Jeg burde, men...

Hverdagsdrømmerier

13595471_10208055108708774_895261138_n

Mit hoved hører under dem, der aldrig er helt tilstede i øjeblikket; det befinder sig oftest i en flirt med fremtidsvisioner. Da jeg var mindre, kunne jeg i sommerdagenes omfavnen bruge timevis i havets lunefulde bølger, mens de andre lå og solede sig i det varme sand. Timerne i havet blev brugt på at drømme om fremtiden – fremtiden, som man svævede problemfrit gennem, naturligvis. Oftest stærkt inspireret af den aktuelle fantasiverden, jeg var indrullet i, om det var en litterær- eller en tv-boble, det var underordnet. Sidste år gik der dagligt drømmende minutter, hvor min kælderlejlighed visuelt blev indrettet – i år indrettes københavnerlejligheden. For jeg flytter jo, lige om lidt. Omend de fleste taler for, at man skal være i øjeblikket, er der et eller andet over at have små drømmende stunder, hvor man kan drømme sig lidt væk, bare i få korte øjeblikke. Ikke for at flygte fra virkeligheden, men for at få en kort pause; et indblik i, hvordan man forestiller sig sit liv kommer til at udspille sig – også selvom det uden tvivl er en anden film, der sættes på. For som min far har forsøgt at banke ind i hovedet på mig et par tusinde gange, sker tingene aldrig præcist, som man har forestillet sig – og thank god for det. Ellers skulle jeg jo giftes med Chuck Bass 😉

Det er sjovt at drømme sig væk, det er også sjovt at være tilstede i øjeblikket, men det sjove for mig findes især i at hive hovedet tilbage i tiden og tænke over, hvor anderledes tingene har udspillet sig. Grebet af nostalgi gik jeg for et par aftener siden en omvej. Jeg fandt mig selv på det areal, der udgjorde rammerne for leg, spil, grin og gråd i 10 år – min gamle skolegård. Det samme gjorde jeg i dag ved den 3-årige arena, mit gymnasium. Tankerne faldt tilbage på første skoledag, hvor nervøsiteten gjorde min ben til gelé og mit hoved ude af stand til at tænke klart; for hvad nu, hvis tingene ikke gik, som man så desperat ønskede sig? Det gjorde de ikke, selvfølgelig ikke. Men det hele gik, af nye veje. I dag var de store, gamle og farlige bygninger skrumpet. De var ikke farlige, det har de ikke været længe. Ej heller var de et symbol på en ny tid, de huser i stedet minder; minder, der livagtigt udspillede sig i mit nu klarsynede hoved. Hvor den næste rundtur skal foregå, det må tiden vise 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg burde, men...