Lukket for ombygning

14089630_845801075522064_1520486508_nOvenstående blev der ofte sagt om undertegnede i teenageårenes spæde start. De gør sig vist gældende igen for tiden. En del af hormonhvirvlet tildeler jeg legitime årsager – eller blot én årsag. Det resterende må jeg tage på mig selv. Jeg har ingen solstråle været den seneste uge – tværtimod har mit følelsesliv været en stor garnnøgle uden orden i en eneste tråd.

Trådene vikler sig langsomt ud – en for en. I perioder som disse bliver jeg en karikatur af en introvert. En introvert, der i høj grad skal vænne sig til ikke at være alene lejligheden. Der skal vænne sig til ikke at have den tætteste veninde, sin familie eller sine hunde at hive med en tur til vandet. Der skal minde sig selv om, at det er okay at være sig selv.

For det er det jo; også selvom det til tider virker mere appellerende at være en, der kan bade i selskab dagen lang og gå i seng med et smil på læben og en ro i kroppen. Jeg elsker at være social, men har ligeledes en drænende effekt på mig. Det er nok noget med at finde en balance – som med alt det. En balance mellem at være i tænkeboks og blot være i nuet.

Mindre identitetskrise

13607900_10208078810661308_1310232671_nJeg kunne ikke sove i går – eller det vil sige, jeg gav det ikke rigtigt et forsøg, før jeg gav op. Mit hoved var fyldt til randen; tankernes tempo overdøvede kroppens skrigende søvnbehov. Mit humør herovre har været godt, selv ikke opstøven af gamle billeder eller tårepressende sange, har givet tankemylderet eller hjemveen anledning til at melde sin ankomst. I nat kom de dog snigende. Muligvis fordi jeg har været mere alene de sidste par dage, end jeg har været i måneder.

Smider vi kortene på bordet, sidder jeg med følelsen af at være smidt på åbent hav – uden mulighed for at vurdere, om der er længst til den velkendte eller ukendte side af bredden. Og når nu vi er gang i med kortene, kan jeg lige så godt smide klichékortet; jeg ved sgu ikke, hvem jeg er. Det lyder så romantisk med et sabbatår med centrum i “at finde sig selv”, i realiteten bliver det nok på mange måder et år med smil, latter, tomme lommer og hårrivende frustration.

I studenterugerne fik jeg en trang som aldrig før til at søge væk fra den identitet, jeg følte mig så fastlåst i. Jeg ville have det sjovt og lade træningsuniverset skrumpe til en størrelse af ubetydelig art. Jeg ville med andre ord være alt andet (og alle andre) end hende, jeg havde været de sidste tre år. Jeg skrev måske her, at det noget af det vigtigste, jeg har erfaret, er ikke at fortryde ting, der tidligere gav mening – men, mine studenteruger var i den grad præget af fortrydelser. Og nej, ikke dem, hvis ophav skyldes høje promiller 😉

Min vision var at lære at tage let på tingene og lægge så få planer som muligt. Tage tingene, som de kommer. Perfektionisme, karakterpres og strukturhungren stod mig ud af halsen. Aarhus stod mig ud af halsen; jeg ville væk. Måske dramatisk, men ikke desto mindre sandt. På mange måder fik jeg sikkert i mit hoved forvekslet byens skærmende murer med de murer, der udgjorde rammerne, jeg opsatte for, hvem jeg var og er. Det lyder måske både skørt og flugtpræget, men jeg vælger at se på det som et altoverdøvende behov for sceneskift.

Der er bare det, at et sceneskift måske giver mulighed for rolleskift, men den rolle kommer ikke med et foreskrevet manuskript. Det har en forhistorie, en prolog, mens resten af siderne; dem skal man skrive med egen pen. Og selvom jeg har en forkærlighed for ord og deres magiske sammensætning, så kan vi alle få skriveblokade. Ikke nødvendigvis fordi vores pose med ord er tom, men fordi man ikke ved, hvilket ord, der skal stå først, hvornår man skal sætte sit første punktum, og hvilke ord man skal lade ligge i posen.

Det blev en lang og lettere snørklet smøre. Jeg kunne fortsætte længe. Hvad jeg egentlig vil frem til, ved jeg ikke – det er måske en del af det. Det sidste år har været så mærkeligt, så påvirket af, at jeg ikke turde springe, men i stedet konstant sad tilbage med en følelse af at gøre det hele mere halvt end helt. Nu står udfordring og forandring i højsædet, og det giver både ro og uro. Jeg ved, at dette føles mere rigtigt end noget andet, men så ved jeg ikke så meget mere. Bortset fra, at det hele nok skal gå – hvordan, dét ved jeg ikke.

Hverdagsdrømmerier

13595471_10208055108708774_895261138_n

Mit hoved hører under dem, der aldrig er helt tilstede i øjeblikket; det befinder sig oftest i en flirt med fremtidsvisioner. Da jeg var mindre, kunne jeg i sommerdagenes omfavnen bruge timevis i havets lunefulde bølger, mens de andre lå og solede sig i det varme sand. Timerne i havet blev brugt på at drømme om fremtiden – fremtiden, som man svævede problemfrit gennem, naturligvis. Oftest stærkt inspireret af den aktuelle fantasiverden, jeg var indrullet i, om det var en litterær- eller en tv-boble, det var underordnet. Sidste år gik der dagligt drømmende minutter, hvor min kælderlejlighed visuelt blev indrettet – i år indrettes københavnerlejligheden. For jeg flytter jo, lige om lidt. Omend de fleste taler for, at man skal være i øjeblikket, er der et eller andet over at have små drømmende stunder, hvor man kan drømme sig lidt væk, bare i få korte øjeblikke. Ikke for at flygte fra virkeligheden, men for at få en kort pause; et indblik i, hvordan man forestiller sig sit liv kommer til at udspille sig – også selvom det uden tvivl er en anden film, der sættes på. For som min far har forsøgt at banke ind i hovedet på mig et par tusinde gange, sker tingene aldrig præcist, som man har forestillet sig – og thank god for det. Ellers skulle jeg jo giftes med Chuck Bass 😉

Det er sjovt at drømme sig væk, det er også sjovt at være tilstede i øjeblikket, men det sjove for mig findes især i at hive hovedet tilbage i tiden og tænke over, hvor anderledes tingene har udspillet sig. Grebet af nostalgi gik jeg for et par aftener siden en omvej. Jeg fandt mig selv på det areal, der udgjorde rammerne for leg, spil, grin og gråd i 10 år – min gamle skolegård. Det samme gjorde jeg i dag ved den 3-årige arena, mit gymnasium. Tankerne faldt tilbage på første skoledag, hvor nervøsiteten gjorde min ben til gelé og mit hoved ude af stand til at tænke klart; for hvad nu, hvis tingene ikke gik, som man så desperat ønskede sig? Det gjorde de ikke, selvfølgelig ikke. Men det hele gik, af nye veje. I dag var de store, gamle og farlige bygninger skrumpet. De var ikke farlige, det har de ikke været længe. Ej heller var de et symbol på en ny tid, de huser i stedet minder; minder, der livagtigt udspillede sig i mit nu klarsynede hoved. Hvor den næste rundtur skal foregå, det må tiden vise 🙂

En knude i maven og et pres på skuldrene

13101296_10207589207741541_728092759_n

Jeg skrev lidt om det sidst, jeg kiggede herind, og jeg skriver lidt om det igen i dag. Det bliver en personlig og lidt snørklet omgang. Om presset på skuldrene, knuden i maven og de søvnløse nætter. Presset, der mest af alt kommer fra mig selv, men som alligevel er noget nær mulig at ryste af sig. Jeg taler om den sidste gymnasietid. Zoomer vi ud til det overordnede plan, går det godt. Jeg når det, jeg skal, laver det, jeg skal og holder et godt humør – det ville være rart blot at sætte et punktum der, for det er jo det her, vi har gået og ventet på? Huen, enden, punktummet. Det er bare sværere, end jeg var forberedt på – at sætte det punktum. Mest af alt, er det svært at finde ro lige nu; det er som om, jeg har indstillet både krop og sind på at opretholde en kadence, der egner sig til motorvejen, og som ikke kan stoppes, inden målstregen er nået. Hvad jeg har glemt i den ligning, er, at man ikke kan nå rastepladsen, hvis man ikke sætter farten ned og blinker ind, i god tid. De fleste dage betyder det, at jeg farer rundt, lige indtil klokken siger sengetid, og jeg med hast når i seng i tide – med det resultat, at jeg selvfølgelig ikke kan sove. Og det frustrerer mig som intet andet. Det er som, at alle dagens sanseindtryk, begivenheder, følelser og samtaler skal vendes, inden jeg kan lukke og slukke. Jeg synes lige ud sagt, at det er pissehårdt at skulle “performe” hele tiden; at alt skal opbygges omkring eksamenslignende situationer, og at der konstant er en bevidsthed, der minder en om de der karakterer. Og jo selvfølgelig skal man holde i og “kæmpe”, men jeg har erfaret, at det for mig først er en sejr, hvis jeg har haft mig selv med og respekteret mine grænser.

Jeg er uden tvivl det, man vil kalde særligt sensitiv – og en introvert en af slagsen. Det har taget mig lang tid at erkende, for en del af mig har lyst til at være med. Med til alt det sjove. For det skal man jo. I hvert fald, hvis man vil følge normen. Jeg er vist på vej ud af tangent, der fortjener sin egen scene, men helt irrelevant i sammenhængen er det ikke – det fører nemlig til, at jeg har lært at tage en dag ud af kalenderen, når behovet opstår. Det gør intet godt for min fraværsprocent, men det gør alt godt for mig, og det er trods alt vigtigst. Jeg tror, det er vigtigt at tage pauser og sætte farten ned et minimum – man skal nok nå frem – og på denne måde i ét stykke.