picmonkey-collageSom i et glasbur sidder jeg på min plet på anden sal og kigger ud på de glimt, der kan ses af den by, der har udgjort rammerne for mit liv det sidste halve år. Det hele føles anderledes, jeg føler mig anderledes. Kaffe er der stadig i koppen, selvom den nu har fået selskab af et sjat mælk, bare fordi. Jeg savner at skrive; et savn, der bedst kan beskrives som savnet af en gammel ven. En gammel ven, der har en lille, men essentiel, del af en selv, i lommen, i hjertet. Et savn, der også bunder i savn af refleksion, savn af alenetid, af pusterum, af navlepilleri, af jordforbindelse.

Jeg troede, at ordene ville flyde over i dag i et overflodsbjerg af navlepillende refleksion, men det er som, de sidder fast, ordene. Måske det skyldes et hoved og en krop, der endelig har forstået begrebet ‘træthed’ efter at have kørt i motorvejstempo i lidt for lang tid. I dag føler jeg mig lammet, låst fast i glasburets rammer, selvom jeg egentlig burde få købt de sidste (og første) julegaver, og så var der jo det der yogahold, jeg havde glædet mig til. For slet ikke at tale om vasketøjet, men det taler vi helst ikke om.

I stedet kan vi tale om, hvor mange gange jeg den seneste tid har kaldt mig selv for ‘fucked up’, for det er en del. Det er jo egentlig løgn, jeg vil bare for meget på én gang, hvilket har forårsaget en lang række forvirrende handlinger, heriblandt et tindereventyr, et manglende filter og alt for mange dyre drinks. Det er vist godt, at jeg snart skal hjem til Jylland 😉