En planteædende løbepige

Arhmen forhelvede

dsc05417-2Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Hvilket ingen overdrivelse er; jeg er begyndt på dette indlæg dagligt i den uge, vi lige har lagt bag os. Hver gang med en ny tone, en ny pointe, en ny positivisme, en ny negativisme. Egentlig ville jeg ønske, at jeg blot udgav det, da jeg stod midt i det, selvom det var skrevet i følelsernes vold – det giver alligevel noget andet end en omgang bagklog refleksion. Lad os derfor skrue tiden tilbage til lørdag aften og nappe den tekst, der blev skrevet med tunge øjenlåg og et endnu tungere hoved.


Lad os starte med et oprids. Jeg sidder i den sofa, der for min bagdel har været fremmede i et uoverskueligt tidsrum. Bagdelen skulle egentlig rystes på et dansegulv et sted i København, hvis navn jeg ikke kan huske. Sidstnævnte er ikke så mærkeligt; for der er meget, jeg ikke kan huske for tiden, fx at smide mig i sofaen. I stedet har bagdelen og dens ejermand faret rundt og leget travl. En leg, der har bragt gode ting med sig herunder god vind på job, skørt mange træninger og endnu mere skøre og endnu mere skønne bekendtskaber. Men – et ‘men’ det er der ofte, det ved vi, der trofast lytter til Mads & Monopolet. Den har også pyntet min krop med, hvad der må betegnes som et stressudslæt, en sporadisk influenzalignende tilstand og en udebleven menstruation på tredje måned. Det der med at flytte til den anden ende af landet? Det er ikke en dans på roser. Det glemmer jeg nogle gange, for det går jo godt. Virkelig godt.

Jeg har været skideheldig. Med mit job, min lejlighed, min hverdag, at jeg nogle gange glemmer, at det er ok at sige ‘fuck, hvor er det hårdt, altså’. For det er det, især for en stædig idiot som mig selv, der gerne vil flyve med kappe og nå det hele på halv tid. Det er drænende at være ‘på’ på den måde, man er, når alt og alle er nyt og nye – selv derhjemme i den lejlighed, der skulle være opladningsbasen. Det giver et lille sug i maven at køre gennem Nørrebros gader en fredag aften, en sug af misundelse, et sug af savn. Måske man skulle indføre ugentlig bland-selv-slik-ikke-rejse-mig-aften? Ja, forvirringen fortsætter.

   

2 kommentarer

  • Sara Duesund

    Du skriver så sindsygt GODT!! Vild med dig :-* Glæder mig til at besøge dig i den københavnske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er den skønneste, dejligste dig. Glæder mig helt vanvittigt til, at du får din squatpopo herover. Planen er klart at kombinere ‘lege travl’ og ‘bland-selv-slik-ikke-rejse-mig-aften’ – #balance 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En planteædende løbepige