Overambitiøse hæle

Frihed

Der er et eller andet over sene aftener, ikke nætter – aftener. Lige der hvor det grænser til nat, der hvor man egentlig burde gå (eller være gået) i seng. Der hvor man er nået over aftenens træthed. Der hvor der falder en speciel ro og klarhed over én (eller mig i hvert fald). Jeg har haft en dejlig dag, sådan en slags dag, hvor man tager sig selv i at smile uden nogen speciel årsag, bare fordi man er glad – helt ned i maven. Glæden skyldes nok, at jeg (så meget, som det er muligt) har givet slip på presset på skuldrene og stemmen i baghovedet, der konstant hviskede (råbte), at hvert et minut burde blive brugt på at skrive jobansøgninger og få styr på mit liv igen. Men fuck burde.

Størstedelen af mit liv er blevet levet efter burde. Burde spise sundt, burde få gode karakterer, burde arbejde igenne, burde få en roommate. Jeg er træt af burde. Jeg er klar over, at det ord igen skal inkorporeres på et tidspunkt, men lige får lyst lov til at styre slagets gang. For helt ærligt? Hvor ofte får det lige lov til det? Jeg gik her til aftenen på den gode side af en time med hundedyret gennem et snedækket Amager Fælled. Nyfalden sne, der afslører, at nedenstående billede ikke er fra i dag. Men, jeg følte mig fri. Det er en sjælden følelse i min krop og sjæl. Forpligtelser er jeg god til. Frihed er noget, man hungrer efter – ikke lever i. Et åndssvagt udsagn, men alligevel et, der kan kaldes et tema i mit liv.

Jeg tror næsten, det værste ved de sidste par uger har været, at jeg følte mig slået tilbage; tilbage til da jeg flyttede og følte mig alene. Da føltes friheden som et bur til sidst. Jeg fik nærmest bildt mig selv ind, at det seneste halvandet år var blevet annuleret, og at det nu var tilbage til nul. Hvilket er det værste fis, jeg længe har bildt mig selv ind. Det er sket så meget på det halvandet år, at jeg næsten ikke kan kende hende den nytilflyttede – og så alligevel. For det smukke ved at blive ældre (ja ja, jeg er kun 21, men altså) er for mig, at man begynder at kende sin kerne. Man forbliver den samme og så alligvel overhovedet ikke. Jeg er så mange erfaringer rigere, og måske lige så vigtigt: har jeg det netværk, jeg ikke havde før. Det betyder alverden.

Jobbet skal nok komme. Lige nu vil jeg gøre mit ypperste for at nyde den feriestemning, der stille og roligt har gjort sin entré. For hvornår får man lige den mulighed (og frihed) igen?

28822515_10213250833278641_932922005_o

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Overambitiøse hæle