Nulstille

Jeg har nu spolet mig igennem omkring 17 sange for at finde den helt rigtige. I ved, den sang, der er lige lækker nok til, at man arbejder fremragende til den, men ikke så lækker, at man ikke kan koncentrere sig og i stedet danser rundt, som havde man ild i røven. Jeg kører lige nu rundt i noget Post Malone – sikkert grundet den FOMO, der rammer mig, hver gang jeg ser endnu et selfie med selvsamme mand derovre i en jysk Bøgeskov. Til gengæld fryder min smålighed sig en smule over Kendrick Lamars angivelige halvhjertede præstation i går. Jeg beklager; jeg er ikke et stort nok menneske til at kunne rumme andet. Som jeg swiper mig forbi endnu en uafsluttet sang, kommer jeg i tanke om, hvad der egentlig var, jeg ville skrive om; nemlig at ‘nulstille’.

Når jeg skriver nulstille, er vi ikke ude i en drastisk filmscene, hvor huset bliver solgt, manden udskiftet, scenariet flyttet til Californien og håret farvet. Nej, tværtimod har jeg aflyst min frisørtid, der ellers falder med præcise intervaller i håbet om, at min egen hårfarve blender sig harmonisk ind mellem de semi afblegede, semi solbeskinnede lokker et par cm nede. Jo, og så for at spare pengene – for jeg har jo sagt mit arbejde op, uden intentioner om at starte på et nyt. Bevares, nu starter jeg også på studie om 14 dage (gisp), men altså. Jeg har ikke arbejdet i 1,5 måned, i stedet har jeg tilbragt en uge i Italien med lige dele vandring, solbadning, frokoster af det lyseste lyse brød, havvand og udrikkeligt stærke mojitos skyllet ned med nogle mindre generøse, men mere drikkelige Aperols. Jeg har været i Aarhus og set flere mennesker, end der var dage. Jeg har drukket vin på altanen på Bryggen i det ene fremragende selskab efter det andet – og så har jeg været alene. Rigtig meget.Jeg har løbet og gået utallige ture – primært i selskab af min yndlings firbenede ven. Et par gange har både veninder, venner og Drake fået lov at komme med, ellers har det bare været mig og den firbenede. Jeg har lavet granola, bagt boller, læst (og købt) bøger, oversprøjtet mig med parfumer fra Magasin, danset rundt i timevis foran spejler, spist vandmelon til frokost, cyklet ture rundt i byen uden formål og reorganiseret min lejlighed. Alle ting, jeg havde kunne finde på at gøre, da jeg var 15 år.

 

Nu nærmer vi os mit nulstillingsbegreb, for det er det, jeg prøver på; at nulstille mig selv. Og hvordan gør man så lige det? Og hvorfor? Og er det noget at danse nøgen rundt om et bål? Sidstnævnte kan jeg hurtigt svare på; nej, ikke for mit vedkommende i hvert fald. De andre to er lidt sværere. Dem gemmer vi til et andet indlæg.

//Sommeren 2016

En erindring på en søndag

Der hersker en vaskeægte søndagsstemning i den lille glashule. Leonard Cohen summer øvre fra hjørnet, hundenmusen går dovent fra rede til rede, jeg har en rest nostalgitårer siddende i øjenkrogen efter at have genset Gilmore Girls reunion. Den serie får mig altid til at tænke på min første stund alene på mit nye værelse i min far og bonusmors lejlighed engang for 7-8 år siden. Jeg husker det malerisk, hver gang temasangen fra Gilmore Girls rammer mine ører. photo 29341197_10213406233483549_620902436_n_zps0hpljm1f.jpg
At ligge der på en madras i hjørnet på mit fine nye værelse, stukloftet, det flotte sorte skab, det knagende trægulv og den rungende lyd i de store, tomme rum. Jeg havde lavet min første signaturret: stegte nudler med rød peberfrugt og soya. Intet mindre. Jeg havde også lavet en kaffe, en ægte latte på den fancy kaffemaskine, der skjulte sig bag den hvide skabslåge. Den var jeg ret stolt af – alle venner og veninder skulle se denne kaffemaskine i denne overdådige lejlighed, der senere skulle gå hen og blive min lille lillebrors barndomshjem. Hans værelse er aldrig tomt, den rungende lyd har aldrig fundet vejen til hans værelse. Det forhindrer togbanerne, legetøjsbilerne og de mange, mange legoklodser.

Det er sjovt at tænke på, hvordan andre menneskers valg kommer til at påvirke ens egne – og ens liv og fremtid. Hvis min far og bonusmor ikke havde valgt at slå sig ned, sammen, i lejligheden med stukloft i Aarhus C, ville jeg ikke lige nu ligge i min glashule på Bryggen. For det er hendes glashule. Hendes gamle lejlighed.

Men ligger jeg altså – med mine røde negle, som agerer konstant påmindelse om alle de gin & tonics, jeg i en anden lejlighed på Vesterbro indtog i går. Mit krusede hår bevidner om, at der i går var store, vilde krøller på mit hoved. Selvsamme hoved minder mig om, at der også var rosé i glassene. Selfiesne på min telefon fortæller mig, at jeg måske drak et glas eller to for meget. Klokken minder mig ikke alene om, at vi har sovet usædvanligt længe, men at det nu er sommertid, og at jeg burde føle mig en time i underskud. Det gør jeg ikke, for jeg skal ingenting. På nær måske op at træne (apropos sidste indlæg), måske ikke. Nok ikke.
 photo PicMonkey Collage_zpsxiu0yuth.jpgMin favorit er uden tvivl nr 4 i nedre hjørne, det behøver vist ingen uddybende kommentar. Nr 1 i øverste hjørne ville jeg virkelig gerne se mig selv tage, udefra. Jeg følte tydeligvis mig selv. Nr 2 og 3 må betegnes som forsøg på et ægte godt selfie. Om dette lykkedes vil jeg lade stå til åben diskussion 😉

Lørdag aften – alene

2018-02-03-12-58-16-1

På et af dagens mange klik på Facebook landede jeg på en artikel skrevet af en pige på min alder. Artiklen handlede kort fortalt om hendes overvindelse om at tilbringe tid i eget selskab – i særdeleshed på en lørdag aften. Parolen var, at det er helt ok at være alene engang imellem, også selvom man er ung og sveder ekstroverte dråber af øl og gin & tonics. Ja, sundt endda. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det er et udsagn, jeg kun kan erklære mig enig i – alligevel kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg lukkede artiklen ned. Af to årsagerne. For det første fordi det falder mig næsten unaturligt naturligt at være alene; jeg er hverken introvert eller ensom, tværtimod. De sidste mange lørdage har jeg tilbragt med selvsamme gin & tonic i den ene hånd, mens den anden hånd rodede rundt i tasken efter min pung. For at købe den næste. Sceneriet tog så en drejning, da mit liv gjorde det samme for små tre uger siden. Så denne lørdag aften – ligesom den sidste – er blevet tilbragt i eget selskab.

Jeg har aldrig været hende, der skiller mig voldsomt ud fra mængden, men jeg har fra en tidlig alder truffet nogle valg, der har tvunget mig til at være alene – også på en lørdag aften. Jeg gik som bekendt mere i vægtløftersko end stiletter, fra jeg var 14-19 år, lørdag aften blev jeg ofte hjemme. Det gjorde de andre ikke, så jeg var alene. Da jeg endelig smed vægtløfterskoene lidt på hylden, flyttede jeg til København – alene. En beslutning jeg ikke et sekund har fortrudt, omend det på nogle måder har gjort mig (endnu) ældre, end jeg egentlig er.

Og her kommer årsag to til trækningen på smilebåndet ind. Det at være alene på en lørdag er på mange måder noget, vi forbinder med et andet kapitel i vores liv end “jeg er 21, og verden er min”-kapitlet. Det er sikkert også en meget passende betragtning; hvis vi nu fortog os en statistisk undersøgelse af aldersgruppen for, hvem der ryster røven lørdag, og hvem der ikke gør. Men. For ja, der er et men. Jeg bliver gang på gang overrasket over, at vi lever i et samfund (ja, nu inddrager hun samfundet), hvor vi skal google os til, hvordan man bruger en aften alene. Groft sagt.

Jeg synes ikke, der er nogen, der skal skal bruge hver aften alene. Heller ikke lørdag aften. Personligt har jeg i perioder brug for aleneaftener – også flere i streg. For mig er det på lang sigt givende at dvale lidt i “alenesomheden”. Det er måske ikke så vigtigt med de lister, der tilkendegiver, hvad man kan lave alene, eller at det er okay at være alene. For selvfølgelig er det det. Måske man bare skal dyrke det lidt. At være alene. Behandle sig selv pænt og så tage den energi med sig, når man næste aften er i godt selskab. Jeg kan godt se og høre, at jeg bare ved at skrive dette indlæg, modsiger mig selv lidt, men jeg håber, I fanger min pointe. Min lidt rodet pointe.

2018-02-03-12-58-17

Sabbat

Jeg har ofte tænkt over, hvorfor jeg ofte har så svært ved at få samlet ord nok til at få nedskrevet et indlæg eller to på denne side. Først i dag gik det op for mig (efter gennemlæsning af et gammelt indlæg eller ti), at jeg konsekvent blogger i de perioder, af mit liv, hvor der er blevet trykket ‘reset’. Perioder, hvor jeg trækker mig lidt mere ind i mig selv end sædvanligvis. Perioder, hvor jeg bruger flere timer på langs end lodret. Læser man bloggen igennem, får man derfor hurtigt indtryk af, at mit liv mest består af sofa og serier. Det gør det ikke. Men det gør det måske alligevel lidt. I perioder som denne.

Jeg tror derfor ikke, det er tilfældigt, at det er i perioder som denne, at et eller andet i mig drages mod bloggen. Jeg tænkte først, at det åbenlyst måtte være fordi, at jeg har mere tid mellem hænderne. Det er måske også én af årsagerne, men jeg tror hovedsageligt, det er fordi, jeg har brug for refleksionen. Brug for at holde mit hoved i gang. Brug for at forhindre stilstand – og samtidig dyrke stilstanden, bare en smule. Brug for at vide, at jeg ikke er alene – uden at skulle sidde på en café med et (dejligt) menneske foran mig, der kigger på mig med forstående øjne med et glimt af medlidenhed. Med fare for at træde et par velmenende venner over tæerne, har jeg fået nok af de medlidende blikke. Ja, jeg er blevet fyret. Jo, det kom bag på mig. Ja, jeg blev ked af det, men. Jeg har brug for at slippe det, ikke dvale mere i det. Jeg tror faktisk, jeg er kommet videre. På min måde.

Lige nu befinder jeg mig (endnu engang) i et mellemstadie. Eller som jeg skrev i går; ved foden af en ny begyndelse. Og det er der ingen grund til at have medlidenhed med. Heller ikke selvom den er velment, og heller ikke selvom det gjorde ondt. For der er en kæmpe luksus ved at få friheden til at starte på en frisk. Jeg har hele tiden sagt, at jeg tog mit andet sabbatår for at begynde at kede mig. For at få mit liv til at føles som hverdag. Med det mål at begynde at glæde mig til læse – og tage hul på et nyt kapitel. Og jeg begyndte at glæde mig til at studere. Ustyrligt. Langt før jeg havde regnet med. Så lang tid før, at jeg ville have nået at kede mig. Og ikke på den gode måde. Jeg ved ikke, om det giver meningen, men jeg tror, jeg havde misforstået, hvordan jeg egentligt havde brug for at kede mig.

Jeg har brug for sofa og serier. Det var der ikke meget af i mit sidste sabbatår. Der var faktisk ikke meget ‘sabbat’ over det år. Selvfølgelig søger jeg nyt job, og jeg selvfølgelig skal jeg i gang igen, men lige prøver jeg at nyde det. Nyde sabbatet. Den skal nok komme igen, den hverdag.

2017-08-05-15-16-02-hdr