Feriekapitel 3

Tør du tale med fremmede?

 photo Skrmbillede 2017-04-26 kl. 20.19.58_zpsflvrjfiz.jpg
”Jeg tror min største styrke og min største svaghed er, at jeg vil gøre alting selv.” Det udsagn røg over mine læber på en parisisk gade til min veninde Line. Hun tyggede på den i under fem sekunder og erklærede sig derefter enig. ”Det burde du få tatoveret – på en eller anden måde.” Sagde hun herefter. Åbenlyst får man meget tid til at tænke, fundere og reflektere, når man har valgt at tilbringe fem dage på egen hånd i et land væk fra ens vante rammer og mennesker. Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var den store udfordring at være alene; det var langt værre at åbne op for alle de mange mennesker omkring mig. Jo jo, jeg er ikke bleg for at smile og hilse på gud og hver mand (man arbejder vel i servicebranchen), men faktisk at skulle tale med dem, them being everybody around me, se den var værre.

Så det besluttede jeg mig for skulle være et fokuspunkt mine dage i Paris; jeg skulle tale med de føromtalte gud og hver mand – ikke bare sige ’hej’, men spørge ind til dem, til vejret, til nyhederne, til deres hund – anything. Indenfor naturlighedens grænser, selvfølgelig. Så jeg talte med tjenere, museumsinspektører, baristaer, yogalærere, you name it. Og så oplever man altså noget sjovt – hvis man er heldig – hvordan tilfældigheder nogle gange ikke føles så tilfældige.

Jeg spiste adskillige gange på en bestemt Le Pain Quotidien, ved det samme bord, naturligvis. En af dagene faldt jeg i en lang (okay, ikke lang lang) snak med en af tjenerne, han spurgte, hvor jeg helt præcist boede i Danmark (altså bare del af København, ikke hvilken opgang, etage osv.) Det viste sig, at det var fordi, han ville blære sig med sit kendskab til byen, han havde nemlig været et år på udveksling i København, hvor han boede på Christianhavn. Han elskede Christiania, i øvrigt. Jeg kom ikke tilbage efter det, for det var åbenbart mere grænseoverskridende for mig at have en spirende relation til en fremmede end til at være alene. Derfor begyndte jeg selvfølgelig at tale endnu mere 😉

Blandt andet med en af de yogainstruktører, jeg havde, hun skulle til Aarhus i dag. Hun skulle til bryllup, og så havde hun hørt, at man var glad der, så det ville hun se. Hun var overbevist om, at det var meningen, at vi skulle nødes netop denne aften. Hun havde nok ret.

Til selvsamme yogaklasse mødte jeg en fellow yogi på omtrent min alder, vistnok et par år ældre; et af de mest åbenbare mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun var flyttet til Paris, omtrent samme tid, som jeg flyttede til København. Da jeg spurgte hende, om det ikke var helt fantastisk at bo i Paris, byernes by, svarede hun dødærligt, at det syntes hun ikke. For hun arbejdede fra 8.00-21.00 hver dag på et arbejde, hun ikke fandt tilfredsstillende, og så brugte hun 40 minutter på transport hver vej. Hun følte sig derfor fanget i en triviel hverdag, som hun følte hun burde være taknemmelig for – i virkeligheden følte hun, at dagene fløj af sted, imens hendes drømme sad fast inden i hovedet. Alt dette og mere nåede hun at dele 2 minutter efter, vi havde mødt hinanden – og det var altså før yogaklassen overhovedet var begyndt.

Jeg var lidt blæst væk bagefter, ikke kun af yogaen, af den pizza jeg købte med hjem på værelset (som i øvrigt var mit første reelle måltid i to dage, first time that has happened), men i allerhøjeste grad over min samtale. Over hendes ærlighed, over hvor meget jeg kunne relatere til stort set alt, der kom ud af munden på hende, over hvor meget jeg deltog i samtalen – og hvor ærligt.

   

2 kommentarer

  • Sigrid

    Jeg tænker ofte over, hvor mange menneskeliv der passerer mig hver dag i de Københavnske gader, menneskeliv som man ikke kender til, men dette er et fint eksempel på, hvordan man bare ved et enkelt spørgsmål, kan få mennesker, der ellers virker fremmede til at åbne sig op. Fedt indlæg, og dejligt du er begyndt at blogge igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er så finurlig en tanke, hvordan man kan passere de sammen mennesker hver dag uden nogensinde at dele ét eneste ord med dem. For all you know, kan man dele en million tanker med de komplet fremmede menneske, man kan selvfølgelig ikke tale med alle i verden, men jeg ved i hvert fald, at jeg selv har godt at prøve – bare engang i mellem. Og tak, hvor er du sød.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feriekapitel 3