Og så kom tårerne

En uge i den nye hverdag

20180326-dsc_0302_preview

Der skulle gå en lille uge, inden nye ord skulle ramme denne side. Sidste uge var skør, helt og aldeles skør. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste uge i mit liv, der er fløjet så hurtigt forbi og alligevel har været så begivenhedsrig, hverdagsagtig og intens som den foregående. At det hele foregik på en og samme uge forstår jeg ikke – så ugen må alligevel have været lang, men kort. Hver dag var som sin egen lille historie. Så nu tager vi dem; en af gangen.

Den første historie fandt sted i Aarhus’ rammer. Jeg vågnede mandag på ‘mit’ værelse i Risskov hos min mormor, 8 timer efter jeg var gået ud af døren af et tilrøget værtshus. En time senere løb jeg rundt i Riis Skov med min mor og Holly. Nostalgien summede i min krop, 5 timer senere sad jeg med en hund på mine fødder i et tog, der små 3 timer senere ankom på Hovedbanen i København.

Med min kæmpe rygsæk og alt for store jakke gik jeg med hunden i snor gennem et København, der i dagens anledning var badet i solskin. Jeg følte mig hjemme. Mit voksenhjem. Dagen efter var en rigtig overskudsdag med rosé, nyfarvede bryn, jakkeshopping og et gensyn. Så kom onsdag; dagen der startede, før en dag skal starte, og som sluttede med flere tårer, end jeg kan mindes har passeret mit system, siden der var en ble at finde på min numse. Jeg startede nyt job, tog en ægte afsked med det gamle og var på alle måder rundt på gulvet. Torsdag og fredag kan jeg nærmest ikke huske – jeg kan huske, at mine øjne var puffede, da jeg vågnede torsdag. Jeg kan huske, at jeg var betydeligt gladere, da jeg cyklede den lange tur hjem fra Hellerup.

20180326-dsc_0247_preview-1

Lørdag startede kl. 6:00, hvor hunden og jeg spontant mødtes med en veninde og hendes firbenede ven. Ja, hundeejere er sådan nogle tosser, der spankulerer rundt, før fanden har fået sko på – på en lørdag 😉 Helt frivilligt var det dog ikke, for jeg skulle på arbejde. En travl dag, hvor jeg følte mig ovenpå og tilpas i de nye omgivelser.

Efter endnu en hundetraver smuttede jeg i bad, træk i min strammeste kjole og åbnede (endnu) et par flasker rosé. Det blev ikke til altanaften, til gengæld blev det til et gensyn med 6 skønne damer. Det var derfor ikke med god vilje, at jeg cyklede hjem igennem en dansende by kl. 23:30. Men jeg skulle jo arbejde. At jeg kom op 5 timer senere søndag morgen, er jeg stadig lidt stolt af. Men så var der heller ikke mere at give af – og jeg kollapsede på sofaen med en kæmpe pose bland-selv slik, min dyne, Paradise Hotel flimrende på den store skærm og min egen light-udgave på den lille 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så kom tårerne