Runners high

 photo DSC02782_zps1375c486.jpg
Jeg bliver lige nødt til at dele det her med jer. Jeg har nemlig lige løbet min første tur i ca. 1/2 år. Om jeg flyver på en sky lige nu? Oh yearh! Jeg har været bange for at løbe siden juni 2013 – bange for, at det vil ødelægge mine knæ. Jeg har siden da løbet ture i ny og næ, altid med det resultat, at jeg de følgende 3-4 dage ville have svært ved at gå. Jeg knuselsker at løbe om efteråret. At flyve igennem skoven med orange blade svævende omkring sig og sin yndlingsmusik i ørene, der får en til at flyve yderligere. Det er så fantastisk. Så i dag tog jeg mod til mig efter, at min mor flere gange nu har sagt “jeg tror altså sagtens, du kan lige så stille kan begynde at løbe”. Min læge og fys har ligeledes givet mig grønt lys i – bare jeg lytter til min krop. Så det gjorde jeg. Jeg snørede løbeskoene, gik ned i skoven og begyndte at løbe. Lige så stille steg tempoet og smilet bredte sig større og større. Det der cykling har sgu givet noget. Jeg har ikke løbet så ubesværet i flere år – hverken med formen eller knæet. Det var nok de mest fantastiske 3-4 km nogensinde. Jeg smilte over hele femøren på gåturen hjem.

Jeg kommer ifølge min læge aldrig til at kunne løbe marathon el.lig., men det gør mig heller ingenting – bare jeg kan løbe sådanne ture som i dag på regelmæssig basis. Så er jeg lykkelig.

I må have en skøn søndag aften<3

Dagens redning

 photo 10405247_10202860636050204_8238451573662597092_n_zps7082caf2.jpg
Kender I det, når en fantastisk træning, kan redde hele ens dag? Sådan var det for mig i dag. Efter en eftermiddag, hvor jeg har været en smule frustreret over, hvordan jeg skal få en uge med en på slæb – min udvekslingsstuderende – til at gå op, var en sveddryppende træning lige, det jeg havde brug for! Den der halvandens times tid, hvor man kan få lov bare at leve i sin egen boble, er guld værd.

Jeg havde som sagt brug for at svede igennem, så jeg startede ud med 25 min. stille og roligt på crosstraineren, derefter 3 km i et godt tempo på løbebåndet (gud, hvor har jeg savnet at løbe). Herefter gik jeg ned og fik strukket lidt ud, for derefter at træne mave kort og effektivt; 3x 10 gentagelser med ab wheelet supersettet med 3x 10 gentagelser af normale mavebøjninger på en bold med fødder højt på en ribbe. Part 2 var 3x 12 gentagelser TRX-øvelser for både de stå og lige mavemuskler supersettet med knees to albows. Til sidst lige 45 sek. 10x intervaller på romaskinen – bare lige for at slutte af med stil 😉 Okay, jeg sluttede faktisk af med genoptræning af min skulder, men det andet lyder som en sejere afslutning…

Jeg har forresten slettet det sidste indlæg – som I måske har set. Det der med at skrive et indlæg parallelt med en dansk stil kl. 00.30, er ikke den bedste idé :) Og så ved jeg forresten heller ikke, hvorfor der er kastet en skygge under mine arme 😛

Forresten… Et lille tip; hav aldrig – jeg gentager lige – aldrig – jeres telefon i jeres sports-BH, det kommer der intet godt ud af. Heller ikke selvom det da virker som en meget smart og rationel løsning lige i øjeblikket. Jeg taler af erfaring.

 photo Untitled11_zpsbfd317a6.jpg

 

Till I collapse

Var ironisk nok en sang, jeg havde i ørerne i dag, men også min dramatiske afslutning på dagens halvmarathon. photo IMG_4071_zpsca18ef17.jpg

Det hele startede egentlig meget godt, jeg havde nemlig modsat fra sidste år min planlægning i orden. Jeg kom i seng i god tid, op i god tid, der hen i god tid og indkøbt nyt smart gear. Jeg fik placeret mig ved 1:45 gruppen og mødt nogle søde mennesker, jeg kunne følges med. Det eneste problem var, at jeg sådan skulle tisse 😛 Men det valgte jeg så at prøve at ignorere af bedste evne. Løbet blev skudt i gang, og det var så fedt! Vejret var dejlig køligt og stemning så fed. Det var bare et problem – jeg skulle altså virkelig tisse. Så efter ca. 14 km smuttede jeg i en toiletvogn og ville derefter løbe op til min gruppe – det var hårdt. Jeg havde nok heller ikke drukket nok væske under løbet og varmen steg lige så stille.  Jeg havde ærlig talt mest af alt lyst til bare at stoppe, men det er jeg nok for stædig til 😉 Jeg valgte derfor det dummeste, jeg kunne gøre – nemlig at sætte i spurt. Jeg overhalede min gruppe uden at lægge mærke til det og lignede sikkert noget, der var løgn.

Da der så var 1 km tilbage, så jeg forkert på skiltet – jeg troede, at der kun var 100 meter tilbage og satte derfor i en endnu vildere spurt. Dumt. Tiden her var ca. 1:38. Her efter er min hukommelse rimelig svækket… Jeg kollapsede nemlig af dehydrering. Jeg kan kun huske små glimt, men det inkluderer ambulance (el.lig.) kørsel og en hel masse mennesker, målinger af diverse ting og nåle. Pinligt ud over alle grænser. Heldigvis kom mine forældre rimelig hurtigt – det hjalp. Og jeg fik alligevel smidt en medalje over hovedet.

Grunden til jeg skriver, at det er pinligt, er fordi, at jeg nåede at blive lidt filosofisk af at ligge der. Lidt patetisk måske, men det gjorde jeg altså 😉 Jeg synes jo nok lidt, at man som blogger har et vis ansvar i at være et ordentligt “forbillede”. Min pointe med hele denne her historie er derfor, at det vigtigste altid er at lytte til sin krop. Skriger den på, at du skal stoppe – så skal du stoppe. Eller i hvert fald sætte farten ned – og ikke kun i løb. Jo, nu kommer den filosofiske del. Jeg kom nemlig til at tænke på, hvad der er vigtigt at bruge sin energi på, og hvad der ikke er. Som for eksempel gik det ikke helt som forventet til min fysik eksamen – ikke dårligt, bare ikke som håbet. Det valgte jeg så at dvale i hele dagen. Eller den efter min mening alt for store mad fokusering, der konstant spøger i diverse medier osv. Så må man det, og så må man ikke det – det er et cirkus. Og hvis du spørger mig, er livet altså alt for kort til den slags bagateller. Det lå jeg altså der på båren og spekulerede over.

Da de så endelig fik taget de sidste målinger i mine stakkels arme og revet de sidste nåle ud af mine stakkels små hænder (som var dobbelt størrelse) og hjulpet mig op på mine trætte ben – fejrede jeg så min overlevelse ( 😛 ) med min første “rigtige” sandwich i 100 år samt en lækker cookie. Nu er det slut med at sætte regler for mig selv – bum.

Håber ikke, at jeg har demotiveret nogle :)

Var der andre, der løb i dag? (Nok ikke med samme dramaafslutning…)

Anne Sofie

http://www.gymnordic.com/

Mit første halvmarathon

Så er det i morgen, det går løs. Om jeg er spændt? Ja, det kan man vist roligt sige… Men jeg glæder mig da også. Det kribler lidt i maven, når der overalt er bannere og afspæringer til i morgen. Jeg har hentet mit startnummer, som nu ligger og kigger på mig. Det er jo ikke mit første halvmarathon, så jeg har lidt erfaring at give af 😉

{8757E4E4-476D-4528-9C10-C1D2A48B28E9}-4528-3

Jeg burde nok komme med en eksemplarisk historie om mit første halvmarathon, men det ville ikke lige frem være sandheden. Jeg skulle nemlig løbe dagen efter, at vi holdte housewarming for 100 mennesker. Derfor fik jeg ikke lige frem 10 timers søvn, og der var ingen til at vække mig tidligt om morgenen. Min iPhone var også lige blevet stjålet, så den havde jeg ikke til vækkeur, derfor lånte jeg en gammel iPod. De havde bare lige glemt at fortælle mig, at lyden ikke virkede… Jeg kom derfor op 1 time før start og var helt rundt på gulvet. Kværnede 2 bananer, 1 stykke rittersport og skyllede det med noget vand og så af sted. Vejen derud kendte jeg ikke, så min far skulle følge mig – han kunne bare ikke komme i kontakt med mig (ingen telefon), vi missede derfor hinanden, og jeg cyklede på egen hånd.

Heldigvis mødte jeg en af mine bedste veninders far, som hjalp mig med det hele (thank god). Efter det, gik det egentlig ok, jeg kom dog til at starte med en alt for langsom gruppe, men det gik… Undervejs kom min lyskeskade (som jeg stadig til tider bøvler med), og det gjorde rimelig ondt. Men alt påstyret var intet sammenlignet med følelsen af at løbe over målstregen – jo mine ben var som gele, og det føltes helt unaturligt at gå, men wauw….

Halvmarathon

I mål stod min far, hvilket lige gav de sidste stædige kræfter. Jeg kom ind 17 min. før forventet, så jeg var tilfreds :)

Min pointe er bare, at hvis man kan løbe, og gerne vil det, er det altså ikke nødvendigvis livsnødvendigt at planlægge mad osv. flere dage op til. Jeg vil dog alligevel poste et indlæg om lidt om, hvis det skal gå optimalt det 😉

Jeg er forresten fuldt i gang med at kontakte vinderne af bloggens giveaway :)

http://www.gymnordic.com/

Anne Sofie

Solen skinner!

Og jeg elsker det – men hvem gør ikke? :-) Det gør altså løbeturen lidt mere tiltrækkende og træningscenteret lidt mindre, men hvad pokker – der er jo aircondition 😉

tumblr_mjvf8ydFO51rsau8go2_r1_500 tumblr_mm9zymiqyd1spjparo1_400

Jeg er har i hvert fald nydt dagen i fuldt ud. Hyggelig bytur med juice fra Joe & The Juice nydt i solskinskinnet ved åen med en sød veninde, hård (!!) fitnesstur (gik fra 22,5 til 40 i squats – av i morgen siger jeg bare) og er netop kommet hjem fra en aftentur i skoven med endnu en skøn veninde og hunden. At jeg så også har trukket danskfordybelsesområde og skal til afgangsprøver i næste uge, prøver jeg lidt af glemme. God taktik, ikke? 😉

Det var alt fra mig – håber I nyder solen! :-)

Anne Sofie

Skal, skal ikke?

Jeg har brug for hjælp. Jeg er nemlig helt splittet, om jeg skal løbe halvmarathon (her lige om lidt). Jeg løb som bekendt Audi Challenge halvmarathon sidste år, men jeg er på ingen måde i samme løbeform som dengang. Dog tror jeg nu godt, at jeg kan gennemføre det, men måske ikke i samme tid (man er vel konkurrencemenneske) :)

am5majrute.jpgPlease-Help-Me-Nowhelp-me

– Hvad siger I?

Lige om noget lidt andet. Jeg har vist lidt fået det til at lyde som om, at træning altid er dagens højdepunkt og bliver gennemført let og elegant. Det er kun delvist sandheden – sådan er nogle dage da, men ikke alle. Som i dag. Der var lidt rod i dagens planlægning med en pludselig frisørtid osv. (ikke noget jeg vil kede jer med) :) I hvert fald lå dagens træning senere end sædvanligt, og maven knurrede. Ikke spor optimalt. Træning foregik derfor med jegkanikkemeremåjegikkebarelæggemignedogdø tankegang. Jeg lever dog stadig, og nøj hvor er man da bare stolt (bagefter). Jeg mødte også ‘min’ personlige træner, som roste mig – altid skønt med lidt ros :)

Anne Sofie