Stadig arbejdsløs?

29386716_10213363790462500_2929135316113555456_oDagen i går kan bedst beskrives som en hel dag i et venteværelse. For ikke at tjekke min telefon hvert sekund, fløj jeg rundt, som havde jeg ild i rumpetten. Den stakkels hund blev hevet med på adskillige lange ture med solskin på henholdsvis snuden og næsen. Hun var nu egentlig ret tilfreds. Jeg fik trænet, jeg fik handlet, jeg fik vasket tøj og rengjort lejlighed – og stadig ingenting. Jeg lavede bolognese færdig kl. 16:30, der skulle serveres kl. 19:30 – og stadig ingenting. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind til sidst. Og SÅ ringede telefonen.

Jeg har fået nyt job. Det job, der på alle måder virkede for godt til at være sandt. Jeg fik det, sgu. Og solen skinner. Jeg kan ikke sige det bedre end Kesi “sikke en dejlig dag, det er i dag.” Jeg sprang ud af sengen i morges, som en anden lalleglad idiot. For det er jeg – lalleglad. Dagen startede langs Bryggen med hund og veninde, og jeg har spist (for meget) banankage inden kl. 12. Jeg har ikke forladt lejligheden siden, ilden er slukket, og holder mig til altanen og sofaen… Lidt endnu. Det er næsten for godt til at være sandt det hele. Godt, man (jeg) kunne smutte ind på min bankkonto og få et realitetstjek. Tak til den for at holde mig på jorden 😉

Må man hoppe af glæde nu?

skaermbillede-2018-03-15-kl-13-33-19

Nå men, hvor starter man lige, når man har nok at berette om til et indlæg så langt, alle 99 pct. ville give op undervejs? Og ja, den ene procent, der muligvis ville nå til vejs ende, ville nok være min far. Tak far. Vi prøver. I tirsdags besluttede jeg mig for, at det er det fedeste i verden at have den tid og frihed, jeg er beriget med lige nu. Jeg følte mig som taget ud af et standard realityprogram, hvor hverdagen består af lange bade, træning (yes, har valgt at tage mit hidtil ubrugte fitnesskort i brug), indkøb, madlavning og flere delte glas flasker vin på en tirsdag i dejligt selskab. For det var min tirsdag i korte træk. Da jeg sent lagde mig på puden efter et late night hundemøde (og ditto ejermøde) i gården med en snigende vinhovedpine, tog jeg mig selv i at sige: “kæft, mit liv er dejligt.”

Vi spoler frem til i går, hvor jeg skulle til den samtale, jeg havde glædet mig allermest til. Lige pludselig havde jeg slet ikke lyst til at tage af sted. For det hele var jo lige blevet så dejligt. Og nu skulle man til at være ny igen, og hvad nu hvis jeg ikke var god til – og hvad nu hvis jeg slet ikke fik jobbet? Måske jeg bare skulle blive hjemme, her er også varmt, og så behøver jeg ikke at cykle den lange tur. Og hunden? Hun skal da ikke heller ikke være alene. Og og og og. Af sted kom jeg dog. Ankommet halvanden time for tidligt, måtte jeg nok erkende, at det var nervøsiteten og bekvemmeligheden, der havde taget over.

Ind til samtalen kom jeg – og det var så rart og behageligt – og lige hvad jeg havde drømt. Kryds lige fingre for, at jeg får det. For jo jo, det er meget rart at lege realitymenneske, men jeg er som bekendt meget mere til at lege hverdag. Jeg cyklede derfra i hagl og regn med smil på læben og gå på mod sitrende i hele kroppen. Indtil jeg måtte give op for regnen og søge ly – på min gamle arbejdsplads. Det var næsten lige så optursagtigt at få sagt hej, som samtalen var dejlig. Næsten.

2017-12-14-23-02-51

Tag den, 12-tals pige

2017-07-09-18-33-22-hdr

Min hjerne kører muligvis i et lidt for lommefilosofisk gear for tiden – og i dag er ingen undtagelse. Jeg bliver gang på gang taget med bukserne nede, når det kommer til at få hverdagen vendt på hovedet. Nogle gange sidder man selv bag roret og sætter kursen mod et nyt kapitel af ens liv, men ofte (og måske oftest) sker det lige så pludseligt og uventet, at det for mig tager et par dage (uger), før det reelt går op for mig, at det ikke er en drøm, men virkelighed. Ja, det er en kliché, men der er noget om snakken.

Da jeg flyttede til København, troede jeg, jeg havde styr på det hele; lejligheden, jobbet, bofællen. Det hele spillede. Jeg havde den der selvtillid, der kommer sammen med studenterhuen – jeg tror, det er en pakkeløsning. I ved den, hvor man lidt tror, man kan flyve, lidt tror, at man er det hele overlegen. Hvis ingen kan relatere, skylder jeg en øl, men det tror jeg nu, I kan. Der var den igen; overlegenheden, dog nu på et mere ydmygt plan. Jeg troede, jeg kunne vade ind på det nye job og klare det hele som den største naturlighed i verden. Jeg troede også, at jeg var sikret jobbet efter første prøvevagt. Om jeg var det, fandt jeg aldrig ud, for jeg kastede håndklædet i ringen, før jeg nåede til den anden. Det var svært. Svært at mestre en profession, jeg naivt og arrogant troede var nem – jeg havde jo fået gode karakterer – svært at navigere i jargonen, svært at smile mig igennem, det hele, svært at forholde mig til, at det her altså var virkelighed. De her gæster betalte penge for denne oplevelse, og jeg havde til opgave at dem igennem den på bedst tænkelige vis.

Jeg var hurtig til at fratage mig ansvaret for den overvældende udfordring, det for mig var at træde ind i restaurationsbranchen. Sandheden er, at jeg var for tyndhudet. Her var noget, jeg endnu ikke havde lært at mestre – 12-tals pigen var på dybt vandt. Og gudskelov for det. Lad os nu komme tilbage på sporet; nemlig at blive taget med bukserne nede. Efter overgivelsen, overgav jeg mig ligeledes hurtigt til “jeg finder aldrig et arbejde”. Tirsdag skrev jeg en SMS til min tidligere chef, onsdag var jeg til samtale, torsdag havde jeg første vagt. Bum. Lige så pludseligt, som det begyndte, sluttede det. Men. Det er med et lag hård hud (selv tak for that image) rigere, og en anbefaling der bevidner om en kolossal udvikling hos undertegnede. Og med en titel som ‘manager’, den havde hun ikke set komme, hende 12-tals pigen, der opgivende cyklede hjem en aften i august med et slag på selvtilliden.

Fik jeg sagt, at jeg skal til samtaler i denne uge? Med fare for at jinxe den, så vil jeg nyde dagene op til ekstra meget. Man ved aldrig, hvordan dagene efter komme til at udforme sig 😉

2017-07-09-18-33-26

I need to work

Fra at have været glad og optimistisk hele ugen er jeg vågnet op i dag – eddikesur og med begge ben svunget forkert ud af sengen. Det var først på morgenturen (så ca. 10 minutter efter det forkerte svang med benene), at det gik op for mig, at jeg var blevet vækket midt i en drøm. Vækket af selvsamme årsag, som kræver en morgentur. Jeg var faldet i søvn igen, efter jeg vågnede ved sædvanlig tid, lidt i syv, midt i en noget så livagtig drøm; jeg var tilbage på mit arbejde. Butikken var nu blot rykket til køkkenet i mit barndomshjem, men menneskene var de samme. Jeg savner at arbejde. Jo jo, det er lækkert at kunne gå i biffen torsdag formiddag, drikke drinks på en tirsdag og gense diverse serier, men jeg savner at arbejde. Allerede.

Jeg har altid haft et arbejde. Jeg elsker at arbejde – selv når jeg hader det. Jeg elsker at have et sted at møde op, gøre en indsats, og føle at jeg har en funktion. Og kollegerne. Dem savner jeg. Det er ved at hænge mig langt ud af halsen at skrive ansøgninger og tjekke min mailboks, hvad der føles som hvert andet minut. I hvert fald i dag. Jo, og så vejret. Jeg vil egentlig betegne mig som vejroptimist. Kulde og sne gør mig ikke det mindste, hell jeg kan faktisk godt lide det. Men det her sjap og slud, det kan da ikke andet end gøre én en smule gnaven. Jeg har brug for forår – og et job. Jeg har brug for et job.

picmonkey-collage