Når man ikke skal starte i skole

August gør om lidt sin entré, hvilket de seneste 13 år har betydet skolestart for undertegnede – og alle andre i samme båd. Men i år er anderledes, meget anderledes. Kl. 7.51 tirsdag d. 9. august suser jeg ikke af sted på cyklen gennem Aarhus midtby med svedperlerne trillende og rygsækken pakket, jeg er måske ikke en gang stået op. Det er jeg nok ikke. Jeg ligger nok i min seng – i min egen lejlighed, i København. Hvis altså vi finder en måde at få den kæmpe seng transporteret. Jeg skal sikkert på arbejde om aftenen i det, der ikke hedder ‘midtbyen’. Jeg er sikkert lidt rundt på gulvet, og jeg glæder mig helt sikkert til, at min roomie flytter ind 6 dage efter. Og så glæder jeg mig helt sikkert over, at jeg ikke skal i skole.

For jeg er for første gang i mit liv helt igennem skoletræt – jeg glæder mig derimod til at skabe en hverdag uden skolegang, i hvert fald for et år eller to, for tanken om at nørde litteratur på lige fod med andre nørder trækker også lidt. Lidt meget. Men hver ting til sin tid. Jeg har altid elsket at gå i skole, sådan overordnet i hvert fald, men i år fik jeg nok – hvilket torsdagens indlæg indikeres til (yes, jeg forsøger at være sådan en tjekket planlægningstype – forsøger).

Jeg glæder mig til at have fri, når jeg fri, til færre forpligtelser og færre forventninger, til at skabe en identitet, der ikke involverer skole. Ja, og så glæder jeg mig egentlig også (lidt) til at glæde mig ved tanken om skole. Mon ikke den kommer ret hurtigt? Det er dælen dulme en priviligeret situation at stå i; at have friheden til at tage tingene, som de kommer, planlægge henad vejen og gøre lidt, som man har lyst til.