Lidt om taknemmelighed

PicMonkey Collakge (2)

Gymnasieelever og stress har trukket mange forsider det seneste stykke tid. Der bliver sat lighedstegn mellem gymnasieelever og stress, et lighedstegn jeg synes, burde viskes ud. For vi har det ikke hårdt. Jeg skrev i sidste uge, at denne uge ville blive stram, og det er den også, men det er da ikke skolens skyld. Det er ikke skolens skyld, at jeg absolut skal ned og træne efter skole og derfor kommer sent hjem. Det er heller ikke skolens skyld, at jeg ikke kommer i seng kl. 21.30, som jeg gerne vil, for jeg kunne jo bare have ladet være med at bruge eftermiddagen på Emmery’s med en kop kaffe og sladder. Eller at jeg lige nu har ondt i bagdelen af at sidde ned med dansk afleveringen, for jeg kunne bare have ladet være med at bruge halvdelen af tiden på Facebook og læse og skrive blogs. Nu skal det ikke blive et læserbrev, men jeg er typen, der skal have tankerne ned på skrift, og det kommer de så nu, nogle af dem.

Jeg har været på udveksling i Holland, i Malaysia og i Singapore, jeg har familie og venner, der går på gymnasiet i udlandet, og det kan hurtigt konstateres, at vi har det godt i Danmark, og så får vi ligefrem vores (mere eller mindre frivillige) uddannelse givet med udstrakt hånd. Det var ikke noget, man råbte højt om i hverken Singapore eller Malaysia, for her var altså en gruppe mennesker, hvis familier betalte hver en øre for deres børns hundedyre uddannelser – og hvis man gjorde var det med stor ydmyghed og taknemmelighed i stemmen. Hvor er den ydmyghed og taknemmelighed henne, når vi befinder os indenfor landets grænser? Jeg indrømmer blankt, at jeg i går aftes under forberedelse til en matematik prøve i et øjeblik af frustration og træthed udråbte “hvor er det unfair”. Så kom jeg til at tænke på min kusine i Schweiz, der har flere prøver på en uge, end vi har på et år, og så tog jeg mig sammen. Det er sgu ikke unfair, tværtimod. For hvor var det fedt i dag at sidde der, uden svedende håndflader og rystende blyantstrøg, som prøver betød for bare et år siden. At få lov at dygtiggøre sig er sgu priviligeret. Jeg sidder i dag med matematik på A-niveau og besvarer prøver med sikker hånd, for bare 3 år ville jeg gøre alt for at gå udenom alt, der involverede matematik – dét skyldes en dygtig lærer og undervisning, ikke underholdning.

Jeg er træt af at skulle underholdes i skolen; jeg vil undervises, hvilket ikke skal forståes som en kritik af den undervisning, jeg modtager, men som understregning af den attitude og forventning, der efter min opfattelse er kommet omkring undervisningen. Og den underholdning, vi vælger at bruge tid på, når skolen ringer ud, skal skolen ikke klantres for. Selvfølgelig skal man have et liv udenfor skolen, men det har vi altså også rig mulighed for, sagt generaliserende. Så hvorfor skriver jeg dette, hvis jeg ikke er ude på at kritisere? Det gør jeg fordi, at jeg synes, vi skal stoppe med at tage tingene for givet og skifte attituden “det skal overstås” ud med “jeg er sgu heldig”. Ikke mindst for at minde mig selv om det, for jeg har altid så travlt med at skulle videre, at jeg glemmer at sætte pris på tingene, som de er. Man skal have lov at brokke sig nogle gange, for gu er det stramt til tider, og det skal man have lov til at sige, men man skal også kunne zoome ud og se tingene i et større perspektiv. Efter min mening.

Hvorfor økologi?

 photo 11992208_10206088793712128_1471120226_n_zpss2leeuuy.jpg
Jeg slog i dag et billede på min Instagram (@ansobh) med mine indkøb til Føtex’ 25 pct. på økologi. Før jeg delte billedet fik jeg et splitsekund en dårlig smag i munden af, at det var noget blær, jeg havde gang i. Jeg delte det alligevel, da den anden side af min hjerne mindede mig om, at formålet jo på ingen måde var blær, det var som så meget andet på Instagram; at dele et øjebliks begestring over en lille ting, der giver mig glæde og værdi i hverdagen. Og det står jeg fast ved.

Økologi er et emne, der kan skille vandene. Det er et begreb, der for nogle betragtes som værende opblæst og som hører til speltmødre på Østerbro, der for alt i verden skal fremstå lidt bedre og lidt sundere end resten af befolkningen. For andre er det en mærkesag, hvori der intet valg forekommer, når varerne skal lægges i indkøbskurven, det er en selvfølge, at det lille røde ø skal pryde varen. For andre er økologi ligegyldigt og blot en dyrere vare, der strammer madbudgettet en tand mere. Og så er der selvfølgelig en stor andel, som køber økologi i ny og næ uden at lægge for meget i det. Jeg hører nok til et sted i midten af nr. 2 og 4 af de stereotyper, jeg har fremført. Netop fordi, det er et emne, mange har stærke holdninger til, og som nemt kan virke en smule ophævet, er det normalt ikke noget, jeg skildrer med – udover billeder af mit (over)forbrug på Instagram i ny og næ.

Jeg går meget op i økologi, det er ingen mærkesag for mig, og jeg har ikke stærke argumenter og undersøgelser i ryggen, jeg hiver frem, så snart anledningen byder sig, men jeg lægger alligevel værdi i det lille røde mærke. Man kan sige, det er åndssvagt, men før man gør det, vil jeg lige komme med mine holdninger bag. Jeg vælger økologi, fordi jeg gerne vil passe på både miljøet og min krop, det kan man selvfølgelig også, selvom man ikke spiser økologisk, men for mig giver det mening at vælge denne vej at gå. Jeg kan personligt godt lide idéen om ærlige råvarer, jeg har ikke noget imod, at blomkålen er den halve størrelse af den konventionelle, og at holdbarheden er kortere. En oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig, da jeg var mindre var netop i denne dur; vi havde købt to klaser appelsiner, en økologisk og en konventionel, vi havde glemt dem begge og var smuttet på ferie, da vi trådte ind i køkkenet efter ferien, var den økologiske mildest talt lige til skraldespanden, den konventionelle så ud præcis, som da vi tog af sted. Det var lidt en øjenåbner for mig.

Jeg vælger økologi, når det giver mening for mig. Det gør det fx, når det gælder kød, æg og mejeriprodukter. Jeg spiser meget kød, og det er ingen hemmelighed, at det letter min samvittighed en smule at købe økologisk på den front. Der er selvfølgelig ingen garanti ved at købe økologisk, men jeg vælger at have tillid til, at det er medvirkende til bedre vilkår for dyrene, samt for miljøet. På grøntsagsfronten er det vigtigste for mig, at det er danskproduceret og dermed ikke importeret, derefter kommer økologi. Dermed ikke sagt, at jeg ser mig for fin til at købe søde kartfoler importeret fra USA, kaffe fra Brasillien og kokosolie fra Filippinerne. Jeg har ingen glorie, men jeg har et ansvar. Jeg ser hverken op eller ned på folk, der vælger økologi fra eller til, vi gør jo alle, det der giver mig for os selv.

Jeg er nysgerrig. Hvad er jeres holdning til økologi? 

 

“Den sunde og slanke ferie”

 photo DSC04710_zpstylcakv6.jpg
Nogle gange bliver jeg træt, sådan helt ind i kernen. Dette sker ofte, når jeg griber et af min mors dameblade, fx sidste uges udgave af “Alt for damerne”, der finder man nemlig en lille (men omfattende) guide om den “sunde og slanke ferie”. Her bliver der bl.a. dikteret, hvordan man skal agere før, efter og under ferien, hvad man skal spise (og især hvad man ikke skal spise) til de forskellige måltider. Du får ligeledes at vide, at du skal tænke i tal, du kunne jo fx vælge to dage, hvor du kun spiser 500 kcal fordelt over hele dagen. Du kunne jo også vælge at faste i 14 timer, hver dag. Og selvfølgelig har du valgt en feriedestination, der ikke kun indbyder til dasen på stranden, nej, du har selvfølgelig valgt et sted, der indbyder til lange vandre-, cykel-, løbeture mm. Selvfølgelig. For hvem bryder sig da om at dase på stranden?

Min favorit del af artiklen er dog den, der fortæller de forskellige “do’s and don’ts” alt efter, hvilket land du ferierer i. Dybest set skal du bare undgå alle landenes nationalretter. Det vil altså sige, at hvis du er i Italien skal du styre udenom pasta, pizza og is, er du i Spanien, skal du styre udenom paella og tapas, og hvis du er i Grækenland, skal du styre udenom alt, der indeholder den sunde, men kalorieproppede olie. Opsummeret skal du egentlig altid holde dig til mager fisk og grøntsager, uanset hvor i verden du befinder dig. Jovist, artiklen nævner også, at hvis man har lyst til at “skeje lidt ud”, så er der da også plads til det. Omvendt vil jeg ligeledes indskyde, at har man lyst til at leve efter “den sunde og slanke ferie”, så er det da det, man skal, det er heller ikke fordi, at jeg selv lever af pizza, når jeg er på ferie. Det er som sådan heller ikke artiklens budskab, der gør mig træt – og så alligevel. Det der gør mig træt er den kultur, vi har opbygget omkring mad og regler. Hvorfor skal man beslutte hjemmefra, hvor mange pizzaer man vil fortære? Hvorfor kan man ikke gemme den beslutning til, man sidder med menukortet i hånden?
 photo DSC04639_zpstfcqvymn.jpg
Jeg synes bestemt ikke, at der er noget forkert i at spise en masse lækker fisk og sprøde grøntsager, når man er på ferie, men for mig er ferie lig med afslapning, og at leve lidt efter maven, så at sige. At tage tingene som de kommer, være lidt spontan og komme lidt ned i gear. Med at komme ned i gear, mener jeg ligeledes, at man slipper hæmningerne og kontrollen lidt. Jeg kan sagtens forstå, at det er fedt at føle sig godt tilpas i sin bikini, det synes jeg bare sagtens, at man kan uden at bruge to af feriens dage på at sulte. Jeg tror vitterligt ikke på, at den uges ferie eller to, du tager på om året, har en betydning for din krops udseende. Tværtimod tror jeg, at sådan en uges ferie er skide sund for både sjæl og krop – især hvis man ikke lever et regelsæt, kreeret hjemmefra. Og altså, helt ærligt, hvad betyder et kilo eller to ekstra? De skal nok forsvinde, så snart du sætter benene i Danmark igen.

En sukkerberetning

 photo 10441370_10204798899951495_4144445121744831281_n_zpsqgxvua79.jpg
Jeg har tidligere skrevet om min holdning til “cheat meals”, men nu dedikerer jeg altså et helt indlæg til sukker. Sukker er en af de mest udskældte fødevarer i 2015s samfund, og jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Jeg har forstået en række af de uhensigtsmæssige påvirkninger sukker har på kroppen inklusiv blodsukkerets udsvingninger, men jeg har stadig ikke helt kunne forstå, hvorfor sukker skulle udråbes som djævlen. Jeg har aldrig set noget problem i at spise sukker i ny og næ – ej heller på daglig basis eller til små børn i små doser. Jeg synes stadig, at vi er hysteriske omkring sukker, men efter at have levet længe uden sukker og deslige begynder jeg at kunne sætte mig mere ind i tankegangen.

Jeg var på nippet til falde i søvn stående hele dagen i går, det, så jeg nappede en middagslur og havde planer om at gå tidligt i seng. Jeg bakkede derfor ud af en bytursaftale med forventninger om en lang velfortjent nattesøvn. Hjemme i huset var kun min mor og jeg, så vi smuttede ned og købte en is efter aftensmaden. Efter isen var fortæret tænkte jeg et kort øjeblik, at jeg var vild med den balance (2015s mest misbrugte ord), den er i min kost for tiden. At der midt i den lidt strikse kost altid er plads til en is eller et stykke af farmors hjemmebagte kage, også selvom det er to dage i streg og på en hverdag. Med den tanke in mente, smuttede jeg på hovedet i seng. Sagen var bare den, at jeg ikke kunne mærke trætheden længere, og så skete det, der altid sker med sukker lige inden sengetid – jeg ligger og vender og drejer mig i timevis, og når søvnen endelig falder ind, er det en søvn, der afbrydes konstant af en forvirret, svedende og tørstig krop. photo DSC02491_zpsac1bda3d.jpgJeg valgte at blive hjemme i går aftes for at vågne op veludhvilet og uden tømmermænd, og så vågner jeg paradoksalt nok i morges dødtræt og med i en tilstand, der kopierer tømmermænd på det kraftigste. Jeg har altid gerne villet give et nuanceret billede på sundhed, hvor intet udråbes som synderen eller helten, men jeg er alligevel nået til et punkt, hvor jeg får lidt ondt af min krop, når der hældes sukker og lignende på den. Ja ja, jeg binder væske dagen efter, men mest af alt virker min krop forvirret. Det lyder så helligt, men det der begyndte som en kostplan, hvor et af målene var en lavere fedtprocent, er efterhånden langt mere tanken om at give min krop “rene” og uforarbejdede fødevarer at arbejde med. Jeg sover som en sten om natten, jeg har det godt i min krop, jeg har en god appetitregulering – ja, det hele fungerer. Selvfølgelig skal der være plads til en is, hvis det er det, man har lyst til, men hånden på hjertet spiste jeg den is for min mors skyld, ikke min. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig spiser en is for min egen skyld, selvfølgelig gør jeg det. Men den is spiste jeg, fordi jeg for alt i verden ikke vil kaldes fanatisk. For det er næsten værre at være fanatisk end sukkerspiser 😉

For lige at opsummere min roman, nogle regnvejrsdage kræver Nutella med ske og nogle sommerdage kalder på en kæmpe is, og den nydelse fortjener alle. Men jeg ville ønske, at vi havde større fokus på, hvordan kroppen reagerer indeni i stedet for, hvordan den arter sig udseendsmæssigt. Ikke fordi at vi død og pine skal tilstræbe et ideal om at være sunde, alt imens vi modvilligt tvinger spinatbladene i os, men fordi det er et priviligium at være velsignet med en velfungerende krop, som jeg synes, vi bør give de optimale omstændigheder for at fungere. En velfungerende krop, så kan man næsten ikke bede om mere. Udover kærlighed, måske.

Older posts