Når ens mavefornemmelse siger stop

Pros and cons

20180326-dsc_0222_preview-1Tre dages stilhed skulle der åbenbart til, før et nyt indlæg fandt sin vej til domænet. Det er nok godt nok, for der har været alt andet end stille i mit hoved de sidste tre dage. Godt nok, fordi jeg blev ved med at inddrage andre, indtil jeg til sidst måtte indse, at det var min beslutning; om jeg ville fortsætte på det spritnye job, der ikke gjorde mig glad, eller om jeg skulle lytte til den der mavefornemmelse og sige stop.  Når jeg siger til sidst, skal det ses i forlængelse af, at jeg konstant enten havde en telefon eller et glas vin i hånden – og altså tilhørende selskab. Det var skønt, men også lidt som at tisse i bukserne. Jeg satte mig til sidst ned og lavede den famøse pros and cons liste. I et håbløst forsøg på at være optimist startede hvert punkt med et “pro”, derefter et “con”. Indtil jeg intuitivt startede med et con – “mavefornemmelse”. Måske et (i denne sammenhæng) efterhånden fluekneppet ord, men ikke desto mindre havde jeg intet pro, der var villig til at tage kampen op mod det fluekneppede ord.

Jeg sprang alligevel op af sengen i går, da alarmen ringede kl. 6:15, cyklede den lange vej og startede min vagt – og det var på alle måder min sidste vagt. Ingen tårer, intet behov for inddrage det halve land, blot en afklaret følelse med, at der skulle jeg ikke tilbage til, nogensinde. Så jeg har ‘sagt op’.

Man kan bruge dagevis på at pille sig selv i navlen over, hvorfor man har det, som man har det – Exhibit A right here. Men nogle gange må man nok bare erkende, at noget føles forkert – at man ikke passer sammen, og at ens forestillinger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. Det vil jeg ikke ærgre mig over, for med fare for at lyde som en omvandrende kliché, så har jeg lært vanvittigt meget om mig selv den sidste uge. Vigtigst af alt, har jeg lært, at jeg ikke er den samme, som jeg var for bare et år siden – og slet ikke som hende, der flyttede alene til København for snart to år siden. Hun havde passet perfekt ind i det job. Hun havde suget det til sig, stået til rådighed i alle døgnets 24 timer (som der stod i mine gamle ansøgninger), tilpasset sig og skræddersyet sig selv ind i den passende formel.

Mine prioriteringer har ændret sig, jeg har ændret mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan tilpasse mig – selvfølgelig kan jeg det, men det har taget mig to år og rigtig mange erfaringer at lære min grænse (lidt bedre) at kende.

20180326-dsc_0278_preview

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når ens mavefornemmelse siger stop