Dagen der forsvandt

Den der midterbane

18582595_10210903040225282_3547895470087736140_n-1Cyklende ned ad Istedgade med et figentræ i cykelkurven, to lavender i lerkrukker på styret og sol på næsen, mærkede jeg det – det der smil på læben, der kommer snigende fra den yderste tåspids og breder sig gennem kroppen som en hedebølge, indtil den har nået hver en tomme af den nu gennemvarmede krop. Slutteligt rammer den dine læber, og du smiler et smil så stort, at det næsten føles hysterisk, men du er ligeglad, du er glad. Fuld på glæde, høj på varme, omtåget af en næsten uforklarlig ekstase.

Man skulle tro, jeg var ramt af forårsforelskelse, det er jeg ikke. Kun forelsket i foråret, i hverdagen. Jeg tog en beslutning, da jeg var i Paris om at tage ansvar for min egen lykke. Noget vi måske alle i større eller mindre grad gør dagligt, men også noget mange af os lader glide i baggrunden for i stedet at lade fornuften og en pligtopfyldende liderlighed agere den altdominerende forgrund. Jeg er, i hvert fald. Jeg er verdensmester i at befinde mig konstant i overhalingsbanen, til jeg til sidst punkterer og må fragtes til nødsporet – for endnu en gang at overse midterbanen. En metafor jeg på ingen måde selv kan tage æren for, men jeg elsker den.

Der er mange grunde til, at jeg ikke føler mig klar til at læse til september, den vigtigste er måske, at jeg ikke lærte lektien i år. Med det mener jeg, at jeg er selvdestruktivt dårlig til at leve i balance; jeg kan ikke bare arbejde fuldtid, jeg skal arbejde dobbelt fuldtid, jeg kan ikke bare styrketræne, jeg skal have en personlig træner, jeg kunne ikke bare gå i gymnasiet, jeg skulle have topkarakterer og lege voksen. Det er nok et stræbergen, mange af os er velsignet eller forbandet med – alt efter, hvordan man ser på det – men jeg har brug for et år mere til at sparke mig selv ind på midterbanen. Til at sætte farten ned, før den skal sættes op igen, til at udnytte den frihed, jeg har været så umådelig dårlig til at udnytte. Til at trække vejret.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagen der forsvandt