Må man være nervøs nu?

Kender I det, når man har glædet sig så meget til noget i så lang tid, at det til sidst tilslutter sig i lyserødt filter, hvori alt er godt, fantastisk, dejligt og vidunderligt? Og når det så nærmer sig, begynder det lyserøde filter langsomt at falme og nærme sig et filter, der ligner virkeligheden? Sådan har jeg det lidt med den forestående studiestart. Jeg har glædet mig, som jeg ikke har glædet mig til noget, siden jeg var 5 år og skulle falde i søvn velvidende, at jeg i morgen ikke længere var 5, men 6 år. Og heldigvis for det. Jeg valgte netop at tage mit andet sabbatår for at glæde mig til at læse. Hvad jeg ikke vidste ikke var, at den glæde hurtigt kom og endnu hurtigere blev til en længsel, der senere ville sprede sig til hver en fibre af min krop. Jeg begyndte at savne at bruge mig, mit hoved og min stemme. Alle der har været i servicebranchen mere end et par vagter, kender muligvis til følelsen af, at ens personlighed langsomt fordufter i takt med, at ens stemme transformerer sig til en lyd meget lig, den man hører, når (okay: hvis) man aflytter sin telefonsvarer. En robotagtige stemme med hang til at genbruge de samme fraser igen og igen.

Forstå mig ret, jeg elskede restaurationsbranchen det første 1,5 år tids. Jeg havde faktisk en kort periode i efteråret 2017, hvor jeg legede med tanken om at blive i den for good – ret sjov tanke, at det var den samme person, der to år tidligere blev hjemme fredag aften for at lave matematikaflevering, “for jeg skulle jo læse medicin”. På den ene side lyder det som to forskellige personer, på den anden side har jeg svært ved at overse fællesnævneren, når jeg skriver det sort på hvidt; jeg er allermest mig selv, når går all in. Om det er på visionen om at læse medicin, styrketræning, arbejde eller at have hund, er egentlig sekundært. Denne sommer er jeg gået all in på at lave så lidt som muligt. Måske et selvmodsigende udsagn, måske ikke. En af hovedårsagerne til, at jeg sagde mit job op, var, at jeg ikke længere kunne tage det seriøst – uanset, hvor hårdt jeg prøvede. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gjorde mit arbejde, eller ikke gjorde mig umage med mit arbejde – mere, at ikke kunne få det ind under huden. Jeg har vist tidligere beskrevet det som at være en pensioneret, der vendte tilbage på arbejdsmarkedet. Muligvis lidt en tidlig alder at tage en sådan analogi i brug, men hvis hatten passer 😉

Min mormor har i hvert fødselsdags-, jule- og lykønskningskort adresseret mig, skrevet, at jeg har drive. Det har jeg altid været stolt af, at hun har skrevet – for det har hun skisme også, men det havde jeg bestemt ikke den sidste tid. Ikke fordi, at det ikke var et dejligt sted, men fordi jeg følte mig færdig. Som om mit hoved var et andet sted end min krop. Mit hoved var ved studiestart, og det er det stadig. Nu ikke kun, fordi jeg trænger til luftforandring, men fordi det lyserøde filter har gjort, at jeg har glædet mig til det hele: bøgerne, forelæsninger, studiegrupperne – selv eksamerne. Men som jeg indledte med at skrive, begynder det lyserøde filter at falme, og selvom jeg stadig glæder mig til på mandag (!!), begynder nervøsiteten også at indtage de fibre af kroppen, der før var fyldt af længsel. Jeg har aldrig været ølbowlingstypen. Jeg har altid flygtet fra alt det holdsport, jeg kunne flygte fra, og set mit snit til at løbe på toilettet, hvis ordet “navneleg” ramte nogens læber. Jeg holdte alle sleepovers og festerne hjemme hos mig helt fra 1. klasse – for så kunne jeg altid sove i min egen seng.

Jeg skal nok deltage, og jeg ved, at det bliver godt det hele, men nervøsiteten har altså ramt mig. Jeg har ikke gået i skole i to år, jeg har ikke haft lektier for i to år. Jeg har ikke levet af en SU i to år. Jeg har ikke leget navneleg i to år. Jeg har aldrig gået på universitetet. Damn. Jeg er 100 pct. mere klar, end jeg var for både et og to år siden, og jeg skal nok lade være med at løbe på toilettet, når ordet navneleg smides i luften, men all in på navneleg – det kommer nok ikke til at ske.

Nulstille del 2

Det var det der ‘nulstilling’, vi kom fra. Hvorfor og hvordan? Og er det ikke lidt for langhåret? Igen et nemt spørgsmål til sidst; det synes jeg ikke. Jeg gør det, fordi jeg kan godt lide tanken om at have afsluttet et kapitel, før jeg starter på et nyt. Og med afsluttet mener jeg ikke blokeret en ekskæreste på Facebook eller slettet alle billeder fra den foregående tid – det kan måske være første skridt, men jeg vil gerne nå til næste skridt – der, hvor det ikke længere fylder og definerer en.

Måske nogle stykker af jer kan huske den sommer for to år siden, hvor jeg flyttede til København? Den er for mig blevet synonym med frihed. Ikke mere kostplan, ikke mere skole, ikke mere byen, jeg voksede i, eller menneskerne jeg voksede op med. Det var skræmmende AF, men det var også virkelig godt for mig. Jeg fik nulstillet. Jeg startede på et arbejde, der kom til sluge både alt min tid og meget af mig. Sidstnævnte har jeg forsøgt at bearbejde de sidste par uger; for hvordan bliver man så opslugt af en arbejdsplads, at man sætter sig plads på standby for altid at være tilgængelig? For ikke at skrive et indlæg så langt, at selv den mest trofaste falder fra, springer jeg frem til min egen konklusion. En konklusion, jeg kom frem til ved at skrue tiden endnu længere tilbage; til min gymnasietid, nærmere bestemt min SRP, hvor jeg skrev om dannelse i litteraturen. Her formulerede jeg mit dannelsesbegreb omkring følgende sætning: at blive en anden for at blive sig selv. Den tanke, kan jeg ret godt lide, især fordi den er meget passende på det 1,5 år, hvor jeg var på SMAG.

Jeg tabte for et års tid siden min telefon i en stor gryde, alt gik tabt, og jeg har derfor ikke set billeder af mig selv fra den periode. Indtil for en uge siden, hvor jeg loggede ind på min iCloud. Det var ret interessant. Interessant at se mig selv i Carhartt hættetrøje, med Soulland huer, høje støvler, stramme tights og en tand for meget bronzer. Ja, kombineret. Jeg ændrede mig i det halvandet år. Og så ændrede jeg mig lidt tilbage. Selvfølgelig er jeg ikke tilbage til den, jeg var for den sommer for to år siden, måske nærmere en midterposition, men stadig – jeg går ikke i lige præcis det outfit længere 😉 Der er mange ting, jeg ikke gør længere, fx at sætte en arbejdsplads foran mig selv. Eller græde mig selv i søvn, fordi mit hoved er forvirret, min krop er træt, og følelsen af hjemve og udbrændthed overvælder mig.

I mit nostalgiske hoved havde jeg lidt fortrængt det sidste. Måske fordi det ikke har en direkte sammenhæng. Jeg huskede (næsten) kun alt det gode, alle de dejlige mennesker, festerne, mine mange forelskelser, og at jeg på mange måder er blevet stærkere og gladere af min tid der. For det er jeg. Det blev en tryg base, hvorfra jeg inden for velkendte rammer kunne finde ud af, hvem jeg er. Hvem halvvoksne mig er. Det er en dødforvirrende og frustrerende tid, når man går ud af gymnasiet, flytter hjemmefra og skal lære at klare sig selv. Det var det i hvert fald for mig. Det var derfor fantastisk og trygt at have et sted, man hørte til, hvor man fik lidt af den anderkendelse, man er vant til at få hver uge i gymnasiet, når intranettet fortæller, at man har fået sin aflevering tilbage.

Og så sluttede det, og den base forsvandt, og jeg holdte klamrende, mentalt fast i den – og har nok først nu sluppet jerngrebet. Det hjalp ikke at fortrænge det, det hjalp heller ikke at svælge i det, det hjalp tværtimod at tage mig selv seriøst og sige hvorforhvad skete der lige. I virkeligheden hjalp det hele nok. Men guderne skal vide, at det er 100 gange sværere at definere sig selv uden at kunne sige “jeg er studerende, jeg er sygeplejerske, jeg er Ulriks kæreste (fiktiv, btw)”. Næh, jeg er bare mig selv – og hvem fanden er det?

P.S.

Jeg lå for tre uger siden i min mormors sofa og faldt over et afsnit Beverly Hills 90210. Det var sommer, og de skulle alle på ‘Beverly Hills Beach Club’, undtagen Brenda – for Dylan var der. I stedet dedikerede hun sig til sin dramaklasse, hvor hun via en vinterjakke skulle genkalde sig en scene fra sin barndom. Hun render frustreret, grædende rundt i et forsøg på at genkalde nogle følelser, der ikke var der. Først da hun (ved hjælp af sin far) kommer i tanke, hvilken fest oplevelsen i virkeligheden havde været, kunne hun tage til stranden. Velvidende, at Dylan ville være der.

22. gang er lykkens gang

Jeg har nu åbnet et tomt dokument ca. en gang dagligt i en måneds tid – hver gang med samme resultat: det uoverskueligt tomme dokument bliver endnu mere uoverskueligt af, at der endnu en gang er gået alt for tid, siden det sidste ord florerede herinde. Jeg har flere gange overvejet, om det måske er på tide at kaste håndklædet i ringen og acceptere, at jeg ikke længere formår at oprette en rutine herinde, der gør det værd at følge med, men også det udskyder jeg. For lige så inaktiv jeg er herinde, lige så meget elsker jeg den her platform, så nu igangsættes forsøg nr. 100. Og så går jeg endnu en gang i stå – for hvor starter man lige efter flere måneders fravær? Et hurtigt recap? Jeg sagde for to uger siden mit job op. Et job, jeg kun nåede at have i tre måneder, og som jeg i det store hele var rigtig glad for. Så hvorfor sige op? Kunne man spørge. Det var ikke en nem og hurtig beslutning, det er det jo sjældent, når der er økonomi involveret – og så alligvel, for jeg vidste fra første gang, tanken begyndte at cirkulere, at det var den rigtige beslutning.

Og hvorfor var det så det? For at passe på mig selv, sagt kort, men præcist. Bloggen her startede tilbage i 2013 som en sundhedsblog, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at vende lidt tilbage til, for selvom mit svar i dag ville være diamentralt modsat kontra dengang, hvis du bad mig definere ‘sundhed’, så tror jeg, ‘kernen’ er den samme. Ordet sundhed har langt fra været overskriften på mit liv de sidste to år, og det har været befriende og tiltrængt og helt rigtigt, men det har også betydet, at jeg ikke har passet vildt godt på mig selv. Her snakker jeg ikke, om hvad der har ligget på min tallerken eller om antal løbeture.

Udadtil kan det måske syne, at jeg har smidt sundhed i skraldespanden uden ambitioner om at tage den op derfra igen. Det har jeg det egentlig fint med, nogle gange rammer tanken også mig selv. Tænker jeg videre over det i mit hav af navlepilleri, er det  meget langt fra sandheden. I virkeligheden er ’sundhed’ nok det styrende element i både mit tankesæt og tilgang til tilværelsen. Min definition af sundhed har bare ændret sig. Min definition af at være ’sej’ har ligeledes taget et ryk i den modsatte retning af, hvad den hidtil har været. Sådan er det nok, som årene går; man gør sig erfaringer på egen krop, og den husker det. Arbejdede jeg mere end en gennemsnitlig arbejdsuge i en branche, jeg var ved at få nok af, forsvandt mit overskud, og min krop lukkede langsomt ned. Detaljerne vil jeg skåne jer for, og selvom det kan være enormt frustrerende for det tilhørende hoved, der jo kan erindre, at jeg tidligere har kunne køre i et helt andet gear, er jeg pisse taknemmelig. Undskyld mit franske. For at arbejde som en gal, huske mine grøntsager og træne mig gul og blå i et skrig efter anerkendelse fra alle andre end mig selv. Eller måske mest af alt fra mig selv. Ja, det er i hvert fald ikke sundhed for mig længere.

Det vil jeg gerne ‘snakke’ lidt (meget) mere om: sundhedsdefinitioner. Jeg vil også gerne snakke om forestående studiestart, om at bo alene, om at have hund, om dulledrej, om gode bøger og om 117 andre ting. Hvad siger I? Er I med på forsøg nr. 100? Det håber jeg virkelig.

Må jeg spole fremad?

img_0774Jeg har kun tre arbejdsdage i denne uge, derefter 12 dage fri, indtil den nye restaurant åbner – de siger, at jeg skal nyde dagene, for det bliver hårdt, intenst og lange dage. Det er sikkert også rigtigt, jeg er bare ved at blive utålmodig. Utålmodig efter at finde en rytme igen; en der hverken dræner mig eller gør mig doven, en mellemting, en hverdag, en stabilitet. Jeg savner mit gamle arbejde hver dag, også selvom jeg ved, at jeg ikke ville være glad, hvis jeg var der. Med andre ord føler jeg mig som fanget i et følelsesmæssigt limbo for tiden. Og det er lidt min egen skyld, for jeg var hurtig til at erklære, at jeg havde fået det perfekte job, der gav det hele mening. Nu skulle det hele blive godt. Og jo, der er kun gået 14 dage, og jeg kan egentlig godt lide arbejdet, men jeg kan ikke ryste følelsen af mig, at det føles forkert.

Jeg tror på, at det hele bliver bedre, når det nye sted er opstartet, og jeg kan se længere frem end 2-3 uger af gangen. Jeg prøver virkelig at tro på det. For det skal det jo. På mange måder savner jeg mest af alt følelsen af at være ung – og ufornuftig. Jeg savner at dumme mig. Jeg tager mig selv i tænke tilbage på sidste år med glimmerbriller og stjernestøv. Jeg husker det som en uforpligtende og “ung” tid. Jo, jeg arbejdede mere end det dobbelte af, hvad jeg har gjort det sidste halve år, og det knækkede mig flere gange, men jeg tillod mig selv at knække. Jeg tillod mig selv at dumme mig, få en masse tatoveringer og begynde at ryge. Det lyder sikkert absurd for nogen, men for første gang siden jeg var 16-17 år, følte jeg mig ung som alle de andre. img_0785Efter sommeren 2017 begyndte den følelse at fordampe en smule. Jeg har egentlig tænkt, at det var fordi, jeg erhvervede mig en hundehvalp – og jo, forpligtelserne der følger med sådan en firbenet ven, spiller da helt sikkert ind, men det er ikke kun det. Jeg siger ikke længere, at jeg holder sabbatår. Firkantet sagt tror jeg, mit hoved betragter sidste år som mit sabbatår og det her som mit velkommen-til-voksenlivet-år. År being 16/17, 17/18. Sommerferieår. Det slog mig, da jeg gentagende gange i beskrivelsen af mine nye kolleger sagde, at de er søde, men meget unge. De fleste er altså maks 3 år yngre end mig.

Med andre ord glæder jeg mig mere end nogensinde før til sommer – og i særdeleshed til sensommeren. Til studiestart.

img_0792