Dagen der forsvandt

18339570_10210733996319290_1441899777_o

Og så gik den dag. Jeg hoppede tilbage i nattøjet kl. 15.00, og opgav dermed at tage til den yogaklasse, jeg egentlig havde glædet mig til i flere uger. Fordi jeg var træt, virkelig træt, og så havde min sofa pludselig forvandlet sig til paradis på jord. Jeg er hjemme igen. Hjemme fra verdens skønneste og energigivende- og tærende ferie, som jeg egentlig også ville have skrevet meget mere om – som jeg egentlig har skrevet meget mere om, men aldrig har udgivet, fordi så kom hverdagen. Og jeg troede, jeg var blevet klogere der på min mindre dannelsesrejse. Det er jeg sikkert også, jeg er i hvert fald blevet brunere – og gladere. Men, så kom i går, og som jeg støvsugede butikken efter 12 stive timer i biksen, mærkede jeg langsomt, hvordan jeg allerede havde støvsuget mig selv tilbage til reservetanken.

Jeg takkede guderne (og min chef) for min spontane fridag i dag og faldt derefter i jordens dybeste søvn for kun at vågne op til et sent vækkeur og en rar morgenmadsaftale. Verdenssituationen blev vendt, og maverne mætte med instagramvenlige acai bowls. Jeg fik afleveret de bøger for min veninde, jeg lovede at aftale for to måneder siden. Og så fik jeg hentet den cykel, jeg afleverede til reparation for selvsamme antal måneder siden. Og gået hjem i solskin fra Østerbro til Bryggen balancerende med to cykler. Ja, og så gik jeg ombord i sofaen, for kun at rejse mig for at bage en banankage, for derefter at vende banankagen ud af fadet. Og med vende ud, mener jeg vende flydende dej over hele køkkenbordet.

Så nu forsøger min ovn at redde resterne af banankagen, og jeg forsøger at tage mig sammen til at rette de rapporter, jeg burde have rettet for længst. Måske man skulle give op og spise den nu meget lidt instagramvenlige banankage og glæde sig over, at det er en ny og sikkert skøn dag, der står for døre i morgen. For så glad så jeg altså ud, da jeg tirsdag aften kom hjem efter en lang og ret fantastisk arbejdsdag.

Jeg har selv valgt den

15182375_10209284346398948_155145401_oJeg har tænkt på noget – det gør jeg ofte. Oftest, faktisk, men netop denne tanke cirkulerer som en forvirret bi om en sommerforladt ispind. Det er en rodet tanke uden tilstedeværende konklusion eller gennemtænkte argumenter for eller imod. Bare en tanke. En tanke, der i dag fik ekstra spind, da mit yndlingsmenneske klokken dirrende øjenlåg over en Acai bowl (yes, vi er med på vognen) fremsagde citatet: “don’t be too busy making a living that you forget to make a life.” Hun har en pointe, det har hun ofte, hun er ret klog. Tanken har rod i tid, i arbejde, i travlhed, i glæde og i søvnmangel. Og i en masse andet.

Tiden flyver for tiden med en fart, jeg ikke troede mulig. I tråd med dette, bliver I nødt til at fortælle mig, at jeg ikke var den eneste, der nær stejlede, da Spotify foreslog julesange? Det er da ikke jul, endnu. Men det er det, jo. Hvilket må betyde, at jeg i næste uge har boet i Hovedstaden i fire måneder og arbejdet i tre. Helt klichéagtigt kan jeg ikke forstå, hvor tiden er blevet af, selvom jeg selvfølgelig ved, at den største procentdel er blevet brugt på at arbejde. På at arbejde på en arbejdsplads, der lige nu udgør, den boble, hvorfra hverdagen udspringer, for at sige det pænt – og sandt 😉

En hverdag, der på alle leder og kanter adskiller sig fra 2016’s første del, der var præget af et stresset hoved, et lavt energiniveau og en følelse af fastlåshed. Paradoksalt nok har jeg aldrig haft en kalender så fyldt som nu; alligevel har jeg aldrig været så glad, så spækket med energi. For at vende lidt keglet tilbage til den cirkulerende tanke, så giver min hverdag mig energi. For jeg har selv valgt den, hverdagen altså – og alt dens indhold, næsten i hvert fald.

Tømmermænd og løbetøj til pynt

15046429_10209206425290969_387728514_nLyset strømmer insisterende ind i mit soveværelse, ufrivilligt har jeg slået øjnene op, kroppen bliver under dynen, hovedet er træt, og jeg lugter af smøger og parfume. Trætheden er forståelig, eftersom jeg satte nøglerne i døren for 4-5 timer siden. Planen var egentlig at gå tidligt i seng, men de der planer har det med at ændre sig for tiden. Fx var planen heller ikke, at jeg skulle bæres lettere bevidstløs hjem fra julefrokost forhenværende lørdag, men hvad sjov får man også ud af planer 😉

Meget apropos skrev jeg dette i går morges, inden det gik op for mig, at jeg var for træt til at kreere andet end kaffe og morgenmad – sidstnævnte var det førsttilberedte måltid i hytten i længere tid, end jeg er villig til at indrømme. En uvillighed kun slået af stoltheden over at stege et par æg. En stolthed kun slået, hvis jeg formår at hive mig selv ud af lejligheden i dag – gerne i ført det løbetøj, der den sidste time har siddet som en fysisk påmindelse om, at jeg skal af sted. Der mangler bare en fysisk påmindelse om den løbekærlighed, man så hurtigt glemmer, når løbeturene erstattes af tømmermænd. Og så skal jeg vist have hentet min cykel, bare den står der. Det satser vi på.

En opfølgende status

14894603_10209060578004878_841224892_o-1Aftenens banankagekatastrofe kræver vist en opfølgning ( 😉 ). Nuværende status er, at jeg netop har indtaget selvsamme banankage til morgenmad – ledsaget af kaffe, naturligvis. Min jakkesætklædte far smuttede ud af hoveddøren, da himlen stadig spøgte morgen. Jeg sidder derfor alene i lejligheden for første gang i, hvad der føles som en evighed. En rar evighed. Lørdag blev der båret flyttekasser ud af det, der nu er døbt gæsteværelset, hvilket må gøre mig til et styks eneboer i en lidt for stor lejlighed. En lejlighed, der gør mig så glad, at smilet er som limet til hovedet.

Lejligheden er i hvert fald en del af det. Søndag blev et g&t’s træt hoved kureret med hvidvin og yndlingsmennesket, dagen derpå landede der besøg fra fastlandet til en forskudt weekend. Det ene besøg erstattede det andet, og jeg skal nu til at lære at være i eget selskab igen – i hvert fald for en kort stund, der pludselig kan føles lang, når man er blevet vant til en snakkende summen omkring sig.

 

Older posts