Når Stine Goya kjolen udbyttes med joggingbukserne

Indre dæmoner og en forgudet hund på speed

IMG_4508

Det franske, skæve hus, der udgør væggene for vores ferierende nætter, summede i nat af en stemning af den slags, man helst ikke vil være en del af. Den halvdel af den sammenbragte familie, der ikke deler vores efternavn udkæmpede deres indre dæmoner med det resultat, at min bror og jeg lukkede os ind i en lille kapsel, hvor alt mellem himmel og jord blev vendt. Bedst var grinene over, hvordan vores lillebror på 3 år formår at sætte os på plads med en stemme, hvis oktav må svare til det ultimativt lyseste (og sødeste) på planeten. Den trodsige trampen hjælper måske. Grinene nåede ligeledes vægrystende højder, når samtalen faldt på Henry; husets mindste, yngste og mest behåret beboer. Nu lyder jeg måske som  en stolt mor fra Kanal 4, der sværger, at hendes yngel er speciel; men altså, den hund er speciel. Han er ikke helt hund.

Min mor beskriver ham (med moderlig stolthed) som en Duracell kanin på speed, min bror tror, der er noget mutant i ham, og jeg er bare pjattet med ham. Han løber på væggene, lader sig aldrig slå ud (heller ikke når modstående hund er fire-fem gange hans størrelse), og så er han puttesyg som ind i helvede. Har man flottet sig, og inviteret ham til at dele dyne natten over, foregår søvnseancen helst på ryggen – af mig, altså. Ikke vitterligt behageligt, men alligevel så hårrejsende hyggeligt, at man blot ligger og holder vejret og håber på, at tiden stopper lidt. Indtil man giver op, og han foretager den resterende nattesøvn ved hoveddøren, helst ovenpå mine sko (ja, ovenpå).

IMG_4498

Det var lidt et sidespor, men I can’t help it, hunden er speciel. Specielt sød. Og derfor gør det måske ikke så meget, at dagene i det franske forkortes, for jeg dør lidt ved hver opdatering om dyrets finurligheder derhjemme i det regnenede Danmark. Den tidlige del af aftenen i går forløb ellers som planlagt, nogenlunde i hvert fald. De andre spiste små portioner og drak vin til priser, jeg aldrig kommer til at forstå. Jeg forelskede mig virtuelt i sko, så Gossip Girl, spiste en fransk omelet til aften og en (tre) Kinder til natmad. Mine nye sko kom på spankulering i byens brostensbelæggede gader, og ‘Vangede Billeder’ blev slugt på en bænk midt i det hele, hvor fransk hvisken, hvislen og råben prydede aftenluften.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når Stine Goya kjolen udbyttes med joggingbukserne