Jeg har gjort noget vildt

 photo DSC03287_zps990cded8.jpg
Jeg har gjort noget lidt vildt. Måske ikke så vildt, som at bungee jumpe, men noget der hen ad. I overført betydning er det faktisk næsten det samme. Okay, meget overført betydning 😉 Der er nu gået næsten 2 måneder af mit personlig trænings forløb, hvilket vil sige, at jeg efter planen er færdig om ca. 3 uger. Men jeg er jo ikke færdig, jeg er jo lige begyndt, så det kan selvfølgelig ikke slutte om 3 uger. Tanken gjorde mig sur og ked af det, og det kan vi jo ikke have. Så jeg har besluttet mig for at forlænge forløbet, ikke med yderligere 10 uger, men med et helt fucking år.
 photo DSC03288_zpsf8b10f5c.jpgDet har været 2 fantastiske måneder, hvor der er sket mere, end jeg troede var muligt på 2 måneder. Jo, min fedtprocent er faldet lidt, men det er kun en bonus, for det fedeste er den følelse, jeg har fået i min krop. Jeg er ikke ved at gå i stykker længere, jeg bliver stærkere og stærkere. Jeg hviler mere i min krop, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg har for første gang i 4 år regelmæssig menstruation. Jeg sover som en baby om natten, modsat før, hvor aldrig kunne falde i søvn og hver nat vågnede mindst to-tre gange. Det har selvfølgelig ikke kun været en dans på røde roser, men tæt på. Jeg er helt blæst omkuld af, hvor meget man så kan nå på et helt år.

Jeg var i starten, hvilket vil sige indtil i dag, hvor jeg tog beslutningen, også lidt blæst omkuld af, hvor ondt det kommer til at gøre på min konto. Den med pengene altså. Det er mange penge, penge der kunne bruges på rejser, opsparing, fede møbler, lækkert tøj og vilde oplevelser. Men det vigtigste for mig er at bruge dem på noget, der gør mig glad, ikke bare glad på overfladen i øjeblikkets rus, men glad længe og helt ud i fingerspidserne. Jeg kan mærke i hver tomme af min krop, at det er den rigtige beslutning. Jeg er gladere, end jeg troede var muligt. Jeg er i trygge hænder, også selvom det nu “kun” bliver én gang om ugen i stedet for to. Jeg kan derfor sætte nogle fede mål for næste år, jeg ikke kunne sætte på egen hånd.

Jeg er så vanvittigt spændt på 2015, det bliver et sindssygt år, det kan jeg mærke. At det starter med en 5 ugers studietur til Malaysia og Singapore, er toppen. Jeg er ikke til at skyde igennem.

 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Hvad går det der forløb egentlig ud på?

 photo DSC03157_zps0877f16b.jpg
Det virker som om, at der er stemning for at høre endnu mere om mit personlig træningsforløb, så jeg tænkte, at jeg ville gå lidt i detaljer i dag. En status om man vil. Jeg er lige (lige og lige, det er 1,5 time siden) kommet hjem fra slavepiskning. Næsten bogstavelig talt. Shit, jeg er smadret. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så færdig. Vi har i dag haft 30 minutters Metcon (intervaltræning om man vil) på programmet. 40 sekunders arbejde, 20 sekunders pause. Av, jeg er færdig. Jeg kommer aldrig til at kunne presse mig selv hårdt. Og så havde jeg endda glemt at proppe pulveret i shakeren, så i zombietilstand besteg jeg bakkerne hjem, hev døren op hældte en shake i mig, i lynbad, spiste jordens største måltid foran Netflix, og nu sidder jeg så med bagdelen placeret i sofaen med en hund som armstøtte (det er hyggeligere for begge parter end det lyder), indpakket i uld, klar til at kaste mig over matematikafleveringen (ikke hyggeligere end det lyder), imens jeg bæller kogende the i varm (den er faktisk kold nu)… 🙂

Først lidt kold fakta: Jeg går hos Thomas Dybdahl i Performance Gym i Aarhus. Forløbet strækker sig over 10-12 uger, det indeholder 20x personlig træning af 55 minutters varighed, BioSignature målinger, individuelt tilpasset kostplaner, 5x træningsprogrammer, ART-behandling, gratis medlemskab i Performace Gym i Aarhus og fri mailkorrespondance (hvem tror I benytter sig af det? 😛 ).
 photo DSC03169_zps80f8a368.jpg
Mit primære mål med forløbet er at få banket mine skakvaner i jorden. Om det er programmet eller ART-behandlingen (det er nok en blanding), der har haft boksehandskerne på, kan jeg ikke sige, men smerterne i primært venstre skulder er væk som dug for solen. Og når det er nu nævnt, kan jeg komme frem til et enormt pinligt faktum. Jeg har angivet den forkerte skulder som den skadet skulder. Hvis I ser en gravet ned i et dybt hul, er det mig. Halløj. Det er fa’me pinligt. Jeg har haft ondt i begge skuldre, indrømmet, hvilket nok skabte forvirringen. Jeg har under træning ofte kommet til at bytte rundt på, hvilken skulder, der er den svage, og hvilken der er den “stærke”. Jeg ved ikke, hvad min grødhjerne har tænkt på. Det har også forvirret mig, at det er den højre, jeg får ondt i, når jeg løber, og når jeg bruger skuldertaske. Det er højre skulderblad, jeg ikke kan få kontakt til, der har dårlig mobilitet, det er højre skulder, der er svagest. Det er pinligt, er det. Men hul i det, jeg fik behandling på den rigtige skulder i dag, og det gjorde naller.

At komme et skridt nærmere Skipper Skræk og samtidig skubbe fedtprocenten ned ad en bakke, står dog også på listen. Jeg vil ikke “løfte sløret for”, hvad vores mål for fedtprocenten er, men den er 8% lavere end udgangspunktet, så meget vil jeg gerne “afsløre” – uuhh spændende, I know 😉 Den faldt små 2% de første to uger; jeg er spændt på, hvad målingen siger fredag. Vægten har lidt sit eget liv, men det gør mig ikke noget, bare det går fremad – og det gør det. På alle niveauer.

Det er selvfølgelig ikke guld og grønne skover, men jeg tror, vi tager en part 2 med henblik på kosten en anden god gang, ellers bliver jeg jo aldrig færdig 😉

Forresten; fryser I også, som var I strandet på Indlandsisen efter en benhård træning? Har jo ikke nok tæpper…

Pssst… Dette er ingen “påtvunget” reklame, jeg har betalt hver en øre af den fulde pris. Bare lige, så der ikke opstår forvirring 😉 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

2 ugers low carb og noget om balance

 photo PicMonkeyCollage_zps2abcb05f.jpg
Bare rolig, dette er hverken ved at udvikle sig til en stenalder eller LCHF-blog (ikke at der er noget galt med dem altså). Jeg bliver faktisk altid i tvivl, om jeg skal udgive indlæg som dette, men nu gør jeg det altså, så kan man altid lukke ørerne. I de første to uger af mit forløb har jeg skulle tage en kold tyrker for kulhydrater af forskellige årsager. I ved nok, at jeg det sidste halve års tid har været lidt en kulhydratsucker, så jeg tænkte, at det ville blive lidt op ad bakke. Der tog jeg fejl, for det har været virkelig skønt. “Shit mand, nu hopper hun også med på low carb bølgen”, tænker I måske, og det er tildels også rigtigt. Årets ord indenfor sundhed er nok balance, hvilket jeg er vild med, men jeg var ikke vild med, hvor ligeglad jeg var blevet med, hvad jeg proppede i munden. Magien forsvinder lidt, hvis man hopper på slikvognen hver dag, og det gjorde jeg altså. Derudover skulle jeg altid liiige afslutte hvert måltid med en dessert – typisk mørk chokolade og tørret frugt. Det savner jeg lidt, men jeg savner ikke den der skrigende “jeg skal have det nu, ellers går jeg i brædderne”-fornemmelse.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan andre folk spiser, bare det fungerer for dem. Jeg er nysgerrig af helvede til, når det kommer til at eksperimentere med fx disse to uger. Jeg er nysgerrig omkring, hvordan min krop og mit hoved reagerer. Og de har reagerer godt – begge to. Nu lyder det måske lidt helligt, men jeg har det så godt med tanken om alt det gode, jeg propper i hovedet. Jeg spiser mere, smukkere og “renere” (måske årets mest misbrugte ord) end nogensinde før. Jeg vil gerne vise en “sund” livsstil med plads til slik tirsdag og kage torsdag, men jeg vil mest af alt vise en livsstil, der gør mig glad. Og lige nu gør dette mig glad, så det vil jeg gerne dele med jer. Fitness livsstilen har før taget overhånd i min verden, så vel som i mange andres, men jeg er et andet sted, end jeg var før, jeg har en bagage med i ryggen, og den slipper jeg ikke. Balance er jo mange ting – også andet end slik om tirsdagen.

Nu kom indlægget til at handle om noget helt andet end bagtanken – det sker ofte. Jeg ville egentlig bare sige, at vi fra i morgen af indfører “refeed dag” og “carb cycling”, hvilket bliver ret nice. Jeg skal lige høre, sidder I med himmelvendte øjne og læser dette, eller vil I gerne følge med? 🙂

Hav en skøn tirsdag 😀

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Tanker om kostplan

 photo DSC03142_zps9a8d99e8.jpg
Man skal vist sove tungere end en bjørn i vinterhi, hvis man ikke har fanget, at jeg lige nu finder mig i hænderne på en personlig træner, der har smidt mig på en kostplan. Den frygtede jeg sgu – kostplanen, altså. Træneren frygter jeg ikke. Eller. Jeg kalder ham i hvert fald ikke den. Jeg var ikke bange for, at den bed (kostplanen, igen), mere bange for kontrollen, rammerne og det, at en nu skulle en fortælle mig, hvad jeg måtte og især, hvad ikke måtte spise. Er det så så slemt, som jeg havde frygtet? Overhovedet ikke. Det var noget værre pjat. Min kostplan er ret løs, uden specifikke angivelser, hvilket er virkelig nice. Det sjældent jeg vejer noget, og der skal ikke tælles en kalorie, en makro, mikro, eller hvad hulan, man kan finde på at gøre op i matematik. Jeg er sprogpige. Talhjernen befinder sig et meget fjernt og mørkt sted, et territorium, jeg ikke begiver mig ind på med god vilje.

Men altså; hallo frøken dobbeltmoralsk, kostplan? Det passer sgu da ikke til din holdning til sagerne? Tænker I måske. Næh, måske ikke. Men det fungerer. Det fungerer virkelig godt. Den egentlige grund til, hvorfor jeg befinder mig så godt på den, tager vi en anden gang. Skal lige tag mod til mig. Vi kan tage en lidt kedeligere grund, men næsten lige så nice grund: Jeg vild med ikke at skulle tænke over, hvad jeg skal (eller ikke skal) spise hele tiden. Det kræver nogle store omgang indkøb og ditto madlavninger, men så er det bare at hive en røvfuld bøtter ud af køleren om morgenen og vupti. En styks glad og mæt pige hele dagen. Og hvordan kan jeg næsten være andet? Jeg spiser 5 måltider om dagen + post workout + evt. formiddagssnack + grønt af libitum dagen lang. Det er luksus.

Jeg følger den ikke til punkt og prikke, det kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Jeg følger principperne 100 p, men jeg vejer sjældent af, og “leger” lidt med den så at sige. De første 2 uger er lidt “strikse”, men det gør mig intet, så længe jeg er mæt, smagsløgene har en fest, og jeg ikke føler, at jeg lider afsavn, så kører det. Og det gør det. Kører altså. Jeg har mere energi, min konstante flirten med alt sødt er brændt ud og vigtigst af alt; er jeg glad. Meget glad. Min mutti og veninder siger, at jeg stråler. Og jeg er altså ikke gravid. Men selvfølgelig er jeg glad. Jeg er tilbage til det noget af det, jeg aller-, allerbedst kan lide. Jeg har nosset mig sammen til at punge ud til dette forløb. Et forløb jeg har driblet hen imod i over et år. Jeg har kigget med store, misundelig øjne (og lidt mundsavl) til alle de, der har været i gang med det, jeg allerhelst ville. Så glad, det er jeg.

Ha’ en mega fed mandag. Også selvom mandag sucks, så tager vi lige en god en, ikk’? 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg