Den der midterbane

18582595_10210903040225282_3547895470087736140_n-1Cyklende ned ad Istedgade med et figentræ i cykelkurven, to lavender i lerkrukker på styret og sol på næsen, mærkede jeg det – det der smil på læben, der kommer snigende fra den yderste tåspids og breder sig gennem kroppen som en hedebølge, indtil den har nået hver en tomme af den nu gennemvarmede krop. Slutteligt rammer den dine læber, og du smiler et smil så stort, at det næsten føles hysterisk, men du er ligeglad, du er glad. Fuld på glæde, høj på varme, omtåget af en næsten uforklarlig ekstase.

Man skulle tro, jeg var ramt af forårsforelskelse, det er jeg ikke. Kun forelsket i foråret, i hverdagen. Jeg tog en beslutning, da jeg var i Paris om at tage ansvar for min egen lykke. Noget vi måske alle i større eller mindre grad gør dagligt, men også noget mange af os lader glide i baggrunden for i stedet at lade fornuften og en pligtopfyldende liderlighed agere den altdominerende forgrund. Jeg er, i hvert fald. Jeg er verdensmester i at befinde mig konstant i overhalingsbanen, til jeg til sidst punkterer og må fragtes til nødsporet – for endnu en gang at overse midterbanen. En metafor jeg på ingen måde selv kan tage æren for, men jeg elsker den.

Der er mange grunde til, at jeg ikke føler mig klar til at læse til september, den vigtigste er måske, at jeg ikke lærte lektien i år. Med det mener jeg, at jeg er selvdestruktivt dårlig til at leve i balance; jeg kan ikke bare arbejde fuldtid, jeg skal arbejde dobbelt fuldtid, jeg kan ikke bare styrketræne, jeg skal have en personlig træner, jeg kunne ikke bare gå i gymnasiet, jeg skulle have topkarakterer og lege voksen. Det er nok et stræbergen, mange af os er velsignet eller forbandet med – alt efter, hvordan man ser på det – men jeg har brug for et år mere til at sparke mig selv ind på midterbanen. Til at sætte farten ned, før den skal sættes op igen, til at udnytte den frihed, jeg har været så umådelig dårlig til at udnytte. Til at trække vejret.

Dagen der forsvandt

18339570_10210733996319290_1441899777_o

Og så gik den dag. Jeg hoppede tilbage i nattøjet kl. 15.00, og opgav dermed at tage til den yogaklasse, jeg egentlig havde glædet mig til i flere uger. Fordi jeg var træt, virkelig træt, og så havde min sofa pludselig forvandlet sig til paradis på jord. Jeg er hjemme igen. Hjemme fra verdens skønneste og energigivende- og tærende ferie, som jeg egentlig også ville have skrevet meget mere om – som jeg egentlig har skrevet meget mere om, men aldrig har udgivet, fordi så kom hverdagen. Og jeg troede, jeg var blevet klogere der på min mindre dannelsesrejse. Det er jeg sikkert også, jeg er i hvert fald blevet brunere – og gladere. Men, så kom i går, og som jeg støvsugede butikken efter 12 stive timer i biksen, mærkede jeg langsomt, hvordan jeg allerede havde støvsuget mig selv tilbage til reservetanken.

Jeg takkede guderne (og min chef) for min spontane fridag i dag og faldt derefter i jordens dybeste søvn for kun at vågne op til et sent vækkeur og en rar morgenmadsaftale. Verdenssituationen blev vendt, og maverne mætte med instagramvenlige acai bowls. Jeg fik afleveret de bøger for min veninde, jeg lovede at aftale for to måneder siden. Og så fik jeg hentet den cykel, jeg afleverede til reparation for selvsamme antal måneder siden. Og gået hjem i solskin fra Østerbro til Bryggen balancerende med to cykler. Ja, og så gik jeg ombord i sofaen, for kun at rejse mig for at bage en banankage, for derefter at vende banankagen ud af fadet. Og med vende ud, mener jeg vende flydende dej over hele køkkenbordet.

Så nu forsøger min ovn at redde resterne af banankagen, og jeg forsøger at tage mig sammen til at rette de rapporter, jeg burde have rettet for længst. Måske man skulle give op og spise den nu meget lidt instagramvenlige banankage og glæde sig over, at det er en ny og sikkert skøn dag, der står for døre i morgen. For så glad så jeg altså ud, da jeg tirsdag aften kom hjem efter en lang og ret fantastisk arbejdsdag.