Blomkålspizza ala Stinna

 photo blomkaringlspizza_zps7ffa0a24.jpg
Kender I Stinna? Det gør I sikkert. Ellers må I smutte derind med det vuns, for hun har efter min mening en af de aller, allerbedste (sunde)madblogs; de lækreste opskrifter og de smukkeste billeder på en gennemført og stilren blog. Jeg blev derfor rigtig glad, da Stinna havde lyst til at bidrage til #Læserne tager over med en af hendes opskrifter. Jeg fik frit valg i posen, hvilket selvsagt ikke var så nemt – valget faldt på hendes blomkålspizza. De ser præcis sådan ud, som jeg altid har haft i tankerne, når jeg har lavet min version – at resultatet så har været en anden kalliber, ja det må der blive lavet om på. Jeg tror, jeg skal i krig med disse i morgen. Mon ikke de fungerer som tømmermændsmad på den helt hellige måde? Der bliver nemlig holdt x2 18 års fødselsdag i mit hus i aften.

 

 photo Skaeligrmbillede2014-11-08kl083622_zps072615f7.png

 

I dette link vil I finde Stinnas opskrift på hjemmelavet tomatsauce til pizza. Udover tomatsauce har Stinna pyntet pizzaerne med øko ost og frisk basilikum.
 photo blomkaringlspizza-3_zps8fb302c4.jpg
Jeg siger kæmpetak til Stinna for, at hun havde lyst til at dele denne opskrift og hendes smukke billeder på bloggen. Og få at fylde min bogmærkeliste op til randen.

Hav en skøn, skøn lørdag!<3

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Læserne tager over #2

 photo 974712_10204767429802625_2030963213_n_zpsbf000818.jpg
Hej alle sammen – Jeg har været så heldig, at få lov til at skrive et gæsteindlæg her på bloggen, og  det er jeg super glad for – faktisk har Asofie/Workout With Me været en stor inspiration for mig, så mange tak for det Anne Sofie! 🙂

Jeg bidrager her med et meget personligt indlæg – der er så meget fokus på sundhed hele tiden, og vi kaster os over de nyeste trends, de hurtigste tips til den der evigtjagtede flade mave (jep, jeg gør det også – stadig) eller guides til hvordan vi kan finde vores indre sundheds-guru frem – rådene er alle ens: vand, motion og en varieret fedtfattig kost. Bum, så nemt er det.. Eller er det nu også det?
 photo Skaeligrmbillede2014-10-07195643_zps01d66b1a.png For 10 år siden (da jeg var 10 år) startede jeg min fitnessdebut, fordi jeg var hende den lille, overvægtige, ekstremt-dårlig-til-matematik-pige, der bare ikke kunne holde op med at spise søde sager hele tiden – og når man bliver mobbet, ja så er det så nemt lige at skubbe et par ekstra chokoladekiks indenbords og mærke lykken i 5 sekunder. Jeg var så ked af det og flov over at skulle handle bukser i str. 42 og aldrig kunne få det samme smarte tøj, som de andre piger, fordi jeg altid skulle handle i kvindeafdelingen (og så var bukserne selvfølgelig også altid for lange!) så jeg begyndte at gå til kontrolvejninger hos lægen, for at få smidt de der 8-10 kilo fedt, med hjælp fra min mors sunde frokosttallerkener (hun stillede mad frem i løbet af dagen, som jeg skulle spise – typisk en masse gnavegrønt og rugbrød med noget kødpålæg) og ellers igang i fitness centeret og små løbeture. Og vupti, sådan tabte jeg mig 1. gang. Jeg lovede mig selv dengang, at jeg ALDRIG nogensinde i livet ville blive overvægtig igen. Nix, DÉT har jeg prøvet. photo 10748673_10204767429122608_167656401_n_zps7ed3d055.jpgJeg har faktisk været på en eller anden form for “kur” lige siden – Jeg tror næsten jeg har prøvet dem alle – Suppekuren, Tinyteatox, LCHF, Low carb i sig selv, kalorietællerier til den værste kur af alle, vil jeg nok sige; 5:2-kuren! Jeg vil gerne allerede hér, fraråde jer at begynde på den her kur, for det kan så nemt gå galt (det gjorde det i hvert fald for mig). Jeg begyndte at styrketræne, sådan semi-seriøst for to år siden men spiste helt normalt + slik og søde sager, men efterhånden begyndte jeg at identificere mig mere og mere med alle de top lækre fitness-tøser, der squattede rundt i centeret og ubevidst så blev jeg mere og mere tiltrukket af det. På min instagram forsvandt alle mine “virkelige venner” og i stedet fulgte jeg egentlig kun fitnesssider, inspiration til sund og lowcarb mad, 6pack-exercises etc. ovenidet udregnede jeg AL min mad i makrofordelinger, opstillede jeg en masse regler for mig selv (Fx: Spis ALDRIG efter kl. 20). Jeg tvangsmotionerede hver aften (30 day ab-challenge). Jeg blev hende der, der fik et glas vand på fredagsbaren og alt handlede bare om sundhed og fitness. I sommers tog jeg direkte hen i fitness efter hver eksamen… Kroppen viste resultater, og jeg var besat af det. Mere vil altid have mere og til sidst blev det hele min mor for meget! photo 10743541_10204767429602620_1157737393_n_zps89e7a4cb.jpgDet gik først rigtigt op for mig, at jeg var “syg” 1. gang jeg stod på toilettet med fingrene i halsen, og hvorfor gjorde jeg nu det? Tjo, fordi jeg pænt blev bedt om at droppe den forbandede køkkenvægt og æde det skide pasta i stedet for squash, jamen hvordan skulle jeg så kontrollere vægten og maden, hvis jeg skulle til at spise “normalt”?! Jeg over-åd og kastede op dagligt i 3 måneder, jeg var i et madhelvede hvor maden var min ven, men samtidig min fjende. Det var ganske frygteligt fysisk, men meget værre psykisk, hvilket nu betyder at jeg lider af en mild depression, måtte droppe ud af mit studie (Ernæring-og sundhed, right?) og med i købet fik jeg spiseforstyrrelsen på papir. Jeg er nødt til at tvinge mig selv til at spise hver dag, selvom jeg absolut ingen appetit har haft i 3 måneder, og den manglende ernæring fører til hårtab, udebleven menstruation og en vægt der siger omkring de 40 kilo…

Mit budskab med dette indlæg er vel som alle andres; Pas på jer selv og elsk jer selv – Sundhed er så meget mere end motion og kost. Alle med en spiseforstyrrelse er udmærket godt klar over,at det er langt fra sundt, og at man egentlig langsomt slår sig selv ihjel, blot for at tilfredsstille et eller andet, man ikke kan sætte ord på. Find balancen og glæden. Jeg nåede mit “mål”; Den flade, lettere markerede mave, men blev jeg lykkeligere? – Tværtimod. photo IMG_4781_zps06c1969b.jpg

Jeg har hverken nogen ord for, hvor imponeret, jeg er over modigheden bag denne historie eller for, hvor frygteligt det er, at vi lever i et samfund, hvor (uopnåelige) idealer, presser os så langt ud. Det bliver i mine øjne uopnåelige idealer, det egentlige ideal er det, vi har til os selv – og det kan altid blive lidt bedre. 

Har I lyst til at dele jeres historie, en sjov idé, et outfit el.lig., så skriv til mig: anne.sofie.b.h@hotmail.com

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Læserne tager over #1

 photo Nyefokus_nyhed_zpsd6de68ae.jpg//Billedet er stjålet fra denne side. Der forekommer måske et par ændringer i originalen…

Stram op

Jeg har aldrig været i militæret. Til gengæld har jeg været til ”Stram Op” i et fitnesscenter mange gange, og er det ikke næsten det samme? Man tropper op til tiden, står pænt på rad og række og kæmper for at gøre alt, hvad instruktøren siger.

Man er mildest talt rædselsslagen for at blive udstillet foran hele holdet, hvis man ikke kan holde den frygtede planke i lige så lang tid, som alle de andre. Tænk nu, hvis de også bruger kollektiv afstraffelse i fitnesscentrene, og instruktøren pludselig råber ”Stop, stop, stop! Alle starter forfra. Vi skal lige have hende nede i hjørnet med igen”.

For lidt over fem år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, meldte jeg mig straks ind i et fitnesscenter og drog spændt afsted til min første ”Stram Op”-time. Min første tanke, da jeg trådte ind i salen, var: ”Der stod sgu da ikke noget om dresscode?!”.

Jeg var tydeligvist underdressed. Noget, jeg dengang slet ikke vidste, man kunne være i et fitnesscenter. Alle de andre var smart klædt på i fine farver, dyre mærker og jeg skal komme efter dig. Deres hår sad pænt, og de havde mascara på. Mascara! Klokken var 8 om morgenen, og jeg var væltet direkte ud af sengen og afsted. Jeg troede netop, at dét var det smarte ved at vælge et morgenhold. But no.

 photo 46270_10152532376499777_3579112746331187921_n_zpsd5655705.jpg//Dette billede er også stjålet – herfra. Igen med et par ændringer i originalen…

Jeg forsøgte at gemme mig på bagerste række. Så opdagede de andre måske ikke, at jeg havde morgenhår og et par løse, forvaskede puma-shorts på. Pludselig tændte instruktøren for musikken og skruede tilsyneladende op må max volumen. Hvis jeg ikke var helt vågen før, så blev jeg det da nu!

Så begyndte hun ellers at råbe ind i mikrofonen og udføre en masse øvelser. Ordre på ordre gav hun os. Gør lige dit og gør lige dat. Jeg kæmpede febrilsk for at følge med, men instruktøren lignede ikke en, der syntes det var hårdt. Hun havde jo endda overskud til konstant at råbe til os.

På et tidspunkt begyndte hun at gå rundt imellem os. Sveden løb i forvejen ned af mig, mens jeg kæmpede med armbøjningerne, men det blev kun værre, da jeg fornemmede hendes skridt nærme sig. Og selvfølgelig gjorde jeg det ikke korrekt. ”Du skal lige lidt ned med numsen engang” forklarede hun pædagogisk.

Men jeg gav ikke op. Jeg mødte op igen og igen. Fik dog aldrig smag for det. Til sidst blev det for meget med de højtråbende og lidt for smarte instruktører, diskoteksmusikken, der strømmede ud af højttalerne, og de piger, der stod i omklædningsrummet og tog make-up på eller glattede hår, før de skulle ind og svede. Derfor valgte jeg at afslutte mit ellers så hede forhold med Stram Op.

… Jeg hedder forresten Line, og til dagligt blogger jeg på altogingenting.dk

Jeg takker Line for den sjoveste start på dagen – og jer for jeres overvældende modtagelse for initiativet “læserne tager over”, som I kan læse mere om i dette indlæg, min mailboks er lykkelig, sjældent har den været så populær 😉

  photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Vil du overtage bloggen?

 photo DSC03007_zps7fe77480.jpg For en dag, altså. Det er ikke fordi, jeg ikke selv gider at blogge herinde længere, tværtimod. Nogle dage bliver jeg bare lidt overvældet over, hvor meget sådan en blog kan blive “mig, mig, mig-agtig”. Så jeg tænkte, om I måske havde lyst til at spæde til? En af mine top 3 yndlingsting ved at have en blog er jeres kommentarer – se mine 😛 Det bliver langt mere nuanceret og spændende, hvis det ikke kun er mig, der plaprer løs.Det ville derfor være vildt fedt, hvis I lyst til at overtage bloggen i ny og næ – måske jeg så smider en kommentar på egen blog? 🙂

Min tanke er, at I kan sende mig en mail med en idé eller et udkast til et indlæg, så kan vi i fællesskab udarbejde det. Hvis I sidder inde med nok tankemylder til at skrive et helt indlæg, så skriver I det selvfølgelig bare selv. Det kan være alt mellem himmel og jord; opskrifter, tanker om sundhed, et flot outfit, en ønskeliste, emner til debatter, en god b(l)og osv. Kun fantasien sætter grænser. Mit eneste krav er, at der følger minimum et flot billede med, hvis ikke, skal jeg nok finde på noget 🙂 Hvis man ikke lige kan komme på noget (det ligesom med en fristil, man vil så gerne være fri for lærerens dumme opgaver, men når man sidde med frie tøjler, sidder man og glor på et blankt stykke papir) tænker jeg at skrive et emne i ny og næ under et indlæg – fx “rejser” og så kan man skrive til mig, hvis man har lyst til at skrive om det. I kan være anonyme, hvis I lyster, eller I kan vise navn og billede. Det er helt op til jer.

Let me know. Er I med på idéen? 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

    Newer posts