2 år senere

img_0800Jeg er lidt tom for ord disse dage. På en god måde. Efter flere ugers mere eller mindre konstant tankemylder og (overdreven, men sund) refleksion, er det rart bare at være. Rart at føle mig ung igen, rart at være i smørhullet af godt selskab, rart at være landet på en god arbejdsplads. Jeg skrev for et par uger siden, at jeg inderligt ønskede, at man kunne spole tiden frem – frem til studiestart, frem til bedre tider. Nu vil jeg gerne trykke play, ikke ‘stop’ eller ‘spol’, bare play. Det er allerede to måneder siden, at jeg havde sidste vagt på SMAG – og før jeg får set mig om, er det august, og endnu et nyt kapitel skal påbegyndes. Hvad har ændret sig? Kunne man spørge. Det er ikke fordi, det hele med et trylleslag er blevet perfekt; det skriver mit søvnunderskud og trætte krop under på, næh det er mere en følelse, der er kriblet under huden på mig. Jeg har fandeme klaret det-følelsen. To år på egen hånd – lige om lidt.

Smider vi det ind i en marathonmetafor, er det som pludselig at nærme sig målstregen. Man træner op og prøver at forestille sig, hvordan løbet kommer til at foregå, men når startskuddet så lyder, går det op for en, at man ikke aner, hvad man har kastet sig ud. Løbet går i gang, man bruger sin træning, man rammer muren op til flere gange – for ikke at tale om mødet med udfordringer, man ikke havde forestillet sig at møde. Uventede møder, der i sidste ende kun gør løbet bedre – eller i hvert fald kun gør, at man løber lidt rankere, lidt højere og lidt mere hårdhudet over målstregen. Sidste år følte jeg mig på dybt vand flere gange ugentligt. Jeg tog hele tiden mig selv i at omtale mig som fucked up.

Fucked up vil jeg nu ikke sige, at jeg var, jeg var bare rykket ud af vante rammer – og manglede at definere grænser. Grænser for, hvad jeg kunne byde mig selv og andre. Lære hvornår man siger pyt, og hvornår man tager sig sammen. Lære hvem pokker jeg selv er – uden at inddrage andres og mine egne forestillinger. Det når man muligvis aldrig i mål, men jeg er kommet så meget længere, at jeg har lyst til at rejse et år tilbage i tiden og klappe sidste års mig på skulderen og sige:

Det hele bliver ikke nemt næste år, det bliver ikke som dit idealiserende hoved forestiller sig, du rammer muren flere gange, men det er ok, du bliver sej. Og du stopper med at kalde dig selv fucked up. Du bliver bedre til at stå op for dig selv – også overfor dig selv. Hæng i. Det løser sig.

Det er dit liv

img_0591

SÅ gik den. Den første uge på nyt (nyt) job, det vil sige, at jeg egentlig kun har været der to dage, og at jeg skal derhen igen i morgen, men altså. Den har kriblet sig ind under huden på mig; hverdagsfølelsen. Den gode af dem. Den savnede slags. Den man halvt hungrer efter efter en lang ferie. Den man halvt glemmer, den man tager lidt (eller meget) for givet, når man står med leverpostej til ørerne og søvnunderskud til knæene. Den jeg ikke fik på det første job, men som jeg er betryggende overbevist om, at jeg får på det nye. De sidste to måneder har været så ubeskriveligt gode for mig. Ikke gode som forelskelse, solskin eller smagen af årets første is. Gode som i nødvendige.

Jeg kan idyllisere “den gamle hverdag” nok så meget, jeg vil, men sandheden er og var, at jeg i høj grad havde “glemt” mig selv i lang tid. Både glemt at passe ordentlig på mig selv  – og glemt, hvad der gør mig til mig. Måske lidt for navlepillende på en fredag formiddag, men ikke desto mindre sandt. Hvis der er noget, der er gået op for mig de sidste to måneder, så er det, at jeg har brug for at være mig – på godt og ondt. Jeg har brug for navlepilleri og refleksion. Jeg har brug for at fejle en masse og lære en masse af det.

Jeg har erfaret, at min arbejdsplads skal rumme mødet med nye mennesker og det at være en af et fællesskab – for som alle, der har prøvet at flytte langt væk “hjemmefra” ved, så kan det være en pisseensom omgang at bevæge sig væk fra sit sikkerhedsnet. Det tager lang tid at opbygge sin “landsby”, og det er hårdt. Og sundt. Og svært. Svært at finde balancen mellem at udvikle sig, være sig selv og tilpasse sig bare for at passe ind. For selvom det kan være en kæmpe befrielse, at ingen kender dig og din forhistorie betyder det også, at der ikke er nogen til at minde dig om, at du har bevæget dig for langt væk fra dig selv. Og du skal være med. Både i tanken og i hamsterhjulet.img_0564-1MEN, for der er et men. Det er sådan cirka verdens fedeste følelse, når man får små glimt af den landsby; det liv man helt selv har skabt – uden sikkerhedsnettet indenfor nærafstand. Jo, man kommer til fejle og tage forkerte beslutninger, men lige pludselig går du ikke i et med asfalten længere, lige pludselig er alle ansigter, caféer, barer og restauranter ikke fremmede længere. Lige pludselig er der minder – gode og mindre gode. Men det er dine – dine minder, dine erfaringer baseret på dine beslutninger.

Jo, voksenlivet inkluderer endeløse vasketøjskurve, regninger man ikke anede, der fandtes, tømning af afløb og afrimning af fryser (haha). For ikke at tale om konfrontationer med sin chef, venskaber der løber ud i sandet, afvisninger og opsigelser. Men, for der er endnu et men. Det er dit liv, dit vasketøj, din konfrontation. Og man bliver hele tiden bedre – til at være voksen-ish. Det synes jeg lige, vi skal klappe os selv på skulderen for på denne højhellige fredag formiddag. Og for bare at være politisk korrekt, så også huske at sætte pris på. Sætte pris på vores frihed til i et enormt bredt omfang selv at kunne forme vores liv. Sætte pris på det og huske at udnytte det. Hver dag.

 

Pros and cons

20180326-dsc_0222_preview-1Tre dages stilhed skulle der åbenbart til, før et nyt indlæg fandt sin vej til domænet. Det er nok godt nok, for der har været alt andet end stille i mit hoved de sidste tre dage. Godt nok, fordi jeg blev ved med at inddrage andre, indtil jeg til sidst måtte indse, at det var min beslutning; om jeg ville fortsætte på det spritnye job, der ikke gjorde mig glad, eller om jeg skulle lytte til den der mavefornemmelse og sige stop.  Når jeg siger til sidst, skal det ses i forlængelse af, at jeg konstant enten havde en telefon eller et glas vin i hånden – og altså tilhørende selskab. Det var skønt, men også lidt som at tisse i bukserne. Jeg satte mig til sidst ned og lavede den famøse pros and cons liste. I et håbløst forsøg på at være optimist startede hvert punkt med et “pro”, derefter et “con”. Indtil jeg intuitivt startede med et con – “mavefornemmelse”. Måske et (i denne sammenhæng) efterhånden fluekneppet ord, men ikke desto mindre havde jeg intet pro, der var villig til at tage kampen op mod det fluekneppede ord.

Jeg sprang alligevel op af sengen i går, da alarmen ringede kl. 6:15, cyklede den lange vej og startede min vagt – og det var på alle måder min sidste vagt. Ingen tårer, intet behov for inddrage det halve land, blot en afklaret følelse med, at der skulle jeg ikke tilbage til, nogensinde. Så jeg har ‘sagt op’.

Man kan bruge dagevis på at pille sig selv i navlen over, hvorfor man har det, som man har det – Exhibit A right here. Men nogle gange må man nok bare erkende, at noget føles forkert – at man ikke passer sammen, og at ens forestillinger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. Det vil jeg ikke ærgre mig over, for med fare for at lyde som en omvandrende kliché, så har jeg lært vanvittigt meget om mig selv den sidste uge. Vigtigst af alt, har jeg lært, at jeg ikke er den samme, som jeg var for bare et år siden – og slet ikke som hende, der flyttede alene til København for snart to år siden. Hun havde passet perfekt ind i det job. Hun havde suget det til sig, stået til rådighed i alle døgnets 24 timer (som der stod i mine gamle ansøgninger), tilpasset sig og skræddersyet sig selv ind i den passende formel.

Mine prioriteringer har ændret sig, jeg har ændret mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan tilpasse mig – selvfølgelig kan jeg det, men det har taget mig to år og rigtig mange erfaringer at lære min grænse (lidt bedre) at kende.

20180326-dsc_0278_preview

Når ens mavefornemmelse siger stop

30594767_10213540922570692_3407656541891854336_o

Jeg har holdt lidt igen med at skrive om, hvordan det hele (egentlig) går lige nu – mest af alt fordi, det altid er risikabelt at blotte tanker om sit arbejde et offentligt sted (på nettet). Alligevel kan jeg ikke holde helt inde, da det fylder størstedelen af min tankekapacitet for tiden. For ikke at tale om følelsesregister. Det er hårdt at starte et nyt sted; det kan de fleste af os nok blive enige om, “det skal nok blive det samme som det gamle”, “det kommer, bare vent!”, er to sætninger, der dejligt og velmenende er landet i min indbakke en gang eller tyve i løbet af de sidste 14 dage. Og måske har de ret, det har de sikkert, sagen er bare den, at tanken om at skulle derhen får min mave til at slå kolbøtter på en sådan måde, at det igangsætter både tårer og stopknapper. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke forstår det – og det gør jeg på mange måder heller ikke, for jeg kan godt lide det, når jeg er der – hell, jeg synes, jeg er god til det. Jeg vil bare virkelig ikke derhen om morgenen, som i virkelig ikke. Jeg lyder som et lille barn, det kan jeg godt høre. Men so be it.

Der er formelle ting, der gør mig frustreret, men dem lader vi ligge – i stedet vil jeg fokusere på den der mavefornemmelse og på tid. Min bror og jeg er hele vores liv blevet bombarderet med sætningen “din tid er det kostbareste, du har” til et punkt, hvor vi næsten pr refleks vendte det hvide ud af øjnene, hvis bare en afskygning af sætningen blev sagt. Alligevel er det den sætning, der har floreret hyppigst i mit hoved de sidste par måneder og i særdeleshed de sidste par uger. Det kan godt være, at det bliver bedre, det gør det sikkert – og ja, nogle gange skal man give tingene tid og en ekstra chance. MEN, nogle gange skal man også lytte til sin mavefornemmelse, især hvis den siger, at du går på kompromis med dig selv i en sådan grad, at hverken du eller dine nærmeste kan kende dig i det. Hvilket rent ud sagt er en rigtig lortet følelse. Undskyld mit franske.

Den opgivende, lettere modløse sætning: “det er fint nok”, er nu den sætning, der får både mig selv og mine veninder til at vende det hvide ud af øjnene, for ja, den har kørt på repeat. SÅ, i går tog jeg tyrene ved hornene, og i dag skal jeg til jobsamtale. Det er på mange måder lettere idiotisk at skrive det herinde allerede, men jeg gør det alligevel for at minde mig selv og jer, der måtte læse det om, at ens tid er (sgu) kostbar, og for mig er det den bedste følelse i verden at tage handling og dermed ansvar for sig selv og sin tid. Måske jeg får det job i dag, måske gør jeg ikke – og måske skal jeg blive, hvor jeg er. Jeg aner det ikke, men jeg har brug for at gøre noget aktivt, i stedet for at sidde derhjemme med tårerne trillende.

30516559_10213540922730696_4625882315564777472_o

Older posts