Jeg har selv valgt den

15182375_10209284346398948_155145401_oJeg har tænkt på noget – det gør jeg ofte. Oftest, faktisk, men netop denne tanke cirkulerer som en forvirret bi om en sommerforladt ispind. Det er en rodet tanke uden tilstedeværende konklusion eller gennemtænkte argumenter for eller imod. Bare en tanke. En tanke, der i dag fik ekstra spind, da mit yndlingsmenneske klokken dirrende øjenlåg over en Acai bowl (yes, vi er med på vognen) fremsagde citatet: “don’t be too busy making a living that you forget to make a life.” Hun har en pointe, det har hun ofte, hun er ret klog. Tanken har rod i tid, i arbejde, i travlhed, i glæde og i søvnmangel. Og i en masse andet.

Tiden flyver for tiden med en fart, jeg ikke troede mulig. I tråd med dette, bliver I nødt til at fortælle mig, at jeg ikke var den eneste, der nær stejlede, da Spotify foreslog julesange? Det er da ikke jul, endnu. Men det er det, jo. Hvilket må betyde, at jeg i næste uge har boet i Hovedstaden i fire måneder og arbejdet i tre. Helt klichéagtigt kan jeg ikke forstå, hvor tiden er blevet af, selvom jeg selvfølgelig ved, at den største procentdel er blevet brugt på at arbejde. På at arbejde på en arbejdsplads, der lige nu udgør, den boble, hvorfra hverdagen udspringer, for at sige det pænt – og sandt 😉

En hverdag, der på alle leder og kanter adskiller sig fra 2016’s første del, der var præget af et stresset hoved, et lavt energiniveau og en følelse af fastlåshed. Paradoksalt nok har jeg aldrig haft en kalender så fyldt som nu; alligevel har jeg aldrig været så glad, så spækket med energi. For at vende lidt keglet tilbage til den cirkulerende tanke, så giver min hverdag mig energi. For jeg har selv valgt den, hverdagen altså – og alt dens indhold, næsten i hvert fald.

Om sjatkøb og overfladisk glæde

Indlægget er sponsoreret

Jeg er blevet udfordret, udfordret til at droppe banken – i en hel uge. Denne udfordring landede i mine hænder på et tidspunkt så passende, at jeg ikke kunne andet end at sige ja. Ja tak. Jeg er begyndt at sjatkøbe, sjatkøbe som aldrig før – ofte i store sjatter og slatter, men her ikke at forglemme kaffen på farten, parfumen i Magasin eller bland selv-slikken på vej hjem fra job . København er en dyr by, hvis man vil drikke drinks og danse – og spise og shoppe – og leve. Og det vil jeg jo gerne. Som man kan rørende kan fornemme herinde, så har mine dage aldrig været så proppet, som de på nuværende tidspunkt præsterer. Jeg koordinerer kalender som en gal tetrisspiller. De fleste punkter i kalenderen hedder arbejde, noget jeg er blevet gladere for, end jeg troede muligt – alligevel har jeg brug for at fylde andre ting på, kalenderen altså.

De ting får hurtigt et islæt af forbrug, noget jeg har valgt at ignorere, for man skal da bruge sin hårdttjente penge, ikke? Den tankegang er jeg i hvert fald hurtigt blevet mere infiltreret i end en edderkop i eget spindelvæv. Især efter et par stramme økonomiske måneder, har det givet mig en frihedsfølelse at kunne give drinks, kaffe og middag. For slet ikke at tale om de nye beklædningsgenstande, der har sneget sig ind i mit klædeskab. Men, nu skulle jeg jo egentlig skrive om, om jeg formåede at droppe banken i en hel uge. Well. Det gjorde jeg – næsten da. Indtil i dag, hvor jeg købte min drømmevinterjakke. Nårh ja, og drinks i fredag… Og i lørdags. Ups.

Konklusion? Jeg har prøvet at kvitte småindkøbene, da mit budget var tynget af personlig træning og udbytterige ture til SuperBrugsen. Det gav mening i den periode, men lige nu giver det mig glæde ikke at tænke synderligt meget, hver gang jeg svinger kortet igennem. Bare kald mig overfladisk. Overfladisk glæde kan også noget – hvis du spørger mig.

Tømmermænd og løbetøj til pynt

15046429_10209206425290969_387728514_nLyset strømmer insisterende ind i mit soveværelse, ufrivilligt har jeg slået øjnene op, kroppen bliver under dynen, hovedet er træt, og jeg lugter af smøger og parfume. Trætheden er forståelig, eftersom jeg satte nøglerne i døren for 4-5 timer siden. Planen var egentlig at gå tidligt i seng, men de der planer har det med at ændre sig for tiden. Fx var planen heller ikke, at jeg skulle bæres lettere bevidstløs hjem fra julefrokost forhenværende lørdag, men hvad sjov får man også ud af planer 😉

Meget apropos skrev jeg dette i går morges, inden det gik op for mig, at jeg var for træt til at kreere andet end kaffe og morgenmad – sidstnævnte var det førsttilberedte måltid i hytten i længere tid, end jeg er villig til at indrømme. En uvillighed kun slået af stoltheden over at stege et par æg. En stolthed kun slået, hvis jeg formår at hive mig selv ud af lejligheden i dag – gerne i ført det løbetøj, der den sidste time har siddet som en fysisk påmindelse om, at jeg skal af sted. Der mangler bare en fysisk påmindelse om den løbekærlighed, man så hurtigt glemmer, når løbeturene erstattes af tømmermænd. Og så skal jeg vist have hentet min cykel, bare den står der. Det satser vi på.

Om vintertid og iscenesat travlhed

pa202434 Jeg har ikke travlt i dag, det troede jeg, jeg ville have, men så kom vintertid og et vant hurtigt tempo mig i forkøbet. For lige at knytte en kommentar til vintertidsbemærkningen; har min krop stadig ikke fattet, at det ikke betyder, at jeg skal op, så snart solen insisterende lyser mit soveværelse op. Tilbage på sporet (og tilbage under dynen). Det betyder, at jeg nu kl. 10.55 ligger smidt på min seng med ingen andre planer end en hudbehandling (okay, det er en spraytan) om 2 timer og arbejde 5 timer derude i fremtiden. Og hvorfor er det så interessant?

Det er det måske heller ikke, bortset fra, at jeg øver mig på ikke at dyrke travlhed – og i sær grad iscenesat travlhed. Med fare for at lave en “Mads Christensen” og kommentere på en tendens i samfundet, så synes jeg, at vi (ja, i allerhøjeste grad mig selv inkluderet) er slemme til at anvende de sociale medier til konstant at promovere vores travle kalendere. Jeg tog flere gange mig selv i på falsk heroisk manér at fortælle alle på min vej om mit stressudslæt og min fyldte kalender. Måske som bortforklaring på mit manglende nærvær, halvhjertethed og rander under øjnene, måske fordi det er lidt sejt at have travlt og lege superwoman. Jeg trives også med at have travlt, men jeg trives eddermame også med at ligge her og stirre ud i luften – eller måske endda lukke øjnene, bare lidt. Jeg har jo ikke travlt. picmonkey-collage1

Older posts