Glæden ved at flytte hjemmefra

Skærmbillede 2016-09-12 kl. 12.32.49Fanen med den smukke kjole fra Custommade er netop lukket ned, for jeg har her til formiddag fået fornøjelsen af at punge 498 kr ud for et støvsugerhoved til min 6 uger gamle støvsuger, og når jeg engang er så heldig at komme igennem hos Siemens kundeservice, er jeg ret så sikker på, at jeg får lov at punge summer ud af endnu større art. For vaskemaskinen har besluttet sig for at ændre funktion fra tøjvask til vandland – og jeg gad altså godt, at den ville smutte tilbage til sin gamle praktiske funktion. Det ville være rart, for undertøjsskuffen er snart tom, og jeg har ingen planer om at lave en Britney indenfor den nærmeste fremtid. Egentlig heller ikke den fjerne; jeg vil bare gerne have mere rent undertøj og mindre vandland på mit badeværelse. Det er fedt at flytte hjemmefra 😉

Jeg landede i går aftes med bussen efter et alt for kort døgn i Aarhus. En spontan tur, der afsluttede en lang og skøn arbejdsuge, hvor stilheden herinde har været larmende. Sidstnævnte skal der laves om på, så glæden var stor, da jeg fik tildelt en aftenvagt i stedet for de vanlige dagvagter – der skulle skrives løs, hygges løs og løbes løs, indtil den der virkelighed bankede på døren. Det har den jo med at gøre, så nu nyder jeg lige et kort stund med næsen i solen, inden næste kryds på to do-listen skal afkrydses.

Okay, så idyllisk er det ikke

14269837_10208628566324856_741967284_nDen der hverdag, jeg er så vild med, ikk’? Den er nok blevet romantiseret en smule i mit hverdagshungrende hoved. Det er som at gå fra et tidsoverskud af uanede proportioner til at lande i underskudsskuffen. Heldigvis er det en skuffe proppet med gode ting; fx den hyggeligste eftermiddag med kaffe og snak om alt og intet i Frederiksberg Have. Så pyt med, at opvasklugten stadig var intakt, og at de indershorts, der lå hjemme og grinte af mig på skrivebordet, gav frit udsyn til alt og alle, mig og min flade cykel drønede forbi.

Det er en vild følelse sådan at skabe sit ‘nye’ liv brik for brik – sit voksenliv. Hånden på hjertet havde jeg en idé om, at det ville tage lang tid, inden min kalender bestod af andet end arbejde og alenetid. Der tog jeg fejl. Det gør jeg ofte for tiden. Og heldigvis for det. Der er ikke megen tid tilovers; jeg kan allerede mærke, hvor nemt det er at glemme sig selv, når hjulet først kører. Der mangler noget til at give en rødder, så man ikke pludselig flyver væk – I kan måske fornemme, hvordan argumentationen for hundeanskaffelsen sniger sig ind ad alle sprækker 😉

Når sundhed bliver uoverskueligt

IMG_2163

De fleste er villige til at gå langt i sundhedens navn – om det så egentlig er sundhed til sidst, dét vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Hvad jeg vil gøre mig til dommer over, er min egen sundhed; den er blevet omdefineret i øst og vest i løbet af de sidste år, og jeg er stadig fuldt i gang. De sidste to år har mit liv været præget af ‘sundhed i kontrolleret form’ – her tænker man nok, at jeg (igen, igen) taler om kostplaner og træningsprogrammer, og det gør jeg også, for træningen var nøje tilrettelagt med periodisering, tempomanipulation osv., og kosten stod i firkanter på den udprintede kostplan, men det var alligevel ikke det hele. Omfanget af handlinger gjort i sundhedens navn blev langsomt ekspanderet – så langsomt, at jeg næsten ikke tænkte over det.

Hylden med kosttilskud fik flere og flere venner, madbudgettet bugnede, det samme gjorde køleskabet – af madpakker, plastikflasken blev udskiftet, produkter til hud, rengøring og lignende fik nye konkurrenter – ja selv tandpastaen fik en helsificering. Og så var der søvnen, der blev en stressfaktor ude af proportioner. Det var en del af den livsstil, jeg gerne ville leve – tænkte jeg. Eller i virkeligheden slog jeg hovedet lidt fra. Ingen træning blev sprunget over, ikke så meget som et sæt eller en gentagelse. For jeg skulle jo stige i vægt(skiver), forbedre mig, performe. Min kritiske sans var forbeholdt til skolen. For træning var jo min pause. Man fornemmer et ‘men’ 😉

Det var ikke sundhed for mig. Måske hvis det havde været på et andet tidspunkt i mit liv – fx det første år af ‘rejsen’, men det blev for meget. Dermed ikke sagt, at det var ‘usundt’, det var blot ikke det, jeg vil definere som personlig sundhed. For mig skal sundhed modificeres til et niveau, der giver glæde og velvære. For mig er sundhed en navlepillende størrelse, der ikke kommer i firkanter, men i former, der kan strækkes og skrumpes. Det handler om at gøre det, der giver mening for en på det givne tidspunkt.

Efterår giver mig altid en uforklarlig lyst til at løbe, så det gør jeg – turene til centret er derfor færre og ustrukturerede, og det er ok. Det er mere end ok. Der er grøntsager på tallerkenen flere gange dagligt, men ikke til hvert måltid – nogle gange består ‘måltidet’ af et stykke frugt og en ske i peanut butter glasset. Vi kunne kalde det ‘hverdagssundhed’.

Vlog: Et job og en status

 

Jeg håber, jeres søndag er i gang på bedste vis? Herhjemme startede dagen et par timer senere end sædvanligvis grundet et glas vin for meget i går. Fridagen skulle egentlig udnyttes på produktiv vis med rengøring, indkøb, anden praktik – og træning. Indtil videre sejler lejligheden lidt, vasketøjet kigger på mig fra sin rodede bunke, og joggingbukserne sidder plastret til de ben, der får lov til at vente med at løfte metalstænger til senere på eftermiddagen.

Men er det ikke sådan, en søndag skal være? Fuld af overspringshandlinger? Er man i humør til endnu en overspringshandling, kan man trykke ‘afspil’ på ovenstående video. Der er lidt om job, lidt om København og lidt om rejser. Og til mit forsvar er den optaget for et par timer siden – en kommentar, der giver mening, hvis man afspiller 😉