En erindring på en søndag

Model for en dag

“Buster kan noget andre ikke kan, han har nemlig lært tryyylle.” Synges der fra højtaleren. Jeg har lige smidt fritter af søde og almindelige kartofler i ovnen. Hunden er kollapset over i hjørnet, jeg sidder i mit lugtende løbetøj med en uset mængde make-up i krydderen. Det har været en stille og rolig, men begivenhedsrig dag. Jeg vågnede som fra en jetlags-koma, helt rundt på gulvet. Jeg forstår virkelig, hvordan den ene time kan betyde SÅ meget. Jeg lå og vendte og drejede mig omkring en million gange i nat. Det er noget af det værste, jeg ved; at ligge der lysvågen og dødtræt på én gang. Åh, hvor er det frustrerende. Nå men, op kom jeg. Føromtalte make-up blev malet i ansigtet og ualmindeligt pænt tøj blev placeret nøjsomt på kroppen – og så ud af døren.29680380_10213416173972055_565341707_o-1Destinationen var Den Gule By – eller Kineserbyen – en lille landsby af gule huser, som engang blev beboet af DSB-medarbejdere, og som den dag i dag stadig ligger i forbindelse med DSB’s centralværksted. 2,1 km fra min lejlighed, og jeg anede ikke, at det eksisterede. Jeg skulle ikke bare på opdagelse på nyt territorium, men agere model for en dag for søde Caroline Parkel, der til sommer søger ind på “Fotografisk kommunikation”. Det er efterhånden længe siden, at andre end mit selfie-kamera har taget billeder af mig, så jeg havde taget hundemusen med i Christiania cyklen – så var der jo en at posere med 😉 Og så har jeg muligvis ikke fået hentet min cykel inde i byen endnu… Hvorfor er det, man altid syntes, det er en skidegod idé at forlade sin stakkels cykel, når man har fået lidt alkohol i blodet? Det er altid så irriterende bagefter. Jeg har store problemer, I know 😉 Men altså, det bliver vel et reelt problem, hvis den ikke er der…

Jeg bliver aldrig ferm foran et kamera, men det er nu ret sjovt, når der står en dygtig fotograf bag kameraet, der kan guide en rundt i junglen af poseringer og ansigtsudtryk. Jeg undervurderer altid, hvor svært det er at se naturlig ud foran et kamera. De små bevægelser med håret, placeringer af de akavede hænder, skal man smile, skal man ikke – og hvor kigger man lige hen? Ned i jorden er selvfølgelig altid et bud. Som det fremgår af dagens selfie har jeg stadig lidt at lære  – fx et tage mere end ét selfie og at åbne øjnene 😉

Der begynder at lugte småbrændt, og jeg mangler stadig et smut i Irma, et bad og at lave resten af maden, inden maden egentlig skulle være færdig, så af sted med mig. Hav en dejlig mandag aften.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En erindring på en søndag