Tør du tale med fremmede?

Hvad så med næste år?

18216269_10210681319562404_1520592033_oKender I den der mærkelige følelse, der opstår, når en ferie lakker mod ende? Hvor man det ene sekund glæder sig til den hverdag, der lige pludselig virker romanticeret og enormt tiltrængt – og hvor man på den anden side indtræder i et lettere febrilsk stadie med følelsen af, at man ikke er færdig. Ikke er færdig med friheden, med dovenskaben, med at være væk. Jeg føler, at jeg har været væk i en mindre evighed, hvilket selvfølgelig ikke stemmer overens med, at jeg kun har været væk i to uger. Hverdagen føles bare meget langt væk, Danmark føles meget langt væk. Selv Paris føles langt væk – til trods for, at det altså kun er fire dage siden, at jeg tog derfra. Hvad der måske får denne ferie til at føles som en evighed, er det halve års tænketid, der har været plads til. Jeg har skrevet, læst, tænkt, set kunst og talt, som jeg sjældent har gjort det. For der har været tid til det. Tid til at tænke alle de tanker, man ikke giver hjernen plads (eller ro) til at tænke, når man er fanget i en hverdag uden mange åndehuller.

Jeg har tænkt over, hvad der skal ske næste år; for det er et spørgsmål, jeg har følt frustration over ikke at kunne svare på. Det korte svar er, at jeg ikke skal læse til sommer, den korte forklaring er, at jeg ikke har lyst, ikke endnu. Selvom det var planen. Der er bare det med de planer, at de ikke altid stemmer overens med virkeligheden eller tager hensyn til, at man forandrer sig – at ens drømme, ønsker og behov forandrer sig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil læse, jeg har det seneste år skiftet, som vinden blæser – mest fordi, jeg har følt et behov for at kunne give, dem der spørger (inklusiv mig selv) et konkret svar. Jeg har selvfølgelig en idé, flere idéer faktisk, men jeg er ikke klar til at fastlægge mig på noget endnu. Og det er helt okay, har jeg besluttet.

Hvad jeg har lyst til er at tage tingene, som de kommer. Jeg har lyst til at skabe flere åndehuller i hverdagen. Jeg har lyst til at tage på spontane weekendture, til at læse, til at løbe langt og længe, til yoga, til godt selskab, til crossfit og til at nyde min lejlighed. Og så har jeg lyst til at rejse – meget mere end noget andet. Jeg vil til Australien og blive blæst væk af naturen, til Italien og spise pizza, til Bali og begrave mig i yoga og navlepillen, til Azorerne og vandre. Ja, det er et “jeg vil”-år. Det har jeg også besluttet, er okay 😉

   

1 kommentar

  • Christine

    Wow! Dette indlæg kommer på et helt perfekt tidspunkt…Jeg studere p.t i USA, som en del af mit sabbatår, jeg skal tilbage til DK om en måned, og har søgt ind på diverse udd. Men jeg ved ikke om det er det jeg vil…Men samtidig føler jeg at det er normen, kun at holde 1 sabbatår…Og på den anden side, er jeg klar til at opleve mere af verden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tør du tale med fremmede?