Vasketøj, snot og kaffe

Tanker om mad og restriktioner

PicMonkey CollageEr der noget, der har fyldt i mit liv de seneste år, så er det kost og træning; langt mere end jeg har villet indrømme. For jeg havde jo været gennem møllen – og fundet min vej ud derfra. I snart to år har jeg været under vingerne på en yderst kompetent personlig træner; det har været en oplevelse, jeg ikke vil være foruden, men det er først nu, jeg indser, hvor indspist i miljøet, jeg var. For det blev jo bare mit liv, min tankegang, mine vaner og mit spisemønster. For et halvt års tid siden stoppede jeg på kostplan – eller det vil sige, jeg spiste stadig efter den i store træk, men søgte one step at a time at komme ud af de fastlagte rammer. Jeg søgte at lære mig selv på ny at lytte til min krop, lyst og behov fremfor at kigge på et stykke papir.

Den gængse opfattelse er måske, at det er ‘hårdt’ og restriktivt at spise efter en kostplan. Restriktivt er det uden tvivl – også selvom man siger til sig, at det jo er det eneste, man har lyst til, og deraf er mere lyst end ordre. Og selvom det ér en reel lyst, kan man ikke komme uden om det restriktive aspekt, når noget er forbudt, og noget er godkendt. Har man lysten og motivationen til at gå all in, så er det ikke hårdt, så er det nemt. Næsten for nemt – for man behøver ikke at tænke selv, man gør jo bare, som der bliver sagt. For mig var det hårde var  nærmere, at jeg skulle stå til ansvar for andre end mig selv, hver gang puttede mad i munden. For der skulle jo laves målinger. Åh de målinger. Dem fik jeg det ambivalent med; de kunne slå pusten ud af mig, selvom jeg igen og igen sagde til mig selv, at det blot var tal.

Men det er ikke bare tal, når man har smidt sin identitet ind i puljen, så er det pludselig en selv, der bliver bedømt – lidt ligesom med karakterer. Og selvfølgelig: det var frivilligt og selvvalgt, og jeg er oprigtigt glad og taknemmelig for oplevelsen. Jeg har lært meget i processen – om mig selv, om hvad der gør mig glad. Om hvor vigtigt det er at leve på den måde, det giver mening for en selv på det givne tidspunkt, og om hvor næsten endnu vigtigere det er ikke at fortryde det bagefter, men i stedet tænke, at man er priviligeret ved at få lov til at leve på forskellige måder. Lige nu giver det mening for mig at associere mad med både hygge og ‘brændstof,’ samt at minimere dets loftsplads deroppe i hovedet. Mad kan hurtigt blive en videnskab på baner, jeg ikke har lyst til at følge med på. Jeg tror på, at kroppen er klog, den skal fortælle, hvad den har brug for. Selvfølgelig med hovedet med på sidelinjen. Det sidste er straks værre 😉

   

2 kommentarer

  • Trine

    Så godt et indlæg – er enig.

    Klapper i hænderne over din sætning: “Og selvom det ér en reel lyst, kan man ikke komme uden om det restriktive aspekt, når noget er forbudt, og noget er godkendt”

    Lige mine ord! Det er altid “undskyldningen”, men reelt tror jeg ikke folk gennemtænker samtlige konsekvenser ved en restriktiv tilgang til kost, motion osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi er helt på samme side; det er uden tvivl også den ‘undskyldning’, jeg selv benyttede i lang, lang tid – både over for mig selv og omverdenen. Konsekvenserne begynder i den grad at puste en i nakken, så snart ens kostvaner forhindrer en i at deltage på lige fod med andre i sociale arrangementer. Efter min mening 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vasketøj, snot og kaffe