Hvad så med næste år?

18216269_10210681319562404_1520592033_oKender I den der mærkelige følelse, der opstår, når en ferie lakker mod ende? Hvor man det ene sekund glæder sig til den hverdag, der lige pludselig virker romanticeret og enormt tiltrængt – og hvor man på den anden side indtræder i et lettere febrilsk stadie med følelsen af, at man ikke er færdig. Ikke er færdig med friheden, med dovenskaben, med at være væk. Jeg føler, at jeg har været væk i en mindre evighed, hvilket selvfølgelig ikke stemmer overens med, at jeg kun har været væk i to uger. Hverdagen føles bare meget langt væk, Danmark føles meget langt væk. Selv Paris føles langt væk – til trods for, at det altså kun er fire dage siden, at jeg tog derfra. Hvad der måske får denne ferie til at føles som en evighed, er det halve års tænketid, der har været plads til. Jeg har skrevet, læst, tænkt, set kunst og talt, som jeg sjældent har gjort det. For der har været tid til det. Tid til at tænke alle de tanker, man ikke giver hjernen plads (eller ro) til at tænke, når man er fanget i en hverdag uden mange åndehuller.

Jeg har tænkt over, hvad der skal ske næste år; for det er et spørgsmål, jeg har følt frustration over ikke at kunne svare på. Det korte svar er, at jeg ikke skal læse til sommer, den korte forklaring er, at jeg ikke har lyst, ikke endnu. Selvom det var planen. Der er bare det med de planer, at de ikke altid stemmer overens med virkeligheden eller tager hensyn til, at man forandrer sig – at ens drømme, ønsker og behov forandrer sig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil læse, jeg har det seneste år skiftet, som vinden blæser – mest fordi, jeg har følt et behov for at kunne give, dem der spørger (inklusiv mig selv) et konkret svar. Jeg har selvfølgelig en idé, flere idéer faktisk, men jeg er ikke klar til at fastlægge mig på noget endnu. Og det er helt okay, har jeg besluttet.

Hvad jeg har lyst til er at tage tingene, som de kommer. Jeg har lyst til at skabe flere åndehuller i hverdagen. Jeg har lyst til at tage på spontane weekendture, til at læse, til at løbe langt og længe, til yoga, til godt selskab, til crossfit og til at nyde min lejlighed. Og så har jeg lyst til at rejse – meget mere end noget andet. Jeg vil til Australien og blive blæst væk af naturen, til Italien og spise pizza, til Bali og begrave mig i yoga og navlepillen, til Azorerne og vandre. Ja, det er et “jeg vil”-år. Det har jeg også besluttet, er okay 😉

Tør du tale med fremmede?

 photo Skrmbillede 2017-04-26 kl. 20.19.58_zpsflvrjfiz.jpg
”Jeg tror min største styrke og min største svaghed er, at jeg vil gøre alting selv.” Det udsagn røg over mine læber på en parisisk gade til min veninde Line. Hun tyggede på den i under fem sekunder og erklærede sig derefter enig. ”Det burde du få tatoveret – på en eller anden måde.” Sagde hun herefter. Åbenlyst får man meget tid til at tænke, fundere og reflektere, når man har valgt at tilbringe fem dage på egen hånd i et land væk fra ens vante rammer og mennesker. Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var den store udfordring at være alene; det var langt værre at åbne op for alle de mange mennesker omkring mig. Jo jo, jeg er ikke bleg for at smile og hilse på gud og hver mand (man arbejder vel i servicebranchen), men faktisk at skulle tale med dem, them being everybody around me, se den var værre.

Så det besluttede jeg mig for skulle være et fokuspunkt mine dage i Paris; jeg skulle tale med de føromtalte gud og hver mand – ikke bare sige ’hej’, men spørge ind til dem, til vejret, til nyhederne, til deres hund – anything. Indenfor naturlighedens grænser, selvfølgelig. Så jeg talte med tjenere, museumsinspektører, baristaer, yogalærere, you name it. Og så oplever man altså noget sjovt – hvis man er heldig – hvordan tilfældigheder nogle gange ikke føles så tilfældige.

Jeg spiste adskillige gange på en bestemt Le Pain Quotidien, ved det samme bord, naturligvis. En af dagene faldt jeg i en lang (okay, ikke lang lang) snak med en af tjenerne, han spurgte, hvor jeg helt præcist boede i Danmark (altså bare del af København, ikke hvilken opgang, etage osv.) Det viste sig, at det var fordi, han ville blære sig med sit kendskab til byen, han havde nemlig været et år på udveksling i København, hvor han boede på Christianhavn. Han elskede Christiania, i øvrigt. Jeg kom ikke tilbage efter det, for det var åbenbart mere grænseoverskridende for mig at have en spirende relation til en fremmede end til at være alene. Derfor begyndte jeg selvfølgelig at tale endnu mere 😉

Blandt andet med en af de yogainstruktører, jeg havde, hun skulle til Aarhus i dag. Hun skulle til bryllup, og så havde hun hørt, at man var glad der, så det ville hun se. Hun var overbevist om, at det var meningen, at vi skulle nødes netop denne aften. Hun havde nok ret.

Til selvsamme yogaklasse mødte jeg en fellow yogi på omtrent min alder, vistnok et par år ældre; et af de mest åbenbare mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun var flyttet til Paris, omtrent samme tid, som jeg flyttede til København. Da jeg spurgte hende, om det ikke var helt fantastisk at bo i Paris, byernes by, svarede hun dødærligt, at det syntes hun ikke. For hun arbejdede fra 8.00-21.00 hver dag på et arbejde, hun ikke fandt tilfredsstillende, og så brugte hun 40 minutter på transport hver vej. Hun følte sig derfor fanget i en triviel hverdag, som hun følte hun burde være taknemmelig for – i virkeligheden følte hun, at dagene fløj af sted, imens hendes drømme sad fast inden i hovedet. Alt dette og mere nåede hun at dele 2 minutter efter, vi havde mødt hinanden – og det var altså før yogaklassen overhovedet var begyndt.

Jeg var lidt blæst væk bagefter, ikke kun af yogaen, af den pizza jeg købte med hjem på værelset (som i øvrigt var mit første reelle måltid i to dage, first time that has happened), men i allerhøjeste grad over min samtale. Over hendes ærlighed, over hvor meget jeg kunne relatere til stort set alt, der kom ud af munden på hende, over hvor meget jeg deltog i samtalen – og hvor ærligt.

Feriekapitel 3

skaermbillede-2017-04-23-kl-22-04-15-1

Kl. 4:30 i nat (jo, det er nat for en magelig ferierende) ringer mit vækkeur, ubarmhjerteligt som sådan et er. I stedet for at hidse mig op over det, smiler jeg lidt, smiler over, at det er første gang i otte dage, jeg har trykket på netop denne ubarmhjertelige funktion på min telefon. Smiler over, at jeg kan mærke, jeg har fået sol i dag. I ved, den følelse man kan være heldig at få de par gange om året i Danmark, hvor solen faktisk skinner 😉 Følelsen af, at solens stråler ikke har forladt ens ansigt, selvom den gjorde sin forsvinden for timer siden. Mine kinder føles stadig varme. Om det er fra aftenens yogaklasse, solen eller bare glæde, ved jeg ikke – det er nok en kombi.

Lørdag til onsdag spankulerede jeg Paris’ gader tynde i allerbedste selskab af min Line. Vi så kirker, museer, tårne, bygninger, gader, butikker, avenuer, you name it – til vi begge konkluderede, at vi var mætte – mætte af oplevelser, mætte af at gå, men egentlig ret sultne 😉 Det er nogle gange lidt skørt så højt, man sætter ambitionsniveauet, når turen går til en af verdens mange storbyer; man skal opleve det hele, spise det hele, se det hele, købe det hele – og gerne gå til ens fødder tigger og beder om nåde. Og så går man lidt mere. Vi nåede heldigvis frem til den konklusion, dagen forinden Line skulle hjem, så da jeg skulle sætte mig ned og lave en slagplan for de fremtidige fire dage på egen hånd, lød de noget nær: slap af, nyd vejret, nyd byen, nyd friheden, løb nogle ture, spis nogle croissanter, find et yogasted, læs i din bog, skriv, gør hvad du har lyst til.

Så det jeg har gjort. Jeg har siddet foran Tour Eiffel hver morgen med enten en pain au chocolat og en café au lait eller med frugt, grønt, nødder og juice – helsestyle pain au chocolat, I ved. Jeg har læst i min bog, jeg har slentret, jeg har taget selfies (kamerarullen fortæller altid sandheden), jeg har shoppet mig fattig den ene dag og brugt under 100 kr den anden (langt de fleste museer o.lig. er gratis for europæere under 26 år, helt fantastisk). Jeg har ligget på en bænk og sovet og læst og skrevet og tegnet – i både Rodins have og haven ved Hôtel des Invalides. Åh Paris, du har været god ved mig. I morgen (aka: i nat) flyver jeg til Nice og mødes med min mor og papfar. Journey part three, I am ready for you. Når altså jeg har pakket…

Ensomhed eller alenesomhed?

img_6328-3Min mormor ringede i dag for at høre, om jeg var okay: “for du er jo helt alene og ensom – er det ikke snart overstået?”, spurgte hun med sin velmenende, velkendte stemme. Et smil bredte sig på mine læber, for ja, jeg er alene, men sjældent har jeg følt mig så lidt ensom. Det fik mig til at tænke over de to begreber, og de forskelle de for mig indebærer. Jeg har altid prædiket for mit behov og min store glæde ved at være i eget selskab, men helt uden at lægge mærke til det har jeg (som jeg skrev i går), fået visket den alenetid ud, som havde jeg et viskelæder i forvokset størrelse.

Jeg er i hverdagen typisk sammen med mennesker fra 10-21 , når jeg cykler hjem, taler jeg i telefon (I know, not my proudest moments), i mellemrummene hører jeg musik eller anden skøn støj. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er ensomt at bo alene; sandheden er, at jeg efterhånden kun sover i min lejlighed, men jo, det kan være ensomt – derfor har jeg altid støj på lyd eller skærm kørende som en effektiv distrahering. Et værn mod den farlige ensomhed.

Jeg følte mig ensom i dag. Slentrende ned ad en ellers smuk parisisk gade i omfavnende solskin, havde jeg en øjebliksfølelse af mindreværd, af ikke at være god nok. Utilstrækkelighed, kunne vi kalde det. Så jeg købte mig et par nye sko, som alle fornuftige, Sex and the City-seende kvinder/damer/piger ved, er det eneste rigtige at gøre. Så satte jeg mig på en højbelagt solskinsplet ved Hôtel des Invalides med fronten mod Seinen, trafikken og solens stråler af lykkepiller. Jo, og en mand. En mand, der sad med et lykkeligt smil på læben og næsen i dagens avis. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, ikke fordi han var specielt flot, det lagde jeg hands down ikke mærke til, om han var, men fordi han havde en aura af jordbunden hverdagslykke over sig. Så jeg besluttede mig for at tegne ham, helt uden tilladelse, fra andre end mig selv. Ja, I læste rigtigt: tegne. 

Noget, jeg ikke har givet mig i kast med siden billedkunstimerne i 1.g. – på nær de få gange, min lillebror har kommanderet mig til at tegne et dyr. Det er han stoppet med, jeg er ikke god til det. Men jeg var god til at tegne ham, og til derefter at skrive smååbenbarende ord om oplevelsen. Før jeg fik set mig om, var tiden passeret langt over planlagt – og frokost – og jeg mærkede en styrke, en hverdagslykke, jeg ikke kan mindes at have følt tidligere. Væk var formiddagens småkedelige følelser, som dug for den sol, der varmede mine arme, mit humør, mig – og alle andre. Ja, jeg er ikke færdig med at skrive om emnet… Slet ikke 😉

Older posts