Den der forårsmagi

“Det er bare et arbejde”

20180326-dsc_0270_preview

Jeg skrev i torsdags om dagens mange glædesbølger, der skvulpede rundt i mig – for det gjorde de, og det var skønt. I går var det tilbage til hverdagen, og jeg ville ønske, at jeg kunne skrive samme kæde af adjektiver om, hvor fantastisk og dejligt det er, men det ville være at lyve. Jeg bliver i stedet ved med at sige, “at det er okay”“at det er fint”. Og det er det også. Det skal ikke læses som, at jeg ikke kan lide min nye arbejdsplads (mantraet, det er fint, kører som var det på autopilot i mit hoved). Det er på mange måder rigtig fint, og udefra set sikkert også bedre end mit tidligere job. Alligevel ville jeg stort set hver morgen ønske, at jeg skulle derhen –  tilbage i tiden. Ikke på grund af arbejdet, men på grund af menneskerne og den rutine, der sidder så indgroet på rygsøjlen.

Der er ingen tvivl om, at det er sundt for mig at være kommet videre. Og jeg er glad for mit nye arbejde, det er jeg. Det er på papiret perfekt. Sandheden jeg måske ikke burde skrive på the world wide web er, at jeg glæder mig så uendeligt meget til at læse, at jeg har svært ved at få hænderne op over udsigten til flere måneder i restaurationsbranchen. En verden jeg elsker, men til tider også mere elsker at hade end at elske. Jeg trives med den fysiske del af jobbet, med kundekontakten og med “ping pongen” kollegerne i blandt, men det støvsuger også min krop for energi, og mit hoved har svært ved at tage det hele så seriøst, som en manager gerne skulle.20180326-dsc_0288_preview-1

Jeg føler mig som en pensionist, der er tilbagevendt til den branche, man egentlig havde lagt på hylden. Og det prøver jeg ihærdigt at se som et tegn på udvikling fremfor tilbagegang – med det mener jeg, at jeg altid har følt et behov for at give 110 pct. af mig selv. Min tidligere arbejdsplads var i lange perioder mere mit hjem, end mit reelle hjem. Det kan give en fællesskabsfølelse, man det kan også give en følelsen af at være mere en robot end et menneske.

Det behov har jeg ikke længere, jeg giver mig 100 pct., når jeg er der, men jeg slipper det, når jeg går ud af døren. Jeg har ligeledes (på nuværende tidspunkt) ikke behov for adde alle på Facebook – til trods for søde mennesker. Måske det her faktisk “bare” bliver et arbejde? Ikke mit liv.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den der forårsmagi