Natteskriverier

Jeg er så træt, at det næsten gør ondt – alligevel ligger jeg her. Før med øjnene stirrende mod det lille lysglans på væggen, nu med computeren på skødet. Om det er jetlaggen, min soven længe, eller det tankekaos, jeg skrev om her, ved jeg ikke. Sikkert en kombi. Det er det ofte. Min plan var egentlig at få påbegyndt en række rejsedagbøger fra New York, men lige nu trykker ‘post New York-syndrom’ mest. Hånden på hjertet ryster jeg nogle gange (diskret) på hovedet, når jeg hører nogle snakke lovprisende om at rejse; om hvordan det ændrer en og sætter tingene i perspektiv. Den aha-oplevelse har jeg sjældent fået, selv ikke på de rejser, der har været længst både i tid og distance. Den fik jeg denne gang. Måske det fordi jeg denne gang ramte et tidspunkt, hvor jeg er dødforvirret.

Og hvad er jeg så forvirret omkring? Tænker man måske. Jeg fristes til at skrive alt. Jeg er igen (igen, igen, igen) kommet i tvivl om, hvad jeg vil læse. Kender I det, når man kan forestille sig selv i studiet, men ikke i jobbet – og omvendt? Sådan har jeg det med henholdsvis litteraturvidenskab og medicin (yes, de to kendinger igen). Og så vil jeg gerne anskaffe mig en hund, men jeg vil også gerne nyde den frihed, alle siger, man skal huske at nyde og værne om. En frihed, jeg først nu har indset, hvor fantastisk og skræmmende kan være.

Grunden til, at mine drømmer falder på en hund gik op for mig på den aha-givende ferie: jeg savner at have familie omkring mig, helt ind i min grundvold. On that note, så skræmmer det mig helt ustyrligt, at jeg nu er fyldt 20, og at jeg dermed indenfor almindelighedens rammer kunne have min egen familie indenfor 5 år. I mit hoved er der yderligere 20 år til, at det lyder aktuelt. Så hellere en hund 😉

Ramt af jetlag og tankekaos

14518403_10208780497843049_183379673_nJeg er et følelsesmæssigt rod af dimensioner i dag – det er jeg faktisk de fleste dage for tiden. Det er som om, det først nu er gået op for mig, at jeg faktisk står midt i mit sabbatår, et sabbatår der har til opgave at give pusterum og afklarethed. Og måske mest af alt at ryste lidt op i den afklarethed, jeg havde opnåede uden egentlig at vide, hvad det var, jeg følte mig afklaret omkring. Man fornemmer rodet, tankerodet. Et rod, der ligeledes stammer fra, at jeg i slowmotion svang stængerne ud af sengen kl. 12.35 – ca. 13 timer efter, jeg svang benene den anden vej. I virkeligheden er det ikke så skørt, for klokken var kun 6.35 i mit jetlagsforvirrede hoved. Vores fly landede nemlig i går – min mors og mit, jo og en masse andre menneskers. En masse andre mennesker, der ligesom os havde været velsignet med et visit til verdens navle; New York.

Det var en af de ferie, der rystede en indefra. Der fik alting udenfor ferieboblen til at virke ligegyldigt. Der satte tingene i perspektiv. Som fik mig til at kramme min elskede mor flere gange dagligt ved et af New Yorks mange røde lys. Røde lys, den føromtalte mor gik fra at respektere på næsten militært niveau til på badass manér at trodse hver og en. Måske fordi hun så, at det badass militær gjorde det samme. Måske fordi hun (og alle andre) blev en anelse utålmodige af de millioner af lyskryds. En ferie, der på ingen måde var idyllisk, men alligevel så perfekt, at jeg må knibe mig selv i armen ved synet af billederne.

Åh, hvor er der meget, jeg har lyst til at skrive om. For ikke at tale om de millioner af billeder, jeg ikke kan få flyttet over til den skrivende computer. Det må vi tage lidt af gangen, for jeg skal faktisk ud af døren. Det er det, der sker, når man sover dagen væk.

Jeg bøjer mig i støvet

14365386_10208682655757058_1431955231_n (1)Jeg tager hatten af og bøjer mig i støvet af beundring over alle jer, der formår at have et liv udover det dersens fuldtidsjob. Jeg føler mig allerede som en jonglør på et ben – og jeg er altså mere platfodet end Anders And. Indrømmet; jeg føler mig ret tjekket, når jeg om morgenen drøner gennem byen i uset god tid med solbrillerne som skærm for morgensolen, chiagrød i maven, kaffe i årerne og den sorte frakke blafrende i vinden. Og ja, her knækker filmen allerede en smule, for det er jo småvanvittigt at have frakke på disse dage.

Ikke desto mindre tager jeg konsekvent for meget tøj på morgen; i det hele taget tager jeg for meget tøj på for tiden. På arbejdet kan du finde mig i den store sweatshirt – derinde i butikken, der nærmer sig saunatilstand. Om den næsten dryppende sved og de glinsende kinder får mig til at skifte til et menneskeligt outfit? Nej da. Jeg er vist for jysk til gøre andet end at køre en stiltiende lidelse og nikke lettere panisk, når jeg bliver spurgt, om jeg ikke har det seriøst varmt.

I det hele taget er jeg nok en fuldblodsjyde. En fuldblodsjyde, hvis vaskemaskine er i stykker – og som skal til New York på søndag uden rent (under)tøj. Apropos undertøj, så glemte jeg i dag mit undertøj. Yes, du læste rigtigt. Jeg følte mig ellers så tjekket, da jeg efter arbejde OG træning (ja ja, store sager), havde taget hyggetøj og bodylotion med til eftertræningsbadet (for sådan et huskede jeg også). Bodylotionen måtte i hovedet, for jeg havde glemt ansigtscreme – undertøjet fandt jeg dog. I mine strømper. De rene, heldigvis. Hvem ringer efter de voksne?

Hende med de to hjem

Skærmbillede 2016-09-13 kl. 21.27.19De salte tårer løber ned ad kinderne – sangen, der starter tårerne som en mekanik, spiller i ørerne. Bussen triller. Triller ned gennem byen – gennem min by. Som ikke længere er min by, ej heller mit hjem. For den føles ikke længere som hjem, den føles tryg og rar, men ikke som hjem. De iboende mennesker giver den derimod et hjemligt islæt i en grad, der gav tårerne frit løb. De stoppede dog hurtigt, tårerne – for jeg har dem med mig, med mig hjem. I hvert fald på nethinden, i minderne, i glædesfølelsen. Med mig hjem til mit nye hjem – til det hjem, der danner rammerne for det liv, der hedder mit voksenliv.

Det liv, der har givet mig en energi, et drive – for ikke at forglemme en træthed – som jeg aldrig har haft før. Måske det kaldes livsmod; eller livsgejst? En gejst, jeg tror i høj grad stammer fra København – fra byens uudtømmelige energi og dynamik. Der er plads, plads til at være sig selv, plads til at udforske, hvem man er, og hvem man vil være. Der er også plads til ikke at tænke, blot handle, til at leve – og til at være ny.

Plads, det er der også i Aarhus, men der er jeg ikke ny; hver en tomme af byen føles velkendt. Egentlig er det noget pjat, for det eneste, der er velkendt, er Aarhus som barndomshjem – jeg har aldrig været ‘voksen’ i Aarhus. Det skræmmer mig en anelse, hvor lidt jeg kan forestille mig at blive det. Måske en dag, hvem ved. Lige nu er tanken om at vende tilbage at finde allerbagerst i hovedet deromme ved tankeskraldet. Det vil nok altid hedde “hjem til Aarhus”, men på bussen, dér skal jeg hjem til København. Tænk sig sådan at have to hjem. Hvor heldig kan man være?

Older posts