Når tingene vender med 180 grader

32073097_10213736194492368_2913753513513189376_nKlokken er i skrivende stund 11:39. Jeg har akkompagneret mig med dagens anden kop kaffe og resterne af min veninde Emmas bland-selv slik. Om små to timer placerer jeg min numse på Sankt Hans Torv og skifter kaffen ud med et glas rosé. Hunden ligger kollapset på en skyggeplet. Kesi synger på repeat om at komme over ovre fra hjørnet. På nær en cykeltur i går, er det min første stund alene i tre dage. Den sidste halvanden uge har på alle måder taget pusten fra mig. Mit liv har nærmest fra dag til dag ændret sig med 180 grader. Det er skørt og helt helt fantastisk. For det er til det bedre – det meget, meget bedre. Den omfavnende sommervarme har helt sikkert en indflydelse, men den er ikke enkeltstående. Lige så tårekvalt og humørsvingende jeg var i april, lige så permanent har der siddet et fast limet smil på mit forårsfarvede ansigt i maj.

Der er rød neglelak på mine hænder efter den sjoveste bytur i lørdags, der kulminerede kl. 5:25 med, at den ualmindeligt betænksomme taxachauffør fra spejlet kiggede mig dybt i øjnene og spurgte, om han ikke skulle holde ind og åbne en dør. Som sagt, som gjort. Undskyld, gade et sted mellem H.C. Andersens Boulevard og Islands Brygge. Undskyld.

Men det var sjovt, virkelig sjovt. Den perfekte blanding af rosé på altanen, pæne cocktails, tilrøget værtshus og ømme dansestænger. Fem timer efter jeg havde lagt mig på puden, ringede det på – og siden da har jeg haft aarhusbesøg. Med andre ord har de sidste dage og de kommende dage rimet på stjernestunder, og jeg lapper det i mig som en bjørn, der spiser for første gang efter måneder i vinterhi. Jeg føler mig hjemme for første gang i lang tid. Og det er rart og tiltrængt. Og jeg er stolt af mig selv. Stolt af, at jeg for alvor er kommet videre; videre fra min gamle arbejdsplads, videre fra en åndssvag forelskelse. Videre. Stolt af, at jeg tog ansvar for mig selv og lettet over, at tingene som regel går op, når man føler, man er allerlængst nede. Som Thomas Helmig synger. Og jeg som tiggede bartenderen i lørdags om at sætte på. #aarhusianerikbh.

Og det nye arbejde? Det er lige, hvad jeg drømte om. 32089731_10213736196172410_5998093069210091520_nSå meget føler man åbenbart sig selv, når skal sådan ægte i byen for første gang i, hvad der føles som 100 år. Hvide bukser i byen? Det kan ikke anbefales. I hvert fald ikke efter den første time. 31960443_10213736195612396_728992027580039168_nTømmermændsramt type klar til at fylde sig med vanvittigt lækker vietnamesisk mad. 

Og som derefter overtalte sin veninde til at droppe havnebussen tilbage og vade i høje sko fra Nyhavn til Vesterbrogade – og derefter til Bryggen. For at blande det gode slik. 32081324_10213736194412366_9003185148241379328_nGlædesramte ansigter ved at ramme Bryggebroen med ømme fusser og tunge slikposer efter min vandretur. For kun at komme i tanke om, at hundedyret jo manglede sin aftentur. Thank God for sommeraftener. 31945516_10213736192772325_8311373149304258560_n Gårsdagens morgentur var en af de gode. En hvor vi alle tre væltede direkte ud af sengen og satte kurs mod vandet og Lagkagehuset. For derefter at trave rundt; først langs Bryggen, så ved Christians Havn og til sidst på Fælleden. Glæden ved at have aftenvagt 😉 

Hello Sunday – og nyt eventyr

31562343_10213674162061596_1707381312706314240_nÅh søndag, dit dejlige, dovne væsen. Du har været savnet. Jeg er efter de sidste par uges strabadser bukket under for en omgang, der tyder på at være forstadie til en omgang forårsinfluenza. Det måtte jeg indse, da jeg på morgenens gåtur langs Bryggen faldt i snak med en mand, der var vældig interesseret i livet med en border collie – min pelsklump. Havde det været lørdag nat i stedet for søndag morgen, kunne man argumentere for, at han muligvis er pisseligeglad med ‘the life of a border collie’, men der er noget os hundeejere; vi snakker. Vi er oprigtigt interesseret i at høre om nabolagets firbenede beboere, deres sovevaner, aktivitetsniveau og tidspunkt for renlighed. Eller, vi vil i hvert fald gerne åbne for sluserne om vores eget vidunder til en, der ikke stempler os som kattemenneske – med hund. Undtagen søndag morgen.

Søndag morgen er der to typer hundeluftere: der er overskudsmenneskerne med to go kaffen og bagerposen, og så er der os, der skjuler os i vores oversize hoodie og som på lang sigt spotter andre hundejere. Ikke fordi hunden ikke kan med andre hunde, men fordi virkelig ikke orker snakken. Sikkert meget lig, dem der triller med barnevogne. Uden yderligere sammenligning, i øvrigt. Især ikke når ens stemme lyder som en 60-årig, der nu på 45. år har røget en pakke smøger om dagen. I morges var jeg en blanding. Jeg lød og lignede på alle måder en, der få timer forinden havde sat nøglen i døren efter endeløse rækker sjuser. Det havde jeg ikke. Jeg var gået relativt tidligt i seng efter en aften på sofaen med min nye addiction: ‘New Girl’.
31500797_10213674162701612_8082259420274229248_nMen det var en dejlig tur, gaderne summede af den dejlige søndagsdovenskab. Jeg lappede og lapper det i mig sammen med te med generøse mængder honning. Jeg har sat boller i ovnen, Mads og Monopolet kører i baggrunden, i min forgrund er der åbnet 4-5 faner med spændende jobopslag, jeg i løbet af dagen skal have kigget nærmere på.

Spol en time frem – og jeg starter på nyt job i morgen. Og har nybagte boller med smør og marmelade i maven. Men altså. Fokus på den første del 😉

“Det er bare et arbejde”

20180326-dsc_0270_preview

Jeg skrev i torsdags om dagens mange glædesbølger, der skvulpede rundt i mig – for det gjorde de, og det var skønt. I går var det tilbage til hverdagen, og jeg ville ønske, at jeg kunne skrive samme kæde af adjektiver om, hvor fantastisk og dejligt det er, men det ville være at lyve. Jeg bliver i stedet ved med at sige, “at det er okay”“at det er fint”. Og det er det også. Det skal ikke læses som, at jeg ikke kan lide min nye arbejdsplads (mantraet, det er fint, kører som var det på autopilot i mit hoved). Det er på mange måder rigtig fint, og udefra set sikkert også bedre end mit tidligere job. Alligevel ville jeg stort set hver morgen ønske, at jeg skulle derhen –  tilbage i tiden. Ikke på grund af arbejdet, men på grund af menneskerne og den rutine, der sidder så indgroet på rygsøjlen.

Der er ingen tvivl om, at det er sundt for mig at være kommet videre. Og jeg er glad for mit nye arbejde, det er jeg. Det er på papiret perfekt. Sandheden jeg måske ikke burde skrive på the world wide web er, at jeg glæder mig så uendeligt meget til at læse, at jeg har svært ved at få hænderne op over udsigten til flere måneder i restaurationsbranchen. En verden jeg elsker, men til tider også mere elsker at hade end at elske. Jeg trives med den fysiske del af jobbet, med kundekontakten og med “ping pongen” kollegerne i blandt, men det støvsuger også min krop for energi, og mit hoved har svært ved at tage det hele så seriøst, som en manager gerne skulle.20180326-dsc_0288_preview-1

Jeg føler mig som en pensionist, der er tilbagevendt til den branche, man egentlig havde lagt på hylden. Og det prøver jeg ihærdigt at se som et tegn på udvikling fremfor tilbagegang – med det mener jeg, at jeg altid har følt et behov for at give 110 pct. af mig selv. Min tidligere arbejdsplads var i lange perioder mere mit hjem, end mit reelle hjem. Det kan give en fællesskabsfølelse, man det kan også give en følelsen af at være mere en robot end et menneske.

Det behov har jeg ikke længere, jeg giver mig 100 pct., når jeg er der, men jeg slipper det, når jeg går ud af døren. Jeg har ligeledes (på nuværende tidspunkt) ikke behov for adde alle på Facebook – til trods for søde mennesker. Måske det her faktisk “bare” bliver et arbejde? Ikke mit liv.

 

Den der forårsmagi

31069014_10213608249933834_4103331808077152256_n

Oh my, jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at jeg ikke (uvidende) er flyttet fra det land, der for få uger siden var dækket af sne og fyldt til renden med sure, d-vitaminmanglende mennesker (mig selv inkluderet) – og til det her glade sommerland, hvor der bades (!) i april, hvor tørsten slukkes i rosé, hvor der er iskø på en onsdag og hvor hver dag føles lidt som fredag. De lange lyse dage kombineret med en ny A-menneskerytme, som både hundedyret og jeg på en uge har fået (lidt for meget) ind under huden gør, at dagene føles dobbelt så lange som for bare tre uger siden – på den bedst tænkelige måde. Resultatet: min fyraften i går blev fejret med to flasker rosé, sushi og jordbær på altanen. Vi følte os lige dele kliché og lige dele som en del af den fantasi, der har summet på repeat i hovedet de sidste fem måneders tid. Endelig står man i den. Virkelighedsfantasien.

Jeg har haft fri dag. Kl. 6:00 prikkede en lille våd hundenæse til min kind akkompagneret af hidsige solstråler, der skreg, at der nu måtte lyde et startskud for en ny dag. Jeg var ikke helt enig og fik succesfuldt strukket den en lille time. Den sidste time tog toppen af det rosébetyngede hoved, og da jeg efter morgenturen for første gang i år tog mine havregryn, kaffe og Mads & Monopolet med ud på altanen med sol lige i fjæset, brusede de vildeste lykkebølger igennem mig. Lykkebølgerne har fortsat skvulpet rundt i mig hele dagen. De store bølger kom første gang, da vinduespudseren erklærede, at jeg nu kunne kalde mig ejer af rene ruder. Det er måske banalt, men at se forårslyset gennem pinligt rene ruder; det kan sgu et eller andet. Som at få en ny lejlighed. De var også ret beskidte.30740185_10213608250773855_9218295484295151616_nDe kom anden gang, da jeg cyklede igennem Fælleden med en forårskulret hund ved min side, og toppede da vi efter en lille times løb og træning væltede os ned i græsset – begge i bare maver og med tungen hængende ud af gabet. Efter jeg havde vasket græsset ud af håret, hentede Rachel mig. Vi har taget billeder, spist is og følt os som lalleglade køer i flok gående langs Nyhavn. Jeg tror, jeg fik sagt 20 gange, at jeg hele tiden glemte, at vi var i Danmark, at det ikke var ferie, og at denne dag har samme antal timer som dem, jeg brugte på at gå herhjemme, da kulden stadig raserede. Det er som om ens ration af overskud og energi fordobles i takt med stigningen af lyse timer. Og så hjælper det muligvis også lidt på produktiviteten, at det er én fridag og ikke 38 😉

Det danske vejr må være den bedste metafor for, at tingene fra dag til dag kan vende 180 grader – og heldigvis nogle gange til det bedre. Det meget, meget bedre.30739394_10213608251533874_2265448897629388800_n