5 uger senere

Og så kom tårerne

 photo 30652810_10213555355331502_7823537436541059072_n_zpsww6satat.jpg
Så begyndte den. Hverdagen. Den nye hverdag. Vækkeuret ringede klokken 4:30 i morges – og for første gang nogensinde trippede hunden ikke med ud på badeværelset. Jeg derimod hoppede overraskende frisk i bad til glade toner og boblende sæbe. Jeg fik den trætte hund med på en morgentur langs et tomt Islands Brygge, alt imens solen langsomt overvejede at stå op. Jeg besluttede der ved det mørke vand, den kølige morgenbrise og det glade hundesmil at vende tilbage til netop dét øjeblik, hvis dagen skulle vise sig fra sin mindre sjove side.

Jeg kæmpede mig igennem en blæsende, sovende by og ankom til Hellerup 35 minutter, efter jeg havde sat mig på cyklen. Det var jeg lidt stolt af, hvilket fik mig til at bryde ud i en solo-latter med Kesi i ørerne, imens solen endelig havde kravlede sig op ad stigen, der fører til himlen. Måske mere kæk end man burde være, før klokken slår syv. Kækheden fordampede langsomt, som vi kom i gang, og butikken åbnede. Jeg kunne mærke tårerne presse på og endte med at bruge min spisepause på at give slip på en tåre eller to. Jeg burde have spist noget, men tanken om at skulle spise der med flere nye mennesker, var mere end mit til tider sensitive hoved kunne overkomme. Jeg fik stædigt vendt mine tanker retur til morgenturen og taget de tre dybe vejrtrækninger, der altid gør en verden til forskel.
 photo 30704218_10213555355051495_258473103263268864_o_zps37cerpxa.jpg
Jeg kom igennem dagen med et overskud, der må have ligget på lager et sted. Jeg havde næsten nået Bryggebroen, da min mor ringede – og så kom vandfaldet ellers, og det fortsætte on/off i tre timer. Et hysterisk vandfald, der fik ekstra næring af den sparsomme søvn og den fastende krop. Jeg var lige dele taknemmelig for og jaloux på min hundelufter, der havde brugt tid med den hund, jeg ikke har været væk fra i 5 uger. Men mest af alt fik jeg den reaktion, jeg aldrig fik, da jeg stoppede på SMAG. Jeg måtte hele dagen knibe mig selv i armen for ikke at drømme mig rosenrødt tilbage. Det var ikke rosenrødt på SMAG, men de blev en substitut for den familie, der var så langt væk. De mennesker betyder alverden for mig, det sted betyder alverden for mig.

Jeg er ikke god til at være ‘hende den nye’, jeg er derimod rigtig god til at være ‘hende den gamle’. Hende elsker jeg at være. Jeg elskede at vide, hvad stamkunderne bestilte, før de åbnede munden. Jeg elskede rutinerne, jargonen og trygheden. Den skide tryghed. Det tog lang tid, før jeg for alvor følte mig hjemme derinde, men da jeg først gjorde det, var det lige så meget hjem, som mit reelle hjem. Det var derfor naturligt for mig at tage ansvar – og det ansvar gav mig både ro og frustration. Jeg ved, at det var på tide at sige farvel, men det var nok først i dag, det gik op for mig, at det faktisk var et farvel og ikke et på gensyn.
 photo 30698303_10213555355851515_3725034876806627328_n_zpsmqfsoqyg.jpg
Men det er sgu også okay at blive ked af det. Det kan være helt forløsende – bagefter, altså. At smide tøjet, hoppe i et langt varmt bad og så ellers bare lade de tårer få frit løb. Dét, et glas rosé, fem-seks telefonopkald og en lang tur på Fælleden med sol på næsen og en savnet, evigglad hundemus har hivet mig op ad det hul, jeg meget pludseligt var forsvundet ned i.

I morgen er en ny dag, og jeg skal nok give det en chance. Selvfølgelig gør jeg det. Mon ikke der er mere på lager af det overskud et sted derinde i mørket?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 uger senere