En erindring på en søndag

Der hersker en vaskeægte søndagsstemning i den lille glashule. Leonard Cohen summer øvre fra hjørnet, hundenmusen går dovent fra rede til rede, jeg har en rest nostalgitårer siddende i øjenkrogen efter at have genset Gilmore Girls reunion. Den serie får mig altid til at tænke på min første stund alene på mit nye værelse i min far og bonusmors lejlighed engang for 7-8 år siden. Jeg husker det malerisk, hver gang temasangen fra Gilmore Girls rammer mine ører. photo 29341197_10213406233483549_620902436_n_zps0hpljm1f.jpg
At ligge der på en madras i hjørnet på mit fine nye værelse, stukloftet, det flotte sorte skab, det knagende trægulv og den rungende lyd i de store, tomme rum. Jeg havde lavet min første signaturret: stegte nudler med rød peberfrugt og soya. Intet mindre. Jeg havde også lavet en kaffe, en ægte latte på den fancy kaffemaskine, der skjulte sig bag den hvide skabslåge. Den var jeg ret stolt af – alle venner og veninder skulle se denne kaffemaskine i denne overdådige lejlighed, der senere skulle gå hen og blive min lille lillebrors barndomshjem. Hans værelse er aldrig tomt, den rungende lyd har aldrig fundet vejen til hans værelse. Det forhindrer togbanerne, legetøjsbilerne og de mange, mange legoklodser.

Det er sjovt at tænke på, hvordan andre menneskers valg kommer til at påvirke ens egne – og ens liv og fremtid. Hvis min far og bonusmor ikke havde valgt at slå sig ned, sammen, i lejligheden med stukloft i Aarhus C, ville jeg ikke lige nu ligge i min glashule på Bryggen. For det er hendes glashule. Hendes gamle lejlighed.

Men ligger jeg altså – med mine røde negle, som agerer konstant påmindelse om alle de gin & tonics, jeg i en anden lejlighed på Vesterbro indtog i går. Mit krusede hår bevidner om, at der i går var store, vilde krøller på mit hoved. Selvsamme hoved minder mig om, at der også var rosé i glassene. Selfiesne på min telefon fortæller mig, at jeg måske drak et glas eller to for meget. Klokken minder mig ikke alene om, at vi har sovet usædvanligt længe, men at det nu er sommertid, og at jeg burde føle mig en time i underskud. Det gør jeg ikke, for jeg skal ingenting. På nær måske op at træne (apropos sidste indlæg), måske ikke. Nok ikke.
 photo PicMonkey Collage_zpsxiu0yuth.jpgMin favorit er uden tvivl nr 4 i nedre hjørne, det behøver vist ingen uddybende kommentar. Nr 1 i øverste hjørne ville jeg virkelig gerne se mig selv tage, udefra. Jeg følte tydeligvis mig selv. Nr 2 og 3 må betegnes som forsøg på et ægte godt selfie. Om dette lykkedes vil jeg lade stå til åben diskussion 😉

Lørdag aften – alene

2018-02-03-12-58-16-1

På et af dagens mange klik på Facebook landede jeg på en artikel skrevet af en pige på min alder. Artiklen handlede kort fortalt om hendes overvindelse om at tilbringe tid i eget selskab – i særdeleshed på en lørdag aften. Parolen var, at det er helt ok at være alene engang imellem, også selvom man er ung og sveder ekstroverte dråber af øl og gin & tonics. Ja, sundt endda. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det er et udsagn, jeg kun kan erklære mig enig i – alligevel kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg lukkede artiklen ned. Af to årsagerne. For det første fordi det falder mig næsten unaturligt naturligt at være alene; jeg er hverken introvert eller ensom, tværtimod. De sidste mange lørdage har jeg tilbragt med selvsamme gin & tonic i den ene hånd, mens den anden hånd rodede rundt i tasken efter min pung. For at købe den næste. Sceneriet tog så en drejning, da mit liv gjorde det samme for små tre uger siden. Så denne lørdag aften – ligesom den sidste – er blevet tilbragt i eget selskab.

Jeg har aldrig været hende, der skiller mig voldsomt ud fra mængden, men jeg har fra en tidlig alder truffet nogle valg, der har tvunget mig til at være alene – også på en lørdag aften. Jeg gik som bekendt mere i vægtløftersko end stiletter, fra jeg var 14-19 år, lørdag aften blev jeg ofte hjemme. Det gjorde de andre ikke, så jeg var alene. Da jeg endelig smed vægtløfterskoene lidt på hylden, flyttede jeg til København – alene. En beslutning jeg ikke et sekund har fortrudt, omend det på nogle måder har gjort mig (endnu) ældre, end jeg egentlig er.

Og her kommer årsag to til trækningen på smilebåndet ind. Det at være alene på en lørdag er på mange måder noget, vi forbinder med et andet kapitel i vores liv end “jeg er 21, og verden er min”-kapitlet. Det er sikkert også en meget passende betragtning; hvis vi nu fortog os en statistisk undersøgelse af aldersgruppen for, hvem der ryster røven lørdag, og hvem der ikke gør. Men. For ja, der er et men. Jeg bliver gang på gang overrasket over, at vi lever i et samfund (ja, nu inddrager hun samfundet), hvor vi skal google os til, hvordan man bruger en aften alene. Groft sagt.

Jeg synes ikke, der er nogen, der skal skal bruge hver aften alene. Heller ikke lørdag aften. Personligt har jeg i perioder brug for aleneaftener – også flere i streg. For mig er det på lang sigt givende at dvale lidt i “alenesomheden”. Det er måske ikke så vigtigt med de lister, der tilkendegiver, hvad man kan lave alene, eller at det er okay at være alene. For selvfølgelig er det det. Måske man bare skal dyrke det lidt. At være alene. Behandle sig selv pænt og så tage den energi med sig, når man næste aften er i godt selskab. Jeg kan godt se og høre, at jeg bare ved at skrive dette indlæg, modsiger mig selv lidt, men jeg håber, I fanger min pointe. Min lidt rodet pointe.

2018-02-03-12-58-17

Sabbat

Jeg har ofte tænkt over, hvorfor jeg ofte har så svært ved at få samlet ord nok til at få nedskrevet et indlæg eller to på denne side. Først i dag gik det op for mig (efter gennemlæsning af et gammelt indlæg eller ti), at jeg konsekvent blogger i de perioder, af mit liv, hvor der er blevet trykket ‘reset’. Perioder, hvor jeg trækker mig lidt mere ind i mig selv end sædvanligvis. Perioder, hvor jeg bruger flere timer på langs end lodret. Læser man bloggen igennem, får man derfor hurtigt indtryk af, at mit liv mest består af sofa og serier. Det gør det ikke. Men det gør det måske alligevel lidt. I perioder som denne.

Jeg tror derfor ikke, det er tilfældigt, at det er i perioder som denne, at et eller andet i mig drages mod bloggen. Jeg tænkte først, at det åbenlyst måtte være fordi, at jeg har mere tid mellem hænderne. Det er måske også én af årsagerne, men jeg tror hovedsageligt, det er fordi, jeg har brug for refleksionen. Brug for at holde mit hoved i gang. Brug for at forhindre stilstand – og samtidig dyrke stilstanden, bare en smule. Brug for at vide, at jeg ikke er alene – uden at skulle sidde på en café med et (dejligt) menneske foran mig, der kigger på mig med forstående øjne med et glimt af medlidenhed. Med fare for at træde et par velmenende venner over tæerne, har jeg fået nok af de medlidende blikke. Ja, jeg er blevet fyret. Jo, det kom bag på mig. Ja, jeg blev ked af det, men. Jeg har brug for at slippe det, ikke dvale mere i det. Jeg tror faktisk, jeg er kommet videre. På min måde.

Lige nu befinder jeg mig (endnu engang) i et mellemstadie. Eller som jeg skrev i går; ved foden af en ny begyndelse. Og det er der ingen grund til at have medlidenhed med. Heller ikke selvom den er velment, og heller ikke selvom det gjorde ondt. For der er en kæmpe luksus ved at få friheden til at starte på en frisk. Jeg har hele tiden sagt, at jeg tog mit andet sabbatår for at begynde at kede mig. For at få mit liv til at føles som hverdag. Med det mål at begynde at glæde mig til læse – og tage hul på et nyt kapitel. Og jeg begyndte at glæde mig til at studere. Ustyrligt. Langt før jeg havde regnet med. Så lang tid før, at jeg ville have nået at kede mig. Og ikke på den gode måde. Jeg ved ikke, om det giver meningen, men jeg tror, jeg havde misforstået, hvordan jeg egentligt havde brug for at kede mig.

Jeg har brug for sofa og serier. Det var der ikke meget af i mit sidste sabbatår. Der var faktisk ikke meget ‘sabbat’ over det år. Selvfølgelig søger jeg nyt job, og jeg selvfølgelig skal jeg i gang igen, men lige prøver jeg at nyde det. Nyde sabbatet. Den skal nok komme igen, den hverdag.

2017-08-05-15-16-02-hdr 

Ensomhed eller alenesomhed?

img_6328-3Min mormor ringede i dag for at høre, om jeg var okay: “for du er jo helt alene og ensom – er det ikke snart overstået?”, spurgte hun med sin velmenende, velkendte stemme. Et smil bredte sig på mine læber, for ja, jeg er alene, men sjældent har jeg følt mig så lidt ensom. Det fik mig til at tænke over de to begreber, og de forskelle de for mig indebærer. Jeg har altid prædiket for mit behov og min store glæde ved at være i eget selskab, men helt uden at lægge mærke til det har jeg (som jeg skrev i går), fået visket den alenetid ud, som havde jeg et viskelæder i forvokset størrelse.

Jeg er i hverdagen typisk sammen med mennesker fra 10-21 , når jeg cykler hjem, taler jeg i telefon (I know, not my proudest moments), i mellemrummene hører jeg musik eller anden skøn støj. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er ensomt at bo alene; sandheden er, at jeg efterhånden kun sover i min lejlighed, men jo, det kan være ensomt – derfor har jeg altid støj på lyd eller skærm kørende som en effektiv distrahering. Et værn mod den farlige ensomhed.

Jeg følte mig ensom i dag. Slentrende ned ad en ellers smuk parisisk gade i omfavnende solskin, havde jeg en øjebliksfølelse af mindreværd, af ikke at være god nok. Utilstrækkelighed, kunne vi kalde det. Så jeg købte mig et par nye sko, som alle fornuftige, Sex and the City-seende kvinder/damer/piger ved, er det eneste rigtige at gøre. Så satte jeg mig på en højbelagt solskinsplet ved Hôtel des Invalides med fronten mod Seinen, trafikken og solens stråler af lykkepiller. Jo, og en mand. En mand, der sad med et lykkeligt smil på læben og næsen i dagens avis. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, ikke fordi han var specielt flot, det lagde jeg hands down ikke mærke til, om han var, men fordi han havde en aura af jordbunden hverdagslykke over sig. Så jeg besluttede mig for at tegne ham, helt uden tilladelse, fra andre end mig selv. Ja, I læste rigtigt: tegne. 

Noget, jeg ikke har givet mig i kast med siden billedkunstimerne i 1.g. – på nær de få gange, min lillebror har kommanderet mig til at tegne et dyr. Det er han stoppet med, jeg er ikke god til det. Men jeg var god til at tegne ham, og til derefter at skrive smååbenbarende ord om oplevelsen. Før jeg fik set mig om, var tiden passeret langt over planlagt – og frokost – og jeg mærkede en styrke, en hverdagslykke, jeg ikke kan mindes at have følt tidligere. Væk var formiddagens småkedelige følelser, som dug for den sol, der varmede mine arme, mit humør, mig – og alle andre. Ja, jeg er ikke færdig med at skrive om emnet… Slet ikke 😉

Older posts