Feriedag i København

14876092_10209047175509824_1472628386_o-1

Fra søndag aften til (tidlig) tirsdag morgen havde jeg fint besøg, og med fint besøg skal man selvfølgelig agere vært i første klasse – og hvad bedre end med en strøgtur? 😉 Jeg kan ikke mindes, at mine ben har gået deres gang på strøget, siden jeg flyttede hertil for tre måneder siden (yes, der er sgu gået tre måneder!). Man finder hurtigt sin vante gang i byen. Og her gætter jeg på, at det er de færreste, der vælger den brede, menneskepakkede gade. Correct me if I’m wrong. Det jeg egentlig ville sige med det var, at jeg fik de skønneste ferievibes af at vandre rundt derinde i Indre By. Og hvordan kunne man andet, når man startede dagen langsomt med morgenmad på Mad og Kaffe, slentren i de vesterbroske gader og snakken i al uendelighed. Kombineret med en blå himmel, og luft så ren og skærende, at jeg tog mig selv gentagende gange i at stå og indsuge den efterårsfarvede by.

Langsomt nåede vi Envii butikken, hvor jeg havde planer om at prøve, hvad jeg vil beskrive som den perfekte lille sorte kjole. Endelig fandt jeg dig. Den kom med hjem – det samme gjorde et par lækre støvler (er de ikke smukke?) og en rød løbestift. Om jeg er klar til julefrokostsæson? Oh yes. Money well spent. Til gengæld kunne jeg snildt have fundet en bedre måde at bruge mine penge end på den acai bowl, jeg indtog; en vandet smoothie med lidt topping, hypen har ikke ramt mig. Så er jeg mere til den vegetarburger med tilhørende curly fries og drinks, der senere blev indtaget på Cocks and Cows.

Hvem sagde frihed?

skaermbillede-2016-10-26-kl-11-12-33

Jeg har nu siddet og stirret på en blank side en halv Springsteen-sang, hvilket er lidt fjollet, for der er jo en masse, jeg har lyst til at skrive, det er bare det der med, hvor man skal starte. Det bliver lidt rodet. Jeg kan i hvert fald starte med at konkludere, at jeg er blevet rask (sådan da), hverdagen ruller igen, jeg har leget ferie i et døgn med skønt besøg, og jeg glæder mig til nyt, besøg altså. Efter en uge med sløvhed er det ret rart at føle sig som sig selv igen.

I det hele taget er min yndlingsting ved dette år, at jeg med sneglefart stille og roligt begynder at føle mig som mig selv – uden for en skolerelateret kontekst. Skulle jeg vælge ét ord, der på fyldestgørende vis kunne beskrive det foreløbige sabbatår, må det være ‘frihed’. Det er godt, det er skræmmende, og det kræver en uddybning.

 

Når planerne går i vasken

14812908_10208983346874148_1482244331_oJeg havde ambitiøse planer. Planer, i flertal, selvfølgelig. Planer for min fridag. Den havde jeg set frem til, og den skulle derfor udnyttes til fulde. Dagen skulle starte veudhvilet med en lang og harmonisk løbetur, hvor de ski’e høretelefoner selvfølgelig ikke konstant faldt ud af ørerne. Derefter skulle en ‘insta-værdig’ morgenmad konsumeres, hvorefter dagens kedelige, men fornuftige punkt på listen skulle afkrydses: tandlæge. Ud derfra ville jeg gå med et colgate smil – klar til at knipse smukke billeder med den smukke, smukke Danica. Først ville jeg dog slentre langsomt hjem og pr. telefon sørge for, at et yndlingsmenneske fik sin popo til Bryggen. For jeg har jo fri, og vi skulle jo lave mad. Det skulle være punktummet på dagen, hvor jeg nåede alt og samtidig fik ladet op. Hvor jeg nåede rengøringen, rapporterne, kalenderorganisering, et smut i træningscentret og måske en gåtur og naturligvis indlagte pauser. Balance, I ved.

I har nok luret det; det store men. Men, så ramte den der virkelig, igen. Lad os først konkludere, at jeg ikke var veludhvilet, det havde snotnæsen så venligt sørget for ikke skete. Sød én, den snotnæse. Så, jeg spiste selvsagt morgenmad i sengen med SKAM på skærmen (ja, jeg er nu også afhængig). Jeg kom for sent ud af døren, og tandlægen fandt et hul, mit første hul. Det er dyrt, sådan et. Det der yndlingsmenneske? Var selvfølgelig ikke hjemme – og colgate smilet, det holder, især matchet med den røde tud og de blanke øjne. I det mindste var det solbrillevejr, og der var godt selskab, rigtig godt selskab.

I har nok også luret, at jeg selvfølgelig ikke har nået en skid. Udover at svælge i selvmedlidenhed og gentage overfor mig selv, at jeg ikke har tid til at være syg. Håber, den lytter på mig. Er der en, der har lyst til at komme til Bryggen og rette rapporter, gøre rent, lægge vasketøj sammen og lave mad, så skal I være så hjertelig velkomne. Der er snotklude og selvmedlidenhed over det hele, så er I advaret.

Arhmen forhelvede

dsc05417-2Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Hvilket ingen overdrivelse er; jeg er begyndt på dette indlæg dagligt i den uge, vi lige har lagt bag os. Hver gang med en ny tone, en ny pointe, en ny positivisme, en ny negativisme. Egentlig ville jeg ønske, at jeg blot udgav det, da jeg stod midt i det, selvom det var skrevet i følelsernes vold – det giver alligevel noget andet end en omgang bagklog refleksion. Lad os derfor skrue tiden tilbage til lørdag aften og nappe den tekst, der blev skrevet med tunge øjenlåg og et endnu tungere hoved.


Lad os starte med et oprids. Jeg sidder i den sofa, der for min bagdel har været fremmede i et uoverskueligt tidsrum. Bagdelen skulle egentlig rystes på et dansegulv et sted i København, hvis navn jeg ikke kan huske. Sidstnævnte er ikke så mærkeligt; for der er meget, jeg ikke kan huske for tiden, fx at smide mig i sofaen. I stedet har bagdelen og dens ejermand faret rundt og leget travl. En leg, der har bragt gode ting med sig herunder god vind på job, skørt mange træninger og endnu mere skøre og endnu mere skønne bekendtskaber. Men – et ‘men’ det er der ofte, det ved vi, der trofast lytter til Mads & Monopolet. Den har også pyntet min krop med, hvad der må betegnes som et stressudslæt, en sporadisk influenzalignende tilstand og en udebleven menstruation på tredje måned. Det der med at flytte til den anden ende af landet? Det er ikke en dans på roser. Det glemmer jeg nogle gange, for det går jo godt. Virkelig godt.

Jeg har været skideheldig. Med mit job, min lejlighed, min hverdag, at jeg nogle gange glemmer, at det er ok at sige ‘fuck, hvor er det hårdt, altså’. For det er det, især for en stædig idiot som mig selv, der gerne vil flyve med kappe og nå det hele på halv tid. Det er drænende at være ‘på’ på den måde, man er, når alt og alle er nyt og nye – selv derhjemme i den lejlighed, der skulle være opladningsbasen. Det giver et lille sug i maven at køre gennem Nørrebros gader en fredag aften, en sug af misundelse, et sug af savn. Måske man skulle indføre ugentlig bland-selv-slik-ikke-rejse-mig-aften? Ja, forvirringen fortsætter.

Older posts