Klovnen på Vesterbrogade

Mindre identitetskrise

13607900_10208078810661308_1310232671_nJeg kunne ikke sove i går – eller det vil sige, jeg gav det ikke rigtigt et forsøg, før jeg gav op. Mit hoved var fyldt til randen; tankernes tempo overdøvede kroppens skrigende søvnbehov. Mit humør herovre har været godt, selv ikke opstøven af gamle billeder eller tårepressende sange, har givet tankemylderet eller hjemveen anledning til at melde sin ankomst. I nat kom de dog snigende. Muligvis fordi jeg har været mere alene de sidste par dage, end jeg har været i måneder.

Smider vi kortene på bordet, sidder jeg med følelsen af at være smidt på åbent hav – uden mulighed for at vurdere, om der er længst til den velkendte eller ukendte side af bredden. Og når nu vi er gang i med kortene, kan jeg lige så godt smide klichékortet; jeg ved sgu ikke, hvem jeg er. Det lyder så romantisk med et sabbatår med centrum i “at finde sig selv”, i realiteten bliver det nok på mange måder et år med smil, latter, tomme lommer og hårrivende frustration.

I studenterugerne fik jeg en trang som aldrig før til at søge væk fra den identitet, jeg følte mig så fastlåst i. Jeg ville have det sjovt og lade træningsuniverset skrumpe til en størrelse af ubetydelig art. Jeg ville med andre ord være alt andet (og alle andre) end hende, jeg havde været de sidste tre år. Jeg skrev måske her, at det noget af det vigtigste, jeg har erfaret, er ikke at fortryde ting, der tidligere gav mening – men, mine studenteruger var i den grad præget af fortrydelser. Og nej, ikke dem, hvis ophav skyldes høje promiller 😉

Min vision var at lære at tage let på tingene og lægge så få planer som muligt. Tage tingene, som de kommer. Perfektionisme, karakterpres og strukturhungren stod mig ud af halsen. Aarhus stod mig ud af halsen; jeg ville væk. Måske dramatisk, men ikke desto mindre sandt. På mange måder fik jeg sikkert i mit hoved forvekslet byens skærmende murer med de murer, der udgjorde rammerne, jeg opsatte for, hvem jeg var og er. Det lyder måske både skørt og flugtpræget, men jeg vælger at se på det som et altoverdøvende behov for sceneskift.

Der er bare det, at et sceneskift måske giver mulighed for rolleskift, men den rolle kommer ikke med et foreskrevet manuskript. Det har en forhistorie, en prolog, mens resten af siderne; dem skal man skrive med egen pen. Og selvom jeg har en forkærlighed for ord og deres magiske sammensætning, så kan vi alle få skriveblokade. Ikke nødvendigvis fordi vores pose med ord er tom, men fordi man ikke ved, hvilket ord, der skal stå først, hvornår man skal sætte sit første punktum, og hvilke ord man skal lade ligge i posen.

Det blev en lang og lettere snørklet smøre. Jeg kunne fortsætte længe. Hvad jeg egentlig vil frem til, ved jeg ikke – det er måske en del af det. Det sidste år har været så mærkeligt, så påvirket af, at jeg ikke turde springe, men i stedet konstant sad tilbage med en følelse af at gøre det hele mere halvt end helt. Nu står udfordring og forandring i højsædet, og det giver både ro og uro. Jeg ved, at dette føles mere rigtigt end noget andet, men så ved jeg ikke så meget mere. Bortset fra, at det hele nok skal gå – hvordan, dét ved jeg ikke.

   

8 kommentarer

  • Anna

    Jeg kan 100% sætte mig ind i det. Jeg lavede den omvendte version af dig og tog til Aarhus (Fra Kbh) for at studere, men jeg endte med at tage hjem igen efter et semester og arbejde, inden jeg begyndte at studere (samme studie) et år efter i København. Det bedste jeg lærte i løbet af det år, var at forholde mig til min situation og mærke efter; er jeg egentlig glad? Så selvom det selvfølgelig ikke var ‘efter planen’ at droppe ud, så var det lærerigt og helt det rigtige for mig. Jeg havde ikke været det foruden. Jeg håber for dig, at du kommer ud med samme følelse, uanset udfaldet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det der med at lære, hvad der gør en glad, og hvad der ikke gør; mon ikke det er en af de mest essentielle ting, vi får for opgave i livet? Og sværeste, uden tvivl. Jeg synes, det er pissesejt, at du tog tilbage. Nogle gange kræver det mere nosser at gå ‘baglæns’ end at gå forlæns. Og du kom jo ikke tomhændet tilbage, du kom tilbage med nye erfaringer i bagagen. Mange tak, lad os satse på det 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej Anne Sofie
    Først og fremmest er det rigtig fedt, at du er begyndt at blogge igen! Jeg elsker den måde, du skriver på, og noget så basalt som at drikke kaffe eller købe et strygebræt, kan du få til at lyde så “eventyrligt” ;-). Apropos din skrivemåde og det blogindlæg, du har linket til i det er indlæg, så tror jeg virkelig, du vil komme til at føle dig tilrette indenfor det litterære og/eller det journalistiske område! Men tilbage til det dit indlæg egentligt handler om … Jeg har haft det præcis ligesom dig (og har det egentlig stadig sådan). Af og til har jeg også lyst til at afslutte den “bog”, jeg er i gang med og starte en ny. Efter jeg blev student og siden er begyndt på universitetet, har jeg også haft svært ved at finde ud af, hvem jeg egentlig vil “kendes” som. Jeg håber, det bare er en fase, ligesom dengang man var nyudklækket teenage. Men jeg har også erfaret, at man lærer en hel masse om sig selv, når man afslutter noget og påbegynder noget nyt. Selvom det nærmest er angstprovokerende bare tanken om, at man skal til at vænne sig til nye rutiner, så tror jeg, det er sundt for en. Dog mener jeg også, at hvis de nye rutiner, man forsøger at inkorporere, er ubehagelige og uoverskuelige, så skal man også acceptere, at det er okay, at de ellers planlagte ting ikke bliver fuldført alligevel – selvom det også er svært at forklare sin omgangskreds, at man har omdirigeret. Det blev en lidt lang kommentar, haha 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne!
      Hvor er du sød. Det går lige i mit humanistiske hjerte. Det tror og håber jeg inderligt på, at du har ret i – det er i hvert fald en drøm.
      Skal vi ikke satse på, at det er en fase? Måske det i høj grad med ophav i overvældelse; overvældelse over situationen og de mange åbne (og lukkede) døre. Nu står man lige pludselig med værtkøjerne, der skal danne grundlag for ens voksenliv- og identitet. Det er skræmmende. Pisseskræmmende – og pissefedt.
      Jeg er så enig med dig – skønt formuleret! Jeg er en sucker for rutiner, især de nye af slagsen. Det er næsten dem, jeg glæder mig allermest til at skabe. Men jeg er også en skør kugle på det punkt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Overhovedet ikke relateret til indlægget, men.. Hvad er det for noget arbejde du har fået derovre i KBH? Har trawlet den sidste måneds indlæg igennem uden at kunne finde svaret. Hvis du har skrevet om det, så beklager jeg at spilde tid med spørgsmålet her i kommentaren. Og hvis du ikke vil ud med det, så er det også fair nok – jeg et bare ret nysgerrig på din nye københavnske tilværelse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du kunne også trawle længe uden bid; det står ingen steder. Ingen tidsspild og ingen (langvarige) hemmeligheder. Blot et forsøg på at være professionel; jeg venter lige med at skrive noget specifikt, inden der er skrevet under på kontrakten, men det er et tjenerjob på en skøn restaurant. Mega fedt med nysgerrighed, det er jeg helt pjattet med 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Sikke en fin strøm og sammenfletning af ord om, hvordan det netop er at blive revet ud af sine vante rammer. Jeg er også blevet student i å, og sådan at “komme ud i verden”, som jeg ynder at kalde det, er til tider lidt frygtindgydende: ingen mure men i stedet en helt blank himmel og vidder omkring én, uden bestemte objekter placeret. Som du skriver ofte for tiden, så skal det hele jo nok gå alligevel, vi skal bare lige lære at være frie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha ja, det skriver (og siger) jeg vist ret ofte for tiden 😀 Det skyldes sikkert, at det er min mors motto, når det kommer til hendes forvirrede børn med overdreven hang til refleksion. Jeg er til gengæld vild med din formulering, for det er jo netop kernen i det – og det skræmmende og fantastiske element.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klovnen på Vesterbrogade