En uge i den nye hverdag

20180326-dsc_0302_preview

Der skulle gå en lille uge, inden nye ord skulle ramme denne side. Sidste uge var skør, helt og aldeles skør. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste uge i mit liv, der er fløjet så hurtigt forbi og alligevel har været så begivenhedsrig, hverdagsagtig og intens som den foregående. At det hele foregik på en og samme uge forstår jeg ikke – så ugen må alligevel have været lang, men kort. Hver dag var som sin egen lille historie. Så nu tager vi dem; en af gangen.

Den første historie fandt sted i Aarhus’ rammer. Jeg vågnede mandag på ‘mit’ værelse i Risskov hos min mormor, 8 timer efter jeg var gået ud af døren af et tilrøget værtshus. En time senere løb jeg rundt i Riis Skov med min mor og Holly. Nostalgien summede i min krop, 5 timer senere sad jeg med en hund på mine fødder i et tog, der små 3 timer senere ankom på Hovedbanen i København.

Med min kæmpe rygsæk og alt for store jakke gik jeg med hunden i snor gennem et København, der i dagens anledning var badet i solskin. Jeg følte mig hjemme. Mit voksenhjem. Dagen efter var en rigtig overskudsdag med rosé, nyfarvede bryn, jakkeshopping og et gensyn. Så kom onsdag; dagen der startede, før en dag skal starte, og som sluttede med flere tårer, end jeg kan mindes har passeret mit system, siden der var en ble at finde på min numse. Jeg startede nyt job, tog en ægte afsked med det gamle og var på alle måder rundt på gulvet. Torsdag og fredag kan jeg nærmest ikke huske – jeg kan huske, at mine øjne var puffede, da jeg vågnede torsdag. Jeg kan huske, at jeg var betydeligt gladere, da jeg cyklede den lange tur hjem fra Hellerup.

20180326-dsc_0247_preview-1

Lørdag startede kl. 6:00, hvor hunden og jeg spontant mødtes med en veninde og hendes firbenede ven. Ja, hundeejere er sådan nogle tosser, der spankulerer rundt, før fanden har fået sko på – på en lørdag 😉 Helt frivilligt var det dog ikke, for jeg skulle på arbejde. En travl dag, hvor jeg følte mig ovenpå og tilpas i de nye omgivelser.

Efter endnu en hundetraver smuttede jeg i bad, træk i min strammeste kjole og åbnede (endnu) et par flasker rosé. Det blev ikke til altanaften, til gengæld blev det til et gensyn med 6 skønne damer. Det var derfor ikke med god vilje, at jeg cyklede hjem igennem en dansende by kl. 23:30. Men jeg skulle jo arbejde. At jeg kom op 5 timer senere søndag morgen, er jeg stadig lidt stolt af. Men så var der heller ikke mere at give af – og jeg kollapsede på sofaen med en kæmpe pose bland-selv slik, min dyne, Paradise Hotel flimrende på den store skærm og min egen light-udgave på den lille 😉

En uge tilbage og en status på job

30074004_10213503081104679_1722475559_oI ferieland. Som jeg har valgt at døbe det. Om en uge starter jeg på nyt job. Det er i dag præcis en måned siden, at jeg stoppede hos SMAG – hvilket med andre ord betyder, at jeg har holdt fri den sidste måned. Den første uge som smådeprimeret arbejdsløs, den næste som arbejdsløs med nyt job i sigte, de sidste to med ro i kroppen og is i maven. Jeg valgte i sidste uge at søge om mine feriepenge og betragte de her 5 uger som min “sommerferie”. Det har givet ro – og frihed. Jeg tager dog også en uge i Italien til sommer, men ellers kommer de næste 5 måneder til at stå i arbejdets tegn. 5 måneder. Det er faktisk lang tid. I hvert fald for en (mig), som havde indstillet sig på, at den første halvdel af 2018 ville stå i “dvaletilstand”. Ventetilstand om man vil – inden studiestart.

Sådan blev det ikke – og gud ske tak og lov for det. Livet er for kort til at leve et halvt år i ventetilstand. Jeg havde brug for det skub. Skub væk fra et job, der ikke længere gjorde mig glad, skub væk fra en boligsituationen, der dagligt gav mig ondt i maven, skub væk fra den fyr, jeg for længst skulle have glemt. For en kontrolfreak som mig var det grænseoverskridende, at det hele skete udenfor min indflydelse. Grænseoverskridende, men helt enormt sundt. Stop mens legen er god – er det ikke det, man siger?

Nå, men feriestemningen er ved at fordampe. Jeg vågner tidligere og tidligere, trætheden er forduftet, serierne set, joggingbukserne opslidte. Jeg er klar. Måske det også er forårets forsigtige indtræden, der spiller ind, men jeg vågner de her dage op med en energi, jeg ikke har haft længe. Et drive, om man vil. Jeg har for første gang i et år taget min kalender i brug. Jeg har afleveret cyklen til tjek, får arrangeret pasningsordninger til hunden, bestilt vinduespudsning og billetter til Aarhus (til i morgen!)… Well the list goes on – og jeg elsker det. Februar 2018 var på alle måder en blessing in disguise for mit vedkommende.

Kom så

2017-10-12-17-39-39Iklædt et par lag uld har min numse og jeg placeret os på altanen i selskab af en kop kaffe, en hund, en bog og en computer. Negativiteten fra i går har lagt sig. Kender I den der mærkelige følelse, der kan krybe ind under huden på en om søndagen? Søndagsmelankoli måske. I går var det nok også blandet med lidt nerver; for jeg får svar på, om jeg har fået det, der lader til at være verdens bedste job i dag. Hvor jeg i onsdags følte mig sikker på at få det, har jeg siden da slet ikke turde tænke tanken – det er næsten for godt til at være sandt. Man er vel en smule overtroisk – og pessimistisk. Nå men, det er ude af mine hænder.

Jeg kunne for første gang i ugevis ikke falde i søvn i går – jeg tror, feriefølelsen er ved at fordampe. Foråret kæmper sig frem, og i takt med det forsvinder vinterhifølelsen hos undertegnede. Jeg er så klar på at starte på et nyt kapitel. Alle de løse ender fra det foregående er efterhånden bundede. Der var jobbet, der var bofællen, der var fyren – jo, og der var lungebetændelsen. Det hele er lagt på hylden. Og hvis jeg ikke får drømmejobbet, er der to andre spændende samtaler linet op i denne uge. Det skal nok gå. Det skal det, jo. Og selv hvis det hele udformer sig i en anden retning, end jeg håber, så har mine to alleryndlings ladies lige skrevet, at jeg skal sætte kryds i kalenderen d. 23/6.

Beyoncé & Jay Z – here we come.2017-10-12-17-39-38-ojpg

Overambitiøse hæle

Jeg har netop smidt mig i sengen efter dagens sidste hundetur, der blev gået iført silkebukser og høje hæle. Retrospekt både unødvendigt og overambitiøst taget i betragtning af spejlglatte veje og en hund, hvis indre energibombe ekspanderer til det imponerende hver gang, vi når hoveddøren til det paradis, der kaldes gaderne. Men jeg havde hæle på. Og de føromtalte silkebukser og eyeliner og en dyb udskæring med udsigt til mine vinterblege bryster. Muligvis en tand for meget på en tirsdag, men hvad fa’en. Det er jo tirsdag. Og det var dejligt. Rigtig dejligt. Især efter hvad der føles som 100 år i sygdomsboble efterfulgt af et par dage (mere) i joggingbukseboble. Dejligt at bryde boblen og dejligt at blive påmindet, at man ikke (nødvendigvis) skal ligne en, der har taget en 30 dages no make-up-challenge op.

Jeg har været på Madklubben med min dejlige, dejlige veninde Rachel. Det er efterhånden blevet vores to go-sted, muligvis fordi hun bor lige ovenpå den. Madklubben, altså. Vi starter altid ud med den samme drink, og menuen blev i dag nogenlunde den samme som sidst. Alligevel føles det enormt eksotisk, hvilket vi nok kan give drink nr. 3 æren for. Så tak til den. Og tak for i dag, tirsdag – som nu er blevet til onsdag, du har været helt ok. Og tak til jer, tak fordi I gider at læse med. Nu vil takketale-typen klappe computeren i og forhåbentlig tage en lynbillet til drømmeland. Sov godt.

picmonkey-collage