Lidt om stilhed

Ensomhed eller alenesomhed?

img_6328-3Min mormor ringede i dag for at høre, om jeg var okay: “for du er jo helt alene og ensom – er det ikke snart overstået?”, spurgte hun med sin velmenende, velkendte stemme. Et smil bredte sig på mine læber, for ja, jeg er alene, men sjældent har jeg følt mig så lidt ensom. Det fik mig til at tænke over de to begreber, og de forskelle de for mig indebærer. Jeg har altid prædiket for mit behov og min store glæde ved at være i eget selskab, men helt uden at lægge mærke til det har jeg (som jeg skrev i går), fået visket den alenetid ud, som havde jeg et viskelæder i forvokset størrelse.

Jeg er i hverdagen typisk sammen med mennesker fra 10-21 , når jeg cykler hjem, taler jeg i telefon (I know, not my proudest moments), i mellemrummene hører jeg musik eller anden skøn støj. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er ensomt at bo alene; sandheden er, at jeg efterhånden kun sover i min lejlighed, men jo, det kan være ensomt – derfor har jeg altid støj på lyd eller skærm kørende som en effektiv distrahering. Et værn mod den farlige ensomhed.

Jeg følte mig ensom i dag. Slentrende ned ad en ellers smuk parisisk gade i omfavnende solskin, havde jeg en øjebliksfølelse af mindreværd, af ikke at være god nok. Utilstrækkelighed, kunne vi kalde det. Så jeg købte mig et par nye sko, som alle fornuftige, Sex and the City-seende kvinder/damer/piger ved, er det eneste rigtige at gøre. Så satte jeg mig på en højbelagt solskinsplet ved Hôtel des Invalides med fronten mod Seinen, trafikken og solens stråler af lykkepiller. Jo, og en mand. En mand, der sad med et lykkeligt smil på læben og næsen i dagens avis. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, ikke fordi han var specielt flot, det lagde jeg hands down ikke mærke til, om han var, men fordi han havde en aura af jordbunden hverdagslykke over sig. Så jeg besluttede mig for at tegne ham, helt uden tilladelse, fra andre end mig selv. Ja, I læste rigtigt: tegne. 

Noget, jeg ikke har givet mig i kast med siden billedkunstimerne i 1.g. – på nær de få gange, min lillebror har kommanderet mig til at tegne et dyr. Det er han stoppet med, jeg er ikke god til det. Men jeg var god til at tegne ham, og til derefter at skrive smååbenbarende ord om oplevelsen. Før jeg fik set mig om, var tiden passeret langt over planlagt – og frokost – og jeg mærkede en styrke, en hverdagslykke, jeg ikke kan mindes at have følt tidligere. Væk var formiddagens småkedelige følelser, som dug for den sol, der varmede mine arme, mit humør, mig – og alle andre. Ja, jeg er ikke færdig med at skrive om emnet… Slet ikke 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om stilhed