Mine råd til at leve godt uden at sprænge budgettet

Jeg har boet for mig selv i sammenlagt tre år, her inklusiv et snydeår, hvor jeg allernådigst fik lov at lege, at jeg var flyttet hjemmefra i mine forældres kælderlejlighed, der ellers almindeligvis beboes af en lejer eller to. Jeg tog det meget seriøst og spiste kun med ovenpå, hvis det var aftalt på forhånd. Meeen, manglede jeg en rulle toiletpapir, løb jeg altså bare ovenpå og nappede en. Undtagen en enkelt gang, hvor jeg vist bestilte en pr. SMS – smidt ned ad trappen. Enough said. Det var på det tidspunkt det bedste fra begge verdener. Jeg fik det basale det på plads; hvor meget koster det egentlig at fylde et køleskab? Hvor ofte bør man fylde det? Èn stor ugentlig tur med indkøbsliste og poser så tunge, at dine arme truer med at falde af? Eller sjatkøbe lidt, som det passer i løbet af ugen? Hvad bør man fylde det med? Og hvilket supermarked skal man vælge – skal man vælge et, eller kan det betale sig at kombinere dem? Spørgsmålene er mange, og disse her involverede jo blot indkøb. Og man kunne stille mange flere. Rådene er mange, både fra Google, dine veninder og din mor, men nu får I lidt af mine. Ikke som en guide – og slet ikke som en guide for at leve for så lidt som muligt, mere mine retningslinjer for at skære unødvendige udgifter og forbrug fra.

Jeg har på fornemmelsen, at de fleste af mine veninder synes, jeg lever lidt over evne. Jeg har ikke møbler fra Ikea, jeg lever ikke af pasta med ketchup, jeg har hund, jeg køber dyre hårprodukter og det meste af mit tøj er fra Ganni og deslige. MEN. Det har jeg kun, fordi jeg forsøger at tænke lidt kreativt.

Indkøb og madvaner

Jeg gjorde op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig på madfronten og prioritede så (realistisk) omkring det. Det er nok de færreste, der har et ubegrænset budget til rådighed, når de lige så flyttet hjemmefra (især, hvis man lever af en SU), men havregryn tre gange dagligt har ikke været på bordet herhjemme endnu. Jeg har altid prioriteret økologi og danske råvarer højt, jeg vil også gerne en gang imellem købe den gode chokolade, den gode pesto og så videre, så derfor spiser jeg ikke kød i hverdagen. Jeg ville ikke have råd til at spise overvejende økologisk, hvis jeg spiste kød, og så vil jeg hellere lade være. Eller i hvert fald begrænse det meget.

Jeg startede med at fylde skabene med et basislager af kikærter og bønner (tørrede, ikke fra dåse), havregryn, mel, nødder osv. Herefter fyldte jeg min fryser med frosne grøntsager; det gør jeg løbende, ligesom jeg altid bager dobbelt op på boller og brød og smider det i fryseren. For ja, der er virkelig også noget at spare ved at bage sit eget brød – nemme opskrifter følger. På den måde kan jeg altid lave et hurtigt måltid på dage, hvor man egentlig kun har overskud til at bestille take-away.

For mig fungerer det at begrænse turene til supermarkedet til én stor tur om søndagen og så en enkelt eller to små, målrettede ture i løbet af ugen (fx efter det skide toiletpapir). Jeg var virkelig god til at få tømt (og dermed spist) stort set alt i mit køleskab, før jeg fyldte det igen engang, det prøver jeg på igen. Ellers kender jeg mig selv godt nok til, at jeg smutter i Irma, som ligger lige ved siden af og fylder kurven med alt muligt, jeg ikke har brug eller får spist. Jeg er igen begyndt at skrive en indkøbsliste, og så tager jeg turen til Rema 1000 i stedet. Det er et nemt sted at spare. Og så ellers være kreativ med råvarerne. Broccolihovedet blev måske dampet, men så kan stilken bages med nogle kikærter eller blendes til en gang deller. So many options 😉

Møbler og indretning

Jeg købte ikke et eneste møbel udover min seng, da jeg flyttede hjemmefra. I stedet lånte jeg en bil og tog på rundtur til mine forældre, stedforældre, bedsteforældre, deres venner og så videre. 90 pct. af min lejlighed er derfor indrettet med “genbrug” – endda genbrug, hvis historik har en betydning for mig. Det er så fedt at kunne sige: “det tæppe købte mine forældre på en rejse til Tyrkiet efter gymnasiet”, eller: “spisebordssættet er min mormors mand ekskones forældres”. På samme måde er min ene PH-lampe mine oldeforældres gamle og den anden tilhørte min papfars ekskones forældre. Jeg har muligvis været heldig, men det er værd at prøve, især fordi det (i hvert fald for mig) gav en følelse af hjem med det samme. Jeg vil næsten vædde på, at alle bedsteforældre har et sæt kopper, de ikke bruger. Det er nemt fx at pifte din tante og onkels gamle sofa fra kælderen op med en rens, pæne puder og måske et tæppe henover.

Beautyprodukter

Det her et helt sikkert et område mit niveau af kræsenhed (snobbethed) er vokset markant de seneste to år. Så for, at denne post ikke eksploderer laver jeg mit forarbejde. Jeg køber mine hårprodukter fra Kevin Murphy på nettet, da man får 30 pct. ved at købe tre på en gang. Jeg køber altid bodylotion, mascara osv., før jeg løber tør – altid, når det er på 20 pct. i Magasin, Matas eller i lufthavnen. Jeg tager så mange make-up fri dage som muligt og minimerer ligeledes hårvask til et minimum. Jeg er stoppet med at mishandle mit hår og investerer i stedet tid i Olaplex-kure, almindelige kure, olie osv. Det er trods alt betydeligt billigere end at skulle klippes hele tiden. Ligeledes bruger før hver anden hårvask en blond conditioner eller shampoo, som fjerner gullige toner i farvet blond hår – den har jeg gerne siddende 12 timer sammen med min Olaplex. På den måde har jeg halveret mine ture i frisørstolen. Det ville selvfølgelig være allerbilligst ikke at farve hår eller bruge dyre mærker, men det har jeg ikke lyst til, så længe det er muligt.

Lidt af det sjove

Jeg har jo en hund. Hun er egentlig ikke så dyr i drift, men jeg har meldt mig ud af alt fitness og yoga – et hurtigt regnestykke: mit yogamedlemskab svarer til hendes månedlige forbrug af foder, hundeposer og godbidder, mit fitness-medlemskab svarer til hendes syge- og ansvarsforsikring. Easy peasy. Har man ikke hund, er medlemsskaber stadig et nemt sted at spare. Invester i et sæt kettlebells og en yogamåtte – smider du et sæt løbesko i puljen, er du ret godt kørende, hvis du spørger mig.

Jeg har fravalgt et fjernsyn, i stedet har jeg en række abonnementer. Jeg har fx købt en ekstra Netflix-bruger; en til en veninde og en til min familie. Så har hun købt en ekstra HBO-bruger til mig og min far har gjort det samme med en Viaplay-bruger. Det synes jeg er ret smart. Når vi er ved veninder, er en af mine yndlings venindedates blevet at lave mad sammen – fx inden en bytur i stedet for altid at spise ude. Så kan man også lave den hjemmerystet drink og spare… well, et par hundrede.

Tøj og sko køber jeg næsten udelukkende på udsalg ellers en sjælden gang imellem på Trendsales eller Tradono. Og så forsøger jeg at passe rigtig godt på det – og bliver ved med at bruge det. Mine Acne Pistol støvler købte jeg på fuld pris, men de har også fem år på bagen efterhånden.

Det blev lidt langt og måske lidt for indspist i mine egne vaner, men jeg håber alligevel, at det kan bruges.

Nulstille

Jeg har nu spolet mig igennem omkring 17 sange for at finde den helt rigtige. I ved, den sang, der er lige lækker nok til, at man arbejder fremragende til den, men ikke så lækker, at man ikke kan koncentrere sig og i stedet danser rundt, som havde man ild i røven. Jeg kører lige nu rundt i noget Post Malone – sikkert grundet den FOMO, der rammer mig, hver gang jeg ser endnu et selfie med selvsamme mand derovre i en jysk Bøgeskov. Til gengæld fryder min smålighed sig en smule over Kendrick Lamars angivelige halvhjertede præstation i går. Jeg beklager; jeg er ikke et stort nok menneske til at kunne rumme andet. Som jeg swiper mig forbi endnu en uafsluttet sang, kommer jeg i tanke om, hvad der egentlig var, jeg ville skrive om; nemlig at ‘nulstille’.

Når jeg skriver nulstille, er vi ikke ude i en drastisk filmscene, hvor huset bliver solgt, manden udskiftet, scenariet flyttet til Californien og håret farvet. Nej, tværtimod har jeg aflyst min frisørtid, der ellers falder med præcise intervaller i håbet om, at min egen hårfarve blender sig harmonisk ind mellem de semi afblegede, semi solbeskinnede lokker et par cm nede. Jo, og så for at spare pengene – for jeg har jo sagt mit arbejde op, uden intentioner om at starte på et nyt. Bevares, nu starter jeg også på studie om 14 dage (gisp), men altså. Jeg har ikke arbejdet i 1,5 måned, i stedet har jeg tilbragt en uge i Italien med lige dele vandring, solbadning, frokoster af det lyseste lyse brød, havvand og udrikkeligt stærke mojitos skyllet ned med nogle mindre generøse, men mere drikkelige Aperols. Jeg har været i Aarhus og set flere mennesker, end der var dage. Jeg har drukket vin på altanen på Bryggen i det ene fremragende selskab efter det andet – og så har jeg været alene. Rigtig meget.Jeg har løbet og gået utallige ture – primært i selskab af min yndlings firbenede ven. Et par gange har både veninder, venner og Drake fået lov at komme med, ellers har det bare været mig og den firbenede. Jeg har lavet granola, bagt boller, læst (og købt) bøger, oversprøjtet mig med parfumer fra Magasin, danset rundt i timevis foran spejler, spist vandmelon til frokost, cyklet ture rundt i byen uden formål og reorganiseret min lejlighed. Alle ting, jeg havde kunne finde på at gøre, da jeg var 15 år.

 

Nu nærmer vi os mit nulstillingsbegreb, for det er det, jeg prøver på; at nulstille mig selv. Og hvordan gør man så lige det? Og hvorfor? Og er det noget at danse nøgen rundt om et bål? Sidstnævnte kan jeg hurtigt svare på; nej, ikke for mit vedkommende i hvert fald. De andre to er lidt sværere. Dem gemmer vi til et andet indlæg.

//Sommeren 2016

2 år senere

img_0800Jeg er lidt tom for ord disse dage. På en god måde. Efter flere ugers mere eller mindre konstant tankemylder og (overdreven, men sund) refleksion, er det rart bare at være. Rart at føle mig ung igen, rart at være i smørhullet af godt selskab, rart at være landet på en god arbejdsplads. Jeg skrev for et par uger siden, at jeg inderligt ønskede, at man kunne spole tiden frem – frem til studiestart, frem til bedre tider. Nu vil jeg gerne trykke play, ikke ‘stop’ eller ‘spol’, bare play. Det er allerede to måneder siden, at jeg havde sidste vagt på SMAG – og før jeg får set mig om, er det august, og endnu et nyt kapitel skal påbegyndes. Hvad har ændret sig? Kunne man spørge. Det er ikke fordi, det hele med et trylleslag er blevet perfekt; det skriver mit søvnunderskud og trætte krop under på, næh det er mere en følelse, der er kriblet under huden på mig. Jeg har fandeme klaret det-følelsen. To år på egen hånd – lige om lidt.

Smider vi det ind i en marathonmetafor, er det som pludselig at nærme sig målstregen. Man træner op og prøver at forestille sig, hvordan løbet kommer til at foregå, men når startskuddet så lyder, går det op for en, at man ikke aner, hvad man har kastet sig ud. Løbet går i gang, man bruger sin træning, man rammer muren op til flere gange – for ikke at tale om mødet med udfordringer, man ikke havde forestillet sig at møde. Uventede møder, der i sidste ende kun gør løbet bedre – eller i hvert fald kun gør, at man løber lidt rankere, lidt højere og lidt mere hårdhudet over målstregen. Sidste år følte jeg mig på dybt vand flere gange ugentligt. Jeg tog hele tiden mig selv i at omtale mig som fucked up.

Fucked up vil jeg nu ikke sige, at jeg var, jeg var bare rykket ud af vante rammer – og manglede at definere grænser. Grænser for, hvad jeg kunne byde mig selv og andre. Lære hvornår man siger pyt, og hvornår man tager sig sammen. Lære hvem pokker jeg selv er – uden at inddrage andres og mine egne forestillinger. Det når man muligvis aldrig i mål, men jeg er kommet så meget længere, at jeg har lyst til at rejse et år tilbage i tiden og klappe sidste års mig på skulderen og sige:

Det hele bliver ikke nemt næste år, det bliver ikke som dit idealiserende hoved forestiller sig, du rammer muren flere gange, men det er ok, du bliver sej. Og du stopper med at kalde dig selv fucked up. Du bliver bedre til at stå op for dig selv – også overfor dig selv. Hæng i. Det løser sig.

Det er dit liv

img_0591

SÅ gik den. Den første uge på nyt (nyt) job, det vil sige, at jeg egentlig kun har været der to dage, og at jeg skal derhen igen i morgen, men altså. Den har kriblet sig ind under huden på mig; hverdagsfølelsen. Den gode af dem. Den savnede slags. Den man halvt hungrer efter efter en lang ferie. Den man halvt glemmer, den man tager lidt (eller meget) for givet, når man står med leverpostej til ørerne og søvnunderskud til knæene. Den jeg ikke fik på det første job, men som jeg er betryggende overbevist om, at jeg får på det nye. De sidste to måneder har været så ubeskriveligt gode for mig. Ikke gode som forelskelse, solskin eller smagen af årets første is. Gode som i nødvendige.

Jeg kan idyllisere “den gamle hverdag” nok så meget, jeg vil, men sandheden er og var, at jeg i høj grad havde “glemt” mig selv i lang tid. Både glemt at passe ordentlig på mig selv  – og glemt, hvad der gør mig til mig. Måske lidt for navlepillende på en fredag formiddag, men ikke desto mindre sandt. Hvis der er noget, der er gået op for mig de sidste to måneder, så er det, at jeg har brug for at være mig – på godt og ondt. Jeg har brug for navlepilleri og refleksion. Jeg har brug for at fejle en masse og lære en masse af det.

Jeg har erfaret, at min arbejdsplads skal rumme mødet med nye mennesker og det at være en af et fællesskab – for som alle, der har prøvet at flytte langt væk “hjemmefra” ved, så kan det være en pisseensom omgang at bevæge sig væk fra sit sikkerhedsnet. Det tager lang tid at opbygge sin “landsby”, og det er hårdt. Og sundt. Og svært. Svært at finde balancen mellem at udvikle sig, være sig selv og tilpasse sig bare for at passe ind. For selvom det kan være en kæmpe befrielse, at ingen kender dig og din forhistorie betyder det også, at der ikke er nogen til at minde dig om, at du har bevæget dig for langt væk fra dig selv. Og du skal være med. Både i tanken og i hamsterhjulet.img_0564-1MEN, for der er et men. Det er sådan cirka verdens fedeste følelse, når man får små glimt af den landsby; det liv man helt selv har skabt – uden sikkerhedsnettet indenfor nærafstand. Jo, man kommer til fejle og tage forkerte beslutninger, men lige pludselig går du ikke i et med asfalten længere, lige pludselig er alle ansigter, caféer, barer og restauranter ikke fremmede længere. Lige pludselig er der minder – gode og mindre gode. Men det er dine – dine minder, dine erfaringer baseret på dine beslutninger.

Jo, voksenlivet inkluderer endeløse vasketøjskurve, regninger man ikke anede, der fandtes, tømning af afløb og afrimning af fryser (haha). For ikke at tale om konfrontationer med sin chef, venskaber der løber ud i sandet, afvisninger og opsigelser. Men, for der er endnu et men. Det er dit liv, dit vasketøj, din konfrontation. Og man bliver hele tiden bedre – til at være voksen-ish. Det synes jeg lige, vi skal klappe os selv på skulderen for på denne højhellige fredag formiddag. Og for bare at være politisk korrekt, så også huske at sætte pris på. Sætte pris på vores frihed til i et enormt bredt omfang selv at kunne forme vores liv. Sætte pris på det og huske at udnytte det. Hver dag.