til at igangsætte en øjeblikkelig udryddelse; det var ren nydelse. Helt zen, helt ukendt, helt rart. Musik er fantastisk, men musik er for mig blevet en forsvarsmekanisme, som både sætter ensomheden på afstand og samtidig lukker mig inde i min egen verden. Det er en måde at fremkalde eller undertrykke følelser uden at gøre tankearbejdet bag.

Jeg har derfor ladt mine høretelefoner blive i kufferten – og i stedet lade byen og mig selv bestemme, hvordan jeg har det. Det var noget med et tankearbejde…

Arhmen forhelvede

dsc05417-2Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Hvilket ingen overdrivelse er; jeg er begyndt på dette indlæg dagligt i den uge, vi lige har lagt bag os. Hver gang med en ny tone, en ny pointe, en ny positivisme, en ny negativisme. Egentlig ville jeg ønske, at jeg blot udgav det, da jeg stod midt i det, selvom det var skrevet i følelsernes vold – det giver alligevel noget andet end en omgang bagklog refleksion. Lad os derfor skrue tiden tilbage til lørdag aften og nappe den tekst, der blev skrevet med tunge øjenlåg og et endnu tungere hoved.


Lad os starte med et oprids. Jeg sidder i den sofa, der for min bagdel har været fremmede i et uoverskueligt tidsrum. Bagdelen skulle egentlig rystes på et dansegulv et sted i København, hvis navn jeg ikke kan huske. Sidstnævnte er ikke så mærkeligt; for der er meget, jeg ikke kan huske for tiden, fx at smide mig i sofaen. I stedet har bagdelen og dens ejermand faret rundt og leget travl. En leg, der har bragt gode ting med sig herunder god vind på job, skørt mange træninger og endnu mere skøre og endnu mere skønne bekendtskaber. Men – et ‘men’ det er der ofte, det ved vi, der trofast lytter til Mads & Monopolet. Den har også pyntet min krop med, hvad der må betegnes som et stressudslæt, en sporadisk influenzalignende tilstand og en udebleven menstruation på tredje måned. Det der med at flytte til den anden ende af landet? Det er ikke en dans på roser. Det glemmer jeg nogle gange, for det går jo godt. Virkelig godt.

Jeg har været skideheldig. Med mit job, min lejlighed, min hverdag, at jeg nogle gange glemmer, at det er ok at sige ‘fuck, hvor er det hårdt, altså’. For det er det, især for en stædig idiot som mig selv, der gerne vil flyve med kappe og nå det hele på halv tid. Det er drænende at være ‘på’ på den måde, man er, når alt og alle er nyt og nye – selv derhjemme i den lejlighed, der skulle være opladningsbasen. Det giver et lille sug i maven at køre gennem Nørrebros gader en fredag aften, en sug af misundelse, et sug af savn. Måske man skulle indføre ugentlig bland-selv-slik-ikke-rejse-mig-aften? Ja, forvirringen fortsætter.

Older posts