Er I klar til den lækreste opskrift, der længe har fundet sin vej til domænet? En salat, der mætter, smager og pryder øjet. Har stadig ikke fået armene ned over, hvor lækkert det var. Kombinationen af de søde hokkaidotern, den salte broccoli, de knasende nødder og den sprøde hvidkål. Kan I mærke entusiasmen? Shit. Selvom jeg elsker simple retter med få ingredienser, får man altså den fedeste og mest festlige ‘salatbar-effekt’ ved at blande adskillige smagsindtryk i én ret. Det 

Det skal du bruge til 2-4 personer:

• 1 hokkaido græskar
• 1 dåse sorte bønner
• Solsikkekerner
• Pekannødder
• 1/2 øko-hvidkål (øko er typisk betydeligt mindre)
• Salt og peber
• Olivenolie
• 1 snackpeber
• 1-2 løg
• 1 broccoli

Sådan gør du: 

1. Tænd ovnen på 200 graders varmluft
2. Skrub hokkaidoet, halvér det, fjern kernerne og skær det i tern
3. Vend ternene i olie, salt og peber
4. Sæt ternene i ovnen – de skal have omkring 45 minutter, vend dem med jævne mellemrum
5. Efter ca. 30 minutter, kan du gå videre i krig
6. ‘Skræl’ løget og skær det ud i tynde ringe
7. Lad løget hygge sig og blive blødt ved lav middelvarme på panden
8. Skær broccoliet i små buketter (stilken i mindre stykker) og bring det på den oliebeklædte pande
9. Giv panden selskab af den røde peber – skåret i ringe
10. Hæld vandet fra bønnerne – bring også dem på panden
11. Krydder med salt og peber
12. Rist kerner og nødder på en tør pande, som til sidst får lidt olivenolie og salt (alternativt; soya)
13. Tag hokkaidoet ud af ovnen, lad det køle lidt af
14. Snit hvidkålet relativt fint og læg det som bund på tallerknen
15. Anret, nyd, spis

“Du er den sidste på kloden, jeg troede ville ty til plantebaseret kost”, denne besked lå i min indboks fra en plantespisende veninde. Går vi et par måneder tilbage i tiden, tænkte jeg nogenlunde det samme om mig selv, for i perioder spiste jeg jo fem måltider dagligt – alle, hvor kød agerede hovedbestand. På daværende tidspunkt tøvede jeg ikke et sekund med at smide kødpakkerne i indkøbskurven, det var en vane – og en indgroet en af slagsen.

Det eneste, der trykkede var den nagende mijøsamvittighed, for det var et stort forbrug – denne søgte jeg at stilne ved at købe dansk og økologisk. Sidstnævnte begrænsede budgettet i lige så høj grad som de indgroede vaner og de store mængder begrænsede opfindsomheden, der nærmede sig ikke-eksisterende. Det var først, da min mave gik i stå for små to måneder siden, at det gik op for mig, at rammer og ensidighed er nok så fedt – indtil man ikke har mulighed for (eller lyst til) at blive i det.

Springer vi frem til i dag, er både rammer og indgroede vaner smidt over i hjørnet. Jeg har lyst til at skrive, at jeg spiser præcist det, jeg har lyst til, men det vækker altid en forundring, når jeg læser andre skrive det; for det må altså være de færreste, der spiser præcist det, de har lyst til 24/7. Er jeg helt forket på den, må I prikke til mig 😉 Men langt størstedelen af tiden, gør jeg – og det er fedt. Virkelig fedt. Lige nu er lysten til kød der ikke, så det lytter jeg til.

Til gengæld er lysten til kikærter, grøntsager, chokolade, brød, nødder og en masse andet der. Kødet savner jeg ikke, og det er derfor kun røget indenbords i sociale sammenhænge. Måske fordi det er ret befriende at tænke i helt nye baner. For det tvinger altså en kødspiser til at tænke i nye baner, når kødet tages af tallerknen. Man bliver lidt mere kreativ. Når det så er sagt, er det langt fra alle kødfrie måltider, der kræver aktiverede hjerneceller (eller uanede mængder grønt); bl.a. har rugbrødsmadder fået en renæssance hos undertegnede. Rugbrød er en seriøst undervurderet spise 😀 Måske jeg skulle lave en dag i mad?

Nu vil tage den sidste bid rugbrød (vi snakker ‘snickers-mad’) og den sidste tår kaffe og snøre løbeskoene. Jo jo, det der morgenløb afprøves – måske alt kan få en renæssance?