En morgenbøf, et punkteret dæk og en fortovskaffe

IMG_0348

For første gang længe var mine øjne de første i huset til at se dagslyset. Det vil sige, at jeg formåede at stå op, imens gadelivets travle forretningskvinder, mænd med morgensmøger og søvnige fejemaskiner indikerede, at morgenen var på sit højeste blus. Jeg selv indikerede morgenens dominans med en morgenbøf og en kop morgenkaffe indtaget på fortovet – som selvfølgelig skulle dokumenteres på halvpinlig Instagram manér. Dagens anden kop kaffe har nu fundet sin vej til min kop, bagdelen har jeg rykket fra fortovet til køkkenbordet, hvor rodet, kaffen og aviserne gør det til en omgang ‘Find Holger’ at finde bordets fine overflade. Tempoet er langsomt, og cyklerne står tålmodigt og venter på igangsættelse af dagens etape. Gårsdagens etape bød på vinmarker, næseblod (ikke hos undertegnende), revnede cykelbukser (heller ikke hos undertegnede), bjerge (altså i horisonten), bakker og et punkteret dæk (hos undertegnendes cykel). Sidste tår kaffe er nu drukket, det må betyde, at dagen skal i gang.

Noget om træningsglæde

 photo 10647749_10203538702841450_885531372_n_zpsb4c94d7b.jpg
Træning gør mig glad. Jeg bliver til tider chokeret over, hvor stor påvirkning træning har på både min hverdag og mit humør. Det sidder dybt i mig, at der skal være tid til min træning, min mig tid. Jeg er kommet frem til en ting: det er fordi, træning gør mig glad. Det værste ved at være skadet har været, hvordan mit humør dalede med 100 km/t – nedad, for hver dag, der gik. Jeg kunne give mig til at tude over selv den mindste ting. Jo, jeg savnede det som en gal, men mest af alt, tror jeg, det var fordi, jeg manglede et sted at afreagere. Noget at slå på, et sted, hvor verden udenfor stod stille eller en tur i løbeskoene. Jeg er så ubeskrivelig glad for, at jeg har min cykel. Den giver mig en pause for alt det, man skal. Skal vi trække den langt ud, så får den mig til at føle mig i live. Det kan godt være, at det hagler og regner eller blæser en pelikan, men det skal ikke holde mig fra landevejene.

Godnat fra en træningstosse, som skal bag rattet for første gang i morgen. Mon det er lidt ligesom at køre cykel? Nej? Okay…

Cykelkærlighed

 photo 10551898_10203248023334644_42694885_n-3_zps28e9301d.jpg
Selvom jeg helst ser mig fri for at give mit dejlige knæ æren for noget, må jeg alligevel give det credit for at få min bagdel op på sadlen. Jeg indrømmer det; jeg er blevet en cykelnørd. Jeg siger nu ting som: “ej, den asfalt må være blød at køre på” eller “nøj, man skal godt nok have nogle gode gear for at kunne køre op her”. Jeg går i bukser med seler og indbygget ble. Det er sådan, det står til. Cykling i fjernsynet? Der sætter jeg grænsen.

Jeg har haft racercykel i ca. 2,5 år, men det er først nu, at jeg er faldet pladask for det. Jeg er vild med næsten alle aspekter af det, og ser frem til hver tur – selv når det blæser og regner, fordi jeg ved, at det altid bliver fantastisk. Starter turen dårligt, jamen, så er der ikke andet at gøre end at nappe 10-20 km ekstra. Hvad jeg især er vild med er, at jeg ikke konkurrerer imod nogen. Cykelverdenen er ikke så udbredt på de sociale medier som fx løb og CrossFit, derfor sammenligner man sig ikke så let med andre. Det fjerner et stressende element, jeg til tider har følt, har præget min træning. Det er bare mig og min cykel – nå jo, og så måske også min mor og hendes cykel. Men altså, I forstår pointen.

Cykling giver så enormt meget (inkl. ondt i bagdelen og olie op og ned ad benene), det er befriende at få 2 timer om dagen, hvor man er omringet af frisk luft, køer (vigtigt), marker og sine tanker. Det er et frirum, som jeg sætter enorm pris på. Jeg er vild med, at man altid kan finde en ny rute, komme langt væk på kort tid og bare være sig selv. Her elsker jeg virkelig Aarhus, det ene sekund er man inde i byen, det andet ved vandet og det tredje på en mark omringet af køer og gårde. Selvfølgelig er der ulemper, som at vejret er lidt herre over ens tur, det bliver en udfordring til vinter osv., men de andre faktorer er lidt sjovere 😉

Til de interesserede (hvis der er nogen), cykler jeg typisk 5-6 gange om ugen af 1-3 timers varighed, dvs. omkring 25-80 km. Typisk de lange ture i weekenden. Til trods for de mange kilometer i benene, har det været som en mirakelkur for mit knæ. Jeg er gået fra at tude af smerte op ad bakker til at svæve op uden problemer – det er ubeskriveligt. Der er forresten flere, der har spurgt om, hvordan jeg egentlig får sved på panden? Cykling er jo ikke hårdt? Her er svaret vist ret simpelt – så giver man den ikke nok gas. Cykling kan være latterligt hårdt – også lige ud.

Hvis der er nogen, der har lyst til at læse det, skriver jeg hellere end gerne et indlæg om valg af cykel, cykeltøj, ruter osv.? 
 photo Untitled11_zpsbfd317a6.jpg

Omveje, Beverly, unge forældre og solskin

 photo PicMonkeyCollagoe_zps68a9ddae.jpg
I går slængede jeg let og elegant benene over cyklen, og begav mig ned til toget. I ved, så elegant, som man nu kan, når kl. stadig siger morgen. I god tid endda. Ikke at det ligner mig. Det lignede mere mig, da jeg 7 minutter før afgang så, at jeg skulle med et DSB-tog og derfor måtte spurte op i 7-eleven for at købe en cykelbillet. Undskyld til jer, jeg snød foran.  Da jeg så endelig fik placeret min røv i sædet, gik det lidt mindre kaotisk, og jeg kom endda frem – med cyklen. Foran mig havde jeg så en tur på små 60 km på raceren. Det var da ingen sag. Sagde jeg. Her skulle jeg nok have holdt min store mund og tjekket et kort eller i det mindste en rute i stedet. Det tog mig intet mindre end 45 minutter og spøgeren om vej ein mass, inden jeg fandt min vej ud af Herning. Og jeg er endda god til at finde vej. Troede jeg. For nøj, hvor jeg kørte forkert. Jeg tror, turen endda på små 80 km. Flad rute, you say? Øhhh, der må jeg erklære mig uenig. Havde jeg brug for at låne min muttis cykelregnjakke? Næhhh… 20 km inde af ruten: mine sko blev tømt for vand, jeg var glad for mine sorte bukser – hvis I forstår – og min cykel var ikke vitterligt begejstret for vandet. Den er også lidt forkælet.

Nå men, jeg fik da rørt mig. Selvom det nogle gange ikke føltes sådan pga. den dumme modvind, som gerne ville holde mig tilbage i Herning. Godt jeg havde mine snacks. Frem kom jeg. Meget sulten. Her er ret så rart. Et boblebad udenfor vi ikke kan få til at stoppe med at larme. Vesterhavet for vores fødder. Og nårh ja, nu når vi snakker om fødder. Mine så ikke så godt ud efter at have været lukket inde i våde sko i en 1 time eller 3. Jeg skal nok skåne jer for et billede.
 photo PicMonkeyCollage_zps493b9758.jpg

Mine planer for denne uge hedder:

  • Se lidt mere Beverly. Hvis du spørger min familie er det ikke muligt, men det er det altså
  • Tage min yogamåtte med ned til stranden – og altså; lave yoga
  • Spise lidt mere luksus-Nutella med ske. Min lille hemmelighed, når de andre ikke kigger. Og spise Snickersmadder. 1/2 bolle, peanut butter og Nutella = <3
  • Cykle mere. Igen min familie tror ikke, at det er muligt, men det er det altså
  • Overveje at gøre noget ved min voksende Pepsi Max-addiction
  • Finde et ordentlig sted at blande bland-selv slik
  • Læse ved stranden
  • Hemmeligheder
  • Glæde mig som en vanvittig til KBH med mine yndlingspiger i hele verden

Billederne er forresten fra den sidste uge. Det har været en rar uge. Sådan en med søde veninder, en masse svømme- og cykelture, afslapning og alt muligt andet skønt. Det er ikke fordi, at jeg længtes efter skolestart 😉
 photo 1075039_10203305334247381_2059771660_n_zps87a2f18e.jpg

Og nu til det store spørgsmål. Jeg fandt det her billede af min mor og far hos min farmor. De er samme alder som mig her… Hvem ligner jeg mest?
 photo Untitled11_zpsbfd317a6.jpg

Older posts