En lille øjenåbner

Nulstille del 2

Det var det der ‘nulstilling’, vi kom fra. Hvorfor og hvordan? Og er det ikke lidt for langhåret? Igen et nemt spørgsmål til sidst; det synes jeg ikke. Jeg gør det, fordi jeg kan godt lide tanken om at have afsluttet et kapitel, før jeg starter på et nyt. Og med afsluttet mener jeg ikke blokeret en ekskæreste på Facebook eller slettet alle billeder fra den foregående tid – det kan måske være første skridt, men jeg vil gerne nå til næste skridt – der, hvor det ikke længere fylder og definerer en.

Måske nogle stykker af jer kan huske den sommer for to år siden, hvor jeg flyttede til København? Den er for mig blevet synonym med frihed. Ikke mere kostplan, ikke mere skole, ikke mere byen, jeg voksede i, eller menneskerne jeg voksede op med. Det var skræmmende AF, men det var også virkelig godt for mig. Jeg fik nulstillet. Jeg startede på et arbejde, der kom til sluge både alt min tid og meget af mig. Sidstnævnte har jeg forsøgt at bearbejde de sidste par uger; for hvordan bliver man så opslugt af en arbejdsplads, at man sætter sig plads på standby for altid at være tilgængelig? For ikke at skrive et indlæg så langt, at selv den mest trofaste falder fra, springer jeg frem til min egen konklusion. En konklusion, jeg kom frem til ved at skrue tiden endnu længere tilbage; til min gymnasietid, nærmere bestemt min SRP, hvor jeg skrev om dannelse i litteraturen. Her formulerede jeg mit dannelsesbegreb omkring følgende sætning: at blive en anden for at blive sig selv. Den tanke, kan jeg ret godt lide, især fordi den er meget passende på det 1,5 år, hvor jeg var på SMAG.

Jeg tabte for et års tid siden min telefon i en stor gryde, alt gik tabt, og jeg har derfor ikke set billeder af mig selv fra den periode. Indtil for en uge siden, hvor jeg loggede ind på min iCloud. Det var ret interessant. Interessant at se mig selv i Carhartt hættetrøje, med Soulland huer, høje støvler, stramme tights og en tand for meget bronzer. Ja, kombineret. Jeg ændrede mig i det halvandet år. Og så ændrede jeg mig lidt tilbage. Selvfølgelig er jeg ikke tilbage til den, jeg var for den sommer for to år siden, måske nærmere en midterposition, men stadig – jeg går ikke i lige præcis det outfit længere 😉 Der er mange ting, jeg ikke gør længere, fx at sætte en arbejdsplads foran mig selv. Eller græde mig selv i søvn, fordi mit hoved er forvirret, min krop er træt, og følelsen af hjemve og udbrændthed overvælder mig.

I mit nostalgiske hoved havde jeg lidt fortrængt det sidste. Måske fordi det ikke har en direkte sammenhæng. Jeg huskede (næsten) kun alt det gode, alle de dejlige mennesker, festerne, mine mange forelskelser, og at jeg på mange måder er blevet stærkere og gladere af min tid der. For det er jeg. Det blev en tryg base, hvorfra jeg inden for velkendte rammer kunne finde ud af, hvem jeg er. Hvem halvvoksne mig er. Det er en dødforvirrende og frustrerende tid, når man går ud af gymnasiet, flytter hjemmefra og skal lære at klare sig selv. Det var det i hvert fald for mig. Det var derfor fantastisk og trygt at have et sted, man hørte til, hvor man fik lidt af den anderkendelse, man er vant til at få hver uge i gymnasiet, når intranettet fortæller, at man har fået sin aflevering tilbage.

Og så sluttede det, og den base forsvandt, og jeg holdte klamrende, mentalt fast i den – og har nok først nu sluppet jerngrebet. Det hjalp ikke at fortrænge det, det hjalp heller ikke at svælge i det, det hjalp tværtimod at tage mig selv seriøst og sige hvorforhvad skete der lige. I virkeligheden hjalp det hele nok. Men guderne skal vide, at det er 100 gange sværere at definere sig selv uden at kunne sige “jeg er studerende, jeg er sygeplejerske, jeg er Ulriks kæreste (fiktiv, btw)”. Næh, jeg er bare mig selv – og hvem fanden er det?

P.S.

Jeg lå for tre uger siden i min mormors sofa og faldt over et afsnit Beverly Hills 90210. Det var sommer, og de skulle alle på ‘Beverly Hills Beach Club’, undtagen Brenda – for Dylan var der. I stedet dedikerede hun sig til sin dramaklasse, hvor hun via en vinterjakke skulle genkalde sig en scene fra sin barndom. Hun render frustreret, grædende rundt i et forsøg på at genkalde nogle følelser, der ikke var der. Først da hun (ved hjælp af sin far) kommer i tanke, hvilken fest oplevelsen i virkeligheden havde været, kunne hun tage til stranden. Velvidende, at Dylan ville være der.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille øjenåbner