En planteædende løbepige

dsc05326 I snart tre måneder har ugentligt snøret løbeskoene. Først var det 1-2 gange, så blev det 2-3 gange, og nu lander vi på 4-5 gange. Derhjemme venter ingen ‘proteinshake’, og der bliver heller ikke spist en bøf på kommando. Faktisk er der ingen bøffer i køleskabet, heller ingen kylling – ja, egentlig er der ikke så meget derinde, men kød er der ikke så meget som et gram af. Den havde jeg ikke set komme, slet ikke for et halvt år siden, hvor jeg trods løbeforløb på gymnasiet, prioriterede min styrketræning og ‘glemte’ løbeturene, og hvor en dag uden en bøf var utænkelig – det var trods alt som oftest sådan en, dagen startede med. En morgenbøf.

Men så stoppede PT-forløbet, og kostplanen røg over i hjørnet – sammen med træningstasken. Ovre fra det andet hjørne samlede jeg løbeskoene op, der havde de ligget i 3-4 år. Okay, det var ikke de samme, men altså. De der har læst med længe, kan måske huske, at jeg den heldige ejer af et dårligt knæ – et dårligt knæ, der satte en stopper for en af min hverdags største glæder: løb. Stille og roligt er jeg begyndt at trække tilbage i løbetøjet, et langsomt og kort skridt af gangen. Turene er blevet længere, og tempoet hurtigere – og knæet? Knæet klager ikke, ej heller gør jeg. Og hvad skulle jeg egentlig også klage over? Det er et privilegium at få at lov løbe, sgu. Planteæderiet får en uddybning en anden dag, ellers stopper jeg vist aldrig 😉

dsc05328

Inden klokken 13.00

14632758_10208901524108630_1677447090_o

Har jeg nået at:

  • Spise morgenmad to gange
  • Drikke 4 kopper kaffe
  • Bruge en time på at vinduesshoppe – på nettet
  • Konkludere, at jeg seriøst ikke orker at gøre rent
  • Konkludere, at jeg seriøst burde gøre rent
  • Nappe 8k i løbeskoene
  • Sætte mine høretelefoner i ca. 100 gange på ovenstående løbetur
  • Ærgre mig lidt over, at jeg for tiden er serieløs. Du læste rigtigt. Venter på bekymrede opkald fra Netflix 😉
  • Bruge 89 pct. af min iPhones batteri. Enten får jeg snart gigt i hænderne, ellers skal batteriet tage sig sammen
  • Har jeg brændt føromtalte hænder på ovnen – eller kun den venstre, har til gengæld brændt højre albue
  • Er jeg næsten stolt af ovenstående præstation. En forbrændt albue må da kvalificere en til kegle på seriøst niveau
  • Forsøgt at nyde, at jeg først skal møde kl. 17.00. Hvem sagde rastløs?

Glad – sådan helt ned i maven

dsc05183

Jeg har glædet mig til at skrive dette indlæg lige siden, beslutningen faldt på at rive teltpælene op og nedgrave dem en efter en i KBH. Glædet mig til at føle mig hjemme, glædet mig til den der hverdag, det der voksenliv. Glædet mig til at være glad, sådan helt ned i maven. Jeg får ikke trænet, min røv kan ikke udfylde mine jeans, jeg er i kronisk søvnunderskud, mit køleskab er tomt, og jeg faldt sågar i søvn på det, der skulle have været et lynvisit i hjemmet, inden der skulle g&t’s indenbords – vågnede op et par timer senere, smed make-up i fjæset og satte kurs mod Sigurdsgade, ædru og forvirret. Begge dele blev der lavet om på, og da jeg tidlig søndag morgen krydsede Bryggebroen, kunne jeg ikke lade være med at smile – lidt af stolthed over faktisk at have fundet hjem, men mest over at være havnet på den bedste arbejdsplads. Det var vist et sidespor, dem er jeg ret god til.

Det jeg egentlig ville sige med ovenstående opremsninger var, at det hele på mange måder sejler som aldrig før, og alligevel er jeg glad som aldrig før. Glad for København, glad for min lejlighed, glad for menneskerne, glad for, at jeg netop nu er tilbagevendt efter min første weekend i Aarhus siden flytningen. Barndomshjemmet, som jeg elsker, men ikke kan forestille mig at vende tilbage til.

New York dag 3 og 4

dsc05189 dsc05190  Denne morgen vågner vi op til en ny lyd; det er ikke længere den trommende regn, men dyttende taxaer og kraner af svimlende højder, der har for opgave at bidrage til en skyline, vi alle kender – og elsker. Vi var på Manhatten. På et gammelt og smukt hotel fra 20’erne, hvis vægge uden tvivl kunne berette om alt fra Charleston til børskrak til turiststrømme. Et sug røg gennem maven, et sug, der bekræftede, at vi var det helt rigtige sted. Langsomt krøb vi ned på de tætpakkede gader, morgenmaden blev spist på Pret A Manger ved Bryant Park – det gjorde den de fleste dage, da lysten til store madoplevelser var minimal. Lidt fjollet, men jeg var vist så mæt af indtryk, at det var nok.

Den resterende dag blev brugt i turistfælden Woodbury Common, som til de uindviede er det en mindre outletby, som huser stort set alle mærker og butikker. Vi ankom ved 9-tiden, og jeg bekendtgjorde hurtigt, at jeg ikke kunne spendere en hel dag her (endnu en gang), de ord slugte jeg senere i mig. Mit bedste outlettip er at lave lidt research i byens prisjungle først; det gik  først op for mig bagefter, hvor man virkelig sparede, og hvor man lige så godt kunne gemme pengene til byens egne butikker. Fx kan man finde Levis jeans til ingenting i NY, hvorimod jeans fra Rag & Bone var betydeligt billigere i outlettet. Sidstnævnte synes jeg forresten, er verdens ubetingede bedste jeans.dsc05222dsc05207Lad os spole frem til dag 4 – den første ‘rigtige’ dag i NY, den første solskinsdag. Denne morgen skulle løbeskoene luftes, vi bevæger os derfor ud i betonskoven, der betrædes af de jakkesætklædte mænd og kvinder – vi må hellere holde fast i filmillusionen om, at NY kun beboes af stillede mennesker i jakkesæt og Louboutins 😉 Min stedsans havde endnu ikke sat ind (vi venter stadig på, at min mors sætter ind sådan generelt), så vi endte med en opvarmning på en times tid, inden vi for enden af 5th Avenue spotter træer med så mange venner, at det måtte være parken, Central Park, altså. Vi følger løbestrømmen, der denne onsdag morgen var så stor, at vi følte os som med i et løb – eller en film. Vi sætter i slutspurt omkring Jacqueline Kennedys Onassis Reservoir. Lettere bjergtaget og glubsk sultne vandrer vi tilbage ad Park Avenue.

En kedelig morgenmad, et bad og hulens masse concealer senere går vi selvsamme tur ned ad 5th, indtil vi træder op ad trapperne til The MET. Her tilbringer vi timevis i selskab af kunstskatte efter alle kunstens regler (høhø), alligevel er det, jeg husker bedst nu at sidde på trapperne med solskin på næsen, og min mors arm omkring mig. Følelsen af ferie – og af at være barn, bare lidt. Den følelse forsøger jeg at holde fast i hele dagen, ja hele ferien. Dagen, der blev afsluttet med en hotdog fra Hr. Claus Meyer på Grand Central Terminal.dsc05210