"Det er bare et arbejde"

Må jeg spole fremad?

img_0774Jeg har kun tre arbejdsdage i denne uge, derefter 12 dage fri, indtil den nye restaurant åbner – de siger, at jeg skal nyde dagene, for det bliver hårdt, intenst og lange dage. Det er sikkert også rigtigt, jeg er bare ved at blive utålmodig. Utålmodig efter at finde en rytme igen; en der hverken dræner mig eller gør mig doven, en mellemting, en hverdag, en stabilitet. Jeg savner mit gamle arbejde hver dag, også selvom jeg ved, at jeg ikke ville være glad, hvis jeg var der. Med andre ord føler jeg mig som fanget i et følelsesmæssigt limbo for tiden. Og det er lidt min egen skyld, for jeg var hurtig til at erklære, at jeg havde fået det perfekte job, der gav det hele mening. Nu skulle det hele blive godt. Og jo, der er kun gået 14 dage, og jeg kan egentlig godt lide arbejdet, men jeg kan ikke ryste følelsen af mig, at det føles forkert.

Jeg tror på, at det hele bliver bedre, når det nye sted er opstartet, og jeg kan se længere frem end 2-3 uger af gangen. Jeg prøver virkelig at tro på det. For det skal det jo. På mange måder savner jeg mest af alt følelsen af at være ung – og ufornuftig. Jeg savner at dumme mig. Jeg tager mig selv i tænke tilbage på sidste år med glimmerbriller og stjernestøv. Jeg husker det som en uforpligtende og “ung” tid. Jo, jeg arbejdede mere end det dobbelte af, hvad jeg har gjort det sidste halve år, og det knækkede mig flere gange, men jeg tillod mig selv at knække. Jeg tillod mig selv at dumme mig, få en masse tatoveringer og begynde at ryge. Det lyder sikkert absurd for nogen, men for første gang siden jeg var 16-17 år, følte jeg mig ung som alle de andre. img_0785Efter sommeren 2017 begyndte den følelse at fordampe en smule. Jeg har egentlig tænkt, at det var fordi, jeg erhvervede mig en hundehvalp – og jo, forpligtelserne der følger med sådan en firbenet ven, spiller da helt sikkert ind, men det er ikke kun det. Jeg siger ikke længere, at jeg holder sabbatår. Firkantet sagt tror jeg, mit hoved betragter sidste år som mit sabbatår og det her som mit velkommen-til-voksenlivet-år. År being 16/17, 17/18. Sommerferieår. Det slog mig, da jeg gentagende gange i beskrivelsen af mine nye kolleger sagde, at de er søde, men meget unge. De fleste er altså maks 3 år yngre end mig.

Med andre ord glæder jeg mig mere end nogensinde før til sommer – og i særdeleshed til sensommeren. Til studiestart.

img_0792

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Det er bare et arbejde"