Min Holly

20049299_10211381148297685_1663233316_oMan skulle fristes til at tro, at jeg bevidst kun tjekker ind med måneders mellemrum – det gør jeg ikke. Jeg troede hånden på hjertet, at jeg skulle til at blogge regelmæssigt igen, men så skete der det, at jeg gik i stampe. I stampe med hverdagen, med dobbeltvagterne, med alt og intet. Jeg så lige pludselig dagene forsvinde, som blev de trukket væk under mig – og jeg sad for godt fast i hjulet til at slippe løs. Jeg havde brug for at få min hverdag vendt på hovedet. Spol to måneder frem, og jeg ligger i min sofa – feberramt – men med en tre uger hundehvalp ved mine fødder. Min border collie. Min Holly.

Min Holly, som har vendt op og ned på min hverdag, mit følelsesregister, min søvn og mine prioriteringer. Min tæppespisende, energibombe med natteravnstendenser. Min milde, glade, dygtige, vandforskrækkede, puttesyge hund. picmonkey-collage19642737_1958443941107752_5490001892062000983_n

En ny begyndelse

 photo c1f5b2c6-5039-4d3d-bcc4-f49b3f496090_zpsw1hgp1yo.jpg
Kære søde blog, det er længe siden, meget længe siden. Jeg lover ikke, at vi nogensinde får det forhold, vi havde engang, men jeg savner dig. Jeg savner den stemme, du agerer, den platform du skaber, det fællesskab der var omkring dig. Så nu giver jeg dig en chance, hvis altså du, og I søde læsere, vil tage mig tilbage.

Lige nu ligger jeg træt og glad på en seng… I Paris. Min veninde Line er på vej til lufthavnen efter fem fantastiske dage i byernes by. Fra i dag af kører jeg solo, hvilket passer meget godt på det seneste lille år. Det seneste lille år har været skørt. Det glemmer jeg ofte, men det har det altså. Jeg flyttede alene til København for nu ca. 9 måneder siden. På den tid har jeg nået at have en roomie for da at erkende, at det ikke gik, og derfor vælge at bo alene i min elskede lejlighed – på godt og ondt. Jeg fik et job, jeg også måtte erkende ikke var mig, for derefter at få mit nuværende job som daglig leder på SMAG. Et job, der har endt med at fylde så meget, at jeg i perioder har glemt at trække vejret og huske at leve mit liv.

For det har været igennem mit arbejde, at mit liv med base i København langsomt har taget form, hovedsageligt på grund af de bedste mennesker. Jeg er blevet tatoveret og render nu rundt med et hjerte på håndledet og et rådhustårn på armen. Jeg kan endelig kalde mig løber igen – og (hot)yogi og crossfitter, endda. Jeg kan også kalde mig træt og forvirret – og glad. Jeg har forelsket mig med de rutsjeture, glæde og slag, det medfører. Og nu er jeg altså i Paris, alene.

Jeg ved stadig ikke, hvordan bloggen og jeg skal bruge hinanden, det lærer jeg nok aldrig, for jeg har det med at have brug for pauser fra sociale medier. Men, wauw, hvor har jeg savnet netop dette medie.

Tid til refleksion

picmonkey-collageSom i et glasbur sidder jeg på min plet på anden sal og kigger ud på de glimt, der kan ses af den by, der har udgjort rammerne for mit liv det sidste halve år. Det hele føles anderledes, jeg føler mig anderledes. Kaffe er der stadig i koppen, selvom den nu har fået selskab af et sjat mælk, bare fordi. Jeg savner at skrive; et savn, der bedst kan beskrives som savnet af en gammel ven. En gammel ven, der har en lille, men essentiel, del af en selv, i lommen, i hjertet. Et savn, der også bunder i savn af refleksion, savn af alenetid, af pusterum, af navlepilleri, af jordforbindelse.

Jeg troede, at ordene ville flyde over i dag i et overflodsbjerg af navlepillende refleksion, men det er som, de sidder fast, ordene. Måske det skyldes et hoved og en krop, der endelig har forstået begrebet ‘træthed’ efter at have kørt i motorvejstempo i lidt for lang tid. I dag føler jeg mig lammet, låst fast i glasburets rammer, selvom jeg egentlig burde få købt de sidste (og første) julegaver, og så var der jo det der yogahold, jeg havde glædet mig til. For slet ikke at tale om vasketøjet, men det taler vi helst ikke om.

I stedet kan vi tale om, hvor mange gange jeg den seneste tid har kaldt mig selv for ‘fucked up’, for det er en del. Det er jo egentlig løgn, jeg vil bare for meget på én gang, hvilket har forårsaget en lang række forvirrende handlinger, heriblandt et tindereventyr, et manglende filter og alt for mange dyre drinks. Det er vist godt, at jeg snart skal hjem til Jylland 😉

Om sjatkøb og overfladisk glæde

Indlægget er sponsoreret

Jeg er blevet udfordret, udfordret til at droppe banken – i en hel uge. Denne udfordring landede i mine hænder på et tidspunkt så passende, at jeg ikke kunne andet end at sige ja. Ja tak. Jeg er begyndt at sjatkøbe, sjatkøbe som aldrig før – ofte i store sjatter og slatter, men her ikke at forglemme kaffen på farten, parfumen i Magasin eller bland selv-slikken på vej hjem fra job . København er en dyr by, hvis man vil drikke drinks og danse – og spise og shoppe – og leve. Og det vil jeg jo gerne. Som man kan rørende kan fornemme herinde, så har mine dage aldrig været så proppet, som de på nuværende tidspunkt præsterer. Jeg koordinerer kalender som en gal tetrisspiller. De fleste punkter i kalenderen hedder arbejde, noget jeg er blevet gladere for, end jeg troede muligt – alligevel har jeg brug for at fylde andre ting på, kalenderen altså.

De ting får hurtigt et islæt af forbrug, noget jeg har valgt at ignorere, for man skal da bruge sin hårdttjente penge, ikke? Den tankegang er jeg i hvert fald hurtigt blevet mere infiltreret i end en edderkop i eget spindelvæv. Især efter et par stramme økonomiske måneder, har det givet mig en frihedsfølelse at kunne give drinks, kaffe og middag. For slet ikke at tale om de nye beklædningsgenstande, der har sneget sig ind i mit klædeskab. Men, nu skulle jeg jo egentlig skrive om, om jeg formåede at droppe banken i en hel uge. Well. Det gjorde jeg – næsten da. Indtil i dag, hvor jeg købte min drømmevinterjakke. Nårh ja, og drinks i fredag… Og i lørdags. Ups.

Konklusion? Jeg har prøvet at kvitte småindkøbene, da mit budget var tynget af personlig træning og udbytterige ture til SuperBrugsen. Det gav mening i den periode, men lige nu giver det mig glæde ikke at tænke synderligt meget, hver gang jeg svinger kortet igennem. Bare kald mig overfladisk. Overfladisk glæde kan også noget – hvis du spørger mig.

Older posts