Hej fra en hverdagsfan

Om at være hende den nye

Skærmbillede 2016-09-02 kl. 07.59.59Jeg har aldrig været god til at hende den nye; tanken om smalltalk og sporadisk kendskab får ikke ligefrem mit hjerte til at springe slag over. Går man vi en håndfuld år tilbage i tiden, er det straks værre, for som nogle måske kan huske, har jeg stammet i størsteldelen af mit liv – værst var navnerunderne, som jeg gjorde mit ypperste for at undgå. For at undgå øjeblikket, hvor alles øjne hvilede på en – og hvor størstedelen ofte vidste, at om lidt sad det fast – navnet, der sad fast i halsen, og tiden, der stod stille. Følte jeg. I takt med, at min stammen falmede og til sidst næsten forsvandt, giver tanken om navneintroduktion mig ikke sved på panden, ej heller knuden i maven. Alligevel er jeg typen, der skal have et kæmpe spark bagi (oftest af mig selv) for at springe ud i nye omgivelser med nye mennesker.

Det var trygt og rart, at den første måned herovre hovedsageligt blev tilbragt med kendte ansigter (mest mit eget), men jeg kunne også mærke, at der manglede noget. En følelse, jeg ikke har haft i sådanne dimensioner, siden jeg startede på gym; længslen mod det nye. Nye mennesker, nye omgivelser, ny energi. Paradoksalt nok har jeg efter to dage i navlen af nyt ikke følt mig så meget som mig selv i 100 år. Det er en god følelse. Behovet for at gemme mig bag selvopsatte murer er pakket væk – erstattet af lysten efter at springe. Og selvom springene kræver smalltalk og navneintroduktion giver de flere smil end maveknuder. Måske tanker man som ny på universitetet kan nikke genkendende til?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej fra en hverdagsfan