Når tingene vender med 180 grader

2 år senere

img_0800Jeg er lidt tom for ord disse dage. På en god måde. Efter flere ugers mere eller mindre konstant tankemylder og (overdreven, men sund) refleksion, er det rart bare at være. Rart at føle mig ung igen, rart at være i smørhullet af godt selskab, rart at være landet på en god arbejdsplads. Jeg skrev for et par uger siden, at jeg inderligt ønskede, at man kunne spole tiden frem – frem til studiestart, frem til bedre tider. Nu vil jeg gerne trykke play, ikke ‘stop’ eller ‘spol’, bare play. Det er allerede to måneder siden, at jeg havde sidste vagt på SMAG – og før jeg får set mig om, er det august, og endnu et nyt kapitel skal påbegyndes. Hvad har ændret sig? Kunne man spørge. Det er ikke fordi, det hele med et trylleslag er blevet perfekt; det skriver mit søvnunderskud og trætte krop under på, næh det er mere en følelse, der er kriblet under huden på mig. Jeg har fandeme klaret det-følelsen. To år på egen hånd – lige om lidt.

Smider vi det ind i en marathonmetafor, er det som pludselig at nærme sig målstregen. Man træner op og prøver at forestille sig, hvordan løbet kommer til at foregå, men når startskuddet så lyder, går det op for en, at man ikke aner, hvad man har kastet sig ud. Løbet går i gang, man bruger sin træning, man rammer muren op til flere gange – for ikke at tale om mødet med udfordringer, man ikke havde forestillet sig at møde. Uventede møder, der i sidste ende kun gør løbet bedre – eller i hvert fald kun gør, at man løber lidt rankere, lidt højere og lidt mere hårdhudet over målstregen. Sidste år følte jeg mig på dybt vand flere gange ugentligt. Jeg tog hele tiden mig selv i at omtale mig som fucked up.

Fucked up vil jeg nu ikke sige, at jeg var, jeg var bare rykket ud af vante rammer – og manglede at definere grænser. Grænser for, hvad jeg kunne byde mig selv og andre. Lære hvornår man siger pyt, og hvornår man tager sig sammen. Lære hvem pokker jeg selv er – uden at inddrage andres og mine egne forestillinger. Det når man muligvis aldrig i mål, men jeg er kommet så meget længere, at jeg har lyst til at rejse et år tilbage i tiden og klappe sidste års mig på skulderen og sige:

Det hele bliver ikke nemt næste år, det bliver ikke som dit idealiserende hoved forestiller sig, du rammer muren flere gange, men det er ok, du bliver sej. Og du stopper med at kalde dig selv fucked up. Du bliver bedre til at stå op for dig selv – også overfor dig selv. Hæng i. Det løser sig.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når tingene vender med 180 grader