Må jeg spole fremad?

img_0774Jeg har kun tre arbejdsdage i denne uge, derefter 12 dage fri, indtil den nye restaurant åbner – de siger, at jeg skal nyde dagene, for det bliver hårdt, intenst og lange dage. Det er sikkert også rigtigt, jeg er bare ved at blive utålmodig. Utålmodig efter at finde en rytme igen; en der hverken dræner mig eller gør mig doven, en mellemting, en hverdag, en stabilitet. Jeg savner mit gamle arbejde hver dag, også selvom jeg ved, at jeg ikke ville være glad, hvis jeg var der. Med andre ord føler jeg mig som fanget i et følelsesmæssigt limbo for tiden. Og det er lidt min egen skyld, for jeg var hurtig til at erklære, at jeg havde fået det perfekte job, der gav det hele mening. Nu skulle det hele blive godt. Og jo, der er kun gået 14 dage, og jeg kan egentlig godt lide arbejdet, men jeg kan ikke ryste følelsen af mig, at det føles forkert.

Jeg tror på, at det hele bliver bedre, når det nye sted er opstartet, og jeg kan se længere frem end 2-3 uger af gangen. Jeg prøver virkelig at tro på det. For det skal det jo. På mange måder savner jeg mest af alt følelsen af at være ung – og ufornuftig. Jeg savner at dumme mig. Jeg tager mig selv i tænke tilbage på sidste år med glimmerbriller og stjernestøv. Jeg husker det som en uforpligtende og “ung” tid. Jo, jeg arbejdede mere end det dobbelte af, hvad jeg har gjort det sidste halve år, og det knækkede mig flere gange, men jeg tillod mig selv at knække. Jeg tillod mig selv at dumme mig, få en masse tatoveringer og begynde at ryge. Det lyder sikkert absurd for nogen, men for første gang siden jeg var 16-17 år, følte jeg mig ung som alle de andre. img_0785Efter sommeren 2017 begyndte den følelse at fordampe en smule. Jeg har egentlig tænkt, at det var fordi, jeg erhvervede mig en hundehvalp – og jo, forpligtelserne der følger med sådan en firbenet ven, spiller da helt sikkert ind, men det er ikke kun det. Jeg siger ikke længere, at jeg holder sabbatår. Firkantet sagt tror jeg, mit hoved betragter sidste år som mit sabbatår og det her som mit velkommen-til-voksenlivet-år. År being 16/17, 17/18. Sommerferieår. Det slog mig, da jeg gentagende gange i beskrivelsen af mine nye kolleger sagde, at de er søde, men meget unge. De fleste er altså maks 3 år yngre end mig.

Med andre ord glæder jeg mig mere end nogensinde før til sommer – og i særdeleshed til sensommeren. Til studiestart.

img_0792

5 uger senere

 photo 30581308_10213547400732642_1804129346584051712_o_zpsvel5ulvo.jpg
5 uger klinger lidt særligt i mine ører. Jeg var i 2g på studietur i 5 uger i Malaysia og Singapore. De uger fyldte meget i snakken, bevidstheden og ja sågar i undervisningen. Det er 5 uger, jeg ofte refererer tilbage til, og som jeg bærer i mig med stolthed.

Det er i dag præcis 5 uger siden, at jeg stoppede på det arbejde, der har fyldt tusind gange mere end den studietur – og som har udviklet mig på en mere indgroet og udtalt måde. Det var jo halvandet år, så kampen er ikke fair. I dag starter jeg på ny – et nyt kapitel. Jeg startede på SMAG samme måned, som jeg spædt og usikkert havde begivet mig til København. Med et stort, kruset og meget afbleget hår. Med en aarhusiansk dialekt, der gjorde det umuligt for mine nye kolleger at tyde, hvor hulan jeg nu lige kom fra. Ikke på grund af dialekten, men på grund af udtalen af “Årrrrrhus”.  photo 30531037_10213547401652665_8348169817756270592_o_zpsiwir1cfs.jpg

Hun føles så fjern, hende der startede den varme august dag. Hende, der drak sig så fuld til julefrokosten, at hun måtte køres hjem i en taxa af sin spritnye chef. Hende, der ikke kunne sige nej, og som arbejdede som var det liv eller død. Hende, der ikke kunne overskue, at der også var en lejlighed med en fyldt vasketøjskurv, beskidte ruder og en række hårde hvidevarer, der skulle repareres. Hende, der forelskede sig i dem, hun ikke skulle, og som ikke kunne gengælde forelskelsen i ham, som så gerne ville have, at hun gjorde.

Hun føles fjern. Det gør hende, der cyklede ned gennem Fælledvej for sidste gang for 5 uger siden også. Jeg forstår mere og mere, hvorfor vi er mange, der beskriver livet som i kapitler; for begge dele føles på alle måder som to separate og afsluttede kapitler. På en måde bliver hele tilværelsen også mere overskuelig, hvis man tænker den i kapitler fremfor én lang roman. Så bliver det hele pludselig ikke så højtideligt. Enden på ét bliver starten på et nyt. Et nyt, hvor man drager erfaringer fra det sidste. Fx aldrig at få sit stakkels hår afbleget, så det ligner en akrylparyk fra BR. Det bliver dyrt senere – siger mine erfaringer mig 😉
 photo 30531300_10213547401852670_6483369548400558080_o_zpsdmdc7dfi.jpg

In the name of #udenfilter

29943165_10213486967341845_1248321803_o

  • Startede jeg dagen med solskin. Og en kop kaffe. Og en nutellamad. Og en smøg.
  • Havde jeg i går besøg af fire af de bedste mennesker, jeg kender – og glædede mig en smule til, at de gik. Så jeg kunne se The Crown. #sympatisk
  • Har jeg set begge sæsoner af The Crown på under en uge. Hvem sagde arbejdsløs? Okay, ikke længere, men tæt på.
  • Tissede jeg på min hund i morges. Ja, du læste rigtigt. Vi gik langt ude på Fælleden, jeg skulle tisse, hunden syntes, hun skulle tisse samme sted. Enough said.
  • Burde jeg virkelig give hunden et bad. Burde.
  • Var jeg på selvsamme morgentur iført vandrestøvler, nattøj og army-jakke. #classy
  • Har jeg lige erhvervet mig et par smukke ruskindsstøvler fra Acne.
  • Er jeg mere glad for mine vandrestøvler fra Ecco. I ringer bare til Søren Ryge. Jeg tror faktisk, vi ville klinge meget godt.
  • Har jeg fået at vide af min bror på 18 år, at jeg ser make-uppet ud. Men altså, gu’ fanden gør jeg det. Jeg er jo ligbleg – indenunder make-uppen.
  • Har jeg siden lørdag ventet utålmodigt på min menstruation. Halvt fordi jeg gerne vil have den overstået, halvt for at have en undskyldning for at aflyse alt og hive min dyne ind på sofaen. Den er ikke kommet endnu.
  • Sladrer de to betonklodser, der har lejet sig ind på den plads, der normalt er beboet af to friske stænger om, at den er på vej. Den har til fredag.
  • Havde jeg to timer sammen med et af de føromtalte bedste mennesker, jeg kender i går aftes. Vi har ikke set hinanden i et lille år. Hun er flyttet til London, mit liv har taget et par rutsjeture. Vi brugte ca. 90 pct. af tiden på at tale om fyre. #kliché

Model for en dag

“Buster kan noget andre ikke kan, han har nemlig lært tryyylle.” Synges der fra højtaleren. Jeg har lige smidt fritter af søde og almindelige kartofler i ovnen. Hunden er kollapset over i hjørnet, jeg sidder i mit lugtende løbetøj med en uset mængde make-up i krydderen. Det har været en stille og rolig, men begivenhedsrig dag. Jeg vågnede som fra en jetlags-koma, helt rundt på gulvet. Jeg forstår virkelig, hvordan den ene time kan betyde SÅ meget. Jeg lå og vendte og drejede mig omkring en million gange i nat. Det er noget af det værste, jeg ved; at ligge der lysvågen og dødtræt på én gang. Åh, hvor er det frustrerende. Nå men, op kom jeg. Føromtalte make-up blev malet i ansigtet og ualmindeligt pænt tøj blev placeret nøjsomt på kroppen – og så ud af døren.29680380_10213416173972055_565341707_o-1Destinationen var Den Gule By – eller Kineserbyen – en lille landsby af gule huser, som engang blev beboet af DSB-medarbejdere, og som den dag i dag stadig ligger i forbindelse med DSB’s centralværksted. 2,1 km fra min lejlighed, og jeg anede ikke, at det eksisterede. Jeg skulle ikke bare på opdagelse på nyt territorium, men agere model for en dag for søde Caroline Parkel, der til sommer søger ind på “Fotografisk kommunikation”. Det er efterhånden længe siden, at andre end mit selfie-kamera har taget billeder af mig, så jeg havde taget hundemusen med i Christiania cyklen – så var der jo en at posere med 😉 Og så har jeg muligvis ikke fået hentet min cykel inde i byen endnu… Hvorfor er det, man altid syntes, det er en skidegod idé at forlade sin stakkels cykel, når man har fået lidt alkohol i blodet? Det er altid så irriterende bagefter. Jeg har store problemer, I know 😉 Men altså, det bliver vel et reelt problem, hvis den ikke er der…

Jeg bliver aldrig ferm foran et kamera, men det er nu ret sjovt, når der står en dygtig fotograf bag kameraet, der kan guide en rundt i junglen af poseringer og ansigtsudtryk. Jeg undervurderer altid, hvor svært det er at se naturlig ud foran et kamera. De små bevægelser med håret, placeringer af de akavede hænder, skal man smile, skal man ikke – og hvor kigger man lige hen? Ned i jorden er selvfølgelig altid et bud. Som det fremgår af dagens selfie har jeg stadig lidt at lære  – fx et tage mere end ét selfie og at åbne øjnene 😉

Der begynder at lugte småbrændt, og jeg mangler stadig et smut i Irma, et bad og at lave resten af maden, inden maden egentlig skulle være færdig, så af sted med mig. Hav en dejlig mandag aften.

Older posts