Ensomhed eller alenesomhed?

img_6328-3Min mormor ringede i dag for at høre, om jeg var okay: “for du er jo helt alene og ensom – er det ikke snart overstået?”, spurgte hun med sin velmenende, velkendte stemme. Et smil bredte sig på mine læber, for ja, jeg er alene, men sjældent har jeg følt mig så lidt ensom. Det fik mig til at tænke over de to begreber, og de forskelle de for mig indebærer. Jeg har altid prædiket for mit behov og min store glæde ved at være i eget selskab, men helt uden at lægge mærke til det har jeg (som jeg skrev i går), fået visket den alenetid ud, som havde jeg et viskelæder i forvokset størrelse.

Jeg er i hverdagen typisk sammen med mennesker fra 10-21 , når jeg cykler hjem, taler jeg i telefon (I know, not my proudest moments), i mellemrummene hører jeg musik eller anden skøn støj. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er ensomt at bo alene; sandheden er, at jeg efterhånden kun sover i min lejlighed, men jo, det kan være ensomt – derfor har jeg altid støj på lyd eller skærm kørende som en effektiv distrahering. Et værn mod den farlige ensomhed.

Jeg følte mig ensom i dag. Slentrende ned ad en ellers smuk parisisk gade i omfavnende solskin, havde jeg en øjebliksfølelse af mindreværd, af ikke at være god nok. Utilstrækkelighed, kunne vi kalde det. Så jeg købte mig et par nye sko, som alle fornuftige, Sex and the City-seende kvinder/damer/piger ved, er det eneste rigtige at gøre. Så satte jeg mig på en højbelagt solskinsplet ved Hôtel des Invalides med fronten mod Seinen, trafikken og solens stråler af lykkepiller. Jo, og en mand. En mand, der sad med et lykkeligt smil på læben og næsen i dagens avis. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, ikke fordi han var specielt flot, det lagde jeg hands down ikke mærke til, om han var, men fordi han havde en aura af jordbunden hverdagslykke over sig. Så jeg besluttede mig for at tegne ham, helt uden tilladelse, fra andre end mig selv. Ja, I læste rigtigt: tegne. 

Noget, jeg ikke har givet mig i kast med siden billedkunstimerne i 1.g. – på nær de få gange, min lillebror har kommanderet mig til at tegne et dyr. Det er han stoppet med, jeg er ikke god til det. Men jeg var god til at tegne ham, og til derefter at skrive smååbenbarende ord om oplevelsen. Før jeg fik set mig om, var tiden passeret langt over planlagt – og frokost – og jeg mærkede en styrke, en hverdagslykke, jeg ikke kan mindes at have følt tidligere. Væk var formiddagens småkedelige følelser, som dug for den sol, der varmede mine arme, mit humør, mig – og alle andre. Ja, jeg er ikke færdig med at skrive om emnet… Slet ikke 😉

Om vintertid og iscenesat travlhed

pa202434 Jeg har ikke travlt i dag, det troede jeg, jeg ville have, men så kom vintertid og et vant hurtigt tempo mig i forkøbet. For lige at knytte en kommentar til vintertidsbemærkningen; har min krop stadig ikke fattet, at det ikke betyder, at jeg skal op, så snart solen insisterende lyser mit soveværelse op. Tilbage på sporet (og tilbage under dynen). Det betyder, at jeg nu kl. 10.55 ligger smidt på min seng med ingen andre planer end en hudbehandling (okay, det er en spraytan) om 2 timer og arbejde 5 timer derude i fremtiden. Og hvorfor er det så interessant?

Det er det måske heller ikke, bortset fra, at jeg øver mig på ikke at dyrke travlhed – og i sær grad iscenesat travlhed. Med fare for at lave en “Mads Christensen” og kommentere på en tendens i samfundet, så synes jeg, at vi (ja, i allerhøjeste grad mig selv inkluderet) er slemme til at anvende de sociale medier til konstant at promovere vores travle kalendere. Jeg tog flere gange mig selv i på falsk heroisk manér at fortælle alle på min vej om mit stressudslæt og min fyldte kalender. Måske som bortforklaring på mit manglende nærvær, halvhjertethed og rander under øjnene, måske fordi det er lidt sejt at have travlt og lege superwoman. Jeg trives også med at have travlt, men jeg trives eddermame også med at ligge her og stirre ud i luften – eller måske endda lukke øjnene, bare lidt. Jeg har jo ikke travlt. picmonkey-collage1

Natteskriverier

Jeg er så træt, at det næsten gør ondt – alligevel ligger jeg her. Før med øjnene stirrende mod det lille lysglans på væggen, nu med computeren på skødet. Om det er jetlaggen, min soven længe, eller det tankekaos, jeg skrev om her, ved jeg ikke. Sikkert en kombi. Det er det ofte. Min plan var egentlig at få påbegyndt en række rejsedagbøger fra New York, men lige nu trykker ‘post New York-syndrom’ mest. Hånden på hjertet ryster jeg nogle gange (diskret) på hovedet, når jeg hører nogle snakke lovprisende om at rejse; om hvordan det ændrer en og sætter tingene i perspektiv. Den aha-oplevelse har jeg sjældent fået, selv ikke på de rejser, der har været længst både i tid og distance. Den fik jeg denne gang. Måske det fordi jeg denne gang ramte et tidspunkt, hvor jeg er dødforvirret.

Og hvad er jeg så forvirret omkring? Tænker man måske. Jeg fristes til at skrive alt. Jeg er igen (igen, igen, igen) kommet i tvivl om, hvad jeg vil læse. Kender I det, når man kan forestille sig selv i studiet, men ikke i jobbet – og omvendt? Sådan har jeg det med henholdsvis litteraturvidenskab og medicin (yes, de to kendinger igen). Og så vil jeg gerne anskaffe mig en hund, men jeg vil også gerne nyde den frihed, alle siger, man skal huske at nyde og værne om. En frihed, jeg først nu har indset, hvor fantastisk og skræmmende kan være.

Grunden til, at mine drømmer falder på en hund gik op for mig på den aha-givende ferie: jeg savner at have familie omkring mig, helt ind i min grundvold. On that note, så skræmmer det mig helt ustyrligt, at jeg nu er fyldt 20, og at jeg dermed indenfor almindelighedens rammer kunne have min egen familie indenfor 5 år. I mit hoved er der yderligere 20 år til, at det lyder aktuelt. Så hellere en hund 😉

Om at være hende den nye

Skærmbillede 2016-09-02 kl. 07.59.59Jeg har aldrig været god til at hende den nye; tanken om smalltalk og sporadisk kendskab får ikke ligefrem mit hjerte til at springe slag over. Går man vi en håndfuld år tilbage i tiden, er det straks værre, for som nogle måske kan huske, har jeg stammet i størsteldelen af mit liv – værst var navnerunderne, som jeg gjorde mit ypperste for at undgå. For at undgå øjeblikket, hvor alles øjne hvilede på en – og hvor størstedelen ofte vidste, at om lidt sad det fast – navnet, der sad fast i halsen, og tiden, der stod stille. Følte jeg. I takt med, at min stammen falmede og til sidst næsten forsvandt, giver tanken om navneintroduktion mig ikke sved på panden, ej heller knuden i maven. Alligevel er jeg typen, der skal have et kæmpe spark bagi (oftest af mig selv) for at springe ud i nye omgivelser med nye mennesker.

Det var trygt og rart, at den første måned herovre hovedsageligt blev tilbragt med kendte ansigter (mest mit eget), men jeg kunne også mærke, at der manglede noget. En følelse, jeg ikke har haft i sådanne dimensioner, siden jeg startede på gym; længslen mod det nye. Nye mennesker, nye omgivelser, ny energi. Paradoksalt nok har jeg efter to dage i navlen af nyt ikke følt mig så meget som mig selv i 100 år. Det er en god følelse. Behovet for at gemme mig bag selvopsatte murer er pakket væk – erstattet af lysten efter at springe. Og selvom springene kræver smalltalk og navneintroduktion giver de flere smil end maveknuder. Måske tanker man som ny på universitetet kan nikke genkendende til?

Older posts