Når man ikke skal starte i skole

IMG_4655August gør om lidt sin entré, hvilket de seneste 13 år har betydet skolestart for undertegnede – og alle andre i samme båd. Men i år er anderledes, meget anderledes. Kl. 7.51 tirsdag d. 9. august suser jeg ikke af sted på cyklen gennem Aarhus midtby med svedperlerne trillende og rygsækken pakket, jeg er måske ikke en gang stået op. Det er jeg nok ikke. Jeg ligger nok i min seng – i min egen lejlighed, i København. Hvis altså vi finder en måde at få den kæmpe seng transporteret. Jeg skal sikkert på arbejde om aftenen i det, der ikke hedder ‘midtbyen’. Jeg er sikkert lidt rundt på gulvet, og jeg glæder mig helt sikkert til, at min roomie flytter ind 6 dage efter. Og så glæder jeg mig helt sikkert over, at jeg ikke skal i skole.

For jeg er for første gang i mit liv helt igennem skoletræt – jeg glæder mig derimod til at skabe en hverdag uden skolegang, i hvert fald for et år eller to, for tanken om at nørde litteratur på lige fod med andre nørder trækker også lidt. Lidt meget. Men hver ting til sin tid. Jeg har altid elsket at gå i skole, sådan overordnet i hvert fald, men i år fik jeg nok – hvilket torsdagens indlæg indikeres til (yes, jeg forsøger at være sådan en tjekket planlægningstype – forsøger).

Jeg glæder mig til at have fri, når jeg fri, til færre forpligtelser og færre forventninger, til at skabe en identitet, der ikke involverer skole. Ja, og så glæder jeg mig egentlig også (lidt) til at glæde mig ved tanken om skole. Mon ikke den kommer ret hurtigt? Det er dælen dulme en priviligeret situation at stå i; at have friheden til at tage tingene, som de kommer, planlægge henad vejen og gøre lidt, som man har lyst til.

Så kom Goya kjolen på

IMG_4769Tøjet flyder, som havde en bombe meldt sin ankomst, sengen er uredt, to do-listen er bemærkelsesværdigt tom for flueben – og jeg, jeg ligger smidt, som havde jeg aldrig gjort andet. Lyden af Beyoncés smukke (og lidt irriterende?) stemme fylder rummet med sang og mig med misundelse på de, der fik oplevelsen i Parken. Vi er landet i DK efter endnu en dags togmarathon. Jeg bliver aldrig bedste venner med tog(skift), det tør jeg godt love. Turen var dog en af de allerbedste af slagsen; spækket med smil, ømme ben (!), langsomme morgener (mest min skyld) og et par kulturelle indspark. Det er jo vigtige. Hører jeg. Jeg var dog mest vild med indsparket til klædeskabskontoen, der nu har fået selskab af et par Saint Laurent sneaks! Oh yes, selvfølgelig på tilbud. Dem glæder jeg mig til at vise frem herinde, selvom de allerede har haft deres eksponering på Snapchat (annesofiebitsch).

Jeg har dog bevæget mig fra sengen i dag: det har været så godt timet, at hver gang ham ovenpå har tændt for vandet (ham helt øverst, selvfølgelig), havde jeg en aftale, der krævede cykeltransport. Tre gange på én dag, så bliver man altså lidt øv 😉 På den anden side var det faktisk ret hyggeligt at stå klemt sammen med en bunke fremmede mennesker under en markise ved Banegårdspladsen. Der blev lige taget et mentalt billede af byen og øjeblikket – lige så kikset som ham Phoebes kortvarige kæreste i Friends. Kikset, kan jeg ikke løbe fra at være. Jeg tager mange mentale billeder disse dage, det er skønt.

Og ja, så kom jeg endelig i den sorte Goya kjole, jeg erhvervede mig til studenterugerne, men den var altså for “pæn” (og stram til menuen). Anledningen var restaurantbesøg i lørdags – endda en af Jamie Olivers. Skøn mad og lækre omgivelser – én ret var dog rigeligt i den kjole, hvis I forstår 😉 Hvilket fører til det spørgsmål, jeg godt gad kende svaret på: hvordan er stramme kjoler blevet aftenkjoler og løst tøj dagsuniformen? Det ville da være langt federe omvendt, siger det bare 😀 PicMonkey lCollage

Sommer, du er dejlig

IMG_4731Åh, jeg elsker sommer – selv den regnende slags. Det er som om, man bliver et 20 pct. bedre menneske om sommeren. Jeg gør i hvert fald. Brune ben, lysere hår (ja og forsvindende øjenbryn), der gerne spiller saltvandssmart, lette sommerkjoler, der blafrer i luften, og sandaler der skarver (som man tager på alligevel) og efterlader fødderne med en tanline, man ikke havde overvejet kunne eksistere. Sene aftener uden bekymringer om et ubarmhjerteligt vækkeur, der hiver en ud af nattesøvnens drømmende tilstand. Desperationen om, at sommerboblen kunne fortsætte for evigt. Farverige skåle med jordbær, vandmelon og kirsebær – og efterfulgte mavepiner, fordi nogle er uden stopknap, når sommerherlighederne står på bordet. Svømmeture med vand i næsen og følelsen af vægtfrit at kunne svæve fra den ene ende af landet til den anden.

Grin og smil og sure drinks under aftensolen med følelsen af, at dagen aldrig stopper. Bållugt og grillede pølser og ristede skumfiduser under den sidste glød. Køreture i det danske sommerland med dårlig musik ud af højtalerne, air condition på højeste blus og vind i håret. Forviringen over, at halvdelen af familien frivilligt sidder foran tv’et med øjnene klistret til en række spinkle cykelryttere på selv den varmeste sommerdag. Lette solskoldninger, fordi man endnu en gang undervurderede solstrålernes kraftfulde indtrængen.

Og så er der rejserne – rejserne, der sætter tiden i stå, lige indtil man igen står der med den pakkede kuffert og drømmer om egen dyne. Mine drømme er endnu ikke nået til egen dyne; lige nu priser jeg mig lykkelig over at have endnu en dag i det hollandske ferieland. Men det er også svært andet, når fyrværkeriet maler farverige stjerner på himlen og glitrende skygger i kanalen.

PicMonkey Collageoo

Hello Amsterdam

13817320_10208211598620924_244380314_nLandegrænserne passeres, temperaturen bliver varmere, landskabet besynderligt uændret – men vi er nu heller ikke så langt væk, og antallet af landegrænserne er blot tre. Vi er på vej til Amsterdam. Eller det var vi, for nu er vi her, jeg nåede bare aldrig at udgive indlægget, før kaos udbrød. Ulykke på ulykke ramte netop vores togskinner, og vi endte med at skifte 6-7 tog, før vi nåede mål. Lidt hektisk, men lidt hyggeligt, faktisk. Vi var trætte, men veloplagte. Eller, så veloplagte, som man nu kan være efter Springsteen koncert inden for samme døgn. Jeg tog dog en skraber om bord, der nåede så tunge niveauer, at jeg selv i søvne kunne fornemme den åbne mund og frygten for tilhørende savl.

Vi er af sted min bror, far og jeg; en småspontan smuttur. En smuttur jeg har set frem til. Mit sidste (og eneste) visit til Amsterdam var i forbindelse med et udvekslingsophold i Holland i 8. klasse, hvor det eneste jeg husker er godt vejr, kanalrundfart og drengenes ivrighed i Red Light District. Pigernes ivrighed gik mest ud på at holde godt om rygsækken – som selvfølgelig var placeret strategisk på maven med tilhørende jerngreb. Jeg husker også busturen hjem, de mange stop, de mange sange og den store desperation for at falde i søvn. Min mor skulle nemlig giftes få timer efter vores hjemkomst. Det endte vist med mere eller mindre 45 timers søvnløshed, se dét kan jeg huske.13814377_10208211598100911_26951448_nI dette øjeblik ligger vi alle med fødderne smækket op, trætte fødder, der har vandret byen tynd. Mine fødder iklædte et par espadrilles til fire euro, som har ageret overraskende gode gåsko, og som gav dagens outfit et islæt af fangedragt. Men altså, vi er vel også i Amsterdam. Amsterdam, hvis charme og fantastiske stemning, jeg fuldstændig havde fortrængt. Ret lækkert, at der er to hele dage tilbage.