Om vintertid og iscenesat travlhed

pa202434 Jeg har ikke travlt i dag, det troede jeg, jeg ville have, men så kom vintertid og et vant hurtigt tempo mig i forkøbet. For lige at knytte en kommentar til vintertidsbemærkningen; har min krop stadig ikke fattet, at det ikke betyder, at jeg skal op, så snart solen insisterende lyser mit soveværelse op. Tilbage på sporet (og tilbage under dynen). Det betyder, at jeg nu kl. 10.55 ligger smidt på min seng med ingen andre planer end en hudbehandling (okay, det er en spraytan) om 2 timer og arbejde 5 timer derude i fremtiden. Og hvorfor er det så interessant?

Det er det måske heller ikke, bortset fra, at jeg øver mig på ikke at dyrke travlhed – og i sær grad iscenesat travlhed. Med fare for at lave en “Mads Christensen” og kommentere på en tendens i samfundet, så synes jeg, at vi (ja, i allerhøjeste grad mig selv inkluderet) er slemme til at anvende de sociale medier til konstant at promovere vores travle kalendere. Jeg tog flere gange mig selv i på falsk heroisk manér at fortælle alle på min vej om mit stressudslæt og min fyldte kalender. Måske som bortforklaring på mit manglende nærvær, halvhjertethed og rander under øjnene, måske fordi det er lidt sejt at have travlt og lege superwoman. Jeg trives også med at have travlt, men jeg trives eddermame også med at ligge her og stirre ud i luften – eller måske endda lukke øjnene, bare lidt. Jeg har jo ikke travlt. picmonkey-collage1

Natteskriverier

Jeg er så træt, at det næsten gør ondt – alligevel ligger jeg her. Før med øjnene stirrende mod det lille lysglans på væggen, nu med computeren på skødet. Om det er jetlaggen, min soven længe, eller det tankekaos, jeg skrev om her, ved jeg ikke. Sikkert en kombi. Det er det ofte. Min plan var egentlig at få påbegyndt en række rejsedagbøger fra New York, men lige nu trykker ‘post New York-syndrom’ mest. Hånden på hjertet ryster jeg nogle gange (diskret) på hovedet, når jeg hører nogle snakke lovprisende om at rejse; om hvordan det ændrer en og sætter tingene i perspektiv. Den aha-oplevelse har jeg sjældent fået, selv ikke på de rejser, der har været længst både i tid og distance. Den fik jeg denne gang. Måske det fordi jeg denne gang ramte et tidspunkt, hvor jeg er dødforvirret.

Og hvad er jeg så forvirret omkring? Tænker man måske. Jeg fristes til at skrive alt. Jeg er igen (igen, igen, igen) kommet i tvivl om, hvad jeg vil læse. Kender I det, når man kan forestille sig selv i studiet, men ikke i jobbet – og omvendt? Sådan har jeg det med henholdsvis litteraturvidenskab og medicin (yes, de to kendinger igen). Og så vil jeg gerne anskaffe mig en hund, men jeg vil også gerne nyde den frihed, alle siger, man skal huske at nyde og værne om. En frihed, jeg først nu har indset, hvor fantastisk og skræmmende kan være.

Grunden til, at mine drømmer falder på en hund gik op for mig på den aha-givende ferie: jeg savner at have familie omkring mig, helt ind i min grundvold. On that note, så skræmmer det mig helt ustyrligt, at jeg nu er fyldt 20, og at jeg dermed indenfor almindelighedens rammer kunne have min egen familie indenfor 5 år. I mit hoved er der yderligere 20 år til, at det lyder aktuelt. Så hellere en hund 😉

Om at være hende den nye

Skærmbillede 2016-09-02 kl. 07.59.59Jeg har aldrig været god til at hende den nye; tanken om smalltalk og sporadisk kendskab får ikke ligefrem mit hjerte til at springe slag over. Går man vi en håndfuld år tilbage i tiden, er det straks værre, for som nogle måske kan huske, har jeg stammet i størsteldelen af mit liv – værst var navnerunderne, som jeg gjorde mit ypperste for at undgå. For at undgå øjeblikket, hvor alles øjne hvilede på en – og hvor størstedelen ofte vidste, at om lidt sad det fast – navnet, der sad fast i halsen, og tiden, der stod stille. Følte jeg. I takt med, at min stammen falmede og til sidst næsten forsvandt, giver tanken om navneintroduktion mig ikke sved på panden, ej heller knuden i maven. Alligevel er jeg typen, der skal have et kæmpe spark bagi (oftest af mig selv) for at springe ud i nye omgivelser med nye mennesker.

Det var trygt og rart, at den første måned herovre hovedsageligt blev tilbragt med kendte ansigter (mest mit eget), men jeg kunne også mærke, at der manglede noget. En følelse, jeg ikke har haft i sådanne dimensioner, siden jeg startede på gym; længslen mod det nye. Nye mennesker, nye omgivelser, ny energi. Paradoksalt nok har jeg efter to dage i navlen af nyt ikke følt mig så meget som mig selv i 100 år. Det er en god følelse. Behovet for at gemme mig bag selvopsatte murer er pakket væk – erstattet af lysten efter at springe. Og selvom springene kræver smalltalk og navneintroduktion giver de flere smil end maveknuder. Måske tanker man som ny på universitetet kan nikke genkendende til?

Lukket for ombygning

14089630_845801075522064_1520486508_nOvenstående blev der ofte sagt om undertegnede i teenageårenes spæde start. De gør sig vist gældende igen for tiden. En del af hormonhvirvlet tildeler jeg legitime årsager – eller blot én årsag. Det resterende må jeg tage på mig selv. Jeg har ingen solstråle været den seneste uge – tværtimod har mit følelsesliv været en stor garnnøgle uden orden i en eneste tråd.

Trådene vikler sig langsomt ud – en for en. I perioder som disse bliver jeg en karikatur af en introvert. En introvert, der i høj grad skal vænne sig til ikke at være alene lejligheden. Der skal vænne sig til ikke at have den tætteste veninde, sin familie eller sine hunde at hive med en tur til vandet. Der skal minde sig selv om, at det er okay at være sig selv.

For det er det jo; også selvom det til tider virker mere appellerende at være en, der kan bade i selskab dagen lang og gå i seng med et smil på læben og en ro i kroppen. Jeg elsker at være social, men har ligeledes en drænende effekt på mig. Det er nok noget med at finde en balance – som med alt det. En balance mellem at være i tænkeboks og blot være i nuet.