Lidt om stilhed

 photo d113fd7a-0181-4367-8b0c-7bbd235ca273_zpsl8eq6h2w.png
Det gik for et par uger op for mig, at der kun er stille omkring mig, når jeg lukker mine øjne og lægger mig til at sove. Her er der endda ekstrem stilhed, da jeg de sidste 7-8 år har sovet med ørepropper. Måske en mekanisme til at holde mig indelukket i min egen verden. Sekundet jeg står op, sætter jeg musik på, tempoet sættes op, når jeg snører løbeskoene. Morgenmaden spises ved den summende lyd af en podcast, oftest Mads & Monopolet. Make-uppen lægges i selskab af The Weeknd, Kendrick Lamar eller Drake. Cykelturen får oftest samme selskab. På arbejdet sættes de samme på, først når aftenen presser sig så meget på, at lyset er gemt væk, sættes der musik på i et andet leje, dog stadig musik. Slukkes musikken er det fordi, jeg taler i telefon, har gæster eller glor på en serie – der er altid lyd. Nogle gange fra flere medier på én gang. Det er blevet så naturligt, at jeg ikke længere skænker det en tanke; indtil en aften, hvor der pludselig var stille, og det gik op for mig, hvor unaturligt det føltes, hvor stille, hvor ensomt, hvor uvant. For lyd er lig selskab – på én eller anden måde. Pludselig var der stille, og det var bare mig, og vinden og regnen og de susende træer.

I dag satte jeg mig ved Place de la Concorde og spiste det æble, de gulerødder, de dadler og den mørke chokolade, jeg havde købt. Det var et rent festmåltid 😉 Der var ingen underholdning – andet end verdens måske smukkeste by – til at fjerne opmærksomheden fra smagen. Der var ingen desperat sult, træthed eller craving til at igangsætte en øjeblikkelig udryddelse; det var ren nydelse. Helt zen, helt ukendt, helt rart. Musik er fantastisk, men musik er for mig blevet en forsvarsmekanisme, som både sætter ensomheden på afstand og samtidig lukker mig inde i min egen verden. Det er en måde at fremkalde eller undertrykke følelser uden at gøre tankearbejdet bag.

Jeg har derfor ladt mine høretelefoner blive i kufferten – og i stedet lade byen og mig selv bestemme, hvordan jeg har det. Det var noget med et tankearbejde…

En ny begyndelse

 photo c1f5b2c6-5039-4d3d-bcc4-f49b3f496090_zpsw1hgp1yo.jpg
Kære søde blog, det er længe siden, meget længe siden. Jeg lover ikke, at vi nogensinde får det forhold, vi havde engang, men jeg savner dig. Jeg savner den stemme, du agerer, den platform du skaber, det fællesskab der var omkring dig. Så nu giver jeg dig en chance, hvis altså du, og I søde læsere, vil tage mig tilbage.

Lige nu ligger jeg træt og glad på en seng… I Paris. Min veninde Line er på vej til lufthavnen efter fem fantastiske dage i byernes by. Fra i dag af kører jeg solo, hvilket passer meget godt på det seneste lille år. Det seneste lille år har været skørt. Det glemmer jeg ofte, men det har det altså. Jeg flyttede alene til København for nu ca. 9 måneder siden. På den tid har jeg nået at have en roomie for da at erkende, at det ikke gik, og derfor vælge at bo alene i min elskede lejlighed – på godt og ondt. Jeg fik et job, jeg også måtte erkende ikke var mig, for derefter at få mit nuværende job som daglig leder på SMAG. Et job, der har endt med at fylde så meget, at jeg i perioder har glemt at trække vejret og huske at leve mit liv.

For det har været igennem mit arbejde, at mit liv med base i København langsomt har taget form, hovedsageligt på grund af de bedste mennesker. Jeg er blevet tatoveret og render nu rundt med et hjerte på håndledet og et rådhustårn på armen. Jeg kan endelig kalde mig løber igen – og (hot)yogi og crossfitter, endda. Jeg kan også kalde mig træt og forvirret – og glad. Jeg har forelsket mig med de rutsjeture, glæde og slag, det medfører. Og nu er jeg altså i Paris, alene.

Jeg ved stadig ikke, hvordan bloggen og jeg skal bruge hinanden, det lærer jeg nok aldrig, for jeg har det med at have brug for pauser fra sociale medier. Men, wauw, hvor har jeg savnet netop dette medie.

    Newer posts